342

Af alle de Lindringsmidler, som kunne rækkes det lidende Menneske til Trøst og Husvalelse under Skilsmissens tunge 343Sorg, kan Intet være os mere velkomment, Intet mere styrkende, end Vished i det Haab, som bebuder os Gjensyn og Gjensamling med vore Velgjørere og Elskede hisset.

Tag denne bort - hvad Trøst er da tilbage for den eensomme tilbagestaaende Ægtefælle, som med blødende Hjerte seer sin trofaste Ledsager eller ømme Ledsagerinde revet fra sin Side?

Tag denne bort - hvad Trøst for Fader- og Moderhjertet, naar de see sine Dages Yndling, en haabefuld Søn eller Datter, nedsænkes i Gravens Skjød?

Tag denne bort - hvad Lindring for det forgrædte Barn, som hælder sig, med Længselens hede Taarer, over den i Døden henblegnede Faders eller Moders Aasyn?

Tag denne bort - hvad Trøst idag ved den bedste Konges Grav? hvad uden forøget Sorg og Mismod?

Men takket være Algodheds Gud, som bød al Mistvivl svinde liig Taagens mørke Dunster for Solens spredende Straaler, da Hans uendelige Barmhjertighed gav os i sit himmelske Ord et sikkert, et aldrig svigende Haab for den store, os Alle tiltalende, Sandhed, at vi skilles for at samles, og for at samles til det Bedre. Hans Almagt er os Borgen for, at Han kan opfylde det; Hans Godhed betrygger os, at Han vil opfylde det.

Allerede vore Tænkeevner, vore Ønsker og vore Attraaer aabne os Anelse herom. Følelsen af og Omtanken om vore Evner tilsige os klarligen, at de nødvendigen maae henhøre til en ædlere Deel end vort Legeme, og altsaa være unddragne sammes Opløsning, ligesom og, at de umuligen kunne være os givne for at hendøe i Gravens Nat; men at en høiere Udvikling og Forædling, som ikke her opnaaes, maa forestaae dem hisset. Vore Ønsker og Attraaer understøtte denne Slutning: — Hvo stod nogensinde sorgnedbøiet ved en elsket Hedenfarens 344Grav, uden at ønske at gjensee ham eller hende? — Svar Du, som har elsket, hvis Hjerte endnu bløder under Savnet, er dette Ønske dig nyt, eller fremmed? Men Hvo har nedlagt dette Ønske i din Barm uden den Almægtige og Algode?... Skulde Han da ville afbryde eller oprykke en Plante, som Han selv med den kjærligste Haand har plantet?

De Begreber, som møde os selv hos de meest vankundige Folkeslag om en fortsat Tilværelse, synes ikke at kunne være byggede paa en Slump, men at være udgaaede fra Sandhedens evige Ophav; dog, lad Haabet fra disse Kanter end være mindre fuldstændigt, snart hæves det over al Tvivl ved den hellige Skrifts ærværdige Udsagn.

“Frygter ikke for Den, som ihjelslaaer Legemet, men ei kan ihjelslaae Sjelen!” saa lyde de, os ligefra vor Barndom bekjendte, Ord af Sandhedens store Lærer, og end flere Udtryk forene sig hermed baade af Ham og Hans Apostle, og Hans ærefulde Udgang af Graven sætter Stemplet paa det Hele.

Det var derfor en passende Fremgangsmaade af Apostelen Petrus at begynde Dagens udkaarede Ord med en Lovsang og at anvende Læren om Jesu Opstandelse som et Grundlag, for ved dette lysende Haab at styrke sine Troesforvandte mod Livets Sorger, og opmuntre dem til en Vandel, stemmende med det store, dem aabnede, Haab.

