282

”Glæder og fryder Eder, Eders Løn skal være stor i Himlen.” Denne Tanke, mine Venner! sætter Kronen paa Sandhedens og Dydens forfulgte, miskjendte, mishandlede Talsmands Lyksalighed. Han veed, at han ikke her har noget blivende Sted. Evigheden er hans sande Fædreland, og did stunder han med fyrig Længsel. Naar hans Undertrykkere bæve ved den forestaaende Død, der gjør Ende paa deres usle, forgjængelige Glæder, naar de i det sidste afgjørende Øieblik nødes til at erkjende den Sandhed, de fornegtede, ære den Dyd, de mishandlede, men ak! som frygtelige Anklagere, ikke som trøstende Venner, da seer han med Haab og Mod sin Frelses Time at nærme sig, og jublende, som den seirende Kriger, men gladere og roligere end denne, modtager han Palmen, der venter ham ved Maalet. Jeg har stridt den gode Strid, istemmer han med Paulus, jeg har fuldkommet Løbet, jeg har bevaret Troen; nu er Retfærdigheds Krone henlagt til mig. O mine Dyrebare! Jesus og hans Apostle og de, der som Sandhedens og Dydens standhaftige Venner traadte i deres Fodspor, de led i nogle faa Aar: da endte den himmelske Fader deres Lidelser og hentede dem hjem til Ro og Glæde. Aarhundreder ere forløbne fra denne Tid, og:

Gud! hvad er Dage, hvad er korte Tider,og hvad er Sekler mod en Evighed?

Aartusinder skulle henrinde, og deres Lyksalighed skal ei formindskes; hvilken Læbe kan betegne, hvilken endelig Tanke kan fatte dens Varighed? Og for denne ubegrændsede Salighed skulde vi ei opoffre nogle Øieblikkes Bekvemmeligheder og sandselig Glæde? Vi skulde tabe Modet, fordi Veien stundom er trang, naar hvert henvisnet Blomst, hver falmet Løv 283paaminder os om, at denne Vei er saare kort? Hvad tabte vi, da Sandhedens frimodige Bekjendelse berøvede os Menneskers Yndest? En Skygge, et Intet; men ubeskrivelig stor var vor Vinding, Guds Naade og vor Samvittigheds Bifald. Hvad Skade tilføie de os, Oplysningens, Dydens, deres Brødres Fiender, naar de betale vor Nidkjærhed for den undertrykte Menneskeheds Rettigheder med Lænker eller Død? De kunne ihjelslaae vore Legemer, men ikke vore Sjele. Beklager Slaven sig over, at man aabner ham Fængslets Døre? Og skulle vi sukke og jamre, fordi man fremskynder vor Befrielses Øieblik? Engang skulle vi dog fra Sandhedens og Dydens Fædreland see den gode Sag, for hvilken vi faldt som Offere, kronet med Seier. Naar Overtro og Fordomme svinde som en Damp for Sandhedens velgjørende Straaler, naar Undertrykkerens Aag vorder brudt, naar Dydens Herredømme vorder grundfæstet paa Jorden, da skulle vi med salig Glæde erkjende, at ogsaa de Stene, vi henlagde til Bygningen, hjalp til at fuldføre den; skulde vi da angre den Sved og Møie, vort Arbeide kostede, skulde vi græmme os over de ublide Domme, den voldsomme Adfærd af uvidende, fordomsfulde Mennesker, der hadede Sandheden, fordi de ikke kjendte den, forfulgte Dyden, fordi deres Hjerte ei var istand til at fatte dens himmelske Ynde? Nei, store vise, gode Fader! ogsaa det var dit Værk. Selv Voldsmanden var et Redskab i din Haand til dine Hensigters Fremme.

Du tvinger Lasten selv at knæle for din Throneog føre herligt ud din Viisdoms skjulte Raad.Du gjør, at engang hist Hallelujaers Tonede Scener aabne skal, som endes her med Graad.

(Cl. Pavels. ”Prædikener.” Kbhvn. 1807.)

282

”Gleder og fryder Eder, Eders Løn skal være stor i Himlen.” Denne tanke, mine venner! setter kronen på sannhetens og Dydens forfulgte, miskjente, mishandlede talsmanns Lyksalighed. Han vet, at han ikke her har noe blivende sted. Evigheten er hans sanne fedreland, og dit stunder han med fyrig lengsel. Når hans undertrykkere beve ved den forestående død, der gjør ende på deres usle, forgjengelige gleder, når de i det siste avgjørende øyeblikk nødes til å erkjenne den sannhet, de fornegtede, ære den dyd, de mishandlede, men ak! som fryktelige anklagere, ikke som trøstende venner, da ser han med håp og mot sin Frelses time å nærme seg, og jublende, som den seirende kriger, men gladere og roligere enn denne, modtager han palmen, der venter ham ved målet. Jeg har stridt den gode strid, istemmer han med Paulus, jeg har fullkommet Løbet, jeg har bevaret troen; nå er rettferdighets krone henlagt til meg. O mine Dyrebare! Jesus og hans apostler og de, der som sannhetens og Dydens standhaftige venner trådte i deres fotspor, de led i noen få år: da endte den himmelske Fader deres lidelser og hentet dem hjem til ro og glede. Århundrer er forløpne fra denne tid, og:

Gud! hva er dager, hva er korte tider,og hva er sekler mot en evighet?

Årtusener skulle henrinde, og deres Lyksalighed skal ei forminskes; hvilken leppe kan betegne, hvilken endelig tanke kan fatte dens varighet? Og for denne ubegrensede salighet skulle vi ei oppofre noen øyeblikks bekvemmeligheter og sanselig glede? Vi skulle tape motet, fordi veien stundom er trang, når hvert henvisnet blomst, hver falmet løv 283påminner oss om, at denne vei er såre kort? Hva tapte vi, da sannhetens frimodige bekjennelse berøvet oss Menneskers Yndest? En skygge, et intet; men ubeskrivelig stor var vår vinning, Guds Naade og vår Samvittigheds bifall. Hva skade tilføye de oss, Oplysningens, Dydens, deres Brødres fiender, når de betaler vår nidkjærhet for den undertrykte menneskehets rettigheter med lenker eller død? De kunne ihjelslaae våre Legemer, men ikke våre sjeler. Beklager slaven seg over, at man åpner ham fengslets dører? Og skulle vi sukke og jamre, fordi man fremskynder vår Befrielses øyeblikk? Engang skulle vi dog fra sannhetens og Dydens fedreland se den gode Sag, for hvilken vi falt som ofre, kronet med seier. Når overtro og fordommer svinne som en damp for sannhetens velgjørende stråler, når Undertrykkerens åk vorder brutt, når Dydens herredømme vorder grunnfestet på jorden, da skulle vi med salig glede erkjenne, at også de Steiner, vi henlagde til bygningen, hjalp til å fullføre den; skulle vi da angre den sved og møye, vårt arbeide kostet, skulle vi gremme oss over de ublide Domme, den voldsomme atferd av uvitende, fordomsfulle mennesker, der hatet sannheten, fordi de ikke kjente den, forfulgte dyden, fordi deres hjerte ei var i stand til å fatte dens himmelske Ynde? Nei, store vise, gode far! også det var ditt verk. Selv voldsmannen var et redskap i din hånd til dine hensikters fremme.

Du tvinger lasten selv å knele for din troneog føre herlig ut din visdoms skjulte råd.Du gjør, at engang hist Hallelujaers Tonede scener åpne skal, som endes her med gråt.

(Cl. Pavels. ”Predikener.” Kbhvn. 1807.)