288

— — Jeg kan ikke tale som en Mand, der har at yde af sin Overflod; det er Enhver bekjendt, at Embedsmændene og især Kjøbstædernes Embedsmænd, og iblandt dem fornemmelig de geistlige, have lidt saare meget i disse Krigens Aar. Iblandt de Sidste er jeg; men den usle Rest, jeg har tilbage, offrer jeg med Glæde for Norges Frihed og Selvstændighed. Jeg har ikke arvelige Privilegier og Forrettigheder for værdigere Mænd; jeg har ikke engang saa Meget som Aner at efterlade mine Børn; men dette ønsker jeg, dette haaber jeg at kunne sige dem engang: Norge er frit og uafhængigt; I ere dets frie Borgere; ogsaa jeg har, efter ringe Evne, bidraget dertil. Ikke ville I forbande mit Støv, fordi jeg ingen anden Arv formaaede at efterlade Eder. Og du, Norges Odelsmand! som dog har noget Mere, der binder dig til Fødelandet, skulde du Intet ville opoffre? nu vel da, vælg det Eneste, som staaer tilbage, vælg svensk Herredømme! og naar da engang i Tiden dine Efterkommere, imedens de arbeide som Trældyr under det uværdige Adelsaag, imedens de udsues, og sukkende læse i Krøniken, hvad Norge, hvad Nordmænd engang have været — naar de da paa det sidste Blad i Norges Krønike læse: da man skrev Aar efter Christi Byrd 1814, da solgte Norges Mænd deres Nations gamle Hæder, deres Frihed og Uafhængighed, deres Børns Odel for 289en Sum, hvormed hver Mand kunde kjøbe en Tønde Korn: da ville de forbande vort Minde, og bittert spotte med vor Usselhed. Vor Stilling er ikke glimrende, og dog spørger jeg: hvilket Folk kjøbte nogensinde sin Frihed og Uafhængighed for saa ringe en Priis? Lad os vende vort Øie til det hele Europa, som i de seneste Aar har været hærjet af Krigens onde Aand; Europa, hvori næsten hvert Rige, efterat hiin frygtelige Erobrer er undertvungen, kan ansees som en ny begyndende Stat: — Frihed alene, Frihed jubler man imøde! Fra den øde Tomt, som Manden finder igjen, istedet for Huse og Boskab, han forlod, fryder han sig ved den større Skat, han vandt, sin forrige Selvstændighed, Befrielsen fra fremmed Aag. Hvad have dog vore Lidelser været imod hiins? Hvor ubetydelige ere vore Opofrelser! Hvor ere vore afbrændte Stæder, vore sløifede Fæstninger? Hvor ligge de Kornmarker, hvis Sæd traadtes under Fiendens Fod? Men jeg kan troe, Friheds og Selvstændigheds Tab betyder vel og mindre for det gamle Norge end for Tydsklands Sønner? Saaledes tænker — ikke jeg om mine Landsmænd; saaledes tænker hver Den, som blues ved at sige det norske Folks Repræsentanter i Øinene: det er dog bedre at overgive sig i god Mag, og tage hvad der paafølger, end at gjøre Opofrelser. Spanien har, saalænge dette Land var bekjendt i Europa, ikke vundet saa megen Agtelse og Beundring, som i disse 7 Aar, da det kjæmpede med utrætteligt Mod, med stedse voxende Kraft for Frihed og Uafhængighed; at tilintetgjøre deres Eiendomme, forlade Fædrenelandet, jage Hustru og Børn ud for at vanke om i ubekjendte Egne, uden at vide, hvor de skulde finde Brød, - dette toge de ikke i Betænkning for at vinde hiin Skat: Frihed for fremmed Undertrykkelse? Og Eder, Nordmænd! Eder tør man opfordre til en saa skammelig Feighed, til saa skjændigen at forraade det

2den Deel.

290gjengivne Fædreneland, at bortgive det til Fremmede, til en Arvefiende, for at spare en Haandfuld forslidte Banko-Sedler? Europas Øine ere heftede paa os; de offentlige Tidender tale med høi Beundring om den ædle Beslutning, vi have fattet. O lader os dog ikke bedække vort Navn med Skjændsel! lader os ikke blive til Spot og Latter for de mange Folkeslag, der have lidt saa Meget og saa Skrækkeligt for at naae det Klenodie, vi have ihænde. Her gives Mænd iblandt os, der true med at forlade Fædrenelandet, saafremt det bliver frit. Bort med dem! lad dem længe nok flye det Land, hvis uægte Sønner de ere! - kun at de vilde gjøre os den Tjeneste at fortie, fra hvilket Land de uddroge.

Jeg for min Deel antager altsaa Finants-Committeens Forslag. Om jeg eier eller kan tilveiebringe den Sum Rigsbanksedler, som af mig maatte fordres, det veed jeg ikke, men at jeg opoffrer indtil den sidste Rest, det veed jeg.