Dette Haab er ikke en løs Gisning eller uvis Formodning, men klarligen udhævet baade i de 4 Evangelisters, med Sandhedens synlige Præg betegnede, Udsagn om Jesu Opstandelse og Apostlernes paafølgende Varme for hans Læres Udbredelse, hvilket noksom forkynder den fuldstændigste Vished i deres Sag, og at den Grundvold var fast, som de byggede paa, nemlig deres Lærers Opstandelse; — følgeligen hele Menneskehedens høie Bestemmelse derved høitidelig erklæret og lagt for Dagen, hvilket Frelserens bekjendte Lignelse om den 345rige Mand og Lazarus, samt hans trøstende Ord paa Korset til den angergivne Synder allerede klarligen havde angivet.

Gjensyn og Gjensamling forestaaer da alle menneskelige Slægter, som have levet og vandret paa Jorden.

Mig synes, at jeg seer de trofaste Ægtefæller, de ømme omhyggelige Forældre, de kjærlige Sønner og Døttre med Glædes og Henrykkelses Taarer at ile hinanden imøde, med Priis til al Godheds Gud, som igjen har samlet dem, for aldrig mere at skilles, og med Taknemmeligheds varme Udbrud indbyrdes for hvert et Kjærligheds og Ømheds Træk, hvormed de fordum her i Livet forsødede hinanden deres Dage.

Mig synes, at jeg seer den faderlige, omhyggelige Regent, som hædrede sig selv ved at hædre og agte de ham Betroede, hilset med Jubel af det Folk, som han her paa Jorden søgte at gjøre lykkeligt, omgivet med Lykønskninger og Velsignelser af de mange Sørgende, han trøstede, de mange Lidende han kvægede, gjennemtrængt af Lov og Priis til den Gud, som gav Ham Leilighed og Evner til at gjøre vel, og Disse taknemmelige Hjerter til at paaskjønne hans Velgjerninger.

Ja elskte faderlige Konge! hvis blide Billede i dette Øieblik staaer levende for mig - Du har modtaget mangt et fortjent Taknemmeligheds Udbrud herneden baade for din offentlige og private Færd; — mangt et Takoffer er opsendt til Himlen over dig saavel fra høiere som lavere Kredse og fra Armodens dunkle Vraaer; — mange Velsignelser baade fjern og nær omgive din Hengang idag; end flere vente dig hisset, hvor Du allerede er glædet med den største, den Alt overgaaende, af Verdens Frelsers, hvis Lære og Exempel Du hædrede, og hvis Opoffrelses Mindesmærker jeg har seet Dig nyde med Taknemmeligheds hede Taarer.

Med Bifald har Du hørt Dig hilset af Ham som en benaadet Synder; — med Bifald for den Hjælp, Du her 346var saa villig til at yde den lidende Menneskehed, hvilken Han selv i sit Ord ligefrem har erklæret at ville ansee som viist Ham selv; — med kjærlig Indbydelse derhos at indtræde i det, over alle Jordens Riger ophøiede, Rige, der har været alle Gode, Gud Hengivne, beredt før Verdens Grundvold blev lagt, som en Naadesløn af Barmhjertighedens milde Fader.

Denne Løn er ikke som Jordens kort og ustadig; nei! den gaaer igjennem hele Evighedens umaadelige Række. Nye Kundskaber i den Eviges Alt omfattende Huusholdning, ny Stigen i Kraft og Fasthed, nye Glæder uden Nag og Bebreidelser, varig Omgang med vore fordums Elskede og Jordens ædleste Mennesker, der virkede, kjæmpede og leed for deres Brødres Held og Undertryktes Forsvar; - fremfor Alle den Ædleste af alle Ædle, Menneskeslægtens evige Lærer, Frelser og Velgjører, skal der forhøie vort Gjensyn og Samling.

Hvo erkjender da ikke Apostelens Ret og vor med ham til at udbryde i Lov og Priis for det givne Haab?

