295

— — Frihed skal først og fremst føre til Retfærdighed. “Enhver Sit” — er Grundlovens Grundlov i enhver fri Forfatning. Men Vold er altid Uretfærdighed, og krænker altid Menneskerettigheder, blandt hvilke det netop hører at behandles efter Love, ikke vilkaarligen. Naar en bestaaende Forfatning 296- lad være, at denne har sine Mangler - voldeligen omstyrtes: da hænder det fast altid, at de Rettigheder eller Midler, der blive Enkelte berøvede, om de end oprindeligen ei vare ganske retmæssige, dog, ved Nedarvelse og et indviklet System af Omstændigheder, uden Skyld ere komne i deres nuværende Besidderes Hænder. Naar nu disse pludseligen og ulovmæssigen blive dem frarevne, bliver jo altid den Enkelte forurettet og kommer til at bøde for Forfædrenes Synder, ei at tale om, naar hiin Frarivelse tillige er forbunden med personlige Krænkelser eller Mishandlinger. Seer hen til alle Revolutioner i Verden! Betragter især deres blodige Prototyp, den franske Revolution! Havde end Adel og Geistlighed en Magt, der ikke længe kunde bestaae med en fri Forfatning: vel! de havde dog arvet den fra en Tidsalder, da denne Magt, langtfra at være skadelig, meget mere var velgjørende, ja nødvendig; og gjennem Tidens Gang havde disse Institutioner saaledes vævet sig ind i det hele Statslegeme, og det Uretmæssige var ved mangeslags Modifikationer efterhaanden saaledes kompenseret, at det tidsmæssige Forhold ikke mere kunde bedømmes efter rene naturretlige Principer. Ingen Tvivl altsaa om, at de daværende Indehavere af hine Privilegier forurettedes, og vilde være blevne forurettede, om deres Tyranner end ikke havde gaaet fuldt saa afsindigt frem, som de gjorde. Men er det nu saa, at enhver Revolution, enhver voldsom og ulovmæssig Kuldkastelse af det Bestaaende, medfører Forurettelser: hvorledes vil man da ved Vold oprette Friheden? Er dette ikke det Samme, som ved uretfærdige Midler at ville vinde Retfærdighed? Lad den vundne Forfatning udmærke sig ved tilsyneladende Retfærdighed og Mildhed, lad den forene de kunstigste Garantier, de fuldkomneste Former i enhver Henseende: Retfærdighed og Frihed bestaaer ikke i døde Garantier og Former, men i levende Aand; og denne 297Aand opstaaer ligesaalidt af Uretfærdighed og Voldsfærd, som organiske Væsener - hvad man engang troede - fødes af Raadenhed. Forfatningens syndige Undfangelse, og det Blod, hvori den blev døbt, danne Pletter, der ei kunne afvaskes; dens Ungdomssynder ville liig Spøgelser opstige af Graven og stedse forurolige dens Tilværelse.

Men om det nu end er saa, at Frihed kun kan erhverves ved en fra Folkets eget Indre udgaaende Kraft og Virksomhed: saa kan man maaskee dog, naar denne Bedrift engang er udført, rolig lægge Hænderne i Skjødet og hvile paa sine Laurbær? — Ja ganske rigtigt! saafremt Friheden nemlig skal døe i Fødselen. Friheden er ikke et Liggendefæ, som kan graves i Jorden — nei! der ruster den øieblikkeligen; Stilstand idethele taaler den ikke; af Aanden udrunden, i Aanden maa den boe, stedse bevægelig, rastløs som denne. Egentlig talt er Friheden ikke andet end Aandens egen aldrig hvilende Drivt; - den er intet Gjort, intet Afsluttet og Fuldbragt; den er en bestandig Handlen og Fuldbringen. Den størkner ei i nogen Form; ved uafbrudt Udvikling maa den stedse skabe nye og friske Former — ikke Former af Gibs eller Leer, hvoraf den ene maa sønderslaaes for at give Plads for den anden, men levende og organiske, der i kontinuerlig Fremadskriden gaae over i hverandre.

