305

— — Det forholder sig vist ikke saaledes, som af Defensor er antaget, at alle menneskelige Idrætter dreie sig i en Cirkel, og at det er den Bestemmelse, der venter al vor Stræben, at den ene Generation skal nedrive hvad den anden har opbygget. Man kan erkjende, at der af et alviist Forsyn er sat en uoverstigelig Grændse for de menneskelige Evners Virkekreds — men uden derfor at hengive sig til mismodige og

Anden Deel.

306mørke Grublerier over, at al vor Virken er Tant og Gjøgleri, der intet virkeligt Gavn for Menneskeheden efterlader sig, og uden at betvivle, at enhver sand ædel Daad bringer os vor Bestemmelse: - Fuldkommenhed, forsaavidt Dødeligheden kan tilegne sig den - nærmere.

Naar derimod Defensor udhæver, at udvortes og materielle Garantier ikke for den menneskelige Virken ere tilstrækkelige, da kunne vi ikke negte Sandheden deraf. Af Hjertet tiltræde vi denne Yttring. Tidernes Tegn ere ikke altid hos os de glædeligste. Gjerne stille vi os ved Defensors Side og dele hans Iver og Kraftanstrengelse, naar han fremstiller sig til mandig Kamp mod de vanartede Affødninger af vore frie og herlige Institutioner, som røbe sig ved Letsindighed, Kaadhed, Uforskammenhed og Frækhed; vi vide det Alle, de gives, vi høre af og til — og ikke saa sjelden — deres hæse Stemmer, og see dem at bære deres Jernpander tilskue; men vi glemme ikke, og troe at burde bringe det tilbage i Defensors Erindring, hvad han selv antager, og hvad vi aldeles tiltræde, at disse onde Aander kun ved indvortes og aandelige Vaaben fuldkommen kunne bekjæmpes, - at de ikkun ved Udbredelse af Religionens og Oplysningens Straaler kunne bortmanes; og vi forlade ham derfor aldeles, naar han ved Statskneb og Magtsprog eller lignende Vaaben tænker at udføre Kampen eller lade disse Enkeltes Feil gaae ud over hele Nationen.

Heller ikke er Faren af den Beskaffenhed, som Defensors ophidsede Fantasi foregjøgler ham. Maleriet ligner ikke; de mørke og tykt anlagte Farver dølge de sande Skikkelser og Udsigtens virkelige Beskaffenhed. Forlade vi disse Høider, der kun ere byggede paa Indbildningens bevægelige Skyer, og betragte Tilstanden fra Virkelighedens urokkelige Standpunkt, 307faaer Sagen et ganske andet Udseende; vi finde da, at Maleriet ligesaavel har sin lyse som sin mørke Side.

Medens Landet mere og mere ved flittige Hænder opdyrkes til Næring for en tiltagende Folkemængde, og Skovene gradviis vige tilbage til de høie Aaser, for at gjøre Plads for Ager og Eng, glider Kjølen fredelig fra Havn til Havn i vore dybe Fjorde og paa vore vidtstrakte Kyster og give Liv til alle Næringsveie. Handel og Haandværker række hinanden Haand, og bidrage gjensidigen til indbyrdes Fordeel, almindelig Velstand og Forøgelse af Landets Hjælpemidler.

Medens saaledes alle Næringsveie trives, og man overalt anstrenger sig for, saavidt fornuftige Hensyn og de for Landet egne Omstændigheder tilstede det, at tilegne sig de Opdagelser og Forbedringer, som den mærkværdige Tidsalder, i hvis Begivenheder vi bleve satte til at deeltage, saa rigeligen har medført, - spares ingen Anstrengelse for efterhaanden at ordne Landets hele indvortes Virksomhed til et harmonisk Heelt under fælles beskyttende Love.

Nidkjære og redelige Embedsmænd haandhæve Ret og Retfærdighed i enhver Deel af Riget; Kunster og Videnskaber understøttes efter muligste Evne, og dens Dyrkere tillægges overalt fortjent Agt og Ære.

Om nu under saadan Tilstand Enkelte i de forskjelligste Hensigter forsøge paa at forstyrre den almindelige Lykke — tildeels endog uden Hensigter og uden at være sig bevidste, hverken hvad de ville eller hvad de gjøre — Andre muligens tage Feil af de Midler, de troe at burde anvende til Opnaaelse af Hensigter, som i sig selv ere rosværdige, eller Nogle endog af virkelig Skadefrohed, Kaadhed eller andre uædle Lidenskaber lægge Hindringer i Veien for det almene Vel og foruleilige de Styrende: - derfor er Staten ikke stedt i Fare eller bragt paa Randen af Afgrunden, og endnu mindre kan 308det billiges derfor at tage sin Tilflugt til voldsomme og ulovlige Hjælpemidler, og allermindst til enten for en større eller mindre Deel at opløse Statsforfatningen eller suspendere Grundloven.

