284

Det er altid skjønt, naar man ved en hensovet Christens Grav kan anvende, hvad Johannes vidner i Aabenbaringen 14, 13: ”Salige ere de Døde, som døe i Herren; thi de hvile af deres Arbeide; men deres Gjerninger følge med dem.” Jeg behøver ikke at retfærdiggjøre Anvendelsen af denne Text paa vor salige Afdøde for Nogen, som stod i Samfund med ham, eller som kjendte hans Vandel, som Huusfader, som Nabo, som Borger, som Landmand og som Menighedens Medlem.

Jo mere man betragter den opvoxende yngre Slægts Tænkemaade og Adfærd, som skal erstatte de Ældre, hvoraf Herren borttager den Ene efter den Anden, jo mere man lægger Mærke til den Letsindighed, den Kaadhed, den Forfængelighed, den Uvidenhed, den Ligegyldighed, for ikke at sige Foragt for Guds Ord og Guds Dyrkelse, den Hang til Udsvævelse og Ødselhed, som griber om sig hos Efterslægten, der engang skal træde paa vore Gravhøie — desto føleligere bliver os Tabet, naar Døden bortrykker af vor Kreds En af de Ældre, Nogen af den gamle Tænkemaade og de gamle agtværdige Sæder - ja, desto mere maae vi begræde det, naar en Mand, en Christen, forlader os. Mig bemægtigede denne sørgelige Forestilling ved den hæderværdige Bondemand Ole Thoresens aabne Grav, da jeg kastede den ved Guds Ord indviede Jordklump paa hans Kiste; og hvo i denne Forsamling føler ikke det Samme med mig? Ja ikke den Afsjeledes Lod er det, som stemmer os, som bør stemme os til Vemod... Hans Lod er den bedste; thi salige ere de Døde, som døe i Herren; thi de hvile fra deres Arbeide, og deres Gjerninger følge med dem. Han døde i Herren — han er salig; 285han hviler fra sit Arbeide, fra sine Sorger, fra sine Legemssmerter, og hans gode Gjerninger følge med — han har gjenfundet en elsket Hustru. Ikke for ham sørge vi — han er i Havn, paa Samlingsstedet for alle Gode, annammet af en elskende Fader. Men ak, vi have meget mere Aarsag til at beklage os selv og vort Samfunds Tab; thi nu er en Mand, en brav Mand, en retskaffen og gudfrygtig Christen mindre i vor Bygd, i vor Menighed; hvo erstatter os dette Tab? Kongerne kunne gjøre Adelsmænd; men en ædel Mand af Bonde eller Borger kan Gud alene gjøre. Er Tænkemaaden og Sæderne saadanne hos den opvoxende Ungdom, at en retskaffen Medbroders Bortgang let og snart erstattes og forglemmes? Ak, synes ikke snarere Gudsfrygt og Sindighed, Trofasthed, Vindskibelighed og Simpelhed lidt efter lidt at døe bort med de Ældre? Synes ikke hver Gang en af Dyderne at nedstige med dem i Graven, saa at vi tilsidst Intet have tilbage uden den sørgelige Trøst at mindes, de vare, og at tænke os deres Værd, som ikke mere ere? Jeg veed, at selv i det bittreste Tab er det en vis underlig Lettelse for Hjertet at overveie Tabets Storhed, og fortælle den kjære Hensovedes Dyder og Fortjenester. Hvad skulde jeg derfor heller underholde denne Kreds af sørgende Venner med, end med deres afdøde Vens Værd, og med de Gjerninger, som følge med ham, eller en Skildring af denne Mands Tænke- og Handlemaade, for hvilken jeg følte en sand Agtelse?

