— — Ikke behøver jeg vel blandt Eder, Brødre, vidløftigen at udvikle Videnskabernes mægtige Kraft til at indvirke paa Menneskehedens Held og Lykke. Allerede de ældste Viismænd brugte Billedet af Lyset til at betegne saavel Lyksalighed som Oplysning. Hvor skjønt, hvor rigtigt! At ægte Videnskabelighed neppe kan tænkes adskilt fra Dyd, er vel en Sandhed, som ei staaer til at negte, skjøndt Mange vistnok have gjort det. Udentvivl har imidlertid denne Vildfarelse sin Oprindelse fra den Erfaring, som alle Tider og alle Nationer kunne give os, at nemlig Mange, under Navn af Viismænd og Filosofer, have forbauset deres Samtidige ved sin Lærdom, uden at denne har yttret nogen gavnlig Indflydelse paa deres Levnet. Dog jeg siger ”Mange”; - til Ære for Menneskeheden vil jeg haabe, at Historien vil gjøre mig til Løgner. Mangler Historien ikke aldeles Exempler paa falske Viismænd - kalkede Grave, der, udvendig prangende med Kundskabernes, med Filosofiens straalende Fjedre, indvendig kun skjulte de afskyeligste Laster, - Menneskehedens Pest, - da ere dog saadanne Exempler ikke alene yderst sjeldne, men disse Pestbylder ere som oftest allerede af deres Samtidige, ialfald af Efterverdenen, tilstrækkelig anatomerede, saa at deres Edder og Gift er flydt bort uden at gjøre Skade. Jeg idetmindste kjender Ingen af de Mænd, hvem Historien endnu 325giver det Vidnesbyrd, at de vare udmærkede ved dyb Indsigt i Videnskabernes Væsen, men som ikke destomindre tilintetgjorde denne Hæder ved foragtelige Laster. Og kan dette vel være anderledes? Eller, om man vil tænke sig Muligheden af, at Laster kunne parres med Viisdom, maa da ikke Enhver indrømme, at dette vil og maa være et yderst sjeldent Tilfælde, ja man kunde næsten sige et Særsyn? Vil man negte dette, kunde man med samme Føie paastaae, at den Seende ligesaavel og ligesaa ofte kunde snuble som den Blinde. Men er det derimod afgjort, at sand Kundskab neppe kan tænkes uden Dyd, da er med det Samme ogsaa Videnskabernes Indflydelse paa Menneskehedens Lykke afgjort; thi af de tvende Elementer, Kundskab og Dyd, bestaaer Lyksalighed. Kan dette vel og være anderledes, da man selv om Guddommen maaskee turde paastaae, at den ikke er salig, uden ved dens Alkundskab?