(Af “Rigsforsamlingens Forhandlinger.” Chr.nia 1814.)

288

— — Jeg kan ikke tale som en mann, der har å yte av sin overflod; det er Enhver bekjent, at embetsmennene og især kjøpstedenes embetsmenn, og iblant dem fornemmelig de geistlige, have lidt såre meget i disse Krigens år. Iblant de Sidste er jeg; men den usle rest, jeg har tilbake, offrer jeg med glede for Norges Frihed og selvstendighet. Jeg har ikke arvelige privilegier og Forrettigheder for værdigere menn; jeg har ikke engang så meget som aner å etterlate mine barn; men dette ønsker jeg, dette håper jeg å kunne si dem engang: Norge er fritt og uavhengig; Dere er dets frie borgere; også jeg har, etter ringe evne, bidraget dertil. Ikke ville dere forbanne mitt støv, fordi jeg ingen annen arv formådde å etterlate Eder. Og du, Norges Odelsmand! som dog har noe Mere, der binder deg til fødelandet, skulle du intet ville oppofre? nå vel da, velg det Eneste, som står tilbake, velg svensk herredømme! og når da engang i tiden dine etterkommere, imens de arbeider som trelldyr under det uverdige Adelsaag, imens de utsuges, og sukkende lese i krøniken, hva Norge, hva nordmenn engang have vært — når de da på det siste blad i Norges krønike lese: da man skrev år etter Christi Byrd 1814, da solgte Norges Mænd deres nasjons gamle Hæder, deres frihet og uavhengighet, deres Børns odel for 289en Sum, hvormed hver mann kunne kjøpe en tønne korn: da ville de forbanne vårt Minde, og bittert spotte med vår usselhet. Vår stilling er ikke glimrende, og dog spør jeg: hvilket folk kjøpte noensinne sin frihet og uavhengighet for så ringe en pris? La oss vende vårt Øye til det hele Europa, som i de seneste år har vært herjet av Krigens onde Aand; Europa, hvori nesten hvert rike, etter at hin fryktelige erobrer er undertvungen, kan anses som en ny begynnende stat: — Frihet alene, frihet jubler man imøte! Fra den øde tomt, som mannen finner igjen, i stedet for hus og Boskab, han forlot, fryder han seg ved den større skatt, han vant, sin forrige selvstendighet, befrielsen fra fremmed åk. Hva have dog våre lidelser vært imot hiins? Hvor ubetydelige er våre oppofrelser! Hvor er våre avbrente Stæder, våre sløyfede festninger? Hvor ligge de Kornmarker, hvis sæd traadtes under Fiendens fot? Men jeg kan tro, frihets og selvstendighets tap betyr vel og mindre for det gamle Norge enn for Tydsklands sønner? Således tenker — ikke jeg om mine landsmenn; således tenker hver Den, som blues ved å si det norske Folks representanter i øynene: det er dog bedre å overgi seg i god Mag, og ta hva der paafølger, enn å gjøre oppofrelser. Spanien har, så lenge dette land var bekjent i Europa, ikke vundet så mye aktelse og beundring, som i disse 7 år, da det kjempet med utrettelig mot, med stedse voksende kraft for frihet og uavhengighet; å tilintetgjøre deres eiendommer, forlate fedrelandet, jage hustru og barn ut for å vanke om i ubekjendte Egne, uten å vite, hvor de skulle finne brød, - dette tok de ikke i betenkning for å vinne hin skatt: Frihet for fremmed undertrykkelse? Og Eder, nordmenn! Dere tør man oppfordre til en så skammelig feighet, til så skjændigen å forråde det

2den del.

290gjengitte fedreland, at bortgive det til Fremmede, til en arvefiende, for å spare en håndfull forslitte banko-sedler? Europas Øine er heftede på oss; de offentlige Tidender tale med høy beundring om den edle beslutning, vi har fattet. O lader oss dog ikke bedekke vårt Navn med skjensel! lader oss ikke bli til Spot og latter for de mange folkeslag, der har lidt så meget og så Skrækkeligt for at nåe det Klenodie, vi har ihænde. Her gives menn iblant oss, der true med å forlate fedrelandet, såfremt det blir fritt. Bort med dem! la dem lenge nok flye det land, hvis uekte sønner de er! - kun at de ville gjøre oss den tjeneste å fortie, fra hvilket land de uddroge.

Jeg for min del antar altså Finants-Committeens forslag. Om jeg eier eller kan tilveiebringe den Sum riksbanksedler, som av meg måtte fordres, det vet jeg ikke, men at jeg oppofrer inntil den siste rest, det vet jeg.

(Av “riksforsamlingens Forhandlinger.” Chr.nia 1814.)