Alle ere enige i, at Lovene ikke have tabt deres Herredømme; selv Kongens Raad har i det her omhandlede Tilfælde erklæret, ikke at kunne antage, at nogen Overtrædelse af Grundloven fra Storthingets Side har fundet Sted; Folket er tilfreds og roligt, velvilligt og godmodigt i den Grad, at selv efter at alle Baand eller Forpligtelser i Henseende til Skatteydelsen modvilligen ere løste og Regjeringen har sat sig i aabenbar Opposition mod Folkets Repræsentanter, vedbliver det uden Undtagelse at yde de samme Skatter og Afgifter, som ifølge Loven ikke længer ere gjældende. Efterverdenen vil forbauses ved engang at erfare, at denne var Tilstanden i Norge, da man i Aaret 1836 fandt, det var Tid at give det første Exempel paa, hvor let det lader sig gjøre deelviis at opløse vor nys tilblevne, besvorne Statsforfatning.

Dette første Skridt ustraffet, tør snart flere følge efter; truende Varsler have, lige siden den Tid, da Slaget rammede, ladet sig bemærke i Naboriget, med hvilket vi indgik en nøie og trofast Forening, men hvis Intervention i vore indre Anliggender vi ikke kunne tilstede; - og det er nødvendigt, at vi, for at afværge denne, og for at hævde vore lovbestemte og hellige Rettigheder, nøie vaage over, at Ingen, der nærer en fiendsk Aand imod vor Forfatning og de Institutioner, som ere uadskilleligen forbundne med denne, i Hs. M. Kongens Raad vildleder Høistsammes Forestillinger i disse vigtige Anliggender. De Betragtninger, som Defensor har anstillet over Maaden, hvorpaa Odelsthingets Anklagemagt hidtil har været benyttet, vedkomme ikke synderlig denne Sag, hvor Spørgsmaalet formeentlig maa være, om den Gjenstand, 309hvorom her strides, kan erkjendes af den Vigtighed, at derom burde reises en Rigsretsaktion, og om Vedkommendes Forhold har været af den Beskaffenhed, at det gav tilstrækkelig Anledning til Undersøgelse. Dersom disse Spørgsmaale kunne besvares bekræftende, saa kunde det sidst afholdte Odelsthing ikke pligtmæssigen undlade at reise Sag, om end de foregaaende Odelsthing nok saameget havde misbrugt deres Magt. Men at Defensionen ogsaa i denne Deel er uretfærdig og eensidig — ligger klart for Dagen. Det kan neppe med Sandhed siges, at de foregaaende Rigsretsaktioner ere dikterede enten af Ukyndighed eller Partiskhed eller for Fakta uden indgribende Virkning — det sidste skulde da i al Fald gjælde den Fastingske Sag; — men det er vel ikke troligt, at Defensor her vil fornye sin Rolle som Defensor i hiin Sag, og naar 5 Rigsretsaktioner i Løbet af 22 Aar betragtes som et sørgeligt Beviis paa, hvor langt vi staae tilbage, og Sammenligning derefter gjøres med andre Stater: saa er det mig fast utroligt, at en Mand, som ellers ikke i noget Punkt vil tilstede Sammenligning imellem os og Fremmede, selv anstiller saadan Sammenligning i et Punkt, hvori vore Forholde ere saa aldeles forskjellige fra dem, der finde Sted i alle andre Lande. Hvad finder hyppigere Sted i Europas konstitutionelle Stater end Ministerforandringer — Nedlæggelse af den Magt, som Vedkommende erkjende ikke at kunne udøve i Folkets Aand? og naar saae vi nogen saadan hos os? Defensor bør ogsaa kaste et Blik paa Ansvarlighedsloven. Den har, ved at bestemme Straffe for Forbrydelser, som kunne være Gjenstand for Rigsretsaktioner, ikke indskrænket sig til Kapital-Forbrydelser, og naar Aktioner ikke beordres uden at man for Forbrydelsen kan paavise udtrykkelig eller analog Straffebestemmelse i denne Lov, saa er Aktionen i al Fald ikke beordret imod den Aand, som denne, efter Regjeringens 310eget Forslag i det Væsentlige antagne Lov, indeholder. At et Medlem af Kongens Raad ikke retfærdigen skulde kunne sættes under Tiltale, undtagen at man kunde have egen Tilstaaelse for, at han havde indseet, at det Faktum, hvorfor han skal tiltales, af ham erkjendtes paa den Tid, han deri gjorde sig skyldig, for at være stridende imod Forfatningen, er, mener jeg, det samme som at ophæve al konstitutionel Ansvarlighed.

