301

Da Norges Mænd i 1814, efterat Suveræniteten var givet tilbage i Folkets Hænder, overeensstemmende med Tidsalderens Fordring havde lagt Grundvolden til en fri og konstitutionel Forfatning, tabte de ikke af Sigte, at Nationen maatte have en Garanti for, at den exekutive Magt ikke udvidede sig over de, samme anviste, Grændser. De bestemte derfor, at Ansvarlighed skulde paahvile Kongens Raad, hvis dette ikke gjorde kraftige Forestillinger mod saadanne Beslutninger, som Hans Majestæt muligen kunde ville fatte enten stridende mod Statsformen og de gjældende Love eller til øiensynlig Skade for Riget. Saa vist som det er, at denne Betingelse er aldeles nødvendig, hvis Folkets konstitutionelle Rettigheder skulle have nogen Realitet, ligesaa vist maa det paa den anden Side være, at Misbrug af denne Magt til at anklage Statsraadet, i sine Følger er af de for Samfundet skadeligste, man kan tænke sig. Folket har lagt Omsorgen for sit Vel i Kongens og Nationalforsamlingens Hænder; det har ikke betroet sine Rettigheder udelukkende til nogen af disse to Autoriteter, men stolet paa, at begges forenede Bestræbelser skulde skjønt og harmonisk virke til Gavn for det Hele. Som hinanden tilforordnede Magter skulle de vistnok gjensidigen vaage over, at enhver af dem nøies med den Virkekreds, Grundloven har anviist den; men at de ikke skulle betragte hinanden med mistroiske Blik, eller mene, de opfylde deres Bestemmelse ved stadigen at forudsætte Lyst til Vilkaarlighed hos hinanden, det kan vel enhver fordomsfri og fornuftig Mand ikke andet end erkjende som ophøiet over alt Beviis? Det er desværre alt for ofte Tilfældet, at Nationalforsamlingerne 302i Stater, der længe have følt Enevolds-Regjeringens Tryk, troe at fremme Almeenvellet ved at indskrænke den exekutive Magt saa meget som muligt. Alle Tiders Erfaring har viist, at Nationerne ikke mindre end Individet ere tilbøielige til at gaae fra den ene Yderlighed til den anden; men Historien lærer tillige, at Folkets sande Vel, der ingenlunde ubetinget eller udelukkende beroer paa Repræsentationens størst mulige Frihed, derved som oftest er gaaet tilgrunde. Fornuft og Maadehold ere derfor ingensteds mere at anprise, end hvor en sideordnet Magt søger at gjøre sin Ret til at kontrollere gjældende. En saadan Klogskab forudsætter Norges Grundlov, naar den tillader Odelsthinget at anklage en Statsraad for Rigsretten, hvis han ikke har gjort kraftige Forestillinger mod de af Kongens Beslutninger, som han finder stridende mod Statsformen eller Lovene, eller øiensynligen skadelige for Riget. Grundloven antager her i saa tydelige Udtryk, som ved en saa almindelig Bestemmelses Affattelse i faa Ord kan forlanges, at Kongens Beslutning er lovstridig eller øiensynlig skadelig. Det maa altsaa være givet, at den fortjener en saadan Charakter, førend det fordres af Statsraaden, at han skal gjøre kraftige Forestillinger mod den. Er det derfor uvist, om Lovene kunne ansees overtraadte eller ei, fordrer Tilfældet, at man maa tage sin Tilflugt til Hermeneutikens Hjælp, og lader det sig ikke negte, at dennes Regler langt fra ikke opstille ubedragelige Kjendemærker paa den eneste sande Analyse, saa byder hverken Grundlovens Ord eller Retfærdighedens almindelige Forskrifter, at Kongens Raad skal sættes under Tiltale, fordi dets Fortolkning ikke er den samme som Odelsthingets. Det kan desuden ikke være Nationens Interesse at svække den Agtelse og Tillid, Regjeringen maa være i Besiddelse af, for at kunne virke til Held for Staten. 303En Rigsrets-Aktion har imidlertid mere eller mindre denne Virkning. Grundlovens Koncipister have ikke tabt denne Betragtning af Sigte; men de have maattet tilsidesætte den, hvor Folkets vigtigste Rettigheder befandtes krænkede, fordi Kongens Raad allerede derved havde forspildt den offentlige Tiltro, og et Brud paa Grundloven var et større Onde end en Aktion mod Regjeringens Medlemmer. Kun i alvorlige Tilfælde, hvor ond Villie eller aabenbar Uduelighed spores hos Kongens Raad, kan Forfatningen altsaa ville have anvendt den i Grundlovens 86de § bestemte Rettighed; men aldrig kan det bestaae med Statsklogskab eller Retfærdighed at gjøre Brug af den, hvor der hverken kan være Spørgsmaal om forsætlig Krænkelse af Lovene eller om en aldeles urimelig og absurd Fortolkning af disse. Behøvede man positive Data af vor Lovgivning for at komme til dette Resultat, saa kunde man vistnok med Føie paaberaabe sig norske Lovs 1—5—3, cfr. med Forordningen af 23de December 1735 § 4. Er det nemlig afgjort, at en Sag ved Landets øverste Domstol ikke alene, overeensstemmende med Lovgivningen, kan faae, men ogsaa mange Gange virkelig faaer, netop det modsatte Udfald af det, de underordnede Instantser have antaget, uden at Underdommeren derfor straffes, saalænge han har bygget sit Resultat paa en nogenlunde antagelig Fortolkning: saa maa dette end mere være anvendeligt paa Regjeringens Medlemmer, hvis mange indviklede og heterogene Forretninger endog maatte gjøre en mindre heldig Lovfortolkning hos dem mindre tilregnelig end hos en Dommer. At en Grundlov ligesaavel kan være underkastet forskjellige Meninger som private Love, følger deraf, at den, som disse, er et Værk af menneskelig Ufuldkommenhed; og at det in specie har været Tilfældet med vor Grundlov, har Erfaringen noksom godtgjort, da flere af dens vigtigste Bestemmelser ere blevne fortolkede 304ganske modsat endog af Nationens meest oplyste Repræsentanter. Dersom det nu er om Grundlovens rigtige Udtydning, at Nationalforsamlingen og Kongen ere uenige, saa vil man vanskeligen kunne indsee Grunden til, at en Statsraad skal tiltales alene fordi han har brugt samme Fortolkningsregel som Kongen. Sin Overbeviisning bør han jo handle efter, og mere synes vor Grundlov heller ikke at fordre, naar den siger: ”Finder noget Medlem af Statsraadet, at Kongens Beslutning er stridende” o. s. v. En anden Sag er det, naar det Lovstridige eller Skadelige i Beslutningen ligger saa umiskjendeligt og klart for Dagen, at Enhver, uden Anvendelse af hermeneutiske Regler, maa og bør finde det; men at herom for Tiden intet Spørgsmaal er, vil det Følgende vise.