Men, hører jeg En sige: lad være, at Videnskaberne ere uadskillelige fra, og mægtigen bidrage til, Menneskehedens Held, - Hvo siger derfor, at det fornemmelig er ved Universiteter, at de skulle fremmes og ophjælpes? Her støder jeg strax paa hine enthusiastiske Tilbedere af alt Gammelt, der ikke ville erkjende, at noget gavnligt Nyt er fremkommet i de sidste Aartusinder, og ikke indrømme nogen Sætnings Rigtighed, som ei kan bevises ved Citater af en eller anden klassisk Skribent. Disse raabe: ”Grækerne og Romerne havde ingen Universiteter, men hvor herligt blomstrede ikke Videnskaberne hos dem? Kunne vore Viismænd vel maale sig med en Aristoteles, en Plato, en Cicero?” Det er vistnok ingen let Sag at overbevise saadanne Fantaster — kunde jeg næsten kalde dem — omtrent ligesaa svært, som at bibringe en ægte Fanatiker fornuftige Religionsbegreber; og sandelig jeg er saare langt fra at vente eller engang at haabe, at kunne udrette 326saa meget; men jeg vil dog gjøre Dem opmærksomme paa, at man med samme Ret kunde forkaste alle de mangfoldige Opdagelser, som i vor Tidsalder saa meget have udvidet Videnskabernes Gebet, og spørge dem, om de endnu troe, at Jorden staaer stille, at det er bekvemmere at afskrive Bøger, end at trykke dem, eller lettere og sikkrere at seile efter Stjernerne, end efter Kompasset. Andre ville maaskee angribe Universiteterne med den Bemærkning, at uagtet de opstode i det 11te, vel endog i det 10de Aarhundrede, hindrede de dog ei, at Mørket endnu i flere Aarhundreder rugede, liig en Dæmon, over Europa. Hertil svarer jeg: det Vantrevne, det Forkeerte, det Slette skyder i Veiret, liig Drivhuusplanten, svag i sin Rod, men hurtig i sin Væxt, som stakket i sit Liv. Alt Ædelt, Stort og Godt, der ikke er beregnet paa Øieblikket, voxer langsomt, liig Egen, der behøver et Aarhundrede til at komme til Fuldkommenhed, men hvis høie Krone et Aartusinde kan trodse Uveiret. Oplysningen er, som alt Ædelt og Godt, underkastet samme Lov, saa meget mere, som vel Intet i Verden har flere fiendske Hindringer at overvinde. Desuden, hvor besynderligt, at slutte fra, at Universiteterne ikke have gjort Alt, til at de Intet kunne gjøre! At de ikke i Begyndelsen virkede saa kraftigt, dertil kan tænkes flere Grunde: deels hvilede Hierarchiets Aag tungt paa dem, ligesom paa alle andre til Oplysning og Kultur sigtende Foretagender, deels var det naturligt, at Universiteterne, som alle andre menneskelige Indretninger, i deres Barndom maatte være barnlige — ufuldkomne, som Barnets Forestillinger. Endelig er det uden Tvivl aldeles falsk, at Universiteterne i flere Aarhundrede Intet virkede til sand Videnskabeligheds Udbredelse. Skal jeg paaberaabe mig det notoriske Faktum, at der i Aaret 1345 vare 20,000, siger og skriver tyvetusinde, af forskjellige Nationer bestaaende Studenter ved 327Oxfords Universitet? Eller, at der i samme Aarhundrede ved Pariser-Universitetet fandtes 10,000, der undertegnede et Universitets-Responsum, hvortil kun Doktorer, Magistre, og de der havde disputeret, havde Ret? At flere andre Universiteter vel endog havde flere Studerende? At en saadan Masse Videnskabsdyrkere, ved at adsprede sig over hele Europa, maatte bidrage mægtigt til Videnskabernes Udbredelse? Skal jeg anføre, at det fornemmelig var ved Universiteterne, at de herlige Levninger af de Gamles Lærdom bleve vedligeholdte og dyrkede, ved hvilke endelig Videnskabernes Regeneration blev bevirket? Skal jeg benytte mig af den store Anseelse, hvori Universiteterne og deres Betænkninger stode selv hos Fyrsterne? Eller skal jeg endelig bevise, hvad der er notorisk nok, at ved Videnskabernes og Religionens Reformation de ved Universiteterne dannede Mænd havde den største Indflydelse?

(G. F. Krogh. Af “Tale om Universiteternes Forhold til og Indflydelse paa Staterne, med særdeles Hensyn paa Norge” holden i det norske Studentersamfund paa det norske Universitets Stiftelsesdag, og indrykket i “Almindeligt norsk Maanedskrift.” Chnia. 1830.)

— — Ikke behøver jeg vel blant Eder, brødre, vidløftigen å utvikle vitenskapenes mektige kraft til å innvirke på menneskehetens held og lykke. Allerede de eldste vismenn brukte Billedet av lyset til å betegne såvel Lyksalighed som opplysning. Hvor skjønt, hvor riktig! At ekte vitenskapelighet neppe kan tenkes adskilt fra dyd, er vel en sannhet, som ei står til å nekte, skjønt Mange vistnok have gjort det. Uten tvil har imidlertid denne villfarelse sin opprinnelse fra den erfaring, som alle tider og alle nasjoner kunne gi oss, at nemlig Mange, under Navn av vismenn og filosofer, have forbauset deres Samtidige ved sin lærdom, uten at denne har ytret noen gavnlig innflytelse på deres Levnet. Dog jeg sier ”Mange”; - til ære for menneskeheten vil jeg håpe, at historien vil gjøre meg til løgner. Mangler historien ikke aldeles eksempler på falske vismenn - kalkede Grave, der, utvendig prangende med kunnskapenes, med Filosofiens strålende fjærer, innvendig kun skjulte de afskyeligste laster, - menneskehetens pest, - da er dog sådanne eksempler ikke alene ytterst sjeldne, men disse pestbyller er som oftest allerede av deres Samtidige, i alle fall av etterverdenen, tilstrekkelig anatomerte, så at deres edder og gift er flytt bort uten å gjøre skade. Jeg idetmindste kjenner Ingen av de menn, hvem historien ennå 325giver det vitnesbyrd, at de var udmærkede ved dyp innsikt i vitenskapenes vesen, men som ikke desto mindre tilintetgjorde denne Hæder ved foraktelige laster. Og kan dette vel være annerledes? Eller, om man vil tenke seg muligheten av, at laster kunne parres med visdom, må da ikke Enhver innrømme, at dette vil og må være et ytterst sjeldent tilfelle, ja man kunne nesten si et særsyn? Vil man nekte dette, kunne man med samme føye paastaae, at den Seende ligesaavel og likeså ofte kunne snuble som den blinde. Men er det derimot avgjort, at sann kunnskap neppe kan tenkes uten dyd, da er med det Samme også vitenskapenes innflytelse på menneskehetens lykke avgjort; thi av de tvende elementer, kunnskap og dyd, består Lyksalighed. Kan dette vel og være annerledes, da man selv om guddommen maaskee turde paastaae, at den ikke er salig, uten ved dens Alkundskab?