(Af ”Realitets-Procedure og Dom i Rigsretssagen” o. s. v. Chr. 1836.)

305

— — Det forholder seg vist ikke således, som av Defensor er antatt, at alle menneskelige idretter dreie seg i en sirkel, og at det er den bestemmelse, der venter all vår streben, at den ene generasjon skal nedrive hva den annen har oppbygget. Man kan erkjenne, at der av et alviist forsyn er satt en uoverstigelig grense for de menneskelige Evners virkekrets — men uten derfor å hengi seg til mismodige og

Annen del.

306mørke grublerier over, at all vår Virken er tant og gjøgleri, der intet virkelig Gavn for menneskeheten etterlater seg, og uten å betvile, at enhver sann edel dåd bringer oss vår bestemmelse: - Fullkommenhet, for så vidt dødeligheten kan tilegne seg den - nærmere.

Når derimot Defensor uthever, at utvortes og materielle garantier ikke for den menneskelige Virken er tilstrekkelige, da kunne vi ikke nekte sannheten derav. Av Hjertet tiltrer vi denne ytring. Tidernes tegn er ikke alltid hos oss de gledeligste. Gjerne stille vi oss ved Defensors side og dele hans Iver og kraftanstrengelse, når han fremstiller seg til mandig kamp mot de vanartede Affødninger av våre frie og herlige institusjoner, som røpe seg ved Letsindighed, kåthet, Uforskammenhed og frekkhet; vi vet det alle, de gives, vi hører av og til — og ikke så sjelden — deres hese stemmer, og se dem å bære deres jernpanner til skue; men vi glemmer ikke, og troe å burde bringe det tilbake i Defensors Erindring, hva han selv antar, og hva vi aldeles tiltre, at disse onde ånder kun ved innvortes og åndelige våpen fullkommen kunne bekjempes, - at de ikkun ved utbredelse av Religionens og Oplysningens stråler kunne bortmanes; og vi forlater ham derfor aldeles, når han ved Statskneb og maktspråk eller lignende våpen tenker å utføre kampen eller lade disse Enkeltes feil gå ut over hele nasjonen.

Heller ikke er faren av den beskaffenhet, som Defensors ophidsede fantasi foregjøgler ham. Maleriet ligner ikke; de mørke og tykt anlagte farger dølge de sanne skikkelser og utsiktens virkelige beskaffenhet. Forlater vi disse høyder, der kun er bygde på innbilningens bevegelige skyer, og betrakte tilstanden fra virkelighetens urokkelige standpunkt, 307får Sagen et ganske annet utseende; vi finner da, at maleriet ligesaavel har sin lyse som sin mørke side.

Mens landet mer og mer ved flittige hender oppdyrkes til næring for en tiltagende folkemengde, og skogene gradvis vike tilbake til de høye åser, for å gjøre plass for Ager og eng, glider Kjølen fredelig fra havn til havn i våre dype Fjorde og på våre vidstrakte Kyster og gi liv til alle næringsveier. Handel og håndverker rekke hinannen hånd, og bidra gjensidig til innbyrdes fordel, alminnelig velstand og forøkelse av Landets hjelpemidler.

Mens således alle næringsveier trives, og man overalt anstrenger seg for, såvidt fornuftige hensyn og de for landet egne omstendigheter tilstede det, å tilegne seg de oppdagelser og forbedringer, som den merkverdige tidsalder, i hvis begivenheter vi ble satte til å delta, så rikelig har medført, - spares ingen anstrengelse for etterhånden å ordne Landets hele innvortes virksomhet til et harmonisk helt under felles beskyttende Love.

Nidkjære og redelige embetsmenn håndheve rett og rettferdighet i enhver del av riket; Kunster og vitenskaper understøttes etter muligste evne, og dens dyrkere tillegges overalt fortjent akt og ære.

Om nå under sådan tilstand Enkelte i de forskjelligste hensikter forsøke på å forstyrre den alminnelige lykke — til dels endog uten hensikter og uten å være seg bevisste, hverken hva de ville eller hva de gjør — andre muligens ta feil av de midler, de tror å burde anvende til oppnåelse av hensikter, som i seg selv er rosverdige, eller Nogle endog av virkelig skadefrohet, kåthet eller andre uedle lidenskaper legge hindringer i veien for det almene Vel og foruleilige de Styrende: - derfor er staten ikke stedt i fare eller brakt på randen av avgrunnen, og enda mindre kan 308det billiges derfor å ta sin tilflukt til voldsomme og ulovlige hjelpemidler, og allermindst til enten for en større eller mindre del å oppløse Statsforfatningen eller suspendere grunnloven.

