319

— — Naar en almindelig Enthusiasmus indtager en heel Nation, naar en Idee hos alle dens Individer bliver herskende, saa har man altid megen Grund til at formode, at den ei blot er rigtig, men et Slags guddommeligt Lys eller en ledende Stjerne, der lykkelig vil føre til det forønskte Maal. Det Ord, man bruger til at betegne den med, er og maa nødvendig være taget af det almindelige Liv. Men man vogte sig for at troe, at dette da intet videre betyder end hvad den kolde Praktiker derved søger at udtrykke. Et Universitet er i den sidste Mening intet andet end en Stiftelse, hvor alle eller dog de for det offentlige og private Liv nødvendigste Videnskaber blive lærte, hvor Statens og Kirkens Tjenere kunne faae den Dannelse, som deres Forretninger udfordre. Dette er det almindelige Begreb om et Universitet. Skik og Brug har, efter den Tidsalders Tænkemaade, da de 320først bleve stiftede, dertil føiet nogle nye Bestemmelser, der tidt ere blandede med de væsentlige. Men give disse vel de Regler, man enten ved et Universitets Oprettelse bør følge, eller hvis Efterlevelse kan bringe noget Kunstværk istand, der kunde være skikket til at fyldestgjøre vor Fornuft, efter at de først have opfyldt vor Fantasi? De første Stiftelser af dette Slags have vi Fyrster at takke, der, fordi de med Rædsel bleve Videnskabernes og Sædernes Forfald vaer, ved alle Slags Opmuntringer søgte at kalde dem tilbage. Vespasian, Hadrian, Valentinian I. og selv Karl den Store kunde, om de end vare istand til at fatte en Idee, dog formedelst Omstændighederne ei tænke paa dens Udførelse. Ikke Templer eller Palladser, men for det første kun Kapeller og bekvemme Boliger for hine Guddomme og dens Dyrkere kunde de ville bygge. Følgende Keisere og Konger have søgt at udvide og forskjønne dem; men de ældste have allesammen havt med en barbarisk Tidsalders Fordomme og geistligt Tyranni at kjæmpe; de nyere og allernyeste have vel ubehindret kunnet følge liberalere Grundsætninger; men ingen blandt dem har i deres Bestræbelser saaledes været understøttede af den almindelige Mening og Folkets egen Iver for denne Sag, som deres Majestæts allernaadigste Villie vil blive det i nærværende Tilfælde. Statens Hæder, politiske og økonomiske Grunde, ligesom de, der gjøre, at man heller stræber i Landet selv at frembringe og forarbeide saavel Overflødigheds- som Nødvendigheds-Varer, end henter dem fra Fremmede, have gemeenlig været de meest bestemmende. Ingensteds har man troet, at paa denne Grundvold bør det offentlige Vel fornemmelig bygges og Planen med Hensyn til saa vigtigt et Øiemed blive lagt. Om Statens Lyksalighed meest beroer paa Religion, Lovgivning eller gode Sæder, dette Spørgsmaal kan 321synes vanskeligt at besvare; men at disse tre Ting tilsammentagne visselig i samme Grad ville gjøre hvert Selskab blomstrende, som de selv gaae frem til større Fuldkommenhed, derom kan der neppe være nogen Tvivl, saavidt som nemlig denne Flor er menneskelig Fornuft at tilskrive, og ei Alting hænger enten af Natur eller et Forsyns ubegribelige Veie, der sædvanlig faae Navn af Tilfælde. Men omfatter ikke Videnskab igjen alle tre? og skal denne blandt Mennesker svare til sin Idee, saa gives der intet virkeligt, der kan udtrykke den, uden et Universitet, hvis Medlemmer forestille den saavel i Roden og Stammen, som i Henseende til de mange Grene, hvormed dette Kundskabens Træ kan omskygge det hele Land og lede den frugtbargjørende Vædske ned af Skyerne, for gjennem utallige Render og Bække der at udbrede sig. Et Universitet er altsaa den levende, her paa Jorden synlige, Videnskab selv, et Lys, der brænder paa et ophøiet Sted, stærkt nok til at beskinne den fjerne Vandrers Stier; en Ild, der, liig hiin Prometheiske, umiddelbar antændt af Himmelen eller Solen selv, besjeler det menneskelige Bryst, og giver de ellers stive Billedstøtter Liv. Ved denne stræber Dyret at opløfte sit Hoved, og skuer i det Høie; ved den kan Fuglen hæve sig fra Jorden, og Mennesket især ved Tankens langt høiere Flugt opsvinge sig til forvandte Aanders Bolig, for derfra, som den rette Synspunkt, at betragte Jordlivets Sysler, Gjenstandenes Mangfoldighed, deres Forhold til hverandre og til det fælles Endemaal. Denne Lue lyser ei alene,- den varmer ogsaa, og, medens den derved vækker Virksomhed, fortærer den Alt, hvad der ei udholder Ildens luttrende Prøve. Men Sædelighed er Virksomhed efter Fornuft, Kraft med Bevidsthed henrettet paa sit egentlige Formaal. Hvorledes skulde Videnskab da ei befordre Moralitet? Begge gaae i

2den Deel.

322Sandhed Haand i Haand med hverandre eller smelte sammen til et eneste Væsen.

