Der have altid været og ere De, som kolde, udeeltagende og selvkloge ringeagtede akademiske Høitideligheder overhovedet, især ogsaa de akademiske Æresbeviisninger, som noget Intetsigende, eller vel endog spottede dermed som med nogle pedantiske, halvbarbariske, til Videnskabernes Alvor og Smag lidet passende Ceremonier. Rigtigere er det at sige, at saavel Indretningen af Universitetsvæsenet i Almindelighed, som ogsaa Anordningen af akademiske Høitideligheder og Æresbeviisninger bør regnes blandt Middelalderens mangehaande Fortjenester af den borgerlige og videnskabelige Kulturs Fremme ved offentlige Foranstaltninger.

Thi da der er tvende væsentlige Ting, hvorpaa Menneskehedens Forædling og al høiere Kultur beroer, nemlig Religion og Videnskaber, finde vi i Middelalderen begges udvortes Form saaledes indrettet, at som oftest det Offentlige paa en vel udtænkt og heldig Maade var forenet med det Private, det Himmelske med det Jordiske, det Formildende med det Strenge. Vi tilstaae gjerne, at Religionsforfatningen paa den Tid havde laant Meget af Overtroen; vi negte ikke, at baade her og i de øvrige Indretninger jævnligen lod sig tilsyne noget Smagløst og Barskt; men — i hvilken Anseelse stode dengang lærde Mænd hos Alle! med hvilken utrolig brændende Iver søgte hele Skarer af alle Klasser ei blot at øse af, men saavidt muligt at udtømme Videnskabernes nyligen 323opdagede Bække! hvorledes strømmede de ædleste Ynglinger kappeviis fra alle Kanter sammen til Universiteterne for at tage Plads iblandt en berømt Lærers Tilhørere! Og disse Lærere selv! - hvilke Opmuntringer nøde de ikke? hvilke Hædersnavne tillagde man dem ei? hvilken Indflydelse havde de ikke, ei blot paa videnskabelige og akademiske Anliggender, men ogsaa paa borgerlige og Statssager? Og ei engang til et enkelt Universitets eller til et enkelt Riges Grændser indskrænkede sig saadanne Læreres Anseelse; men - hvad der kunde synes forunderligt - paa en Tid, hvor der var liden Forbindelse og vanskelig Samfærsel mellem Nationerne, udgjorde dog alle Studerende over hele Europa ligesom eet Folk, een Familie, og den serafiske, englelige ꝛc. Lærers Roes blev i de fjerneste Lande besungen, som var det i hans eget Hjem. Kan en saadan Tidsalder med Føie kaldes barbarisk? Er man berettiget til at nedsætte alle dens Indretninger som unyttige og taabelige? Vel tilstaae vi, at flere Omstændigheder forenede sig til at indgyde endog de mindre Dannede en saadan Agtelse for Videnskaberne, en saadan Ærbødighed for deres Dyrkere; men vist er det alligevel, at en Hovedgrund dertil laae i selve Universiteternes Organisation og Form. Thi her see vi ikke blot en Samling af lærde Mænd, afhandlende de vigtigste Æmner fra Kathedret, men en paa egne Love midt i Staten grundet Videnskabernes Republik, som Kongernes og Fyrsternes Gunst havde forundt mange Rettigheder og Friheder, i hvilken en brændende Kjærlighed til de nysoplivede Videnskaber aarligen forøgede det tilstrømmende Antal af videbegjerlige Ynglinger; men hvis indvortes Forfatning Geistligheden saaledes klogeligen havde lempet, at de Raae og Udannede henvistes til de laveste Bænke, at opvakte Hoveder ansporedes ved de kraftigste Opmuntringer, og at endelig den videnskabelige Aand og Virksomhed i det Hele understøttedes 324og oplivedes ved en Mængde af akademiske Ceremonier, som, idet de foretoges med Værdighed og Høitidelighed, maatte ikke lidet bidrage til at forhøie baade Videnskabernes og deres Dyrkeres udvortes Hæder.

