313

Aldrig blev Søkrigeren i ethvert Forhold hæderlig og gavnlig, uden som Videnskabsmand. I sin Barndom var Søkrigen et Haandværk; men fra Erfaringens Skjød steg den, pleiet af den aarvaagne Gransker, frem til Systemets 314Fasthed. Den blev en Videnskab; og, som dens øvrige Søstre, hevner den sig over dens Foragtere.

Om denne Sandhed forener sig den mindre Kyndige med Tænkeren; og man tilstaaer villigen, at det er til de mathematiske Videnskaber, Søkrigeren skylder sin Kunsts Tilværelse, og at han uden det veiledende Lys, som Newtoner og Eulere, d’Alemberter og Chapmanner tænde for ham, famler sig mellem Tilfældene frem iblinde, og kan ikke gjøre et eneste sikkert Skridt paa sin Bane.

Men — der gives Videnskaber, som ikke synes at have umiddelbar Forbindelse med Søkrigerens Kald, og som man i Almindelighed indbefatter under Navn af de skjønne. “Ere de aldeles ufrugtbare for ham?” Kunde dette Spørgsmaal besvares med ja; undseelig maatte da jeg, som Lærer i disse Videnskaber, træde frem paa dette Sted og for denne Forsamling. Men fuldeligen, som jeg selv, ere mine Tilhørere overtydede om deres Værd; og denne Overbeviisning er det, som giver mig Mod til at haabe Overbærelse, naar jeg vover at kaste et flygtigt Blik hen over den Sandhed: “at ogsaa Historien, Digtekunsten, Veltalenheden og Sproglæren kunne bidrage til Søkrigerens Forædling og Dannelse.”

Man kunde maaskee sige, at de mathematiske Videnskaber rakte ham Redskabet, men at de skjønne bekvemgjorde ham til at bruge det; og at hine bidrage mere til, at han kan forsvare Fødelandet, disse derimod til, at han vil.

At Historien kan have velgjørende Indflydelse paa Søkrigeren, saavel paa Kamppladsen som i Fredens stille Bolig, saavel paa Havet som i Havnen; det behøver jeg kuns at pege paa, da jeg har den Ære at tale for saa oplyste Tilhørere. Historien udgjør et Klogskabssystem, bestaaende af Exempler. Den træder paa en Slags Maade i Selverfaringens Sted; den udstrækker vor Levealder til Aarhundreder, 315og styrer vore egne idet den forelægger os Andres Handlinger. Feilene blotter den, og — minder om at undgaae dem; de gode Forholdsregler sætter den i Lys, og — lærer at efterfølge dem. Den er det, som stiller Søkrigeren Blake’r og Tromp’er, du Qvesne’r og Tordenskjold’er til Mønstre. Ved den opdager han Leddene i Planen, som lønnede Rodney med Seier i det hæderfulde Slag ved Dominique; og ved den vandrer han med Ruiter om paa den nederlandske Flaade, følger hans Tankegang i Expeditionen paa Chatam, og hører de vise Bud, han ved Ætna uddeler fra sit vaandefulde Leie. Kort: Historien er Krigerens Skole. Den fremstiller ham ikke alene de Vanskeligheder, han har at kjæmpe med; men den anviser ham tillige Midlerne, hvorved de i henfarne Dage ere overvundne. Derfor hentede ogsaa Frederik fra Grækernes Værker sine heldigste Manøvrer; og af Beskrivelser over Slagene ved Creci, Poitiers og d’Azincourt samlede Morits af Sachsen Blade til den Hæderskrands, som i en modnere Alder forevigede hans Minde.

Men dette er ikke den eneste Fordeel, Søkrigeren drager af Granskning i Mindesmærkerne om Forfædrenes Handlinger. Historien oplyser ikke alene hans Forstand idet den beriger ham med Kundskaber; men den skjænker ham tillige, om jeg saa maatte sige, Heltens Hjerte. Den er det, som i Fienden viser ham Mennesket, og som indgiver ham mod de Overvundne den Mildhed, der hædrer Seierherren meer end Seieren. Thi af den lærer han, at Barbari, som under Tapperheds Maske betraadte Krigens Bane, forfeilede dens Maal, og modtoges ved dens Ende af Tænkerens Foragt istedetfor af den forhaabede Udødelighed, da derimod den sande Helt vandrede frem, veiledet af Stormodighed, spredede, selv med Sværdet i Haand, Velgjerninger omkring sig, og opsøgte med 316Omhyggelighed enhver Leilighed til at afsone de Taarer, han nødtvungen afpressede.

