328

Ofte griber Historiens Muse Penselen for at male Neroner; og skrækkes. Endnu oftere udkaster den Trækkene til Sardanapaler; og vammes. Men derimod: hvor oplives den, naar Tidens sparsomme Haand leder den imøde en Regent, som var en Fader for sit Folk og en Skræk for dets Fiender; som elskede Videnskab, og selv besad den; som lønnede Fortjenester, og selv havde dem; som med Scepteret i Haanden drog den rigtige Grændselinie imellem Monarken og Despoten, imellem Folkevennen og Folkeslaven, imellem Helten og Erobreren?

Medborgere! saadan Fyrste var Danmarks og Norges fierde Christian. Og dog leder jeg forgjeves paa vore Torve efter hans Æreminde; dog savner jeg den Digter, som forevigede sig ved at synge ham; dog kjender jeg ikke den Taler, som overantvordede hans Daad til Efterverdenen.

Have da Danske fornegtet sig selv? Lyde da Taknemmeligheds bebreidende Klager forgjeves fra Norges Klipper? Og skal jeg, den ringeste blandt Norges Sønner, være den, som afbetaler en liden Skjerv paa den store Gjeld, mit Fødeland skylder sin Velgjører? Hvo er da jeg, at jeg vil prise en Mand, som den store Gustav erkjendte for sit Mønster? Hvo er jeg, at gjennem min Mund skulle gjentages de Vidnesbyrd, 329som endog fjerne Tænkere aflagde om ham: »at han døde, som en af Verdens største Mænd, og som Samtidens største?“

O! i Sandhed, jeg skrækkes tilbage for min Forvovenhed! Følger jeg ham til Valpladsene — jeg seer ham der mellem Fiendernes forgiftede Kugler i Spidsen af de Stormende, i Klyngen af de Kjæmpende. Jeg seer hans ædle Blod at rinde, medens han med egen Haand udgyder Fiendens; jeg seer ham Selv at ordne Slaget, og Selv at besjele det; jeg seer ham at være blandt de Seirende den Forreste, og blandt de Vigende den Sidste.

Følger jeg ham til Retfærds høitidsfulde Helligdomme — han staaer der som Lovgiver, omringet af et tillidsfuldt Folk, som lytter paa hans retvise Domme. Han staaer der, og — Bedrageren blegner, medens hans Skarpsind opdager Underfunds fiintspundne Væv; og Partiaanden forstummer, medens han, ublændet af Fordoms Gjøglelys, bøier Ahnestoltheden; og Egoisten skjuler sig beskjæmmet, medens han paa Dommersædet frakjender sig Fordele, Despoten uden Blusel skulde rane.

Gaaer jeg til Musernes Templer — jeg gjenfinder ham der, ikke i Forgaarden, men i det Inderste; ikke som Lærling, men som Lærer. Han taler ikke blot med de Lærde deres Sprog og med Udlændingen hans Modersmaal; han præger ikke blot i hver Linie fra sin Haand Mandens Sjelestyrke, Tænkerens opklarede Aand, den Sprogkyndiges Regelmæssighed og Humanistens Smag; men i de offentlige Læresale tager han endog, ikke som Tilhører, men som Medarbeider, Deel i de dybsindigste Undersøgelser; han skaber nye, og udvider ældre Opfindelser, og overalt, hvor mit Øie vender sig, er det omringet af Stiftelser, han indviede Oplysningen, Indretninger, han helligede Videnskaberne, Kunstnere, han besjelede, og Lærde, han aflokkede Værker, der gjøre Literaturen Ære.

330Besøger jeg ham i Kabinettet - jeg frydes der ved det sjeldne Syn af en selvvirkende Statsstyrer. Hvert Brev til de høiere Embedsmænd, hver Forskrift for Gesandterne, hver Lov for Folket nedskriver han med egen Haand. Hans hele Liv svinder hen under heldbringende Sysler. Han nærmer sig Graven. Men Dagen gryer, og — den oprindende Morgensol bestraaler hans graa Isse i det lønlige Arbeidskammer. Kuns fem Timer levner han Søvnen, de øvrige ere Menneskeheden helligede. Han er svag og mødig; han kan intet Skridt gjøre uden Ledsager. Men han læser og besvarer dog hvert Bønskrift, der rækkes ham; og først tre Dage førend Døden kalder ham tyer han hen til det vederkvægende Sygeleie. Kongernes Fader — saaledes kalder man ham i Europa; og den Agtelse, han overalt har erhvervet sig, berettiger ham til dette Navn. Han knytter Forbund med Viisdom, bryder dem ikke af Egennytte, og undviger dem ofte af Klogskab. Derfor kappes Fyrsterne om at vælge ham til Fredsmægler; og man tilstaaer, at hvo der — jeg vil ikke sige, efterligner, men blot forstaaer ham, har gjort Fremgang i Statsvidenskaben.

