290

— — Hvad er da, Brødre, hvad er da Bevæggrunden til, at man med saa ængstelig en Iver vil afholde vort Øie fra at skue ud over Landets Grændser, og aftviste os vor unægtelige Ret? Frygter man, at vi skulle misbruge den? Det har Folket, som valgte os, ikke befrygtet. Troer man, at vi ere bestukne? - eller at vi ledes af Andet end vor Overbeviisning om, hvad der er Ret og gavnligt for Fædrelandet? Eller have vi ikke Norges Hæder og Held ligesaa skarpt for Øie, som Nogen, som den Høieste i Landet? Siger, hvor er Forræderen! Udpeger den Mand iblandt os, som ingen Agtelse, ingen Tillid fortjener! Hvad mig angaaer, da bekræfter jeg 291for Eder ved alt Helligt og Kjært, ved Gud i Himmelen, som jeg tjener, ved gamle Norge, ved Huustro og Børn, at jeg kom herhid med et brændende Forsæt, at tale og arbeide for Norges Lyksalighed, og at ingen Idee tykkes mig herligere end et uafhængigt Fædreland. Og Hvo af os kan ikke med Haanden paa sit Hjerte bevidne det Samme? Men Hvo af os ynkes ikke ogsaa over Folkets Lidelser? Hvo elsker ei vore ædle Daleboere? Hvo vil forglemme deres sande Tarv? Hvorledes skulde vi da kunne misbruge vor Ret til i alle Henseender at paasee denne? — O, Brødre! agter dog ei paa Deres Tale, som sige, at vi ville Eders Ulykke! Troer dog ei, at vi have til Hensigt, at opoffre Krigerens og Bondens Vel, for at fremme Kjøbmandens! Troer dog ei, at vi ville raade til nogen Slags vanærende Forbindelse, nogen Slags Forbindelse, hvorved nogen Stand i Riget skulde opoffres! Vi ere redelige — ja — vi ere oprigtige Mænd! Vi elske alle Stænder! Vi ville Alles Held!

Skulde vi adskilles, uvisse om vor Skjebne, hvad kan da forebygge Anarki i Riget, i Tilfælde af, at det, vi opreise, igjen nedrives? Hvad kan i saa farlig en Stund forekomme Anarkiet, uden vor Samling, vor Eendrægtighed, vor broderlige Forening? — O! maatte da Skjællet falde fra Alles Øine, Fordommene svinde, Tryllebaandet briste, og Alle virke paa samme Vei til samme Maal: Norges Hæder og Held! — Ingen kan tjene to Herrer! I dette Huus have vi kun een Herre, det er Nationen. Vi ynde, vi tjene derfor Ingen, saalænge vi sidde her, uden Nationen! Al personlig Hengivenhed, al partisk Følelse maa smelte og henflyde i Kjærlighed - i Pligterne mod Fædrenelandet. Lader os da række hinanden Haanden! — række Fædrelandet Haanden! — og vorde i alle Henseender dets Beskyttere, dets Formyndere! Vi ere Folket og Fædrenelandet, saalænge vi 292ere samlede under dette Tag. Vi have Ret, uimodsigelig Ret til Alt, hvad som sigter til dets Held — Ret til at see i Alt, hvad som gjælder dets Vel. Dertil have vi Fuldmagt af Folket — af Gud, af Fornuften, af Naturen. Det er vor Ret, det er vor Pligt, at tale og handle saaledes, som Folket selv vilde tale og handle, om det havde een Tunge og een Haand.

Amicus Christianus, amicus Fredericus, sed magis amica patria. —

(Af ”Rigsfors. Forhandlinger.”)

290

— — Hva er da, brødre, hva er da beveggrunnen til, at man med så engstelig en Iver vil avholde vårt Øye fra å skue ut over Landets grenser, og aftviste oss vår unektelige rett? Frykter man, at vi skulle misbruke den? Det har folket, som valgte oss, ikke befrygtet. Tror man, at vi er bestukne? - eller at vi ledes av annet enn vår overbevisning om, hva der er rett og gavnligt for fedrelandet? Eller har vi ikke Norges Hæder og held likeså skarpt for Øye, som noen, som den Høieste i landet? Sier, hvor er forræderen! Utpeker den mann iblant oss, som ingen aktelse, ingen tillit fortjener! Hva meg angår, da bekrefter jeg 291for Eder ved alt Helligt og Kjært, ved Gud i himmelen, som jeg tjener, ved gamle Norge, ved Huustro og barn, at jeg kom herhid med et brennende forsett, å tale og arbeide for Norges Lyksalighed, og at ingen idé tykkes meg herligere enn et uavhengig fedreland. Og Hvo av oss kan ikke med hånden på sitt hjerte bevitne det Samme? Men Hvo av oss ynkes ikke også over Folkets lidelser? Hvo elsker ei våre edle Daleboere? Hvo vil forglemme deres sanne Tarv? Hvorledes skulle vi da kunne misbruke vår rett til i alle henseender å påse denne? — O, brødre! akter dog ei på Deres Tale, som si, at vi ville Eders ulykke! Tror dog ei, at vi har til hensikt, å oppofre Krigerens og Bondens Vel, for å fremme kjøpmannens! Tror dog ei, at vi ville råde til noen Slags vanærende forbindelse, noen Slags forbindelse, hvorved noen stand i riket skulle opoffres! Vi er redelige — ja — vi er oppriktige menn! Vi elske alle stender! Vi ville Alles held!

Skulle vi adskilles, uvisse om vår skjebne, hva kan da forebygge anarki i riket, i tilfelle av, at det, vi oppreiser, igjen nedrives? Hva kan i så farlig en stund forekomme anarkiet, uten vår Samling, vår endrektighet, vår broderlige forening? — O! måtte da skjellet falle fra Alles øyne, fordommene svinne, tryllebåndet briste, og alle virke på samme vei til samme mål: Norges Hæder og held! — Ingen kan tjene to herrer! I dette hus har vi kun een Herre, det er nasjonen. Vi ynde, vi tjene derfor Ingen, så lenge vi sitter her, uten nasjonen! All personlig hengivenhet, all partisk følelse må smelte og henflyde i kjærlighet - i pliktene mot fedrelandet. Lader oss da rekke hinannen hånden! — rekke fedrelandet hånden! — og vorde i alle henseender dets beskyttere, dets formyndere! Vi er folket og fedrelandet, så lenge vi 292er samlede under dette tak. Vi har rett, uimotsigelig rett til Alt, hva som sikter til dets held — rett til å se i Alt, hva som gjelder dets Vel. Dertil har vi fullmakt av folket — av Gud, av fornuften, av naturen. Det er vår rett, det er vår plikt, å tale og handle således, som folket selv ville tale og handle, om det hadde een tunge og een hånd.

Amicus Christianus, amicus Fredericus, sed magis amica patria. —

(Av ”Rigsfors. Forhandlinger.”)