Norge sørger — det er Mandens Taare, som har mistet sin Fader — mandig, men dyb, er Sorgen, og værdigen udtalt i Tale og i Digt. Ogsaa Universitetet, denne Planteskole for dem, der skulle træde i Fædrelandets og Kongens Tjeneste, Universitetet, der saa saare vel bør vide at vurdere og erindre det Herlige og Gode, Universitetet, der saa ofte har høitideligholdt den Mands Fødselsdag, som nu hviler paa Baaren, medens Hans Aand velsignende skuer ned — det haabe vi — paa os og paa et Folk, som han elskede og elsker — ogsaa Vi, mine kjære Medlærere og Medstuderende, ønske ved denne sørgelige Anledning at udtale de Følelser, som maae vækkes hos os Alle ved en Faders Bortgang fra sine Børn og Undersaatter, en kraftig og virksom Konges og Helts fra Verden. Man har overdraget mig at tolke disse Følelser, og jeg har bedet Gud, at jeg maatte kunne gjøre det paa en Maade, som var Sagens høie Gjenstand og mine Foresattes Tillid værdig, og jeg tør maaskee tilføie, som kunde udtrykke mit eget Hjertes stille, men dybe, Følelse.

Verden har tabt en kraftig og virksom Helt. Alene fra denne Standpunkt betragtet maa Carl Johans Død vække 341Deeltagelse hos hver Den, som tager levende Andeel i sin Slægts Udvikling og dens Skjebner. De store Aander ere sjeldne, og desværre synes det ofte, skjøndt en almægtig og alviis Haand vender Alt til det Bedste, at de i deres egennyttige, ærgjerrige Gang, meer søge deres eget end Medmenneskers Vel. Ødelæggende suser Sværdet i Erobrerens Haand over Landene, ærgjerrige, umættelige storme hans Skarer over fredelige Folk; Aanden har store, maaskee endog efter sit egenraadige Skjøn velgjørende, Formaal, men intet Hensyn tages til Herrens Villie, og Herren siger: “mine Veie ere ikke Eders Veie”, og Herrens Veie ere dog alle rette; - derfor vee den Mand, som sætter sine over Hans! Snart vil han høre Røsten, som lyder til Havets brusende Bølger: “hertil og ei videre”, ogsaa til ham at sige: “stands! din Bane er endt! Du arbeidede ei med mig, derfor har du ei heller fuld og inderlig Tilfredshed, som kun findes i et mig hengivet Liv, og dit Navn staaer ei saa høit antegnet i Livets Bog, som i Menneskenes Aarbøger”. Men vel Den, der, som vor høisalige Konge Carl Johan, en sand Riddersmand uden Frygt og uden Dadel, kan forlade Livet med den Bevidsthed — i det han i al Ydmyghed erkjender sin menneskelige Skrøbelighed — at han i et bevæget, ofte stormfuldt, ofte fristet, ofte bekymret, vel ogsaa krænket, Liv, aldrig forlod Ærens og Samvittighedens Bud; at han paa den Vei, hvorpaa han steg opad til Thronens Hæder - en Vei, der for saa mangen Helt betegnedes med Voldsomhedens og Tyranniets blodige Spor - vidste, skjøndt brugende Sværdet med kraftfuld Haand og ubetvingeligt Mod, at bevare Menneskehedens skjønneste Følelser, og midt under Krigens Rædsler at vinde baade sine seirende Soldaters og sine overvundne Fienders Agtelse og Kjærlighed; og at han, da Forsynet endelig satte ham paa det ophøiede Sæde, elskede sine Folk, og gjorde dem vel i det Hele som 342i det Enkelte, saavidt et Menneske formaaer; — og denne Bevidsthed kunde han have. Mit Syn er for kort til at overskue, min Stemme for svag til at skildre Heltens Bane mod Lauren, Kongens og Statsmandens mod sit ophøiede Maal, derfor dvæler jeg helst ved dette Sidste: Han elskede sine Folk. Historien har optaget og vil altid optage hans Navn som et af de ypperste, der er tegnet i dens Aarbøger, og sætte en værdig og fortjent Bauta paa hans Grav; men skulde der ikke være en Bauta, som var ligesaa skjøn, og som gav hiin for en stor Deel sin egentlige Værd og Betydning? Det norske Hjerte nærer dybe, stærke og varige Følelser; - dette Hjerte skal være din Bautasteen, Kong Carl Johan! og Erkjendtlighed og Kjærlighed skulle der staae faste, som vare de udhuggede i Fædrenelandets Fjelde. Han var en Fader for tvende broderlige Folk — det indeslutter meget dette Ord, dog ei for meget for hans store Aand; men vi erkjende det jo ogsaa, og medens vi reise Mindekors over saa mangen Grav, der gjemmer vore Kjæres Støv, over Fader og Moder, Ven og Viv og Børn, ville vi ei glemme at reise et Mindekors i vort Hjerte for den Drot, som elskede os og som vi elskede. Hans Støv hviler ei i vor Fædrenejord, men i Mindets Hal vandrer hans faderlige, ærværdige, kraftige Gestalt for vort Øie og vor Ihukommelse; og han er ikke i mere levende Erindring hos Broderfolket end hos os.