Hvilken Trøstens Bane ligger ikke i dette Haab udbredt for Menneskets Børn, hvilke nu kunne udbryde med Paulus: “Død hvor er din Braad, Grav hvor er din Seier!” Gud være Tak, som giver os Seier formedelst vor Herre Jesum Christum! Hvilken betryggende Udsigt til at hæve sig over Skilsmissens tunge Sorger!

Det var dette ophøiede Haab, som fordum styrkede Apostlerne til, med Varme og Fasthed, trods alle Fiender, Forfølgelser og Farer, at røgte deres ophøiede Ærinde; thi de vidste, paa Hvem de troede og Hvad de kjæmpede for; — det var dette ophøiede Haab, som lod en Stefanus udraabe midt under hans voldsomme Mishandling og dødende Slag: “se jeg seer Himlene aabnede og Menneskets Søn staaende hos Guds høire Haand!” Dette Haab har ufeilbar ofte styrket 347mange af Menneskets Børn paa deres farefulde Vei: ”Krigeren, for Exempel, under Slagets Tummel paa den blodige Valplads; Sømanden i Kamp med Elementerne paa det fraadende Hav; den Fortrængte i Kamp med Mangel og Gjenvordigheder; den Nedbøiede, Forladte, ved Bredden af den Grav, som modtog hans kjæreste Skat, og endelig den Døende paa det sidste Leie, hvortil jeg meer end engang med glad Beundring har været Vidne; — og dette Haab var ufeilbar den bedste Pude, hvorpaa vor elskte Konge, under Tro til sin Forsoner, støttede sit døende Hoved.

Held Ham! Hans Haab er opfyldt, Hans Strid er udstridt, Hans sidste Kamp er ogsaa vundet: — Hans udfriede Aand vandrer nu forklaret i Beskuelsens Egne, hvor al Fordums Dunkelhed er gaaet over til Klarhed. Farvel da, elskte uforglemmelige Konge! Velsignet være dit Navn og dit Minde for hvert et Trin iblandt os, for hvert et Bidrag til vort Velvære, for hvert et Suk, Du standsede, for hver en Taare, Du aftørrede! . . . Himlens reneste Glæder gjennemstrømme nu din forklarede Aand til overveiende Gjengjeld!

(C. Sørenssen. Af ”Taler og Kantater ved Sørgefesten i Christiania i Anledning af H. M. Kong Carl Johans Død.“ Tale paa Begravelsesdagen i vor Frelsers Kirke. Chnia. 1844.

342

Av alle de Lindringsmidler, som kunne rekkes det lidende menneske til trøst og husvalelse under Skilsmissens tunge 343sorg, kan intet være oss mer velkomment, intet mer styrkende, enn visshet i det håp, som bebuder oss gjensyn og Gjensamling med våre velgjørere og Elskede hisset.

Ta denne bort - hva trøst er da tilbake for den ensomme tilbakestående ektefelle, som med blødende hjerte ser sin trofaste ledsager eller ømme ledsagerinne revet fra sin side?

Ta denne bort - hva trøst for Fader- og Moderhjertet, når de ser sine Dages yndling, en håpefull sønn eller datter, nedsenkes i Gravens Skjød?

Ta denne bort - hva lindring for det forgråtte barn, som heller seg, med lengselens hete tårer, over den i døden henblegnede Faders eller Moders åsyn?

Ta denne bort - hva trøst i dag ved den beste Konges grav? hva uten forøket sorg og mismot?

Men takket være Algodheds Gud, som bød al Mistvivl svinne lik tåkens mørke dunster for Solens spredende stråler, da Hans uendelige barmhjertighet ga oss i sitt himmelske ord et sikkert, et aldri svikende håp for den store, oss alle tiltalende, sannhet, at vi skilles for å samles, og for å samles til det Bedre. Hans Almagt er oss Borgen for, at Han kan oppfylle det; Hans Godhed betrygger oss, at Han vil oppfylle det.