Arbeidsom og vindskibelig dyrkede han med Forstand den Jord, Forsynet af sin Naade havde beskjæret ham til Odel og Eie; og hvad Velsignelser Gud, som giver Væxten, deraf lod ham indhøste, det annammede han med Nøisomhed og Taknemmelighed, anvendte det med Tarvelighed, og havde stedse Noget tilovers for den Trængende, som kom bedende for Døren. Og det, som især forskjønnede denne hans Daad, 286det var den Stilhed, den Fordringsløshed, den Beskedenhed og Simpelhed, som herskede i hans hele Virksomhed, i hans Adfærd, Levemaade og Huusholdning. Ingen Bram, ingen Vindighed, intet Praleri, ingen Stræben til at hæve sig over sine Brødre, til at glimre i sin Stand, til at opvække sine Ligemænds eller Naboers Avind og Misundelse ved Stads og Overdaad, saaes ved hans Person eller i hans Huus; men han satte sin Ære og Lykke i at være en ærlig og ligefrem Bondemand, og levede stille og simpel, ligesom det Land, den Guds skabte Natur, som omringede hans lykkelige Huus. Avind og Vindesyge kunde ingen Vei finde til denne Nathanaels Hjerte. Beskeden mod sin Øvrighed og sine Foresatte, god og tjenstvillig mod sine Venner og Ligemænd, skulde han aldrig fornærme, langt mindre forurettige Nogen, eller forfordele sin Broder, saa at han var og fortjente at være elsket og agtet af sine Naboer og Alle, som kjendte ham.

Men dette stille Vand havde en dyb Grund — denne sagtmodige Mand havde et dybt følende Hjerte, en mere følsom Sjel, end man skulde vente af hans Opdragelse, Stand og Levemaade. Frelseren var ham i Livet som i Døden kjær, og han erkjendte i Jesu Christo sin Forløser, sin Talsmand, sin Saliggjører, og han elskede Gud og Guds Ord af ganske Sjel. Jeg lærte ham først at kjende fra en af hans agtværdigste Sider, som den ømme Ægtefælle. Efter faa Aars fornøiet Samliv var det Forsynets urandsagelige Villie at prøve hans Taalmod og Hengivenhed ved først at berøve ham et Barn og dernæst Moderen, en kjær, elskværdig og ung Hustru, som havde forsødet ham hans Dage og med trofast Ømhed lønnet hans Stræbsomhed. Han kom til mig; jeg saae Taaren i Mandens Øine. Troer ikke, sørgende Slægt og Venner, at den Hensovedes Død var brat og uformodentlig. Nei, 287jeg er vis paa, da hans Maries Hjerte brast, da begyndte alt ogsaa hans Hjerte at briste; fra den Time, da hun udaandede sin Sjel, da begyndte hans Sjel at hensvinde; fra den Time, hun lukkede sit Øie, da mørknede det for hans Øie. Glæde, Munterhed og Helbred aftog stedse mere og mere. Stedse saaes han mere og mere nedbøiet; og dog med stille Hengivenhed bar han sine Sorger i Sjelen, sine Smerter paa Legemet. Taalmodig og sagtmodig tømte han den bittre Kalk og tænkte sig en himmelsk Faders alvise Villie. Manddomsalderens Kraft var dog ikke mægtig til at modstaae de indvortes Smerters Virkninger. I sit 35te Aar, i Livets Blomstertid, hentæredes han af Smertens Orm. I eet og et halvt Aar visnede han af Længsel og Smerte — i eet og et halvt Aar vandrede han sin tunge Vei til Graven, ikke ubevidst, ikke som et Lam, der ledes til sin Død; nei, han vidste det, han følte det, at han ikke var langt fra Enden paa sine Lidelser, ikke langt fra de kjære Forudvandrede; han mærkede, den nærmede sig med stærke Skridt den sidste Stund, som skulde igjen forene ham med en elsket Ven, og udfrie ham fra et sygeligt Legemes Lidelser og fra hans Sjels jordiske Kummer. Og saae han den med Angest og Uro nærme sig, denne mørke Opløsning? Nei, som hans Vandel var uplettet, hans Idræt hæderlig og christelig, saa var ogsaa hans Sjel frimodig, hans Blik roligt, endskjøndt Døden svævede for det; thi Guds rige Forbarmelse i Christo Jesu og hans herlige Forjættelse om et saligt Samlingssted for Venner og gode Christne var en Trøst for den bekymrede, en Styrke for den afmægtige Sjel, en Støtte for det synkende Hjerte, et Anker, paa hvilket hans Taalmod hvilede sig. Nu er det opfyldt; nu er hans Tro bekræftet; nu er hans Haab kronet. Nu ere de Elskende igjen forenede. I Graven 288hvile de tilsammen! Men Himmelen har deres Sjele! Fred være med dem!