Iler mit Blik hen over Danmarks Sletter, over Norges Fjelde — det møder der en Rad af skjønne Stæder, som bramme, Templer, som optaarne sig, og Bygninger, som reise sig til hans Ære.

Spørger jeg om Skatkammeret - det er fyldt; men ved Guldet, hvoraf det straaler, hænger ei Enkens og de Faderløses Taarer. Det er en rund Gave af Faderens vise Sparsomhed, gjemt til de stormfulde Dage, naar Uveiret drager hen over hans Børns Isse.

Vandrer jeg om blandt den hæderlige Folkeklasse, som fjern fra Thronen saa let glemmes, skjøndt den i sit Ansigts Sved støtter den... O Gud! fast hemme Taarene Gangen af 331min Tale... Jeg seer Christian, naar det rygtes, at han nærmer sig Stæderne eller Landsbyerne; jeg seer Store og Smaa at klynge sig om ham med den inderlige Fortrolighed, som drager Barnet til Faderen; jeg hører de Velsignelser, som takke ham for hver møisom Nat, han vaagede, for hver Fare, han ikke unddrog sig, for hver heldbringende Tanke, han undfangede, og til Folkets Vel bragte til Modenhed. Jeg seer ham, hvorledes han i sin høie Alderdom vennesalig staaer mellem mine Fædre, de trofastmandhaftige Nordmænd, og, overvældet af de store Sjeles kjæreste Følelse, af elskelig Taknemmelighed, græder over deres Fædrenelandskjærlighed; hvorledes han i disse sørgelige Dage lader Flaaden gaae til Norge, for at vaage over de Skibe, der bringe det Fødevarer; og da ikke alene Rigsraadet, men endog Dronning Christina selv, undres over, at Han - den grantseende Statsmand - blotter, bestormet af saa mange Ulykker, Øerne og Kongestaden selv for Forsvar, hører jeg ham kuns svare: ”jeg kan ikke dertil. Gud faaer at raade; men mine hulde Nordmænd skulle ikke sulte.“ Og naar jeg nu erindrer mig, hvor Han arbeider for at bryde Landmandens Lænker, - hvor han kjæmper for det forarmede Folk mod Lehnssystemets blodsuende Hydra, - hvorledes han ikke unddrager de saa kaldte lavere Stænder Oplysningens Fakkel, men tvertimod sørger omhyggelig for, at den velgjørende maa blusse for dem, - hvorledes han ofte i hele Maaneder ombytter Palladset med Hytten, for at vogte Agerdyrkningens Fremme, - hvorledes han ærer den offentlige Stemme, og, langtfra at kvæle den, staaer endog selv frem og forsvarer sig, som Medborger, mod den, - hvorledes han aabner Betleren den samme Adgang til sig som Ridderen, saa at de Alle, fra Bonden i Vadmelet til Stormanden i det guldbeslagne Fløiel, tye til Ham, naar de trykkes, for at hvile under hans Retfærds Varetægt, - til Ham, 332naar de tvivle, for at hente belærende Raadførsel, - til Ham, naar de under Vanheld lide, for at søge hjælperig Deeltagelse... O! naar jeg betænker alt Dette - hvorledes turde da jeg driste mig til at skildre Christians Kjærlighed til sit Folk og Folkets Kjærlighed til ham? Nei! af mig, Medborgere! vente I ingen Lovtale over — jeg vil ikke sige denne sjeldne Fyrste — jeg siger det dristigen: dette sjeldne Menneske. Du ædle Olding! grib Du den Pen, Du af Gratiernes Haand modtog, da Absalons Billede stod vinkende for dig! Her kalder et mere besjelende; og idet Du præger det paa Papiret, og forhøier Glandsen af din Udødelighed, skal jeg ærbødighedsfuld skue til, og, skjult imellem Mængden af dine Beundrere, skal jeg frydes ved, at Danmark og Norge havde Konger, som fortjente at prises, og Mænd, som hædrede det ved at prise dem.

