Diderik Hegermann! Hvo er her tilstede, som ikke har hørt Tale om Hegermann, og hvad han i sin Tid var for Kadetkorpset og for hver enkelt Kadet? Og hos Os, hvis skjønneste Ungdomsaar ere henrundne under hans Veiledning, hvilke Minder fremkaldes ikke af dette høitelskede Navn! Da see vi ham atter i hele hans ædle Virksomhed, i hvert enkelt Moment af hans rastløse Liv. Og hvor kjære ere os ikke disse Enkeltheder, hvor gjerne dvæle vi ikke ved deres Erindring!
Saaledes see vi ham om Morgenen omgiven af samtlige Elever deeltagende med dem i Bøn til Ham, uden hvem alle vore Bestræbelser føre til Intet. Strax derpaa see vi ham i Læsesalene forvissende sig om, at Læretimerne ere begyndte. Har en Lærer Forfald, udfylder ikke sjelden Hegermann selv hans Plads, snart i de ældre Klasser fremsættende praktiske Opgaver til Øvelse i at anvende det Lærte, snart i de yngste Klasser oversættende med Eleverne af Tydsk eller Fransk, stundom blot øvende dem i Læsning af disse Sprog, for at bibringe dem den rigtige Udtale. Kadetternes Fremskridt fulgte han med Opmærksomhed. Lod Nogen det mangle i den sædvanlige Flittighed, da hengik ikke Dage forinden han af Hegermann var bleven advaret. Et enkelt Ord, et Øiekast var tilstrækkeligt dertil. Haandarbeiderne, som Skjønskrift, Tegning, lod han sig jævnligen forevise. Hvor han sporede Flid og Talent, udeblev aldrig hans opmuntrende Bifald, gjerne ledsaget med Laan af bedre Instrumenter eller smaa Foræringer af udsøgte Materialier. I Timerne for Legemsøvelser var han ofte tilstede, stedse med et Bifaldsord til den Raske og Modige, animerede den mindre Dristige eller 336mindre Øvede til ikke at blive tilbage for den Første, henledende Alles Opmærksomhed paa Vigtigheden af, for Officeren ikke mindre end den menige Krigsmand, at være i Besiddelse af et ved Øvelse styrket og hærdet Legeme. Undertiden saae man ham selv at tage Fleuretten, hvilken han førte med Færdighed, fremkalde En af Kadetterne til at fegte med sig, angribe denne med hele sin Overlegenhed, og — til samme Tid med et Smiil give sit Bryst blot for det Stød, hvormed hans svagere Modstander søgte at gjengjælde hans Angreb, uforvirret af dettes tilsyneladende Heftighed. Vaabenøvelserne ledede han stedse selv, ligesom han havde forbeholdt sig Underviisningen i Taktik med hvad dermed staaer i Forbindelse. Hans Foredrag var derved klart, og dets Indhold paa den ene Side afpasset efter de Unges mindre Øvelse i at omfatte vidtløftige Kombinationer, paa den anden Side beregnet med særligt Hensyn paa det Lands Natur, hvor vi først og nærmest maatte vente at blive brugte. Endnu som Statsraad var det hans Lyst, paa Exerceerpladsen at kommandere sit Kadetkorps, for hvilket han var vedbleven at fungere som Chef. “En Soldat maa forstaae sit Haandværk” — var tidt og ofte hans Ord til os — “Uden dette er han Intet.” Lydigheds- og Agtelses-Pligten mod Overordnede indskjærpede og overholdt han med Strenghed; den første som det Støttepunkt, hvis Urokkelighed er en Grundbetingelse for ethvert militært Foretagende og en Forudsætning, uden hvilken ingen Beregning paa et bestemt Resultat skulde være mulig; den sidste som en simpel Følge af den Agtelse, Enhver skylder den Stand, hvortil han hører, som overalt en Fordring til enhver Mand af almindelig god Opdragelse. Et andet ikke mindre vigtigt Punkt holdt han os for Øie ved uafladeligt Paasyn af den strengeste Orden i det Mindste som i det Største. Ordet “Smaating” kjendte han ikke. I en Organisme 337som Militæret, jo fuldkomnere den er indrettet, jo vigtigere er enhver mindste Deel for det Hele. Hesteskosømmet, hvis Tab foraarsagede Rytterens Fald, var ingen Smaating. I nøieste Forbindelse hermed stod atter hans Tilsyn med vor Økonomi. At behjælpe sig med Lidet var ikke alene af største Vigtighed for de Fleste af os, der kun havde til det Høistnødvendige at raade over; men ogsaa en nyttig Forøvelse til den Kunst at udrette Meget med Lidet.
Dog er dette kun de lette Yderlinier af hans Virksomhed. For hans Forhold til Kadetterne i det Hele har jeg kun een Benævnelse: han var en Fader for os. Vi, som nu have Børn, over hvis Barndom vi have vaaget, hvis Ungdom vore Tanker ledsage, vi vide Alle hvad dette Navn betegner; og — I Unge! mindes Enhver sine Forældre, deres Kjærlighed, deres Opoffrelse for Eder! og - I vide ogsaa hvad jeg dermed har villet sige. Ja — en Fader var han for os, en Faders Hjerte slog i hans Bryst, med en Faders Blikke fulgte han ethvert af vore Skridt, med en Faders stadige Omhu tænkte han paa vore Fornødenheder. Hvor mangen Søn af uformuende Forældre, — og dette vare de Fleste, — skulde ikke i de sørgelige Aar, da vore Pengerepræsentativer vare nedsjunkne til kun en liden Deel af deres paalydende Værd, være bleven nødt til at forlade en Bane, der ligemeget tiltalte hans Lyst og Evner, om ikke Hegermann med sin utrættelige, i den mindste Detalj gaaende, Omsorg var kommen ham tilhjælp, om han ikke med den fattige Enkes Sparsommelighed havde vendt og veiet hver Skilling for ham, forinden den maatte komme til Udgift. Og stode vi for ham i hans Lønkammer, hvor han oplod for os sin fulde Barm med Raad og Formaninger, da følte, da erkjendte Enhver af os hvad han var for os Alle.