Og nu Følelsen for Moderlandet og Friheden? Nedlægger ei Historien disse Grundspirer til alle Dyder i hans Barm? og danner den ham ikke mere skikket til at vandre frem i hine store Sjeles Spor, som den lærer ham at elske og beundre? Gjennem Fortidens Speil, som den foreholder ham, seer han Regulus, i den trøstløse Ægtefælles Arm, vendende med mandig Alvor Øiet fra de jamrende Spæde hen mod Karthagos Piinsler. Decius seer han, straalende i Guddomsglands, styrte ind blandt Latinernes Legioner, hvor Døden for det elskede Rom venter ham; og mellem Luerne kjæmpende træder Huitfeldt frem, omsvævet af Danmarks Genius. Han seer Udødeligheden række Krandsen hen over disse hæderfulde Offere; og i hans Bryst stiger den Tanke: ”maatte ogsaa jeg vorde Fædrenelandets Støtte og Frelse, og maatte mit Minde signes som deres!“ O! hine Patriotismens Hædersminder, Slagene ved Thermopylæ og Marathon, ved Morgarten og Murten - hvor mangt ædelt Forsæt vakte ikke de i Ynglingens bløde Hjerte! og hvor Mangen saae ei Epaminondas døende udstrække Armen efter Skjoldet, og ønskede at døe som han! — Og Friheden (Livets Sjel, som forsøder enhver Møie og forhøier enhver Nydelse) ogsaa dens velgjørende Helligdomme aabner Historien for ham. Den leder ham til den døende Lucretiæ Leie, og indpræger ham Bruti Eed; den stiller ham til Skue denne kummerbøiede Olding, blandende sine Taarer med sine Sønners Blod, som efter hans Bud strømmer for Friheden; den viser ham Niels Ebbesens blodige Sværd, Tell med den overblevne Piil i Haanden, og Nederlænderne støttende sig paa Betlerstaven; og den indgiver ham ved disse besjelende Malerier hiin ophøiede Aand, som knuser Lænken, smiler mod Faren, og elsker Døden, naarden 317befordrer Menneskeheld. Se! hist viser den ham Marat... Tyrannens Haand drypper af Blod... Hans Isse er omsvævet af ædle Frankers Skygger, som nedkalde Hevnen over den. Men ved hans Side staaer Charlotte, i huld Majestæt, med det store Forsæt i Øiet, og i mandige Haand Dolken, som Fædrenelandet styrer. Han skuer, knæler for din Guddom ned, almægtige Frihed! – føler, tilbeder, beslutter!

Overalt virker Historien saa meget mere end Moralen, fordi den Første fremstiller Handlinger, den Sidste Regler; og vi modtage et stærkere Indtryk, naar vi see Tingen saaledes, som den er, end naar vi lære, hvorledes den bør være.

Fra Historien vover jeg at henlede Opmærksomheden til Digtekunsten og Veltalenheden; og med blufærdig Beskedenhed træde de frem, i det ogsaa de tilegne sig en Deel i Søkrigerens Forædling og Dannelse.

Jeg vil ikke tale om, at disse Videnskaber bidrage til at forædle hans Moralitet, idet de fremstille ham smilende Billeder af ædle, og rædsomme af uædle Handlinger, og saaledes ved Sympathiens Magi lokke ham til Dydens og afskrække ham fra Lastens Bane. Jeg vil ikke tale om, at de afslibe den Haardhed, som saa gjerne forener sig med hans Leveart; at de udbrede over hans Udvortes Humanitetens Tække, og at de derved gjøre ham mere skikket til de selskabelige Forbindelser. Men — skulde maaskee min Forkjærlighed for disse Videnskaber, og den kvægende Lise, de i mangen mødig Stund skjænkede mig — skulde maaskee de forlede mig til at tillægge dem en indbildt Værdi? og bedrager jeg mig, naar jeg vover at antage, at en Søkriger, hvis Hjerte dannedes af Musernes milde Haand, selv derved vorder mere skikket til at fyldestgjøre sit ædle Kald?

