Om faa Timer vil et Aar fuldende sit Løb; da er det sjunket i det Forbigangnes Afgrund med Alt, hvad der fyldte det, alle Handlinger, alle Glæder og alle Smerter. Dette Aar var engang et tilkommende, uudviklet, og syntes os langt nok, idet vi forud saae hen derover. Men Time randt efter Time ... hvor stort var deres Antal, dersom vi ville tælle dem sammen! Dog ere de alle gangne forbi, og - hvor snart! Dersom der har været den Dag, den Time, som Du nu ønskede at kalde tilbage, af hvilken Du vilde udslette det, hvormed Du fyldte den, eller som Du ikke vilde lade rinde saa unyttet hen, som du vilde danne anderledes, at den kunde efterlade dig en kjærere Erindring: da formaaer du det ikke mere. Dersom der var den Dag, den Time, som Du vilde kalde tilbage, som du vilde leve paa ny, fordi den var god og skjøn — se, du formaaer det ikke; den vilde ikke dvæle længere, end der var bestemt for den; den gik bort med sin Glæde, som en anden med sin Sorg, og - hvor snart!.. Om faa Timer vil et Aar begynde sit Løb; i dets hemmelighedsfulde 352Skjød gjemmes, endnu uudviklet, saa Meget, der skal forundre, opmuntre, trætte, glæde eller smerte os; det er endnu kun kjendt af Ham, som forud bereder de Ting, der skulle komme, men intet dødeligt Øie har endnu seet det. Dog, imedens vi tale, høre vi Uhrets Slag, mindende os om, at Tiden rinder; snart vil den Time, som vi bestemte til denne vor Sammenkomst, være til Ende, og saaledes den næste, saaledes snart dette Aars sidste Time, det følgende Aars første Time, og saaledes stedse videre; Dagene ville komme efter hinanden, de lyse og de mørke ville synke igjen, indtil den sidste; det, som nu er skjult, vil være kjendt, det, som nu er tilkommende, vil være forbigangent, og — hvor snart!
En Time rinder hen, og vi lægge ikke Mærke dertil; en Dag gaaer forbi, og vi tælle den neppe; men Dag efter Dag fylder omsider et Aar, og skulde vi ogsaa lade dette synke uden at sige os, at igjen en Deel, en betydelig Deel af vor Levetid er til Ende? O Du, hvis Liv paa Jorden rinder hen, som Tiden gaaer, du Dødelige! kan du forglemme, at som Skibet bæres hen paa Bølgerne mod sin Havn, eller og mod det Sted, hvor det skal knuses, saaledes bæres du hen paa Tidens Strømme mod dit Maal, hvad enten dette er Fred eller Undergang? Ere de da saa mange, de Aar, som ere dig tilmaalte hernede, at du ikke skulde bemærke det, naar atter eet af dem er henrundet? Du har dog ofte hørt, ofte maaskee i et vemodigt Øieblik gjentaget de gamle Ord: ”Anlangende vore Aars Tal, da ere de halvfjerdsindstyve, og om Nogen har megen Styrke, da ere de firesindstyve” — ak! og om Nogen har liden Styrke, men Timen kommer pludselig over ham, da han falder?... Og vi skulde ikke spørge os, hvortil vi have brugt, hvortil vi ville bruge de faa os tilmaalte Aar? spørge os derom, med Alvor og Oprigtighed, ved hvert Aar, som synker, ved hvert Aar, som oprinder? Thi 353vi standse ikke deres Gang, og, engang henrundne, kalde vi dem ikke tilbage.
Hvor snare endog Tiderne gaae, hvor korte de end synes os, naar de ere forsvundne, hvile de dog stundom trykkende paa os, medens de ere nærværende, og dersom vi ikke udfylde dem med Noget, hvor besværligen langsomt vilde da Livet snige sig hen, hvis det end ved Slutningen syntes os for kort? Men er dette nok, at vi ved det, vi foretage, bringe Tiden til at gaae, eller ikke fornemme, hvorledes Aarene efterhaanden afløbe, hvorledes vi komme fra Ungdom til Alderdom, og omsider til Graven? Ogsaa Den, der udfylder sin Tid med egennyttige, forfængelige Bestræbelser, finder den jo ofte alt for kort til alt det, hvortil han vilde, den skulde tjene ham? Ogsaa Den, hvis hele Sjel er fyldt med smaalige Tanker; som kun pønser paa Forlystelser uden Værd som uden Gavn; som bruger det, der blev givet til Livets Opmuntring, som var det Livets Bestemmelse; hvis Yppighed har haanet den Trængende, har fortæret hans egne ædleste Kræfter, som har bortleget, bortleflet sine Dage uden Hensigt og Alvor, ogsaa Han har maaskee, og desto mere, jo letsindigere, jo tommere hans Sjel var, bragt Tiden til at rinde hurtigt hen? Men dersom nogen Saadan er i vor Forsamling, dersom det var muligt, at hans adspredte Sind kunde fatte den alvorlige Tale, dersom han ret kunde foreholde sig det Spørgsmaal: hvorfor har du levet? vilde hans Samvittighed da nøies med det Svar, at Tiden dog gik hen dermed? Eller dersom du, m. T., ret tænker dig hen i hans Tilstand, dersom du foreholder dig, hvad han var i den Tid, som var henrunden, hvad han er vorden, hvad der kan forestaae ham, ønskede du da at bytte din Bevidsthed mod hans, hvis endog Livet var og er ham lettere end dig, hvis han endog med Foragt eller Medynk seer ned paa dig? O!
Anden Deel.
354opløft din Sjel frimodig og glad, du redelige, arbeidsomme Mand, som har stræbt at fuldbringe den dig anviste Gjerning, som har villet opfylde din Pligt og fremme Menneskers Gavn, og for hvem dette var Livets egentlige Syssel! Dersom du end har maattet vise mangen Lyst fra dig, har maattet arbeide, medens de Andre legede, dersom du end maaskee har maattet nøies med langt ringere Løn, være sig af Gods eller Ære, end du med mindre Flid og med mindre Redelighed kunde erholdt: du vilde dog i denne Time ikke bytte med hine Andre.
(J. P. Mynster. Af “Prædikener paa alle Søn- og Helligdage i Aaret.“ 3die Oplag. Kbhvn. 1837.)