Ja, Aandens iboende Kraft og rastløse fremadskridende Virksomhed er det eneste Middel, hvorved Friheden kan saavel vindes som haandhæves. Paa denne Maade vandt vore Fædre den, - paa denne Maade skulle vi fortsætte deres begyndte Værk. Vi behøve kun at henvise til de Dages Historie, — vi behøve kun at nævne, at det var Filosofen Sverdrup, der, ved i det rette Øieblik at tale Folkerettighedernes Sag, gav Tingen en afgjørende Vending, — vi behøve kun at pege paa det stolte Værk, der netop idag for 28 Aar 298siden bragtes for Dagens Lys — et Værk, der har vakt Europas Beundring, som det er vor Stolthed og Lyst, — vi behøve kun - siger jeg - løseligen at henvende Opmærksomheden herpaa, for at overbevises om, at det var Aandens Magt, der gjorde sig gjældende, at det var Ideen, der brød ud af sit Hylle og skabte sig sin Form. Det var Friheden, Brødre! det var det sande, himmelske Aandebarn! Hine Mænd vare isandhed frie, ægte Nordmænd, i hvem Folkets Liv havde saa at sige koncentreret sig. Og vee os, om vi vanslægte fra vore Fædre, og blive ufrie, aandløse, dorske Uslinger! Thi vel have Hine ved deres mandige og vise Bestræbelser brudt Isen, og gjort det lettere for os at træde i deres Fodspor; men vi ville dog skuffes svarligen, om vi indbilde os, at de egentligen have eller kunne have efterladt os Friheden som et Arvestykke, der lagdes paa vor Vugge, og som vi altsaa sovende komme til. Nei! lader os for Alting fastholde, at ville vi være frie, saa maae vi selv frigjøre os, selv virke og arbeide paa den lagte Grundvold. Og det er ikke med Steen og Kalk, ikke med plumpe og blot senestærke Næver, at vi skulle mure; nei! sand Oplysning og Moralitet, christelig og patriotisk Følelse og Begeistring, disse ere Aandens uforgængelige Materialier, og af disse bestaae Frihedens Grundpiller.

Og endelig et Ord til os især — vi, som kalde os Musernes Sønner og Videnskabernes Dyrkere. Det blev vort Kald, mere end Andres, at tage vare paa Nationens aandelige Udvikling; til vor Nidkjærhed er saaledes fortrinsviis Omsorgen for dens Frihed betroet. Det er et vigtigt, et ansvarsfuldt Kald, mine Brødre, og kræver samvittighedsfuld Forberedelse. Men ei bestaar denne Forberedelse i at lære Lexer, ei i at gjøre os fortrolige med vordende Examinatorers Yndlingsanskuelser og Tænkesæt. Dette avler Afhængighed, aandelig Umyndighed, Dorskhed og Kulde, medens Frihedsspiren trives kun ved Aandens Friskhed 299og Varme. Vor Aand er det saaledes, vi fremfor Alt skulle uddanne; og medens vi berige den med Kundskaber, maae vi ikke glemme at vække dens egne indre Kræfter, nære Sandsen for det Gode og Ædle, aabne i vort eget Hjertes Dyb et Begeistringens Væld, der kan kvæge og opfriske os i de kommende travle Dage. Fra vore Studenterdage — denne Aandens hellige Befrielsestid — denne Livets 17de Mai — skulle vi tage aandsopløftende Minder med os, — Spirer, der skulle holde sig friske under Sommerens kvalme Hede og mod Høsten bære saftige Frugter.

Ja Gud give, at Begeistringen for Fædrelandets hellige Sag paa den eneste værdige Maade vilde udvikle sig hos Nationen, - hos Os, og efterhaanden fortrænge enhver Taage, der maatte have leiret sig om vore Tindinger! Gid den bringe Enhver af os til at gribe i egen Barm, for at vi endnu i vor lyse Ungdom kunne have Tid til at udvikle hos os den Aandskraft og det Almeensind, der ene giør os til Frihedens rette og værdige Forfegtere! Dette være den gyldne Lære, som 17de Maiens Enthusiasme med Ildskrift tegner i vore Hjerter!