(E. Keyser. Af ”Taler og Kantater ved Sørgefesten i Chnia. i Anledning af H. M. Kong Carl Johans Død.” Tale ved Universitetets Sørgehøitid. Chnia. 1844.)

Norge sørger — det er Mandens tåre, som har mistet sin far — mandig, men dyp, er sorgen, og værdigen uttalt i Tale og i dikt. Også Universitetet, denne planteskole for dem, der skulle tre i Fædrelandets og Kongens tjeneste, Universitetet, der så såre vel bør vite å vurdere og erindre det Herlige og gode, Universitetet, der så ofte har høytideligholdt den Mands fødselsdag, som nå hviler på båren, mens Hans Aand velsignende skuer ned — det håper vi — på oss og på et folk, som han elsket og elsker — også Vi, mine kjære Medlærere og Medstuderende, ønske ved denne sørgelige anledning å uttale de følelser, som må vekkes hos oss alle ved en Faders bortgang fra sine barn og undersåtter, en kraftig og virksom Konges og Helts fra verden. Man har overdratt meg å tolke disse følelser, og jeg har bedt Gud, at jeg måtte kunne gjøre det på en måte, som var Sagens høye gjenstand og mine Foresattes tillit verdig, og jeg tør maaskee tilføye, som kunne uttrykke mitt eget Hjertes stille, men dype, følelse.

Verden har tapt en kraftig og virksom helt. Alene fra denne standpunkt betraktet må Carl Johans Død vekke 341deltagelse hos hver Den, som tar levende andel i sin slekts utvikling og dens skjebner. De store ånder er sjeldne, og dessverre synes det ofte, skjønt en allmektig og alviis hånd vender Alt til det Bedste, at de i deres egennyttige, ærgjerrige gang, mer søke deres eget enn Medmenneskers Vel. Ødeleggende suser sverdet i Erobrerens hånd over landene, ærgjerrige, umettelige storme hans Skarer over fredelige folk; Aanden har store, maaskee endog etter sitt egenrådige skjønn velgjørende, formål, men intet hensyn tas til Herrens Villie, og Herren sier: “mine Veie er ikke Eders Veie”, og Herrens Veie er dog alle rette; - derfor vee den mann, som setter sine over Hans! Snart vil han høre røsten, som lyder til Havets brusende bølger: “hertil og ei videre”, også til ham å si: “stands! din bane er endt! Du arbeidet ei med meg, derfor har du ei heller full og inderlig tilfredshet, som kun finnes i et meg hengivet Liv, og ditt Navn står ei så høyt antegnet i Livets bok, som i Menneskenes årbøker”. Men vel Den, der, som vår høisalige konge Carl Johan, en sann riddersmann uten frykt og uten Dadel, kan forlate livet med den bevissthet — i det han i all ydmykhet erkjenner sin menneskelige skrøpelighet — at han i et beveget, ofte stormfullt, ofte fristet, ofte bekymret, vel også krenket, Liv, aldri forlot Ærens og samvittighetens bud; at han på den vei, hvorpå han steg oppad til tronens Hæder - en vei, der for så mangen helt betegnedes med voldsomhetens og Tyranniets blodige spor - visste, skjønt brukende sverdet med kraftfull hånd og ubetvingeligt mot, å bevare menneskehetens skjønneste følelser, og midt under Krigens redsler å vinne både sine seirende Soldaters og sine overvundne Fienders aktelse og kjærlighet; og at han, da Forsynet endelig satte ham på det opphøyde sete, elskede sine folk, og gjorde dem vel i det hele som 342i det Enkelte, såvidt et menneske formår; — og denne bevissthet kunne han ha. Mitt syn er for kort til å overskue, min stemme for svak til å skildre Heltens bane mot Lauren, Kongens og statsmannens mot sitt opphøyde mål, derfor dveler jeg helst ved dette Sidste: Han elsket sine folk. Historien har optaget og vil alltid oppta hans Navn som et av de ypperste, der er tegnet i dens årbøker, og sette en verdig og fortjent bauta på hans grav; men skulle der ikke være en bauta, som var likeså skjønn, og som ga hin for en stor del sin egentlige verd og betydning? Det norske hjerte nærer dype, sterke og varige følelser; - dette hjerte skal være din bautastein, Kong Carl Johan! og erkjentlighet og kjærlighet skulle der stå faste, som var de uthuggede i Fædrenelandets fjell. Han var en far for tvende broderlige folk — det inneslutter meget dette ord, dog ei for meget for hans store Aand; men vi erkjenner det jo også, og mens vi reiser Mindekors over så mangen grav, der gjemmer våre Kjæres støv, over far og Moder, venn og Viv og barn, ville vi ei glemme å reise et Mindekors i vårt hjerte for den drott, som elsket oss og som vi elsket. Hans Støv hviler ei i vår fedrenejord, men i Mindets Hal vandrer hans faderlige, ærverdige, kraftige Gestalt for vårt Øye og vår Ihukommelse; og han er ikke i mer levende Erindring hos broderfolket enn hos oss.

(E. Keyser. Av ”Taler og kantater ved Sørgefesten i Chnia. i anledning av H. M. Kong Carl Johans Død.” Tale ved Universitetets sørgehøytid. Chnia. 1844.)