347

Hvi skulde Du gjøre Dig til Træl af en enkelt sandselig Lyst, da saa mange andre Glæder vente dig? Du veed dog, at Kjødets Lyst og Øinenes Lyst og Livets Hoffærdighed er ikke af Faderen, men af Verden. Du veed, at Faderen, 348da han negtede dig disse, har beredet dig mange rene Glæder i Naturens Skjød, i Menneskelivets Betragtning, i Kunstens Helligdom. Om denne tredobbelte Nydelse ville vi nu tale, og for det første bemærke, at, naar vi kun ikke glemme den vigtige Forskjel imellem Guds umiddelbare og middelbare Aabenbarelse, kunne vi retteligen sige: at Gud endnu stedse paa ovennævnte trende Maader aabenbarer sig for Menneskene.

Jeg nævnede først Naturen, og Du følte uden Tvivl dit Hjerte slaae raskere ved dette Navn, idet Du i Indbildningskraften seer dig hensat midt i den unge Vaars Herlighed: snart under Bøgeskovens lyse Kroner, snart paa den blomsterrige Eng, snart ved Kildens friske Væld, hvorfra Du igjen vender dig til det alvorlige, sortladne Hav, der snart forfærder dig ved sine skummende Bølger, snart formilder dig ved at tilbagekaste dit eget Billede fra sit blanke Speil. Og har Du saaledes om Dagen beundret Skaberen i hans Gjerninger paa Jorden, da indbyder ved Nattens Anbrud den stjerneklare Himmel dig til alvorlige Betragtninger. Hvilket Syn er, som dette skikket til at minde Mennesker om Gud, Dom og Evighed? Hvilket er, som dette, egnet til at afdrage Beskueren fra Jordens forfængelige Tant og give ham Smag paa varige Glæder? Og denne Underviisning staaer, ligesom hiin Nydelse, aaben for Alle. Fra Naturens moderlige Bryst udstrømmer styrkende Næring og Forfriskning til Enhver, som nærmer sig samme med aabne Sandser og et ufordærvet Sind. Disse ere de eneste Betingelser, hvortil Naturens Nydelse er knyttet. Det er altsaa kun de aldeles raae og de ved Vellyst fordærvede Mennesker, hvilke disse hjertelige og Fromhed indgydende Glæder ere negtede, de Sidste altid og de Første ofte ved deres egen Skyld. Og det raa Menneske har dog stedse det forud for Vellystlingen, at han ved egen eller Andres 349Hjælp kan faae sit Øre opladt, saa at det hører, og sit Øie skjærpet, saa at det seer Naturens Under, imedens den Vellystige maatte saa at sige fødes paany, for at faae Sands for de Glæder, han engang nød, men som han saa længe har forsmaaet. Han maatte gaae adskillige Skridt tilbage fra sit formeentlige høiere Standpunkt, imedens Naturens raa, men ufordærvede, Søn kun behøver at gjøre et Par Skridt fremad, for med os at kunne dagligen øse Livsens Vand af Naturens uudtømmelige Væld. Thi ogsaa her maae vi beundre Skaberens Godhed, der har maget det saaledes, at denne herlige Nydelse ei forudsætter en høi Kultur, hvortil kun Faa af Jordens Beboere have Adgang. Men det forstaaer sig, at Nydelsen voxer med Aandens stigende Oplysning og Indvielse i Naturens Hemmeligheder. Man maa være Maler, for ret at kunne beundre den hele, skjønne Mangfoldighed af Farvernes Fordeling i Planteriget, for at bemærke de utallige deilige Grupperinger af Træerne i vore majestætiske Skove, og Overgangene fra Lys til Skygge o. s. v. Man maa have anvendt hele sit Liv paa Naturens Studium, for nogenlunde at kunne sige, hvortil enhver Skabning er bestemt, og hvorledes enhver Skabning er bestemt, og hvorledes enhver vidner om sin Skabers Viisdom; men ogsaa uden Malerens øvede Kjenderblik opdage vi talløse Skjønheder, ogsaa uden den dybere Indsigt i Naturens Huusholdning bemærke vi paa enhver Spadseregang nye Gjenstande, som blot behøve løseligen at undersøges, for at vække Beundring og Deeltagelse. Og denne Kundskab er saa lærerig, at Du, min Tilhører! ingen given Leilighed bør forsømme til at erhverve dig den.