Spørger man fra et endnu høiere, et almindeligere Stand-
2den Deel.
338punkt, hvad Hegermann gjennem sin Virksomhed for Kadetkorpset virkede for Staten; spørger man om den Aand, han vilde skulde besjele det Officeerkorps, der udgik fra hans Hænder, den Aand, der fra dette skulde udbrede sig til Armeen og til det hele Folk; da svare vi: den humane, men tillige bestemte, uforfærdede Mandigheds Aand, der gjør, at Manden, tro i sine Forpligtelser, vaager med Nidkjærhed over sine Rettigheder, stedse rede til med Kraft at værne om hvad han anseer for ret at være, — denne Aand, som, hos os rettet paa Forsvaret af Fædrelandet og Thronen, vi ville kalde den sande Militæraand. Ve det Folk, hvor denne Aand ei findes! Dets Villie er som Sivet, der lydigt bøier sit Hoved for hvert forbifarende Vindpust; dets Velstand er som det uomhegnede Træes Frugt, efter hvilken Enhver, det lyster, kan ustraffet udrække sin Haand.
Til Vedligeholdelse for bestandig af hiin Krigeraand, af hiin, paa Bevidsthed om egen Kraft og Dygtighed grundede, Mandighedsaand hos det norske Folk, vilde derfor ogsaa Hegermann, som Medlem af Rigsforsamlingen paa Eidsvold, at hver Mand skulde fra sin Ungdom af være øvet i Vaaben, hver Mand fortrolig med den Tanke, at seire eller falde i Kamp for Konge og Fædreland. Vor Grundlov optog Plantens Rod, og ikke vil dens Frugt udeblive, naar Tiden for dens Udvikling er kommen.
Men hvad er Mandighed foruden Humanitet? En Vinterstorm, der barsk pidsker Sneen bort af de brune Bakker, blottende kun derved deres Goldhed, medens Mandighed forenet med Humanitet er liig Solens Kraft, der, brydende Vinterens Kulde, lader Jorden bedækkes med Landmandens grønnende Haab.
Mandighed og Humanitet, Kundskaber og praktisk Dygtighed, Agtelse for sin Stand og for enhver af dens Pligter, 339fremfor Alt Religiositet og varm, opoffrende Fædrelandskjærlighed, — det var Hovedindholdet af Hegermanns Fordringer til Officeren. Kun ved sjeldne Leiligheder yttrede han sig derover i ordnet Foredrag; han levede sin Lære for os: i hans Liv var den prentet med Exemplets Skrifttegn, med denne Skrift, der lysende vilde staae for vore Øine, naar det hørte Ord forlængst maatte være henveiret i Livets Storme. Derfor blev Hegermann under alle vexlende Forholde stedse sig selv liig: — som Regimentschef, som Befalingsmand i Felten, som Statsraad, som Privatmand. Og derfor ogsaa, da Efterretningen om hans Død bares over Landet, steg Taaren til mangt et Øie, hvor den forlængst var bleven fremmed; og da En af hans forhenværende Elever først fremkom med det Forslag, at vi skulde oprette ham et Hædersminde, der kunde bære hans Navn til den sildigste Efterslægt, da var det som om denne Tanke var tagen af hver Enkelts Bryst.
Og nu — du Fjeldets Barn! — vort Fædrelands Barn! staa der i al din Styrke og din ædle Simpelhed et Sindbillede af Ham, til hvis Minde du er reist! Fra dette Sted, omgiven af de Læresale, hvori han levede og virkede, tilraab hver Bestyrer af denne Skole, hver dens Lærer, der som Han med Nidkjærhed arbeider til dens store Formaal: “Bliv ved, utrættelig som Han! - og din Udsæd skal ikke være spildt, og dit Navn skal ikke vorde forglemt, hvor Prydz og Hegermann nævnes med Hæder og Høiagtelse.” Tilraab hver Yngling, som her dannes til Mand: “Vord som Han! - og du skal være en Pryd for din Stand og en Støtte for dit Fædreland; og naaer du end ikke Hans Roes, opfyldt Pligt, i Fredens Dage som i Kampen paa Valpladsen, har i sig selv en Løn, som vel er Møien og Kampen værd.” Tilraab hver Statens Borger, der gaaer forbi: “Arbeid som Han, ærligt, nidkjær for 340din Dont og for dit Fædrelands Vel!“ Tilraab hvert Menneske: “Vær som Han, da skal Himlen være i din Barm, og dens Fred og dine Medmenneskers Agtelse og Kjærlighed skulle omgive din Grav, naar træt du er sjunken til Hvile.“
Saaledes lyde din Røst til hver kommende Slægt, — dertil indvie vi dig med disse Ord tagne af Alles Hjerter: Hans Minde — Diderik Hegermanns Minde for evig!
(J. J. Broch. “Tale holden ved Afsløringen af Diderik Hegermanns Æresminde paa Krigsskolens Haveplads.“ Chnia. 1842.)