Tænker man sig dernæst, at de forskjellige Meninger om et eller andet Sted i Grundloven vedrøre visse Prærogativer, dem saavel Kongen som Nationalforsamlingen gjør Paastand paa at tilkomme, saa synes mig, det er en i alle Henseender unaturlig Fordring, man gjør, naar man vil, at Statsraadet i Tvivlstilfælde skal hælde til den Mening, som er lige mod Kongens. Vor Regjeringsform er ikke demokratisk, og Folk og Storthing ere ingenlunde synonyme Begreber. Den sidste Korporation er ligesaavel udsat for at begaae Misgreb som den executive Magt, og Nationen er ikke mere forpligtet til at taale de første end de sidste. Man har altsaa ingen Hjemmel for den Paastand, at Folkets Interesse fordrer, at et omtvistet Prærogativ i Tvivlstilfælde skal præsumeres at høre Storthinget til, og man kan mindst forlange, at Statsraadet skulde betragte Sagen fra denne Side. Den executive Magt hviler ene i Kongens Hænder, og det er kun paa hans Vegne, som hans specielle Befuldmægtigede, at Statsraaderne udøve en Deel af denne. Ligesom Nationen 305ved sine Repræsentanter vaager over, at de den tillagte konstitutionelle Rettigheder ikke krænkes, saaledes maa det ogsaa være Pligt for Kongens Raad at forsvare de Prærogativer, som denne paastaaer at tilkomme, naar det ikke er aabenbart, at Paastanden er urigtig. At paalægge Kongens Raad en dobbelt Interesse at varetage, er derfor høist urimeligt og unaturligt.

Spørger man nu, om Odelsthinget har hyldet de i det Foregaaende udviklede, paa Retfærdighed, Statsklogskab og Humanitet byggede, Principer: saa maa Svaret vistnok blive benægtende. I ikke mere end 13 Aar har vort Fædreland været i Besiddelse af sin frie Forfatning, og allerede er det 4de Gang, at en Statsraad som Anklaget stilles for denne ophøiede Ret. Har da Kongen været saa uheldig i Valget af sit Raad, at Nationen gjentagne Gange maa tye til Rigsrettens Assistence, eller har Odelsthinget overseet de første Betingelser for Anvendelsen af den det overdragne Ret til at dekretere Aktion? Man behøver ikke længe at være uenig om, hvilken af Delene der maa statueres. De foregaaende Rigsretssagers Udfald besvarer Spørgsmaalet.

