— — Hvor fandtes en skjønnere og elskeligere Forening af Indsigt og Klogskab, af Overlegenhed og Beskedenhed, af sandhedskjærlig Iver og viist Maadehold? Hvo besad, som Han, den Evne at kunne behandle enhver, endog den vanskeligste, Sag efter hiin skjønne Regel: “at være Sandheden tro i Kjærlighed”? Det er vel enhver retsindig Folkerepræsentants Formaal at handle som Fædrelandets og Kongens Ven, hvad enten han bifalder eller modsiger; og det er vel erkjendt, at ofte var Den, som modsagde, en trofastere Ven af Konge og Folk, end En og Anden, som bifaldt; men ikke Enhver forstaaer, eller har det i sin Magt, at lade denne Aand lyse 333frem som Sjelen i alle sine Udtryk, naar alle vanskelige Sager prøves og veies. Og i denne Henseende nævner jeg, efter min Indsigt og Overbeviisning, Krohg som et stort, fast uefterligneligt Mønster. Dette er og, saavidt jeg veed, almindeligen erkjendt, endskjøndt, medens Beundringen gjenlød omkring ham over hans sjeldne Evner, syntes han selv at være den Eneste, som ikke vidste, hvad Mand han var. Ja, jeg holder mig forvisset om, at Kongen, som kjendte ham, som kaldte ham til sit Raad og benyttede ham i flere forskjellige Departementer, har gjenkjendt sin vise Tænker ogsaa paa Storthingets Bænke, og med Glæde erfaret, at han, skjøndt udtraadt af Raadet, dog endda stod fremdeles som Kongens og Folkets Mand, raadgivende og ledende ved vigtige Sagers Behandling. Rygtet har talt glædeligen derom, og Aarene 1824 og 1827 have eet Vidnesbyrd at fremføre, der er lige ophøiende for Kongens Tænkemaade, som hædrende for Krohgs Talenter. ... Mange saadanne Mænd paa Thinge! — o hvad kunde det gjenfødte Norge ikke blive!?

Men, hvad ville I, I lyse Billeder af hvad Krohg har været, og hvad Norges Storthing har eiet? ... Ak, han er jo død! I Manddommens, i Kraftens Alder udsluktes hans Livs Lys. Fædrenelandet har kun det tunge Savn tilbage, og Mørke hviler over dets Forhaabninger. Seer Sorgen udbredt over dette Samfund! hører Klagetonerne gjennem Norges Land! Ville I da forøge den bittre Følelse af vort Tab ved at vise os hvad der aldrig mere skal høre os til? ... Dog, tilgiver, I kjære Gjenskin af det Forsvundne! Vise Eder bort? — o, det kunne, det ville vi ikke. Nei, bliver! — o bliver! — Staaer her ved Siden af vor Sorg, at berede Taareofferet paa hans Grav, og reise ham et uforgjængeligt Minde i hver Nordmands Bryst! Det letter Hjertet, at Tabets og Savnets iisnende Følelser smelte i Vemod, og 334det trøster, at vide den Tabtes Værd erkjendt.... Erkjendt? Ja erkjendt er det jo fjernt og nær, at vor Krohg var en Mand, som ethvert Land maatte være stolt af at eie — en Mand for Norges unge Statsforfatning, der kunde give den baade Anseelse og Styrke. Men, ak, han er død! ... O, vidne skal da Norges dybe Sorg ved hans Grav, at det forstaaer sit Tab, og at det fortjener at have eiet en Krohg. Staaer ogsaa, I herlige Minder, I rørende Vidnesbyrd! — o, staaer med Eders vemodblandede Lindring og Trøst i hans Forladtes Sorgekreds — der, hvor, i et otteogtyveaarigt Samliv, hans Aand og Hjerte var hjemme paa denne Jord! Forener Eder med de ømme Erindringer om hans Kjærlighed, hans stille huuslige Dyder, hans christelig-religiøse Sind, og siger til de Sørgende: Ja, han var Eders Taarer værdig — men seer dog og Deeltagelsen! seer den dybe, inderlige Medfølelse strække sig saa vidt som Norges Grændser! seer, hvilket elskeligt Minde Eders Henfarne vandt sig paa denne Jord, medens han levede saa stille med Eder for Evigheden, for hiin bedre Verden, hvor I skulle sees igjen! .. Staaer ogsaa, I lysende Erindringer om den tabte Fædrelandsven! — o, staaer ved Siden af Fædrelandets Sorg hist i Norges Thingsal, med Egekrandsen og med Sagas varige Bautasteen, og opelsker sandt Fædrelandssind og Almeenaand blandt Norges Sønner gjennem Tiderne indtil den sidste Slægt, til Velsignelse over det elskede Fædreland, for hvilket Krohg levede — og døde!