(P. E. Müller. Af Engelstofts ”Universitets- og Skole-Annaler.” Kbhvn. 1813.)

Der har alltid vært og er De, som kalde, udeeltagende og selvkloke ringeagtede akademiske høytideligheter overhodet, især også de akademiske æresbevisninger, som noe Intetsigende, eller vel endog spottet dermed som med noen pedantiske, halvbarbariske, til vitenskapenes alvor og smak lite passende seremonier. Riktigere er det å si, at såvel innretningen av universitetsvesenet i alminnelighet, som også anordningen av akademiske høytideligheter og æresbevisninger bør regnes blant Middelalderens mangehaande fortjenester av den borgerlige og vitenskapelige Kulturs fremme ved offentlige Foranstaltninger.

Thi da der er tvende vesentlige ting, hvorpå menneskehetens foredling og all høyere kultur beror, nemlig religion og vitenskaper, finner vi i middelalderen begges utvortes form således innrettet, at som oftest det Offentlige på en vel uttenkt og heldig måte var forenet med det Private, det Himmelske med det Jordiske, det Formildende med det Strenge. Vi tilstår gjerne, at Religionsforfatningen på den tid hadde lånt meget av overtroen; vi nekter ikke, at både her og i de øvrige innretninger jevnlig lot seg til syne noe Smagløst og Barskt; men — i hvilken anseelse stod dengang lærde menn hos alle! med hvilken utrolig brennende Iver søkte hele Skarer av alle klasser ei blot å øse av, men såvidt mulig å uttømme vitenskapenes nylig 323opdagede bekker! hvorledes strømmet de edleste ynglinger kappevis fra alle kanter sammen til universitetene for å ta plass iblant en berømt Lærers tilhørere! Og disse lærere selv! - hvilke oppmuntringer nøde de ikke? hvilke hedersnavn tillagde man dem ei? hvilken innflytelse hadde de ikke, ei blot på vitenskapelige og akademiske anliggender, men også på borgerlige og statssaker? Og ei engang til et enkelt Universitets eller til et enkelt Riges grenser innskrenket seg sådanne Læreres anseelse; men - hva der kunne synes forunderlig - på en tid, hvor der var liten forbindelse og vanskelig Samfærsel mellom nasjonene, utgjorde dog alle Studerende over hele Europa likesom ett folk, een familie, og den serafiske, englelige ꝛc. Lærers Roes ble i de fjerneste land besungen, som var det i hans eget hjem. Kan en sådan tidsalder med føye kalles barbarisk? Er man berettiget til å nedsette alle dens innretninger som unyttige og tåpelige? Vel tilstår vi, at flere omstendigheter forente seg til at indgyde endog de mindre Dannede en sådan aktelse for vitenskapene, en sådan ærbødighet for deres dyrkere; men vist er det allikevel, at en hovedgrunn dertil lå i selve universitetenes organisasjon og form. Thi her ser vi ikke blot en Samling av lærde menn, afhandlende de viktigste emner fra kateteret, men en på egne Love midt i staten grunnet vitenskapenes republikk, som Kongernes og Fyrsternes gunst hadde forunt mange rettigheter og friheter, i hvilken en brennende kjærlighet til de nysoplivede vitenskaper aarligen forøgede det tilstrømmende antall av vitebegjærlige ynglinger; men hvis innvortes forfatning geistligheten således klokelig hadde lempet, at de Raae og Udannede henvistes til de laveste Bænke, at opvakte hoder ansporedes ved de kraftigste oppmuntringer, og at endelig den vitenskapelige Aand og virksomhet i det hele understøttedes 324og oplivedes ved en mengde av akademiske seremonier, som, idet de foretoges med verdighet og høytidelighet, måtte ikke lite bidra til å forhøye både vitenskapenes og deres Dyrkeres utvortes Hæder.

(P. E. Müller. Av Engelstofts ”Universitets- og skole-annaler.” Kbhvn. 1813.)