— — Neppe har en vigtigere Sag end denne været forelagt noget Storthing i Norge, siden Spørgsmaalet var om Foreningen med Sverige. Paa den ene Side gjælder det om at paalægge Nationen en ny Byrde af 3 Millioner Hamburger Banko, og det paa en Tid, da Handelens og de dermed i Forbindelse værende Næringskilders Standsning, samt Mangelen paa Numerær gjøre Udredelsen af en saadan Sum yderst vanskelig, om ikke umulig; paa den anden Side gjælder det om, ved Negtelsen af den anførte Sums Betaling, at udsætte Fædrenelandet for alle en Krigs Rædsler, eller, hvad endnu er værre, for en mulig Tilintetgjørelse af dets Konstitution, dets Frihed og dets Selvstændighed.
Behøvede Norges Mænd, i hvis Hænder Nationen for nærværende Tid maa ansees at have nedlagt sit Vee og Vel, til hvem den maa ansees at have overdraget sit Fremtids Haab - behøvede Norges Mænd, siger jeg, nogensinde at komme hverandre imøde med broderligt Sindelag og Enighed - behøvede de nogensinde, med Tilsidesættelse af alle smaalige Lidenskaber, alt privat Hensyn, at henvende deres Opmærksomhed 293udeelt paa det Anliggende, hvis Afgjørelse i denne Stund er dem overdraget, at drøfte og overveie det med koldt Blod: saa er det nu, nu, da den afsigende Dom vil bestemme, om Norge fremdeles skal være Norge.
Mange ere, det tilstaaer jeg, de Synspunkter, hvorfra Sagen kan betragtes; selv har jeg betragtet den fra alle dem, jeg har vidst at sætte mig ind i, og dette er en Pligt, jeg har troet at skylde baade mig selv og mit Fædreneland. Men efterat have overveiet dem alle paa det nøieste, efterat have med Opmærksomhed gjennemgaaet de Aktstykker, som ere blevne os forelagte, og efterat have nøie overtænkt de mulige, de rimelige Følger, som Norges Negtelse at erkjende Gjelden vilde have, kan jeg ikke andet end erklære det for min bestemte Mening, at Norge er pligtig at betale, at det lettelig vilde kunne komme til at underskrive sin egen Tilintetgjørelse, ved at erklære, ikke at ville betale.
For denne min Mening skylder jeg at anføre mine Grunde, saameget mere, som jeg tilforn har bekjendt mig til en modsat; og jeg haaber, den høistærede Forsamling vil ikke ansee den Tid for spildt, som jeg anvender til at forklare de Synspunkter, hvorfra jeg, efter nøieste Overlæg, troer at burde betragte denne for Fædrenelandet saa særdeles vigtige Sag.
Saare naturligt var det, at den norske Nation, efterat Kieler-Traktaten var afsluttet, ikke ansaae sig forpligtet til at deeltage i Danmarks Gjeld; thi ikke at tale om, at denne Traktat, der sluttedes uden Norges Vidende, og uden at dette Rige blev adspurgt, om det vilde samtykke i samme eller ei, aldrig kan ansees forbindende for den norske Nation, der og ved flere Leiligheder paa det Tydeligste har lagt for Dagen, at den aldrig anerkjender samme, saa maa det desuden bemærkes, at Ophævelsen af den forrige Forbindelse med Danmark 294og Norge ikke grundede sig paa nogen fælles Overeenskomst mellem begge Nationer, men paa Kongen af Danmarks egenmægtige Overdragelse af Norge, med fuld Suverænitet, til Sverige, en Overdragelse, hvortil Kongen af Danmark, efter Bestemmelsen i § 19 af Kongeloven af 14de November 1665, den eneste Lov, som denne Monark var pligtig at adlyde, var aldeles uberettiget.
Var saaledes det forrige Fællesskabs Ophævelse ikke foregaaet paa nogen lovmæssig Maade, men Norge, saa at sige, udstødt af Fællesskabet, uden at nogen Beregning af Mellemværende, eller endog blot foreløbig Aftale, hensigtende derpaa, var truffet, saa maatte det og deraf synes ligefrem at følge, at Danmark ikke kunde med nogen antagelig Retsgrund formere den Paastand, at Norge skulde tage Deel i dets Gjeld.
Denne Mening, som jeg neppe feiler ved at erklære for den almindelige, det første man erfarede, at Kieler-Traktaten med Sverige var afsluttet, og Adskillelsen fra Danmark foregaaet, bestyrkedes end mere ved at betragte den Maade, hvorpaa Foreningen med Sverige foregik. Ved at ratificere Konventionen til Moss af 14de August 1814, og ved senere at antage den ved de Deputerede paa Eidsvold udarbeidede Konstitution, erklærede Hans Majestæt Kongen af Sverige de af Nordmændene, efter Adskillelsen fra Danmark, foretagne Skridt for lovlige, og da der hverken i den Grundlov, som antoges paa det overordentlige Storthing i Christiania den 4de November 1814, eller under de foregaaende Underhandlinger med Sverige, er bleven nævnt et eneste Ord om den Forpligtelse, som man ifølge Kieler-Traktatens 6te Artikel vil skal paaligge Norge, saa maatte det med Hensyn til alt det Foranførte synes afgjort, at en saadan Forpligtelse ikke kunde paaligge Norge.
295Havde man saaledes ikke havt andet Fundament at bygge Norges Forpligtelse til at deeltage i den danske Statsgjeld paa, end Traktaten mellem Danmark og Sverige, afsluttet i Kiel den 14de Januar 1814, sandelig, jeg vilde da have været den Sidste til at erkjende saadan Forpligtelse; men der er et andet Fundament, som Nationalæren, Agtelse for den lovgivende Forsamlings engang fattede Beslutninger, og Hensyn paa hvad man er Landets Konge skyldig, i lige Grad forbyde at omstyrte, og dette Fundament er det norske Folks, gjennem dets selvvalgte Repræsentanter, besluttede Erkjendelse af Gjelden.
Tro mod indgangne Forpligtelser, vil det norske Folk sikkerligen ikke ved denne Leilighed, ihvor tung end den Byrde kan være, som her handles om, modvilligen forskjertse sin, gjennem mere end et Aartusinde hævdede, Nationalære; det vil ikke give sin nuværende Konge Anledning til at betvivle Sandheden af det Vidnesbyrd, som en af dets forrige Konger, da han gjennemreiste Landet, og paa Dovres Top følte sig gjennemtrængt af Norges Herlighed, uvilkaarligen gav dets Sønner, og som indeholdes i hiint skjønne Vers:
“Mod, Troskab, Tapperhed og Alt hvad giver Ære,den hele Verden kan blandt Norges Klipper lære.”
(Af “Storthingsforhandlinger” for 1821.)