Er det ikke saa, at uden Enthusiasme, uden levende Følelse for det Ædle og Skjønne, modnedes ingen stor Handling? 318Men Søkrigeren, hvis Kald det blev at trodse Farer og Død, vandrer han ei sin Bane lettere, naar Enthusiasmen fremskynder hans Skridt? og æsker ei Tilfældet ofte af ham en Selvopoffrelse, som skulde blive for tung for den menneskelige Svaghed, hvis den ikke understøttedes af en levende Forestilling om det Ædle, det Store, det Skjønne, der var forbunden med Handlingen selv og dens Følger? Men hvilken Videnskab fremavler og nærer i saa høi Grad denne Enthusiasme, som Digtekunsten og Veltalenheden? Digteren og Taleren ere Patriotismens og Selvopoffrelsens Talsmænd. Men det sandselige Indtryk, de gjøre paa Hjertet, er snart stærkere end det intellectuelle, de gjøre paa Forstanden. De indgive ikke en kold Lydighed for Loven, men en øm Hengivenhed for Moderlandet. Forstanden oplyse de, Villien bøie de. De overtyde os ikke alene om, at vi bør udøve de Dyder, de anprise; men de bringe det tillige dertil, at vi vil. Pligtens tornede Stie bestrøe de med Blomster; og idet de bestikke Følelsen, vort Væsens Herskerinde, til at drive os frem paa den, mane de ved deres Tryllekraft den Modbydelighed bort, som al Selvfornægtelse (endog den, vor Forstand billiger) har for den menneskelige Natur.

Men er nu dette saa: skulde man da ei tilstaae, at Fortrolighed med Digtekunstens og Veltalenhedens Muse giver Følelsen og Indbildningen en vis, om jeg saa maae sige, uvilkaarlig Lethed til at modtage Indtrykket af det Store og Skjønne; og at de Forestillinger, som undfanges med levende Bifald, præge sig uudslettelige i Sjelen, og gjenfødes ved en Slags Tilbagevirkning, naar Tilfældet fordrer dem?

Og nu Krigeren — han, der jevnligen følte med Digteren og Taleren, og hvis Aand formedes efter hine Fuldkommenheds-Idealer: staaer han kold imellem omringende Farer, som kalde ham til Heltedaad? og svæve ei i afgjørende 319Tidspunkter hine Billeder, der saa ofte henrykkede ham, dunkle, men med fordoblet Styrke, forbi hans Minde? O! maaskee sværmer jeg; men (jeg negter det ikke) jeg tænker mig en Hob ædle Søkrigere, fortrolige med Digtekunstens og Veltalenhedens Mesterværker, og besjelede af den varme Følelse for Æren, for Fodelandet, for Venskab, for Kjærlighed, som disse Videnskaber saa moderligen nære; - jeg tænker mig dem før Begyndelsen af et Slag rækkende hinanden broderligen Haanden og istemmende en Sang, skjøn som Marseillaner-Hymnen, og jeg seer dem freidigen at ile Døden imøde, eller bekrandsede med Laurbær at vende tilbage.

(C. F. Dichman. Af “Samlinger Søetaten vedkommende.” Kbhvn. 1801)

313

Aldri ble Søkrigeren i ethvert forhold hederlig og gavnlig, uten som vitenskapsmann. I sin barndom var Søkrigen et håndverk; men fra Erfaringens Skjød steg den, pleiet av den årvåkne gransker, frem til Systemets 314fasthet. Den ble en vitenskap; og, som dens øvrige søstre, hevner den seg over dens foraktere.

Om denne sannhet forener seg den mindre Kyndige med tenkeren; og man tilstår villigen, at det er til de matematiske vitenskaper, Søkrigeren skylder sin Kunsts tilværelse, og at han uten det veiledende lys, som Newtoner og Eulere, d’Alemberter og Chapmanner tenne for ham, famler seg mellom tilfellene frem i blinde, og kan ikke gjøre et eneste sikkert skritt på sin bane.

Men — der gives vitenskaper, som ikke synes å ha umiddelbar forbindelse med Søkrigerens kald, og som man i alminnelighet innbefatter under Navn av de skjønne. “Er de aldeles ufruktbare for ham?” Kunne dette spørsmål besvares med ja; unnselig måtte da jeg, som lærer i disse vitenskaper, tre frem på dette sted og for denne forsamling. Men fuldeligen, som jeg selv, er mine tilhørere overtydede om deres verd; og denne overbevisning er det, som giver meg mot til å håpe Overbærelse, når jeg vover å kaste et flyktig blikk hen over den sannhet: “at også historien, diktekunsten, veltalenheten og språklæren kunne bidra til Søkrigerens foredling og dannelse.”

Man kunne maaskee si, at de matematiske vitenskaper rakte ham redskapet, men at de skjønne bekvemgjorde ham til å bruke det; og at hine bidra mer til, at han kan forsvare fødelandet, disse derimot til, at han vil.