Hvad der ellers er saa farligt ved de sandselige Fornøielser, at de let kunne vække Affekter, og saaledes for en Tid bedøve Fornuften, gjælder ingenlunde om de Glæder, som den skjønne Natur yder. Tvertimod, de bevare ikke alene den 350medbragte Sindsrolighed og Fornuftens Ligevægt, men de formaae endog at dæmpe Lidenskabens Røst og paany oplade den Lidenskabeliges Øre for Religionens og Fornuftens Stemme, der taler saa uimodstaaelig igjennem Herrens Gjerninger. Bring den Ærgjerrige, den Vredagtige, den Vellystige, den Hevngjerrige paa en skjøn Sommerdag ud i et jordisk Paradiis; omring ham med glade Børn og deeltagende Slægtninge: Du skal see, at hans Hjerte aabnes for de ædlere Følelser, og høre, at han, om han ellers er oprigtig, tilstaaer, at en saadan Nydelse langt overgaaer de heftige Fornemmelser, hvori han ellers fandt et bittersødt Velbehag. Desværre findes der ogsaa Lastefulde, saa forhærdede, at disse mildere Glæder ei kunne trænge igjennem den haarde Hud, der indslutter deres Hjerte. Dog gives der ogsaa Tider, hvor det kunde lykkes at vinde dem tilbage for Indtryk og Følelser, hvilke de dog fordum, i deres skyldfri Barndom, satte Priis paa. Jeg tænker især paa de Øieblikke, naar Sorgen bøier deres Hovmod, betager deres forfængelige Afguder den sædvanlige Tryllekraft, og saaledes baner Veien for den tabte Kjærligheds og Gudsfrygts blidere Følelser.

Men hvis Naturens Betragtning og Nydelse er istand til at udsone den Hovmodiges opblæste Hjerte med sin Gud, da kan den langt lettere trøste og berolige den fromme Lidende. Sorgen er overhovedet Eensomhedens Ven. Jo mindre derfor den dybt Sørgende kan deeltage i den lystige Menneskevrimmels Sysler og Glæder, desto mere Underholdning og Trøst finder han i Naturens alvorlige Stilhed. Har han tabt det Kjæreste, han eiede, være sig Fader, Moder, Broder eller Søster, da seer han hvert Foraar i den gjenoplivende Natur et klart Billede og et sandseligt Beviis paa Sjelens Igjenfødelse og Legemets Opstandelse, ligesom ethvert Efteraar er ham et Sindbillede paa Legemets Forkrænkelighed.

351Saa riig er Naturbetragtningen paa store og trøstefulde Lærdomme. Saa vist er det, at af alle de Midler, som Forsynet har givet den faldne Menneskeslægt til at hæve sig op fra den almindelige Fordærvelse og igjen nærme sig Uskyldighedsstanden, (jeg siger ikke: naae den; thi dette er umuligt) er der — næst den umiddelbare Aabenbaring, hvorved Guddommen blev Kjød og boede iblandt Menneskene — Intet kraftigere end Guds aarlig, ja daglig, gjentagne Aabenbarelse i Naturen.

(J. Møller. Af “Eusebia og Sofrosyne.” Kbhvn. 1820.)

347

Hvi skulle Du gjøre deg til trell av en enkelt sanselig lyst, da så mange andre gleder vente deg? Du vet dog, at Kjødets lyst og øynenes lyst og Livets Hoffærdighed er ikke av Faderen, men av verden. Du vet, at Faderen, 348da han nektet deg disse, har beredet deg mange rene gleder i Naturens Skjød, i Menneskelivets betraktning, i Kunstens helligdom. Om denne tredobbelte nytelse ville vi nå tale, og for det første bemerke, at, når vi kun ikke glemme den viktige forskjell imellom Guds umiddelbare og middelbare åpenbarelse, kunne vi retteligen si: at Gud ennå stedse på ovennevnte trende måter åpenbarer seg for menneskene.