(N. St. Schultz. Af “Det kongl. norske Videnskabers Selskabs Skrifter i det 19de Aarhundrede”, 3 B. 1 H. Throndhjem 1832.)

— — Hvor fantes en skjønnere og elskeligere forening av innsikt og klokskap, av overlegenhet og beskjedenhet, av sannhetskjærlig Iver og vist måtehold? Hvo besatt, som Han, den evne å kunne behandle enhver, endog den vanskeligste, Sag etter hin skjønne regel: “å være sannheten tro i kjærlighet”? Det er vel enhver rettsindig Folkerepræsentants formål å handle som Fædrelandets og Kongens venn, hva enten han bifaller eller motsier; og det er vel erkjent, at ofte var Den, som motsa, en trofastere venn av konge og folk, enn En og Anden, som bifalt; men ikke Enhver forstår, eller har det i sin makt, å la denne Aand lyse 333frem som sjelen i alle sine uttrykk, når alle vanskelige saker prøves og veies. Og i denne Henseende nevner jeg, etter min innsikt og overbevisning, Krohg som et stort, fast uefterligneligt mønster. Dette er og, såvidt jeg vet, almindeligen erkjent, endskjøndt, mens beundringen gjenlød omkring ham over hans sjeldne evner, syntes han selv å være den Eneste, som ikke visste, hva mann han var. Ja, jeg holder meg forvisset om, at Kongen, som kjente ham, som kalte ham til sitt råd og benyttet ham i flere forskjellige departementer, har gjenkjent sin vise tenker også på stortingets Bænke, og med glede erfart, at han, skjønt uttrådt av rådet, dog enda stod fremdeles som Kongens og Folkets mann, rådgivende og ledende ved viktige sakers behandling. Ryktet har talt glædeligen derom, og årene 1824 og 1827 have ett vitnesbyrd å fremføre, der er like opphøyende for Kongens tenkemåte, som hedrende for Krohgs talenter. ... Mange sådanne menn på Thinge! — o hva kunne det gjenfødte Norge ikke bli!?

Men, hva ville dere, dere lyse Billeder av hva Krohg har vært, og hva Norges Storthing har eiet? ... Ak, han er jo død! I manndommens, i Kraftens alder udsluktes hans Livs lys. Fedrelandet har kun det tunge savn tilbake, og mørke hviler over dets forhåpninger. Ser sorgen utbredt over dette samfunn! hører klagetonene gjennom Norges land! Ville dere da forøke den bitre følelse av vårt tap ved å vise oss hva der aldri mer skal høre oss til? ... Dog, tilgir, dere kjære gjenskinn av det Forsvundne! Vise Eder bort? — o, det kunne, det ville vi ikke. Nei, blir! — o blir! — Står her ved siden av vår sorg, å berede tåreofferet på hans grav, og reise ham et uforgjengelig Minde i hver Nordmands bryst! Det letter Hjertet, at Tabets og Savnets isnende følelser smelte i vemod, og 334det trøster, å vite den Tabtes verd erkjent.... Erkjent? Ja erkjent er det jo fjernt og nær, at vår Krohg var en mann, som ethvert land måtte være stolt av å eie — en mann for Norges unge statsforfatning, der kunne gi den både anseelse og styrke. Men, ak, han er død! ... O, vitne skal da Norges dype sorg ved hans grav, at det forstår sitt tap, og at det fortjener å ha eiet en Krohg. Står også, dere herlige minner, dere rørende vitnesbyrd! — o, står med Eders vemodblandede lindring og trøst i hans Forladtes sorgekrets — der, hvor, i et otteogtyveaarigt samliv, hans Aand og hjerte var hjemme på denne jord! Forener Eder med de ømme erindringer om hans kjærlighet, hans stille huslige dyder, hans kristelig-religiøse sinn, og sier til de Sørgende: Ja, han var Eders tårer verdig — men ser dog og deltagelsen! ser den dype, inderlige medfølelse strekke seg så vidt som Norges Grændser! ser, hvilket elskelig Minde Eders Henfarne vant seg på denne jord, mens han levde så stille med Eder for evigheten, for hin bedre verden, hvor dere skulle sees igjen! .. Står også, dere lysende erindringer om den tapte fedrelandsvenn! — o, står ved siden av Fædrelandets sorg hist i Norges Thingsal, med Egekrandsen og med Sagas varige bautastein, og opelsker sandt Fædrelandssind og Almeenaand blant Norges sønner gjennom tidene inntil den siste slekt, til velsignelse over det elskede fedreland, for hvilket Krohg levde — og døde!

(N. St. Schultz. Av “Det kongl. norske vitenskapers Selskabs Skrifter i det 19de århundre”, 3 B. 1 H. Throndhjem 1832.)