Men, hører jeg En si: la være, at vitenskapene er uadskillelige fra, og mektig bidra til, menneskehetens held, - Hvo sier derfor, at det fornemmelig er ved universiteter, at de skulle fremmes og ophjælpes? Her støter jeg straks på hine entusiastiske tilbedere av alt Gammelt, der ikke ville erkjenne, at noe gavnligt Nyt er fremkommet i de siste årtusener, og ikke innrømme noen setnings riktighet, som ei kan bevises ved sitater av en eller annen klassisk skribent. Disse rope: ”Grekerne og romerne hadde ingen universiteter, men hvor herlig blomstret ikke vitenskapene hos dem? Kunne våre vismenn vel måle seg med en Aristoteles, en Plato, en Cicero?” Det er vistnok ingen lett Sag å overbevise sådanne fantaster — kunne jeg nesten kalle dem — omtrent likeså svært, som å bibringe en ekte fanatiker fornuftige religionsbegreper; og sannelig jeg er såre langt fra å vente eller engang å håpe, å kunne utrette 326så meget; men jeg vil dog gjøre Dem oppmerksomme på, at man med samme rett kunne forkaste alle de mangfoldige oppdagelser, som i vår tidsalder så meget have utvidet vitenskapenes gebet, og spørre dem, om de ennå troe, at jorden står stille, at det er bekvemmere å avskrive bøker, enn å trykke dem, eller lettere og sikrere å seile etter stjernene, enn etter kompasset. Andre ville maaskee angripe universitetene med den bemerkning, at uaktet de oppstod i det 11te, vel endog i det 10de århundre, hindret de dog ei, at mørket ennå i flere århundrer rugede, lik en demon, over Europa. Hertil svarer jeg: det Vantrevne, det forkerte, det Slette skyder i været, lik drivhusplanten, svak i sin rot, men hurtig i sin vekst, som stakket i sitt liv. Alt Ædelt, Stort og godt, der ikke er beregnet på øyeblikket, vokser langsomt, lik Egen, der behøver et århundre til å komme til fullkommenhet, men hvis høye krone et årtusen kan trodse uværet. Opplysningen er, som alt Ædelt og godt, underkastet samme lov, så meget mer, som vel intet i verden har flere fiendske hindringer å overvinne. Dessuten, hvor besynderlig, å slutte fra, at universitetene ikke have gjort Alt, til at de intet kunne gjøre! At de ikke i begynnelsen virket så kraftig, dertil kan tenkes flere grunner: dels hvilte hierarkiets åk tungt på dem, likesom på alle andre til opplysning og kultur siktende foretagender, dels var det naturlig, at universitetene, som alle andre menneskelige innretninger, i deres barndom måtte være barnlige — ufullkomne, som Barnets forestillinger. Endelig er det uten tvil aldeles falsk, at universitetene i flere århundre intet virket til sann vitenskapelighets utbredelse. Skal jeg påberope meg det notoriske faktum, at der i året 1345 vare 20,000, sier og skriver tyvetusinde, av forskjellige nasjoner bestående studenter ved 327Oxfords universitet? Eller, at der i samme århundre ved Pariser-Universitetet fantes 10,000, der undertegnede et Universitets-responsum, hvortil kun doktorer, magistre, og de der hadde disputert, hadde rett? At flere andre universiteter vel endog hadde flere Studerende? At en sådan masse vitenskapsdyrkere, ved å adsprede seg over hele Europa, måtte bidra mektig til vitenskapenes utbredelse? Skal jeg anføre, at det fornemmelig var ved universitetene, at de herlige levninger av de Gamles lærdom ble vedlikeholdte og dyrkede, ved hvilke endelig vitenskapenes regenerasjon ble bevirket? Skal jeg benytte meg av den store anseelse, hvori universitetene og deres betenkninger stod selv hos fyrstene? Eller skal jeg endelig bevise, hva der er notorisk nok, at ved vitenskapenes og Religionens reformasjon de ved universitetene dannede menn hadde den største innflytelse?

(G. F. Krogh. Av “Tale om universitetenes forhold til og innflytelse på statene, med særdeles hensyn på Norge” holden i det norske Studentersamfund på det norske Universitets stiftelsesdag, og innrykket i “Almindeligt norsk månedsskrift.” Chnia. 1830.)