Jeg nevnte først naturen, og Du følte uten tvil ditt hjerte slå raskere ved dette Navn, idet Du i innbilningskraften ser deg hensatt midt i den unge Vaars herlighet: snart under bøkeskogens lyse kroner, snart på den blomsterrige eng, snart ved Kildens friske vell, hvorfra Du igjen vender deg til det alvorlige, sortladne hav, der snart forferder deg ved sine skummende bølger, snart formilder deg ved at tilbakekaste ditt eget bilde fra sitt blanke speil. Og har Du således om dagen beundret skaperen i hans gjerninger på jorden, da indbyder ved Nattens Anbrud den stjerneklare himmel deg til alvorlige betraktninger. Hvilket syn er, som dette skikket til at minde mennesker om Gud, dom og evighet? Hvilket er, som dette, egnet til at afdrage beskueren fra Jordens forfengelige tant og gi ham smak på varige gleder? Og denne undervisning står, likesom hin nytelse, åpen for alle. Fra Naturens moderlige bryst udstrømmer styrkende næring og forfriskning til Enhver, som nærmer seg samme med åpne sanser og et ufordervet sinn. Disse er de eneste betingelser, hvortil Naturens nytelse er knyttet. Det er altså kun de aldeles råe og de ved vellyst fordærvede mennesker, hvilke disse hjertelige og fromhet inngytende gleder er negtede, de Sidste alltid og de Første ofte ved deres egen skyld. Og det rå menneske har dog stedse det forut for Vellystlingen, at han ved egen eller Andres 349Hjælp kan få sitt øre opladt, så at det hører, og sitt Øye skjerpet, så at det ser Naturens under, imens den Vellystige måtte så å si fødes paany, for å få Sands for de gleder, han engang nød, men som han så lenge har forsmaaet. Han måtte gå adskillige skritt tilbake fra sitt formeentlige høyere standpunkt, imens Naturens rå, men ufordervede, sønn kun behøver å gjøre et par skritt fremad, for med oss å kunne dagligen øse Livsens vann av Naturens uuttømmelige vell. Thi også her må vi beundrer Skaberens godhet, der har maget det således, at denne herlige nytelse ei forutsetter en høy kultur, hvortil kun Faa av Jordens beboere have adgang. Men det forstår seg, at nytelsen vokser med åndens stigende opplysning og innvielse i Naturens hemmeligheter. Man må være maler, for rett å kunne beundre den hele, skjønne mangfoldighet av fargenes fordeling i planteriket, for å bemerke de utallige deilige grupperinger av trærne i våre majestetiske skoger, og overgangene fra lys til skygge o. s. v. Man må ha anvendt hele sitt liv på Naturens studium, for noenlunde å kunne si, hvortil enhver skapning er bestemt, og hvorledes enhver skapning er bestemt, og hvorledes enhver vitner om sin skapers visdom; men også uten Malerens øvede kjennerblikk oppdager vi talløse skjønnheter, også uten den dypere innsikt i Naturens husholdning bemerker vi på enhver spaseregang nye gjenstander, som blot behøve løseligen å undersøkes, for å vekke beundring og deltagelse. Og denne kunnskap er så lærerik, at Du, min tilhører! ingen gitt leilighet bør forsømme til å erverve deg den.

Hva der ellers er så farlig ved de sanselige fornøyelser, at de lett kunne vekke affekter, og således for en tid bedøve fornuften, gjelder ingenlunde om de gleder, som den skjønne natur yter. Tvertimod, de bevare ikke alene den 350medbrakte Sindsrolighed og Fornuftens likevekt, men de formaae endog å dempe lidenskapens røst og paany oplade den lidenskapeliges øre for Religionens og Fornuftens stemme, der taler så uimotståelig igjennom Herrens gjerninger. Bring den Ærgjerrige, den Vredagtige, den Vellystige, den Hevngjerrige på en skjønn sommerdag ut i et jordisk paradis; omring ham med glade barn og deltagende Slægtninge: Du skal se, at hans hjerte åpnes for de edlere følelser, og høre, at han, om han ellers er oppriktig, tilstår, at en sådan nytelse langt overgår de heftige fornemmelser, hvori han ellers fant et bittersøtt velbehag. Dessverre finnes der også Lastefulde, så forhærdede, at disse mildere gleder ei kunne trenge igjennom den harde hud, der inneslutter deres hjerte. Dog gives der også tider, hvor det kunne lykkes å vinne dem tilbake for inntrykk og følelser, hvilke de dog fordum, i deres skyldfri barndom, satte pris på. Jeg tenker især på de øyeblikk, når sorgen bøyer deres hovmod, betar deres forfengelige avguder den sedvanlige Tryllekraft, og således baner veien for den tapte Kjærligheds og Gudsfrygts blidere følelser.

Men hvis Naturens betraktning og nytelse er i stand til å utsone den Hovmodiges oppblåste hjerte med sin Gud, da kan den langt lettere trøste og berolige den fromme Lidende. Sorgen er overhodet ensomhetens venn. Jo mindre derfor den dypt Sørgende kan delta i den lystige Menneskevrimmels sysler og gleder, desto mer underholdning og trøst finner han i Naturens alvorlige stillhet. Har han tapt det kjæreste, han eide, være seg far, mor, bror eller søster, da ser han hvert forår i den gjenopplivende natur et klart bilde og et sandseligt bevis på Sjelens Igjenfødelse og Legemets oppstandelse, likesom ethvert Efteraar er ham et sinnbilde på Legemets Forkrænkelighed.

351Så rik er naturbetraktningen på store og trøstefulle lærdommer. Så vist er det, at av alle de midler, som Forsynet har gitt den falne menneskeslekt til å heve seg opp fra den alminnelige fordervelse og igjen nærme seg uskyldighetsstanden, (jeg sier ikke: nåe den; thi dette er umulig) er der — nest den umiddelbare åpenbaring, hvorved guddommen ble kjøtt og bodde iblant menneskene — intet kraftigere enn Guds årlig, ja daglig, gjentatte åpenbarelse i naturen.

(J. Møller. Av “Eusebia og Sofrosyne.” Kbhvn. 1820.)