310

Det er en ædel Strid, at kappes om at fremme det almindelige Bedste. Men hvor ofte har man ikke feilet i Valget af de Midler, der føre hen til dette store Maal? Og hvor forskjellige ere ikke de Begreber, man har dannet sig om den sande Bemærkelse af dette vigtige Ord? Neppe er Noget, næst efter den Eviges Navn, blevet saa mistydet, saa misbrugt, som dette. Allevegne bære Jordens Aarbøger Vidnesbyrd om denne bedrøvelige Sandhed. Vi ville hastig bortvende vort Øie fra hine sørgelige Dage, da Menneskerettighederne vare ukjendte; da Folket sukkede under Lehns-Tyranniet, der trodsede Kongernes Magt; da Hierarchiet havde udbredt et ægyptisk Mørke over hele Europa, saa at man ikke skimtede andet Lys, end vaticanske Bandstraaler, der omstyrtede de vaklende Throner, og Fanatismens Fakler, med hvilke Roms graadige Præster, i det algode Væsens hellige Navn, tændte de Baal, som vare beredte for Enhver, der torde tænke, at Fornuften var Menneskets Eiendom. Da blev Slaviskhed en Dyd, Kjærlighed til Fædrenelandet en Forbrydelse, 311Sandhed en Misgjerning, Filosofien forfulgt som en Gudsbespottelse, og Den, der ei vilde bøie sig under Aristokratens og Hierarchens Aag, blev anseet som en Oprører. Man glemte da aldeles, at Haab om fælles Lyksalighed havde knyttet det borgerlige Selskabs Baand. Vi ville, i at handle om det almindelige Bedste, ikke opholde os ved, eller hente Beviser fra, hine fremsatte Tiders Barbari. Vi ville kaste et Skjul over dette afskyelige Mindesmærke om de Daarligheder, som Egennytte og Forfængelighed havde avlet i Vankundigheds Skjød. Det er Grumheds og Stoltheds Testament, der ei kan bestaae for Menneskehedens og Fornuftens Domstol. I denne værdige Forsamling, hvis utvungne Kald det blev at medvirke til det almindelige Bedste, vover jeg en kort Betragtning over dette mærkelige Ord.

Ved det almindelige Bedste forstaae vi: det hele borgerlige Selskabs og (i Forbindelse dermed) hvert enkelt Medlems mulige Lyksalighed. Det var for at nyde dette Gode, – det var til fælles Forsvar, fælles Sikkerhed, Menneskene forenede sig ved det hellige Baand, som vi kalde Stat. Det var ikke blot til Betryggelse imod fremmed Vold, men ogsaa til Beskjærmelse imod indvortes Undertrykkelse, de underkastede sig Regjering og Lov. Lydighed imod disse er Borgerens første Pligt. Unddragelse fra denne Lydighed er et Brud paa den selskabelige Pagt; thi Regjeringen og Lovene ere den almindelige Villies Foreningspunkt, ved hvis majestætiske Kraft al Orden i Staten vedligeholdes, og den borgerlige Sikkerhed haandhæves.

— — Men enhver god Lov maa nødvendig have det almindelige Bedste til Formaal. Dette er dens charakteristiske Kjendemærke. Staten bør ikke ligne en unaturlig Moder, som opoffrer de fleste af sine Børn, for at skaffe nogle desto større Overflødighed. Vel gives der Stater, hvor denne Regel ikke 312kan følges, fordi den er stridende imod deres Forfatnings Natur. Saadanne ere for Exempel de hierarkiske og aristokratiske. I disse ere Folkets og Regjeringens Fordele ikke blot forskjellige, men endog aldeles modsatte. Der seer man ret Underkuelsens Aand i sin egen naturlige Skikkelse. Rædselfulde Skygger omringe dens mørke Bolig; dens Throne er støttet paa Vankundighed og Overtro; den sukkende Menneskelighed ligger, nedtraadt, under dens Fod. Den blege Misundelse, den blussende Hovmod og den uretfærdige Gjerrighed have Sæde i Raadsforsamlingerne. Endog der er ingen Fred; personlig Egennytte og arveligt Had opvække hyppige Uenigheder imellem Bestyrerne selv indbyrdes; og disse føde ikke sjelden Borgerkrige, der endes med voldsomme Omstyrtninger. Paa dette Slags Regenter passer sig fuldkommen det, som en Dalmatier svarede Tiberius, da denne spurgte ham om Aarsagen, hvorfor hans Landsmænd havde gjort Opstand og grebet til Vaaben: “Romere!” sagde han, “det er Eders Skyld; hvorfor sende I Ulve til at vogte Hjorden?”