(Af ”Aktions- og Defensions-Indlæg i Rigsrets-Sagen” o. s. v. Chr. 1827.)

301

Da Norges Mænd i 1814, etter at suvereniteten var gitt tilbake i Folkets hender, overeensstemmende med Tidsalderens fordring hadde lagt grunnvollen til en fri og konstitusjonell forfatning, tapte de ikke av sikte, at nasjonen måtte ha en garanti for, at den eksekutive makt ikke utvidet seg over de, samme anviste, grenser. De bestemte derfor, at ansvarlighet skulle påhvile Kongens råd, hvis dette ikke gjorde kraftige forestillinger mot sådanne beslutninger, som Hans Majestæt muligens kunne ville fatte enten stridende mot statsformen og de gjeldende Love eller til øyensynlig skade for riket. Så vist som det er, at denne betingelse er aldeles nødvendig, hvis Folkets konstitusjonelle rettigheter skulle ha noen realitet, likeså vist må det på den annen side være, at misbruk av denne makt til å anklage statsrådet, i sine følger er av de for samfunnet skadeligste, man kan tenke seg. Folket har lagt omsorgen for sitt Vel i Kongens og Nationalforsamlingens hender; det har ikke betrodd sine rettigheter utelukkende til noen av disse to autoriteter, men stolet på, at begges forenede bestrebelser skulle skjønt og harmonisk virke til Gavn for det hele. Som hinannen tilforordnede makter skulle de vistnok gjensidig våke over, at enhver av dem nøyes med den virkekrets, grunnloven har anvist den; men at de ikke skulle betrakte hinannen med mistroiske blikk, eller mene, de oppfyller deres bestemmelse ved stadig å forutsette lyst til vilkårlighet hos hinannen, det kan vel enhver fordomsfri og fornuftig mann ikke annet enn erkjenne som opphøyd over alt bevis? Det er dessverre alt for ofte tilfellet, at nasjonalforsamlingene 302i stater, der lenge have følt Enevolds-Regjeringens trykk, troe å fremme Almeenvellet ved å innskrenke den eksekutive makt så meget som mulig. Alle Tiders erfaring har vist, at nasjonene ikke mindre enn individet er tilbøyelige til å gå fra den ene ytterlighet til den annen; men historien lærer tillike, at Folkets sande Vel, der ingenlunde ubetinget eller utelukkende beror på representasjonens størst mulige frihet, derved som oftest er gått til grunne. Fornuft og måtehold er derfor ingensteds mer at anprise, enn hvor en sideordnet makt søker å gjøre sin rett til å kontrollere gjeldende. En sådan klokskap forutsetter Norges Grundlov, når den tillater Odelsthinget å anklage en Statsraad for riksretten, hvis han ikke har gjort kraftige forestillinger mot de av Kongens beslutninger, som han finner stridende mot statsformen eller lovene, eller øyensynlig skadelige for riket. Grunnloven antar her i så tydelige uttrykk, som ved en så alminnelig Bestemmelses avfattelse i få ord kan forlanges, at Kongens beslutning er lovstridig eller øyensynlig skadelig. Det må altså være gitt, at den fortjener en sådan karakter, før det fordres av statsråden, at han skal gjøre kraftige forestillinger mot den. Er det derfor uvist, om lovene kunne anses overtrådte eller ei, fordrer tilfellet, at man må ta sin tilflukt til Hermeneutikens hjelp, og lader det seg ikke nekte, at dennes regler langt fra ikke oppstille ubedragelige kjennemerker på den eneste sande analyse, så byr hverken Grundlovens ord eller rettferdighetens alminnelige forskrifter, at Kongens råd skal settes under tiltale, fordi dets fortolkning ikke er den samme som odelstingets. Det kan dessuten ikke være nasjonens interesse å svekke den aktelse og tillit, regjeringen må være i besittelse av, for å kunne virke til held for staten. 303En riksretts-Aktion har imidlertid mer eller mindre denne virkning. Grundlovens konsipister have ikke tapt denne betraktning av sikte; men de har måttet tilsidesette den, hvor Folkets viktigste rettigheter befandtes krænkede, fordi Kongens råd allerede derved hadde forspilt den offentlige tiltro, og et brud på grunnloven var et større Onde enn en Aktion mot Regjeringens medlemmer. Kun i alvorlige tilfelle, hvor ond vilje eller åpenbar Uduelighed spores hos Kongens råd, kan forfatningen altså ville ha anvendt den i Grundlovens 86de § bestemte rettighet; men aldri kan det bestå med statsklokskap eller rettferdighet å gjøre Bruk av den, hvor der hverken kan være spørsmål om forsettlig krenkelse av lovene eller om en aldeles urimelig og absurd fortolkning av disse. Behøvde man positive data av vår lovgivning for å komme til dette resultat, så kunne man vistnok med føye påberope seg norske Lovs 1—5—3, cfr. med forordningen av 23de desember 1735 § 4. Er det nemlig avgjort, at en Sag ved Landets øverste domstol ikke alene, overeensstemmende med lovgivningen, kan få, men også mange ganger virkelig får, nettopp det motsatte utfall av det, de underordnede instanser have antatt, uten at Underdommeren derfor straffes, så lenge han har bygget sitt resultat på en noenlunde antagelig fortolkning: så må dette enda mer være anvendelig på Regjeringens medlemmer, hvis mange innviklede og heterogene forretninger endog måtte gjøre en mindre heldig lovfortolkning hos dem mindre tilregnelig enn hos en dommer. At en grunnlov ligesaavel kan være underkastet forskjellige meninger som private Love, følger derav, at den, som disse, er et verk av menneskelig ufullkommenhet; og at det in specie har vært tilfellet med vår grunnlov, har erfaringen noksom godtgjort, da flere av dens viktigste bestemmelser er blitt fortolket 304ganske motsatt endog av nasjonens mest opplyste representanter. Dersom det nå er om Grundlovens riktige uttydning, at Nationalforsamlingen og Kongen er uenige, så vil man vanskelig kunne innse grunnen til, at en Statsraad skal tiltales alene fordi han har brukt samme Fortolkningsregel som Kongen. Sin overbevisning bør han jo handle etter, og mer synes vår grunnlov heller ikke å fordre, når den sier: ”Finner noe medlem av statsrådet, at Kongens beslutning er stridende” o. s. v. En annen Sag er det, når det Lovstridige eller Skadelige i beslutningen ligger så umiskjennelig og klart for dagen, at Enhver, uten anvendelse av hermeneutiske regler, må og bør finne det; men at herom for tiden intet spørsmål er, vil det Følgende vise.