(M. Monrad. ”Studenten.” Chnia. 1843.)

295

— — Frihet skal først og fremst føre til rettferdighet. “Enhver Sit” — er Grundlovens grunnlov i enhver fri forfatning. Men vold er alltid urettferdighet, og krenker alltid menneskerettigheter, blant hvilke det nettopp hører å behandles etter Love, ikke vilkårlig. Når en bestående forfatning 296- la være, at denne har sine mangler - voldelig omstyrtes: da hender det fast alltid, at de rettigheter eller midler, der bli Enkelte berøvede, om de enn opprinnelig ei vare ganske rettmessige, dog, ved Nedarvelse og et innviklet system av omstendigheter, uten skyld er kommet i deres nåværende Besidderes hender. Når nå disse pludseligen og ulovmæssigen bli dem frarevne, blir jo alltid den Enkelte forurettet og kommer til å bøte for forfedrenes synder, ei å tale om, når hin Frarivelse tillike er forbunden med personlige krenkelser eller mishandlinger. Ser hen til alle revolusjoner i verden! Betrakter især deres blodige prototyp, den franske revolusjon! Hadde enn adel og geistlighet en makt, der ikke lenge kunne bestå med en fri forfatning: vel! de hadde dog arvet den fra en tidsalder, da denne makt, langtfra å være skadelig, meget mer var velgjørende, ja nødvendig; og gjennom Tidens gang hadde disse institusjoner således vevet seg inn i det hele Statslegeme, og det Uretmæssige var ved mangeslags Modifikationer etterhånden således kompensert, at det tidsmessige forhold ikke mer kunne bedømmes etter rene naturretlige prinsipper. Ingen tvil altså om, at de daværende innehavere av hine privilegier forurettedes, og ville være blitt forurettede, om deres tyranner enn ikke hadde gått fullt så afsindigt frem, som de gjorde. Men er det nå så, at enhver revolusjon, enhver voldsom og ulovmæssig Kuldkastelse av det Bestaaende, medfører forurettelser: hvorledes vil man da ved vold opprette Friheden? Er dette ikke det Samme, som ved urettferdige midler å ville vinne rettferdighet? La den vunne forfatning utmerke seg ved tilsynelatende rettferdighet og mildhet, la den forene de kunstigste garantier, de fullkomneste former i enhver Henseende: Rettferdighet og frihet består ikke i døde garantier og former, men i levende Aand; og denne 297Aand oppstår ligesaalidt av urettferdighet og voldsferd, som organiske vesener - hva man engang trodde - fødes av Raadenhed. Forfatningens syndige unnfangelse, og det blod, hvori den ble døpt, danne Pletter, der ei kunne afvaskes; dens ungdomssynder ville lik spøkelser opstige av graven og stedse forurolige dens tilværelse.

Men om det nå enn er så, at frihet kun kan erverves ved en fra Folkets eget indre utgående kraft og virksomhet: så kan man maaskee dog, når denne bedrift engang er utført, rolig legge hendene i Skjødet og hvile på sine laurbær? — Ja ganske riktig! såfremt Friheden nemlig skal dø i fødselen. Friheden er ikke et Liggendefæ, som kan graves i jorden — nei! der ruster den øyeblikkelig; Stillstand i det hele tåler den ikke; av Aanden udrunden, i Aanden må den bo, stedse bevegelig, rastløs som denne. Egentlig talt er Friheden ikke annet enn åndens egen aldri hvilende Drivt; - den er intet Gjort, intet Afsluttet og Fuldbragt; den er en bestandig Handlen og Fuldbringen. Den størkner ei i noen form; ved uavbrutt utvikling må den stedse skape nye og friske former — ikke former av gips eller Leer, hvorav den ene må sønderslåes for å gi plass for den annen, men levende og organiske, der i kontinuerlig Fremadskriden gå over i hverandre.

