Læreplanatlas
Anden DeelPolitisk Veltalenhed.

5. Norges Fortid og Fremtid.

Af H. Wergeland

299

—— O, Nordmænd, hvad Under om vi elske Sagaen? om vi samles for at feire Fædrenes Minde? Sandelig intet Folks Historie fremstiller en saadan Kongerække af ædle Mænd; og vi slutte med Sikkerhed derfra til Folket, om end Sagaen ei nævnede de Mange, fra Jarlen og den fribaarne Bonde til Trællen, som frelste sig ved Bedrivt. Elske vi Sagaen, jeg mener særligen som den taler i Snorre Sturlesøns udødelige Skrivt, der alene er det herligste Minde over hiin Old, ja herligere end Nidarosdomkirkens Kuppler — 300da gjøre vi den til et Huusklenodium! Den er Nordmannafolkets Adelsbrev imellem Nationerne. Vist som Bibelen findes den i Husene! Disse To være Høisædernes Gudebilleder som Odins og Thors fordum! Og sandelig Sagaen er det; thi det Guddommelige i Mennesket har deri speilet sig klart og uforgjængeligen. Elske vi Sagaen, da er det et godt Tegn paa, at Nordmændene ikke blues ved Fædrene, men tør see de gamle Helte i Øinene. Denne Udødelighed i et ærefrygtfuldt Minde skal hue Disse, og Tidens Børn skulle selv berede sig en Saga.

O! Tanken fører mig fremad et Aarhundrede. Kun det — har alt dette Norge vundet sig en Saga? Ha, hvor Skovene staae som Øer mellem alt det grønne Land. Som Kindernes stigende Frydrødme har Opodlingen udvidet sig opad Aaserne. Som høithvalte glade Øienbryn har deres Skove opbuet sig. Folkemængden er en halv Gang større end i Hakon Hakonssons Tid. Klokkerne tone i det gjenreiste Hammer. Flodskibsfarten gaaer. Ogsaa ved gamle Eid en Stad. Ingen fremmede Kornskuder stevne op gjennem Folden. Men om Agdenæs styre Islændere ind... “Ha, Kjartan, velkommen til Nidaros!” “Jeg kjender Indløbet.” “Nu! staaer det vel til i Island, det udsvømmede Norge?” “Friheden udkaster sine Flammer høiere end Hekla.” “Begynde Skjaldene ikke at synge efter Althingets Aabning?” “Som Fuglene med Vaaren?” Farvel Broder Islænder! Vinden tager ham — den samme som fylder Bergens Vaag med alle Europas Flag. Og det gamle Oslos Datter Christiania ligner ikke mere den opblomstrende Spædjomfru mellem Europas Hovedstæder. I fuld Blomstring har den allerede omarmet Kongsgaarden, kastet sit Slør af Haver høiere opad Dalen, og ladet som Perlesnore skinnende Boliger indringe Vikerne.

(H. Wergeland. Af “Tale til Forfædrenes Erindring.” Chnia. 1834.)