Tenker man seg dernest, at de forskjellige meninger om et eller annet sted i grunnloven vedrøre visse prerogativer, dem såvel Kongen som Nationalforsamlingen gjør påstand på å tilkomme, så synes meg, det er en i alle henseender unaturlig fordring, man gjør, når man vil, at statsrådet i tvilstilfelle skal helle til den mening, som er like mot Kongens. Vår Regjeringsform er ikke demokratisk, og folk og storting er ingenlunde synonyme begreper. Den siste korporasjon er ligesaavel utsatt for å begå misgrep som den eksekutive makt, og nasjonen er ikke mer forpliktet til å tåle de første enn de siste. Man har altså ingen hjemmel for den påstand, at Folkets interesse fordrer, at et omtvistet prerogativ i tvilstilfelle skal presumeres å høre Storthinget til, og man kan minst forlange, at statsrådet skulle betrakte Sagen fra denne side. Den eksekutive makt hviler ene i Kongens hender, og det er kun på hans vegne, som hans spesielle Befuldmægtigede, at statsrådene utøve en del av denne. Likesom nasjonen 305ved sine representanter våker over, at de den tillagte konstitusjonelle rettigheter ikke krenkes, således må det også være plikt for Kongens råd å forsvare de prerogativer, som denne påstår å tilkomme, når det ikke er åpenbart, at påstanden er uriktig. Å pålegge Kongens råd en dobbelt interesse at varetage, er derfor høist urimelig og unaturlig.

Spør man nå, om Odelsthinget har hyllet de i det Foregaaende udviklede, på rettferdighet, statsklokskap og humanitet bygde, prinsipper: så må svaret vistnok bli benektende. I ikke mer enn 13 år har vårt fedreland vært i besittelse av sin frie forfatning, og allerede er det 4de gang, at en Statsraad som Anklaget stilles for denne opphøyde rett. Har da Kongen vært så uheldig i valget av sitt råd, at nasjonen gjentatte ganger må tye til riksrettens assistanse, eller har Odelsthinget oversett de første betingelser for anvendelsen av den det overdratt rett til å dekretere Aktion? Man behøver ikke lenge å være uenig om, hvilken av delene der må statueres. De foregående Rigsretssagers utfall besvarer spørsmålet.

(Av ”Aktions- og Defensions-innlegg i riksretts-Sagen” o. s. v. Chr. 1827.)