Allerede våre tenkeevner, våre ønsker og våre attråer åpne oss anelse herom. Følelsen av og omtanken om våre evner tilsige oss klarligen, at de nødvendigen må henhøre til en edlere del enn vårt legeme, og altså være unddragne sammes oppløsning, likesom og, at de umulig kunne være oss gitte for at hendøe i Gravens natt; men at en høyere utvikling og foredling, som ikke her oppnås, må forestå dem hisset. Våre ønsker og attråer understøtte denne slutning: — Hvo stod noensinne sorgnedbøiet ved en elsket Hedenfarens 344grav, uten å ønske at gjensee ham eller henne? — Svar Du, som har elsket, hvis hjerte ennå blør under savnet, er dette ønske deg nyt, eller fremmed? Men Hvo har nedlagt dette ønske i din Barm uten den Almægtige og Algode?... Skulle Han da ville avbryte eller oprykke en plante, som Han selv med den kjærligste hånd har plantet?

De begreper, som møte oss selv hos de mest vankundige folkeslag om en fortsatt tilværelse, synes ikke å kunne være bygde på en slump, men å være udgaaede fra sannhetens evige opphav; dog, lad håpet fra disse kanter enn være mindre fullstendig, snart heves det over all tvil ved den hellige Skrifts ærverdige utsagn.

“Frykter ikke for Den, som ihjelslaaer Legemet, men ei kan ihjelslaae sjelen!” så lyde de, oss like fra vår barndom bekjente, ord av sannhetens store lærer, og enda flere uttrykk forene seg hermed både av Ham og Hans Apostle, og Hans ærefulle utgang av graven setter stemplet på det hele.

Det var derfor en passende fremgangsmåte av apostelen Petrus å begynne Dagens udkaarede ord med en lovsang og å anvende læren om Jesu Opstandelse som et grunnlag, for ved dette lysende håp å styrke sine Troesforvandte mot Livets sorger, og oppmuntre dem til en vandel, stemmende med det store, dem åpnet, håp.

Dette håp er ikke en løs Gisning eller uviss formodning, men klarligen uthevet både i de 4 Evangelisters, med sannhetens synlige preg betegnede, utsagn om Jesu Opstandelse og Apostlernes påfølgende varme for hans Læres utbredelse, hvilket noksom forkynner den fullstendigste visshet i deres Sag, og at den grunnvoll var fast, som de bygde på, nemlig deres Lærers oppstandelse; — følgelig hele menneskehetens høye bestemmelse derved høytidelig erklært og lagt for dagen, hvilket Frelserens bekjente lignelse om den 345rike mann og Lazarus, samt hans trøstende ord på korset til den angergivne synder allerede klarligen hadde angitt.

Gjensyn og Gjensamling forestår da alle menneskelige slekter, som har levet og vandret på jorden.

Meg synes, at jeg ser de trofaste ektefeller, de ømme omhyggelige foreldre, de kjærlige sønner og døtre med Glædes og Henrykkelses tårer å ile hinannen imøte, med pris til all godhets Gud, som igjen har samlet dem, for aldri mer å skilles, og med takknemlighets varme utbrudd innbyrdes for hvert et Kjærligheds og Ømheds trekk, hvormed de fordum her i livet forsødede hinannen deres dager.

Meg synes, at jeg ser den faderlige, omhyggelige Regent, som hedret seg selv ved å hedre og akte de ham Betroede, hilst med jubel av det folk, som han her på jorden søkte å gjøre lykkelig, omgivet med lykkønskninger og velsignelser av de mange Sørgende, han trøstet, de mange Lidende han kvægede, gjennomtrengt av lov og pris til den Gud, som ga Ham leilighet og evner til å gjøre vel, og disse takknemlige hjerter til å påskjønne hans velgjerninger.