At historien kan ha velgjørende innflytelse på Søkrigeren, såvel på kampplassen som i Fredens stille bolig, såvel på havet som i havnen; det behøver jeg kuns å peke på, da jeg har den ære å tale for så opplyste tilhørere. Historien utgjør et klokskapssystem, bestående av eksempler. Den trer på en Slags måte i Selverfaringens sted; den udstrækker vår levealder til århundrer, 315og styrer våre egne idet den forelegger oss Andres handlinger. Feilene blotter den, og — minner om å unngå dem; de gode forholdsregler setter den i lys, og — lærer å etterfølge dem. Den er det, som stiller Søkrigeren Blake’r og Tromp’er, du Qvesne’r og Tordenskjold’er til mønstre. Ved den oppdager han leddene i planen, som lønnede Rodney med seier i det hæderfulde slag ved Dominique; og ved den vandrer han med Ruiter om på den nederlandske flåte, følger hans tankegang i ekspedisjonen på Chatam, og hører de vise bud, han ved Ætna utdeler fra sitt våndefulle leie. Kort: Historien er Krigerens skole. Den fremstiller ham ikke alene de vanskeligheter, han har å kjempe med; men den anviser ham tillike midlene, hvorved de i henfarne dager er overvundne. Derfor hentet også Frederik fra grekernes verker sine heldigste manøvrer; og av beskrivelser over slagene ved Creci, Poitiers og d’Azincourt samlede Morits av Sachsen Blade til den Hæderskrands, som i en modnere alder forevigede hans Minde.

Men dette er ikke den eneste fordel, Søkrigeren drar av granskning i minnesmerkene om forfedrenes handlinger. Historien opplyser ikke alene hans forstand idet den beriker ham med kunnskaper; men den skjenker ham tillike, om jeg så måtte si, Heltens hjerte. Den er det, som i fienden viser ham mennesket, og som inngir ham mot de Overvundne den mildhet, der hedrer seierherren mer enn seieren. Thi av den lærer han, at barbari, som under tapperhets maske betrådte Krigens bane, forfeilede dens mål, og modtoges ved dens ende av tenkerens forakt i stedet for av den forhåpede udødelighet, da derimot den sanne helt vandret frem, veiledet av stormodighet, spredte, selv med sverdet i hånd, velgjerninger omkring seg, og oppsøkte med 316omhyggelighet enhver leilighet til å avsone de tårer, han nødtvungen afpressede.

Og nå følelsen for moderlandet og Friheden? Nedlegger ei historien disse grunnspirer til alle dyder i hans Barm? og danner den ham ikke mer skikket til å vandre frem i hine store Sjeles spor, som den lærer ham å elske og beundre? Gjennom Fortidens speil, som den foreholder ham, ser han Regulus, i den trøstløse ektefelles arm, vendende med mandig alvor øyet fra de jamrende Spæde hen mot Karthagos pinsler. Decius ser han, strålende i guddomsglans, styrte inn blant Latinernes legioner, hvor døden for det elskede Rom venter ham; og mellom luene kjempende trer Huitfeldt frem, omsvævet av Danmarks Genius. Han ser udødeligheten rekke kransen hen over disse hæderfulde ofre; og i hans bryst stiger den tanke: ”måtte også jeg vorde Fædrenelandets støtte og Frelse, og måtte mitt Minde signes som deres!“ O! hine Patriotismens Hædersminder, slagene ved Thermopylæ og Marathon, ved Morgarten og Murten - hvor mangt edelt forsett vakte ikke de i Ynglingens bløde hjerte! og hvor Mangen så ei Epaminondas døende udstrække armen etter Skjoldet, og ønsket å dø som han! — Og Friheden (Livets sjel, som forsøter enhver møye og forhøyer enhver nytelse) også dens velgjørende helligdommer åpner historien for ham. Den leder ham til den døende Lucretiæ leie, og indpræger ham Bruti ed; den stiller ham til Skue denne kummerbøyde olding, blandende sine tårer med sine Sønners blod, som etter hans bud strømmer for Friheden; den viser ham Niels Ebbesens blodige sverd, Tell med den overblevne pil i hånden, og nederlenderne støttende seg på betlerstaven; og den inngir ham ved disse besjelende malerier hin opphøyde Aand, som knuser lenken, smiler mot faren, og elsker døden, når 317den befordrer Menneskeheld. Se! hist viser den ham Marat... Tyrannens hånd drypper av blod... Hans Isse er omsvævet av edle Frankers skygger, som nedkalle hevnen over den. Men ved hans side står Charlotte, i huld majestet, med det store forsett i øyet, og i mandige hånd dolken, som fedrelandet styrer. Han skuer, kneler for din guddom ned, allmektige frihet! – føler, tilbeder, beslutter!