(N. Wergeland. Liigprædikener over Bondefolk i Eidsvold Præstegjeld. Chnia. 1830.)

284

Det er alltid skjønt, når man ved en hensovet Christens grav kan anvende, hva Johannes vitner i åpenbaringen 14, 13: ”Salige er de Døde, som dø i Herren; thi de hviler av deres arbeide; men deres gjerninger følge med dem.” Jeg behøver ikke å rettferdiggjøre anvendelsen av denne tekst på vår salige Afdøde for noen, som stod i samfunn med ham, eller som kjente hans vandel, som husfader, som nabo, som borger, som landmann og som menighetens medlem.

Jo mer man betrakter den oppvoksende yngre slekts tenkemåte og atferd, som skal erstatte de Ældre, hvorav Herren borttager den Ene etter den Anden, jo mer man legger merke til den Letsindighed, den kåthet, den forfengelighet, den uvitenhet, den likegyldighet, for ikke å si forakt for Guds ord og Guds dyrkelse, den hang til utsvevelse og ødselhet, som griper om seg hos etterslekten, der engang skal tre på våre gravhøyer — desto føleligere blir oss tapet, når døden bortrykker av vår krets En av de Ældre, noen av den gamle tenkemåte og de gamle aktverdige Sæder - ja, desto mer må vi begræde det, når en mann, en Christen, forlater oss. Meg bemægtigede denne sørgelige forestilling ved den hæderværdige bondemann Ole Thoresens åpne grav, da jeg kastet den ved Guds ord indviede jordklump på hans kiste; og hvo i denne forsamling føler ikke det Samme med meg? Ja ikke den Afsjeledes Lod er det, som stemmer oss, som bør stemme oss til vemod... Hans Lod er den beste; thi salige er de Døde, som dø i Herren; thi de hviler fra deres arbeide, og deres gjerninger følge med dem. Han døde i Herren — han er salig; 285han hviler fra sitt arbeide, fra sine sorger, fra sine Legemssmerter, og hans gode gjerninger følge med — han har gjenfunnet en elsket hustru. Ikke for ham sørger vi — han er i havn, på samlingsstedet for alle gode, annammet av en elskende far. Men ak, vi har meget mer årsak til å beklage oss selv og vårt Samfunds tap; thi nå er en mann, en brav mann, en retskaffen og gudfryktig Christen mindre i vår bygd, i vår menighet; hvo erstatter oss dette tap? Kongene kunne gjøre adelsmenn; men en edel mann av bonde eller borger kan Gud alene gjøre. Er tenkemåten og sedene sådanne hos den oppvoksende ungdom, at en retskaffen Medbroders bortgang lett og snart erstattes og forglemmes? Ak, synes ikke snarere gudsfrykt og sindighet, trofasthet, Vindskibelighed og simpelhet litt etter litt å dø bort med de Ældre? Synes ikke hver gang en av dydene at nedstige med dem i graven, så at vi til sist intet have tilbake uten den sørgelige trøst å minnes, de var, og å tenke oss deres verd, som ikke mer er? Jeg vet, at selv i det bitreste tap er det en viss underlig lettelse for Hjertet å overveie Tabets storhet, og fortelle den kjære Hensovedes dyder og fortjenester. Hva skulle jeg derfor heller underholde denne krets av sørgende venner med, enn med deres avdøde Vens verd, og med de gjerninger, som følge med ham, eller en skildring av denne Mands Tænke- og handlemåte, for hvilken jeg følte en sann aktelse?