Ja elskte faderlige konge! hvis blide bilde i dette øyeblikk står levende for meg - Du har mottatt mangt et fortjent takknemlighets utbrudd her nede både for din offentlige og private ferd; — mangt et Takoffer er oppsendt til Himlen over deg såvel fra høyere som lavere Kredse og fra Armodens dunkle vråer; — mange velsignelser både fjern og nær omgive din Hengang i dag; enda flere vente deg hisset, hvor Du allerede er gledet med den største, den Alt overgående, av Verdens Frelsers, hvis lære og eksempel Du hedret, og hvis oppofrelses minnesmerker jeg har sett deg nyte med takknemlighets hete tårer.

Med bifall har Du hørt deg hilst av Ham som en benådet synder; — med bifall for den hjelp, Du her 346var så villig til å yte den lidende menneskehet, hvilken Han selv i sitt ord likefrem har erklært å ville anse som vist Ham selv; — med kjærlig innbydelse derhos å inntre i det, over alle Jordens riker opphøyde, rike, der har vært alle gode, Gud Hengivne, beredt før Verdens grunnvoll ble lagt, som en nådeslønn av barmhjertighetens milde far.

Denne Løn er ikke som Jordens kort og ustadig; nei! den går igjennom hele evighetens umåtelige rekke. Nye kunnskaper i den Eviges Alt omfattende husholdning, ny stigen i kraft og fasthet, nye gleder uten nag og bebreidelser, varig omgang med våre fordums Elskede og Jordens edleste mennesker, der virket, kjempet og led for deres Brødres held og Undertryktes forsvar; - fremfor alle den Ædleste av alle Ædle, menneskeslektens evige lærer, Frelser og velgjører, skal der forhøye vårt gjensyn og Samling.

Hvo erkjenner da ikke Apostelens rett og vår med ham til å utbryte i lov og pris for det gitte håp?

Hvilken Trøstens bane ligger ikke i dette håp utbredt for Menneskets barn, hvilke nå kunne utbryte med Paulus: “Død hvor er din Braad, grav hvor er din seier!” Gud være takk, som giver oss seier formedelst vår Herre Jesum Christum! Hvilken betryggende utsikt til å heve seg over Skilsmissens tunge sorger!

Det var dette opphøyde håp, som fordum styrkede apostlene til, med varme og fasthet, trass alle fiender, forfølgelser og Farer, at røgte deres opphøyde ærend; thi de visste, på Hvem de trodde og Hvad de kjempet for; — det var dette opphøyde håp, som lot en Stefanus utrope midt under hans voldsomme mishandling og dødende slag: “se jeg ser himlene åpnet og Menneskets sønn stående hos Guds høyre hånd!” Dette håp har ufeilbar ofte styrket 347mange av Menneskets barn på deres farefulle vei: ”Krigeren, for eksempel, under Slagets Tummel på den blodige valplass; Sjømannen i kamp med elementene på det frådende hav; den Fortrængte i kamp med mangel og gjenvordigheter; den Nedbøiede, Forladte, ved bredden av den grav, som mottok hans kjæreste skatt, og endelig den Døende på det siste leie, hvortil jeg mer enn engang med glad beundring har vært vitne; — og dette håp var ufeilbar den beste pute, hvorpå vår elskte konge, under tro til sin Forsoner, støttede sitt døende hode.

Held Ham! Hans Haab er oppfylt, Hans Strid er udstridt, Hans siste kamp er også vundet: — Hans udfriede Aand vandrer nå forklaret i Beskuelsens Egne, hvor all Fordums dunkelhet er gått over til klarhet. Farvel da, elskte uforglemmelige konge! Velsignet være ditt Navn og ditt Minde for hvert et Trin iblant oss, for hvert et bidrag til vårt velvære, for hvert et sukk, Du stanset, for hver en tåre, Du aftørrede! . . . Himlens reneste gleder gjennomstrømme nå din forklarede Aand til overveiende gjengjeld!

(C. Sørenssen. Av ”Taler og kantater ved Sørgefesten i Christiania i anledning av H. M. Kong Carl Johans Død.“ Tale på Begravelsesdagen i vår Frelsers Kirke. Chnia. 1844.