(N. Treschow. Af ”Forhandlinger ved Festen i Kjøbenhavn d. 11te Decbr. 1811” — i Anledning af det norske Universitets Stiftelse — Kbhvn. 1812).

319

— — Når en alminnelig Enthusiasmus inntar en hel Nation, når en idé hos alle dens individer blir herskende, så har man alltid mye grunn til å formode, at den ei blot er riktig, men et Slags guddommelig lys eller en ledende stjerne, der lykkelig vil føre til det forønskte mål. Det Ord, man bruker til å betegne den med, er og må nødvendig være tatt av det alminnelige Liv. Men man vokte seg for at tro, at dette da intet videre betyr enn hva den kalde praktiker derved søker å uttrykke. Et universitet er i den siste mening intet annet enn en stiftelse, hvor alle eller dog de for det offentlige og private Liv nødvendigste vitenskaper bli lærte, hvor Statens og Kirkens tjenere kunne få den dannelse, som deres forretninger utfordre. Dette er det alminnelige begrep om et universitet. Skikk og Bruk har, etter den Tidsalders tenkemåte, da de 320først ble stiftet, dertil føyet noen nye bestemmelser, der titt er blandede med de vesentlige. Men gi disse vel de regler, man enten ved et Universitets opprettelse bør følge, eller hvis etterlevelse kan bringe noe kunstverk i stand, der kunne være skikket til at fyllestgjøre vår fornuft, etter at de først have oppfylt vår fantasi? De første stiftelser av dette Slags har vi Fyrster å takke, der, fordi de med redsel ble vitenskapenes og sedenes forfall vaer, ved alle Slags oppmuntringer søkte å kalle dem tilbake. Vespasian, Hadrian, Valentinian dere. og selv Karl den Store kunne, om de enn vare i stand til å fatte en idé, dog formedelst omstendighetene ei tenke på dens utførelse. Ikke templer eller palasser, men for det første kun kapeller og bekvemme boliger for hine Guddomme og dens dyrkere kunne de ville bygge. Følgende keisere og konger have søkt å utvide og forskjønne dem; men de eldste have allesammen hatt med en barbarisk Tidsalders fordommer og geistlig tyranni å kjempe; de nyere og allernyeste have vel ubehindret kunnet følge liberalere grunnsetninger; men ingen blant dem har i deres bestrebelser således vært understøttet av den alminnelige mening og Folkets egen Iver for denne Sag, som deres Majestæts allernaadigste vilje vil bli det i nærværende tilfelle. Statens Hæder, politiske og økonomiske grunner, likesom de, der gjøre, at man heller streber i landet selv å frembringe og forarbeide såvel Overflødigheds- som nødvendighets-varer, enn henter dem fra Fremmede, have gemeenlig vært de mest bestemmende. Ingensteds har man trodd, at på denne grunnvoll bør det offentlige Vel fornemmelig bygges og planen med hensyn til så viktig et øyemed bli lagt. Om Statens Lyksalighed mest beror på religion, lovgivning eller gode Sæder, dette spørsmål kan 321synes vanskelig å besvare; men at disse tre ting tilsammentagne visselig i samme grad ville gjøre hvert selskap blomstrende, som de selv gå frem til større fullkommenhet, derom kan der neppe være noen tvil, såvidt som nemlig denne Flor er menneskelig fornuft å tilskrive, og ei Alting henger enten av natur eller et Forsyns ubegripelige Veie, der sedvanlig få Navn av tilfelle. Men omfatter ikke vitenskap igjen alle tre? og skal denne blant mennesker svare til sin idé, så gives der intet virkelig, der kan uttrykke den, uten et universitet, hvis medlemmer forestille den såvel i roten og stammen, som i Henseende til de mange grener, hvormed dette kunnskapens tre kan omskygge det hele land og lede den frugtbargjørende væske ned av skyene, for gjennom utallige Render og bekker der å utbre seg. Et universitet er altså den levende, her på jorden synlige, vitenskap selv, et lys, der brenner på et opphøyd sted, sterkt nok til at beskinne den fjerne Vandrers stier; en ild, der, lik hin Prometheiske, umiddelbar antent av himmelen eller solen selv, besjeler det menneskelige bryst, og gir de ellers stive billedstøtter Liv. Ved denne streber dyret at opløfte sitt hode, og skuer i det Høye; ved den kan fuglen heve seg fra jorden, og mennesket især ved Tankens langt høyere flukt opsvinge seg til forvandte ånders bolig, for derfra, som den rette synspunkt, å betrakte Jordlivets sysler, Gjenstandenes mangfoldighet, deres forhold til hverandre og til det felles endemål. Denne lue lyser ei alene,- den varmer også, og, mens den derved vekker virksomhet, fortærer den Alt, hva der ei utholder Ildens lutrende prøve. Men sedelighet er virksomhet etter fornuft, kraft med bevissthet henrettet på sitt egentlige formål. Hvorledes skulle vitenskap da ei befordre moralitet? Begge gå i

2den del.

322Sannhet hånd i hånd med hverandre eller smelte sammen til et eneste vesen.

(N. Treschow. Av ”Forhandlinger ved festen i Kjøbenhavn d. 11te Decbr. 1811” — i anledning av det norske Universitets stiftelse — Kbhvn. 1812).