Arbeidsom og vindskibelig dyrket han med forstand den jord, Forsynet av sin nåde hadde beskjæret ham til odel og eie; og hva velsignelser Gud, som giver veksten, derav lot ham innhøste, det annammet han med nøysomhet og takknemlighet, anvendte det med tarvelighet, og hadde stedse Noget til overs for den Trængende, som kom bedende for døren. Og det, som især forskjønnede denne hans dåd, 286det var den stillhet, den fordringsløshet, den beskjedenhet og simpelhet, som hersket i hans hele virksomhet, i hans atferd, levemåte og husholdning. Ingen Bram, ingen Vindighed, intet Praleri, ingen streben til å heve seg over sine brødre, til å glimre i sin stand, til å oppvekke sine likemenns eller Naboers Avind og misunnelse ved Stads og overdåd, saaes ved hans person eller i hans hus; men han satte sin ære og lykke i å være en ærlig og likefrem bondemann, og levde stille og simpel, likesom det land, den Guds skapte natur, som omringet hans lykkelige hus. Avind og vinnesyke kunne ingen vei finne til denne Nathanaels hjerte. Beskjeden mot sin øvrighet og sine Foresatte, god og tjenstvillig mot sine venner og likemenn, skulle han aldri fornærme, langt mindre forurettige noen, eller forfordele sin bror, så at han var og fortjente å være elsket og aktet av sine naboer og alle, som kjente ham.

Men dette stille vann hadde en dyp grunn — denne saktmodige mann hadde et dypt følende hjerte, en mer følsom sjel, enn man skulle vente av hans oppdragelse, stand og levemåte. Frelseren var ham i livet som i døden kjær, og han erkjente i Jesu Christo sin forløser, sin talsmann, sin Saliggjører, og han elsket Gud og Guds ord av ganske sjel. Jeg lærte ham først å kjenne fra en av hans agtværdigste sider, som den ømme ektefelle. Etter få Aars fornøyet samliv var det Forsynets uransakelige vilje å prøve hans tålmod og hengivenhet ved først å berøve ham et barn og dernest moren, en kjær, elskverdig og ung hustru, som hadde forsøtet ham hans dager og med trofast ømhet lønnet hans Stræbsomhed. Han kom til meg; jeg så tåren i Mandens øyne. Tror ikke, sørgende slekt og venner, at den Hensovedes død var brat og uformodentlig. Nei, 287jeg er viss på, da hans Maries hjerte brast, da begynte alt også hans hjerte å briste; fra den time, da hun utåndet sin sjel, da begynte hans sjel at hensvinde; fra den time, hun lukket sitt Øye, da mørknede det for hans Øye. Glede, munterhet og helbred avtok stedse mer og mer. Stedse saaes han mer og mer nedbøyd; og dog med stille hengivenhet bar han sine sorger i sjelen, sine smerter på Legemet. Tålmodig og saktmodig tømte han den bitre kalk og tenkte seg en himmelsk Faders alvise vilje. Manddomsalderens kraft var dog ikke mektig til å motstå de innvortes Smerters virkninger. I sitt 35te år, i Livets Blomstertid, hentæredes han av Smertens Orm. I ett og et halvt år visnet han av lengsel og smerte — i ett og et halvt år vandret han sin tunge vei til graven, ikke ubevisst, ikke som et lam, der ledes til sin død; nei, han visste det, han følte det, at han ikke var langt fra enden på sine lidelser, ikke langt fra de kjære forutvandrede; han merkede, den nærmet seg med sterke skritt den siste stund, som skulle igjen forene ham med en elsket venn, og udfrie ham fra et sykelig Legemes lidelser og fra hans Sjels jordiske kummer. Og så han den med angst og uro nærme seg, denne mørke oppløsning? Nei, som hans vandel var uplettet, hans idrett hederlig og kristelig, så var også hans sjel frimodig, hans blikk rolig, endskjøndt døden svevde for det; thi Guds rike Forbarmelse i Christo Jesu og hans herlige forjettelse om et saligt samlingssted for venner og gode kristne var en trøst for den bekymrede, en styrke for den avmektige sjel, en støtte for det synkende hjerte, et Anker, på hvilket hans tålmod hvilte seg. Nå er det oppfylt; nå er hans tro bekreftet; nå er hans håp kronet. Nå er de Elskende igjen forenede. I graven 288hvile de tilsammen! Men himmelen har deres sjeler! Fred være med dem!

(N. Wergeland. Liigprædikener over Bondefolk i Eidsvold prestegjeld. Chnia. 1830.)