Ja, åndens iboende kraft og rastløse fremadskridende virksomhet er det eneste middel, hvorved Friheden kan såvel vindes som håndheves. På denne måte vant våre fedre den, - på denne måte skulle vi fortsette deres begynte verk. Vi behøve kun å henvise til de Dages historie, — vi behøve kun å nevne, at det var filosofen Sverdrup, der, ved i det rette øyeblikk å tale Folkerettighedernes Sag, ga tingen en avgjørende vending, — vi behøve kun å peke på det stolte verk, der nettopp i dag for 28 år 298siden bragtes for Dagens lys — et verk, der har vakt Europas beundring, som det er vår stolthet og lyst, — vi behøve kun - sier jeg - løseligen å henvende oppmerksomheten herpå, for å overbevises om, at det var åndens makt, der gjorde seg gjeldende, at det var ideen, der brød ut av sitt hylle og skapte seg sin form. Det var Friheden, brødre! det var det sanne, himmelske åndebarn! Hine menn var i sannhet frie, ekte nordmenn, i hvem Folkets Liv hadde så å si konsentrert seg. Og vee oss, om vi vanslekter fra våre fedre, og bli ufrie, åndløse, dorske uslinger! Thi vel have Hine ved deres mandige og vise bestrebelser brutt isen, og gjort det lettere for oss å tre i deres fotspor; men vi ville dog skuffes svarligen, om vi innbiller oss, at de egentligen have eller kunne ha etterlatt oss Friheden som et arvestykke, der lagdes på vår vugge, og som vi altså sovende komme til. Nei! lader oss for Alting fastholde, at ville vi være frie, så må vi selv frigjøre oss, selv virke og arbeide på den lagt grunnvoll. Og det er ikke med Steen og kalk, ikke med plumpe og blot senesterke never, at vi skulle mure; nei! sann opplysning og moralitet, kristelig og patriotisk følelse og begeistring, disse er åndens uforgjengelige materialer, og av disse bestå frihetens Grundpiller.

Og endelig et ord til oss især — vi, som kalle oss Musernes sønner og vitenskapenes dyrkere. Det ble vårt kald, mer enn Andres, å ta vare på nasjonens åndelige utvikling; til vår nidkjærhet er således fortrinnsvis omsorgen for dens frihet betrodd. Det er et viktig, et ansvarsfullt kald, mine brødre, og krever samvittighetsfull forberedelse. Men ei består denne forberedelse i å lære lekser, ei i å gjøre oss fortrolige med vordende eksaminatorers Yndlingsanskuelser og Tænkesæt. Dette avler avhengighet, åndelig umyndighet, dorskhet og kulde, mens frihetsspiren trives kun ved åndens friskhet 299og varme. Vår Aand er det således, vi fremfor Alt skulle utdanne; og mens vi beriker den med kunnskaper, må vi ikke glemme å vekke dens egne indre krefter, nære sansen for det gode og Ædle, åpne i vårt eget Hjertes dyp et Begeistringens vell, der kan kvege og oppfriske oss i de kommende travle dager. Fra våre studenterdager — denne åndens hellige Befrielsestid — denne Livets 17de mai — skulle vi ta åndsoppløftende minner med oss, — spirer, der skulle holde seg friske under Sommerens kvalme Hede og mot høsten bære saftige frukter.

Ja Gud gi, at begeistringen for Fædrelandets hellige Sag på den eneste verdige måte ville utvikle seg hos nasjonen, - hos Os, og etterhånden fortrenge enhver tåke, der måtte ha leiret seg om våre tinninger! Gid den bringe Enhver av oss til å gripe i egen Barm, for at vi ennå i vår lyse ungdom kunne ha tid til å utvikle hos oss den åndskraft og det Almeensind, der ene gjør oss til frihetens rette og verdige forfektere! Dette være den gyldne lære, som 17de Maiens entusiasme med ildskrift tegner i våre hjerter!

(M. Monrad. ”Studenten.” Chnia. 1843.)