Vi tale her om de Egenskaber, som Love bør og altid kunne have i en oplyst monarkisk Regjering, der har sin fuldkomne Selvstændighed; hvor Thronen er bygget paa Retfærdighed og Folkets Kjærlighed; hvor Adelsmænd æres, mere i Forhold til deres personlige Fortjenester, end til deres Patenters Ælde; hvor Præsterne agtes, men blot som Statens Embedsmænd, der ere betroede det vigtige Kald, at undervise i Religionen og Sædelæren. Under en saadan Regjering maa enhver Lovgivning alene have Hensyn til det almindelige Bedste eller den offentlige Lyksalighed. Denne befordres fornemmelig ved Borgerfrihed, som er Moder til Kundskab og Flid.

For en saa oplyst Forsamling behøver jeg ikke at forklare, at den Frihed, om hvilken her tales, ikke bestaaer i Uafhængighed eller Undtagelse fra Lydigheden imod Regjeringen 313og dens Bud. Ingen kan være uvidende om, at denne Lydighed er den borgerlige Friheds Grundstøtte. Man kan vel antage som afgjort, at det lykkeligste Folk er det, der har de fleste oplyste og vindskibelige Borgere; thi at Menneskets Lyksalighed tiltager i Forhold til dets Fuldkommenhed, er en Sætning, der neppe taaler Modsigelse. Vel have nogle falske Statskloge, endog i vore Dage, yttret den Mening, at almindelig Oplysning kunde blive skadelig.

O ja der er desværre de Stater, hvor den virkelig kunde blive det!

Hvor Folket trykkes og udsues, under de pavelige Klerkers og den, enten umiddelbar eller middelbar, regjerende Adels alt for tunge Privilegier; hvor Menneskene ere fornedrede til Trældom, udelukkede fra Borger-Sikkerhed, og berøvede Alt, lige indtil deres personlige Frihed - der kunde Oplysning ikke alene blive skadelig, men endog farlig. Men, hvor Lovene ere billige, og Regjeringerne milde og retfærdige, der er Oplysning ligesaa nyttig for Regenten som for Folket; thi Menneskene lære derved at elske Fædrenelandet, fordi de der have Borgerret, og at lyde Lovene og Regjeringen, fordi de da skjønne, at det er disses velgjørende Kraft, der hegner om hver Mands Fred. De lære da at kjende, at Regentens og deres Fordele ere uadskillelige.

(C. Colbjørnsen. Af ”Minerva” 1794.)

310

Det er en edel strid, å kappes om å fremme det alminnelige Bedste. Men hvor ofte har man ikke feilet i valget av de midler, der føre hen til dette store mål? Og hvor forskjellige er ikke de begreper, man har dannet seg om den sanne bemerkelse av dette viktige ord? Neppe er Noget, nest etter den Eviges Navn, blitt så mistydet, så misbrukt, som dette. Allevegne bære Jordens årbøker vitnesbyrd om denne bedrøvelige sannhet. Vi ville hastig bortvende vårt Øye fra hine sørgelige dager, da menneskerettighetene var ukjente; da folket sukket under Lehns-tyranniet, der trosset Kongernes makt; da hierarkiet hadde utbredt et egyptisk mørke over hele Europa, så at man ikke skimtet annet lys, enn vaticanske bannstråler, der omstyrtet de vaklende troner, og Fanatismens fakler, med hvilke Roms grådige prester, i det algode Væsens hellige Navn, tente de bål, som var beredte for Enhver, der torde tenke, at fornuften var Menneskets eiendom. Da ble slaviskhet en dyd, kjærlighet til fedrelandet en forbrytelse, 311sannhet en misgjerning, filosofien forfulgt som en gudsbespottelse, og Den, der ei ville bøye seg under Aristokratens og hierarkens åk, ble anseet som en opprører. Man glemte da aldeles, at håp om felles Lyksalighed hadde knyttet det borgerlige Selskabs bånd. Vi ville, i å handle om det alminnelige Bedste, ikke oppholde oss ved, eller hente Beviser fra, hine fremsatte Tiders barbari. Vi ville kaste et skjul over dette afskyelige minnesmerke om de dårligheter, som egennytte og forfengelighet hadde avlet i Vankundigheds Skjød. Det er grumhets og stolthets testament, der ei kan bestå for menneskehetens og Fornuftens domstol. I denne verdige forsamling, hvis utvungne kald det ble å medvirke til det alminnelige Bedste, vover jeg en kort betraktning over dette merkelige ord.