Overalt virker historien så meget mer enn moralen, fordi den Første fremstiller handlinger, den Sidste regler; og vi mottar et sterkere inntrykk, når vi ser tingen således, som den er, enn når vi lærer, hvorledes den bør være.

Fra historien vover jeg å henlede oppmerksomheten til diktekunsten og veltalenheten; og med bluferdig beskjedenhet tre de frem, i det også de tilegner seg en del i Søkrigerens foredling og dannelse.

Jeg vil ikke tale om, at disse vitenskaper bidra til å foredle hans moralitet, idet de fremstille ham smilende Billeder av edle, og rædsomme av uedle handlinger, og således ved sympatiens magi lokke ham til Dydens og avskrekke ham fra Lastens bane. Jeg vil ikke tale om, at de afslibe den hardhet, som så gjerne forener seg med hans Leveart; at de utbrer over hans utvortes Humanitetens tekke, og at de derved gjøre ham mer skikket til de selskapelige forbindelser. Men — skulle maaskee min forkjærlighet for disse vitenskaper, og den kvegende Lise, de i mangen mødig stund skjenket meg — skulle maaskee de forlede meg til å tillegge dem en innbilt verdi? og bedrager jeg meg, når jeg vover å anta, at en Søkriger, hvis hjerte dannedes av Musernes milde hånd, selv derved vorder mer skikket til at fyllestgjøre sitt edle kald?

Er det ikke så, at uten entusiasme, uten levende følelse for det Ædle og Skjønne, modnedes ingen stor handling? 318Men Søkrigeren, hvis kald det ble at trodse Farer og død, vandrer han ei sin bane lettere, når entusiasmen fremskynder hans skritt? og esker ei tilfellet ofte av ham en selvoppofrelse, som skulle bli for tung for den menneskelige svakhet, hvis den ikke understøttedes av en levende forestilling om det Ædle, det Store, det Skjønne, der var forbunden med handlingen selv og dens følger? Men hvilken vitenskap fremavler og nærer i så høy grad denne entusiasme, som diktekunsten og veltalenheten? Dikteren og taleren er Patriotismens og selvoppofrelsens talsmenn. Men det sanselige inntrykk, de gjør på Hjertet, er snart sterkere enn det intellektuelle, de gjør på forstanden. De inngir ikke en kald lydighet for loven, men en øm hengivenhet for moderlandet. Forstanden opplyse de, viljen bøye de. De overtyde oss ikke alene om, at vi bør utøve de dyder, de anprise; men de bringe det tillike dertil, at vi vil. Pliktens tornede Stie bestrøe de med blomster; og idet de bestikker følelsen, vårt Væsens herskerinne, til å drive oss frem på den, mane de ved deres Tryllekraft den motbydelighet bort, som all selvfornektelse (endog den, vår forstand billiger) har for den menneskelige natur.

Men er nå dette så: skulle man da ei tilstå, at fortrolighet med Digtekunstens og veltalenhetens Muse giver følelsen og innbilningen en vis, om jeg så må si, uvilkårlig letthet til å motta inntrykket av det Store og Skjønne; og at de forestillinger, som unnfanges med levende bifall, prege seg uutslettelige i sjelen, og gjenfødes ved en Slags tilbakevirkning, når tilfellet fordrer dem?

Og nå krigeren — han, der jevnlig følte med dikteren og taleren, og hvis Aand formedes etter hine fullkommenhets-idealer: står han kald imellom omringende Farer, som kalle ham til heltedåd? og svæve ei i avgjørende 319tidspunkter hine Billeder, der så ofte henrykket ham, dunkle, men med fordoblet styrke, forbi hans Minde? O! maaskee svermer jeg; men (jeg nekter det ikke) jeg tenker meg en hop edle Søkrigere, fortrolige med Digtekunstens og veltalenhetens mesterverker, og besjelede av den varme følelse for æren, for Fodelandet, for vennskap, for kjærlighet, som disse vitenskaper så moderlig nære; - jeg tenker meg dem før begynnelsen av et slag rekkende hinannen broderlig hånden og istemmende en sang, skjønn som Marseillaner-hymnen, og jeg ser dem freidig å ile døden imøte, eller bekrandsede med laurbær å vende tilbake.

(C. F. Dichman. Av “Samlinger Søetaten vedkommende.” Kbhvn. 1801)