(C. F. Dichmann. Af “Samling Søetaten vedkommende.” Kbhvn. 1801.)

328

Ofte griper Historiens Muse penselen for å male Neroner; og skrækkes. Enda oftere utkaster den trekkene til Sardanapaler; og vammes. Men derimot: hvor oplives den, når Tidens sparsomme hånd leder den imøte en Regent, som var en far for sitt folk og en skrekk for dets fiender; som elskede vitenskap, og selv besatt den; som lønnede fortjenester, og selv hadde dem; som med septeret i hånden drog den riktige grenselinje imellom monarken og despoten, imellom Folkevennen og Folkeslaven, imellom helten og Erobreren?

Medborgere! sådan fyrste var Danmarks og Norges fjerde Christian. Og dog leder jeg forgjeves på våre Torve etter hans æreminne; dog savner jeg den dikter, som foreviget seg ved å synge ham; dog kjenner jeg ikke den Taler, som overantvordede hans dåd til etterverdenen.

Have da Danske fornektet seg selv? Lyde da takknemlighets bebreidende klager forgjeves fra Norges klipper? Og skal jeg, den ringeste blant Norges sønner, være den, som avbetaler en liten skjerv på den store gjeld, mitt fødeland skylder sin velgjører? Hvo er da jeg, at jeg vil prise en mann, som den store Gustav erkjente for sitt mønster? Hvo er jeg, at gjennom min munn skulle gjentas de vitnesbyrd, 329som endog fjerne tenkere avla om ham: »at han døde, som en av Verdens største menn, og som Samtidens største?“

O! i sannhet, jeg skrækkes tilbake for min forvovenhet! Følger jeg ham til valplassene — jeg ser ham der mellom fiendenes forgiftede kuler i Spidsen av de Stormende, i klyngen av de Kjæmpende. Jeg ser hans edle blod å rinne, mens han med egen hånd udgyder Fiendens; jeg ser ham selv å ordne slaget, og selv å besjele det; jeg ser ham å være blant de Seirende den Forreste, og blant de Vigende den Sidste.

Følger jeg ham til rettferds høytidsfulle helligdommer — han står der som lovgiver, omringet av et tillitsfullt folk, som lytter på hans retvise Domme. Han står der, og — bedrageren blekner, mens hans skarpsinn oppdager Underfunds fiintspundne vev; og partiånden forstummer, mens han, ublændet av Fordoms Gjøglelys, bøyer Ahnestoltheden; og egoisten skjuler seg beskjemmet, mens han på dommersetet frakjenner seg Fordele, despoten uten Blusel skulle rane.

Går jeg til Musernes templer — jeg gjenfinner ham der, ikke i forgården, men i det innerste; ikke som lærling, men som lærer. Han taler ikke blot med de Lærde deres språk og med utlendingen hans morsmål; han preger ikke blot i hver linje fra sin hånd Mandens Sjelestyrke, tenkerens opklarede Aand, den språkkyndiges regelmessighet og Humanistens smak; men i de offentlige læresaler tar han endog, ikke som tilhører, men som medarbeider, del i de dybsindigste undersøkelser; han skaper nye, og utvider eldre oppfinnelser, og overalt, hvor mitt Øye vender seg, er det omringet av stiftelser, han innviet opplysningen, innretninger, han helliget vitenskapene, kunstnere, han besjelte, og Lærde, han aflokkede verker, der gjøre litteraturen ære.

330Besøker jeg ham i kabinettet - jeg frydes der ved det sjeldne syn av en selvvirkende Statsstyrer. Hvert brev til de høyere embetsmenn, hver forskrift for gesandtene, hver lov for folket nedskriver han med egen hånd. Hans hele liv svinner hen under heldbringende sysler. Han nærmer seg graven. Men dagen gryr, og — den oprindende morgensol bestråler hans grå Isse i det lønnlige Arbeidskammer. Kuns fem timer levner han søvnen, de øvrige er menneskeheten helligede. Han er svak og mødig; han kan intet skritt gjøre uten ledsager. Men han leser og besvarer dog hvert bønnskrift, der rekkes ham; og først tre dager før døden kaller ham tyer han hen til det vederkvegende sykeleie. Kongernes far — således kaller man ham i Europa; og den aktelse, han overalt har ervervet seg, berettiger ham til dette Navn. Han knytter Forbund med visdom, bryter dem ikke av egennytte, og unnviker dem ofte av klokskap. Derfor kappes fyrstene om å velge ham til Fredsmægler; og man tilstår, at hvo der — jeg vil ikke si, etterligner, men blot forstår ham, har gjort fremgang i statsvitenskapen.