Ved det alminnelige Bedste forstår vi: det hele borgerlige Selskabs og (i forbindelse dermed) hvert enkelt Medlems mulige Lyksalighed. Det var for å nyte dette gode, – det var til felles forsvar, felles sikkerhet, menneskene forente seg ved det hellige bånd, som vi kaller stat. Det var ikke blot til betryggelse imot fremmed vold, men også til Beskjærmelse imot innvortes undertrykkelse, de underkastet seg regjering og lov. Lydighet imot disse er Borgerens første plikt. Unndragelse fra denne lydighet er et brud på den selskapelige pakt; thi regjeringen og lovene er den alminnelige viljes Foreningspunkt, ved hvis majestetiske kraft all orden i staten vedlikeholdes, og den borgerlige sikkerhet håndheves.

— — Men enhver god lov må nødvendig have det alminnelige Bedste til formål. Dette er dens karakteristiske kjennemerke. Staten bør ikke ligne en unaturlig mor, som oppofrer de fleste av sine barn, for å skaffe noen desto større overflødighet. Vel gives der stater, hvor denne regel ikke 312kan følges, fordi den er stridende imot deres Forfatnings natur. Sådanne er for eksempel de hierarkiske og aristokratiske. I disse er Folkets og Regjeringens Fordele ikke blot forskjellige, men endog aldeles motsatte. Der ser man rett Underkuelsens Aand i sin egen naturlige skikkelse. Rædselfulde skygger omringe dens mørke bolig; dens trone er støttet på vankundighet og overtro; den sukkende menneskelighet ligger, nedtraadt, under dens fot. Den bleke misunnelse, den blussende hovmod og den urettferdige gjerrighet have sete i rådsforsamlingene. Endog der er ingen fred; personlig egennytte og arvelig hat oppvekke hyppige uenigheter imellom bestyrerne selv innbyrdes; og disse føde ikke sjelden borgerkriger, der endes med voldsomme omstyrtninger. På dette Slags regenter passer seg fullkommen det, som en dalmatier svarte Tiberius, da denne spurte ham om årsaken, hvorfor hans landsmenn hadde gjort oppstand og grepet til våpen: “Romere!” sa han, “det er Eders skyld; hvorfor sender dere ulver til å vokte hjorden?”

Vi tale her om de egenskaper, som Love bør og alltid kunne ha i en opplyst monarkisk regjering, der har sin fullkomne selvstendighet; hvor tronen er bygget på rettferdighet og Folkets kjærlighet; hvor adelsmenn æres, mer i forhold til deres personlige fortjenester, enn til deres Patenters Ælde; hvor prestene aktes, men blot som Statens embetsmenn, der er betrodde det viktige kald, å undervise i religionen og sedelæren. Under en sådan regjering må enhver lovgivning alene have hensyn til det alminnelige Bedste eller den offentlige Lyksalighed. Denne befordres fornemmelig ved borgerfrihet, som er mor til kunnskap og flid.

For en så opplyst forsamling behøver jeg ikke å forklare, at den frihet, om hvilken her tales, ikke består i uavhengighet eller unntakelse fra lydigheten imot regjeringen 313og dens bud. Ingen kan være uvitende om, at denne lydighet er den borgerlige frihets Grundstøtte. Man kan vel anta som avgjort, at det lykkeligste folk er det, der har de fleste opplyste og vinnskipelige borgere; thi at Menneskets Lyksalighed tiltar i forhold til dets fullkommenhet, er en setning, der neppe tåler motsigelse. Vel have noen falske Statskloge, endog i våre dager, ytret den mening, at alminnelig opplysning kunne bli skadelig.

O ja der er dessverre de stater, hvor den virkelig kunne bli det!

Hvor folket trykkes og utsuges, under de pavelige Klerkers og den, enten umiddelbar eller middelbar, regjerende Adels alt for tunge privilegier; hvor menneskene er fornedrede til trelldom, udelukkede fra borger-sikkerhet, og berøvede Alt, like inntil deres personlige frihet - der kunne opplysning ikke alene bli skadelig, men endog farlig. Men, hvor lovene er billige, og regjeringene milde og rettferdige, der er opplysning likeså nyttig for regenten som for folket; thi menneskene lære derved å elske fedrelandet, fordi de der har borgerrett, og å lyde lovene og regjeringen, fordi de da skjønne, at det er disses velgjørende kraft, der hegner om hver Mands fred. De lærer da å kjenne, at Regentens og deres Fordele er uadskillelige.

(C. Colbjørnsen. Av ”Minerva” 1794.)