Alle er enige i, at lovene ikke have tapt deres herredømme; selv Kongens råd har i det her omhandlede tilfelle erklært, ikke å kunne anta, at noen overtredelse av grunnloven fra stortingets side har funnet sted; Folket er tilfreds og rolig, velvillig og godmodig i den grad, at selv etter at alle bånd eller forpliktelser i Henseende til skatteytelsen motvillig er løste og regjeringen har satt seg i åpenbar opposisjon mot Folkets representanter, vedbliver det uten unntakelse å yte de samme skatter og avgifter, som ifølge loven ikke lenger er gjeldende. Etterverdenen vil forbauses ved engang å erfare, at denne var tilstanden i Norge, da man i året 1836 fant, det var tid å gi det første eksempel på, hvor lett det lader seg gjøre delvis å oppløse vår nys tilblevne, besvorne statsforfatning.

Dette første skritt ustraffet, tør snart flere følge etter; truende varsler have, like siden den tid, da slaget rammede, ladet seg bemerke i naboriket, med hvilket vi inngikk en nøye og trofast forening, men hvis intervensjon i våre indre anliggender vi ikke kunne tilstede; - og det er nødvendig, at vi, for å avverge denne, og for å hevde våre lovbestemte og hellige rettigheter, nøye våke over, at Ingen, der nærer en fiendsk Aand imot vår forfatning og de institusjoner, som er uadskilleligen forbundne med denne, i Hs. M. Kongens råd villeder Høistsammes forestillinger i disse viktige anliggender. De betraktninger, som Defensor har anstilt over måten, hvorpå odelstingets anklagemakt hittil har vært benyttet, vedkomme ikke synderlig denne Sag, hvor spørsmålet formeentlig må være, om den gjenstand, 309hvorom her strides, kan erkjennes av den viktighet, at derom burde reises en riksrettsaksjon, og om Vedkommendes forhold har vært av den beskaffenhet, at det ga tilstrekkelig anledning til undersøkelse. Dersom disse spørsmål kunne besvares bekreftende, så kunne det sist avholdte odelsting ikke pliktmessig unnlate å reise Sag, om enn de foregående odelsting nok saameget hadde misbrukt deres makt. Men at Defensionen også i denne del er urettferdig og ensidig — ligger klart for dagen. Det kan neppe med sannhet siges, at de foregående Rigsretsaktioner er dikterede enten av ukyndighet eller partiskhet eller for fakta uten inngripende virkning — det siste skulle da i all fall gjelde den Fastingske Sag; — men det er vel ikke trolig, at Defensor her vil fornye sin rolle som Defensor i hin Sag, og når 5 Rigsretsaktioner i løpet av 22 år betraktes som et sørgelig bevis på, hvor langt vi står tilbake, og sammenligning deretter gjøres med andre stater: så er det meg fast utrolig, at en mann, som ellers ikke i noe punkt vil tilstede sammenligning imellom oss og Fremmede, selv anstiller sådan sammenligning i et punkt, hvori våre Forholde er så aldeles forskjellige fra dem, der finne sted i alle andre land. Hva finner hyppigere sted i Europas konstitusjonelle stater enn Ministerforandringer — nedleggelse av den makt, som vedkommende erkjenne ikke å kunne utøve i Folkets Aand? og når så vi noen sådan hos oss? Defensor bør også kaste et blikk på ansvarlighetsloven. Den har, ved å bestemme Straffe for forbrytelser, som kunne være gjenstand for Rigsretsaktioner, ikke innskrenket seg til kapital-forbrytelser, og når aksjoner ikke beordres uten at man for forbrytelsen kan påvise uttrykkelig eller analog straffebestemmelse i denne lov, så er aksjonen i all fall ikke beordret imot den Aand, som denne, etter Regjeringens 310eget forslag i det Væsentlige antatte lov, inneholder. At et medlem av Kongens råd ikke retfærdigen skulle kunne settes under tiltale, unntagen at man kunne ha egen tilståelse for, at han hadde innsett, at det faktum, hvorfor han skal tiltales, av ham erkjentes på den tid, han deri gjorde seg skyldig, for å være stridende imot forfatningen, er, mener jeg, det samme som å oppheve all konstitusjonell ansvarlighet.

(Av ”Realitets-Procedure og dom i riksrettssaken” o. s. v. Chr. 1836.)