Iler mitt blikk hen over Danmarks sletter, over Norges Fjelde — det møter der en rad av skjønne Stæder, som bramme, templer, som optaarne seg, og bygninger, som reise seg til hans ære.

Spør jeg om skattkammeret - det er fylt; men ved gullet, hvorav det stråler, henger ei Enkens og de Faderløses tårer. Det er en rund gave av Faderens vise sparsomhet, gjemt til de stormfulle dager, når uværet drar hen over hans Børns Isse.

Vandrer jeg om blant den hederlige Folkeklasse, som fjern fra tronen så lett glemmes, skjønt den i sitt Ansigts sved støtter den... O Gud! fast hemme tårene gangen av 331min Tale... Jeg ser Christian, når det ryktes, at han nærmer seg Stæderne eller landsbyene; jeg ser Store og Smaa å klynge seg om ham med den inderlige fortrolighet, som drar barnet til Faderen; jeg hører de velsignelser, som takke ham for hver møysom natt, han vaagede, for hver fare, han ikke unndrog seg, for hver heldbringende tanke, han undfangede, og til Folkets Vel brakte til modenhet. Jeg ser ham, hvorledes han i sin høye alderdom vennesalig står mellom mine fedre, de trofastmandhaftige nordmenn, og, overveldet av de store Sjeles kjæreste følelse, av elskelig takknemlighet, gråter over deres fedrelandskjærlighet; hvorledes han i disse sørgelige dager lader flåten gå til Norge, for å våke over de skip, der bringe det fødevarer; og da ikke alene riksrådet, men endog dronning Christina selv, undres over, at Han - den grantseende statsmann - blotter, bestormet av så mange ulykker, øyene og Kongestaden selv for forsvar, hører jeg ham kuns svare: ”jeg kan ikke dertil. Gud får å råde; men mine hulde nordmenn skulle ikke sulte.“ Og når jeg nå erindrer meg, hvor Han arbeider for å bryte Landmandens lenker, - hvor han kjemper for det forarmede folk mot Lehnssystemets blodsuende Hydra, - hvorledes han ikke unddrager de så kalte lavere stender Oplysningens fakkel, men tvertimod sørger omhyggelig for, at den velgjørende må blusse for dem, - hvorledes han ofte i hele måneder ombytter Palladset med hytten, for å vokte Agerdyrkningens fremme, - hvorledes han ærer den offentlige stemme, og, langtfra å kvele den, står endog selv frem og forsvarer seg, som medborger, mot den, - hvorledes han åpner betleren den samme adgang til seg som ridderen, så at de alle, fra bonden i vadmelet til stormannen i det guldbeslagne fløyel, tye til Ham, når de trykkes, for å hvile under hans rettferds varetekt, - til Ham, 332når de tvivle, for å hente belærende rådførsel, - til Ham, når de under vanhell lide, for å søke hjælperig deltagelse... O! når jeg betenker alt Dette - hvorledes turde da jeg driste meg til å skildre Christians Kjærlighed til sitt folk og Folkets kjærlighet til ham? Nei! av meg, medborgere! vente dere ingen Lovtale over — jeg vil ikke si denne sjeldne fyrste — jeg sier det dristig: dette sjeldne menneske. Du edle olding! grib Du den Pen, Du av Gratiernes hånd mottok, da Absalons bilde stod vinkende for deg! Her kaller et mer besjelende; og idet Du preger det på papiret, og forhøyer glansen av din udødelighet, skal jeg ærbødighetsfull skue til, og, skjult imellom mengden av dine beundrere, skal jeg frydes ved, at Danmark og Norge hadde konger, som fortjente å prises, og menn, som hædrede det ved å prise dem.

(C. F. Dichmann. Av “Samling Søetaten vedkommende.” Kbhvn. 1801.)