“Glemmer ikke at laane gjerne Huus; thi derved have Nogle uvidende herbergeret Engle!” Dette er Pauli Formaning, Ebr. 13, 2. Og altsaa er den ædle Gjæstfrihed ogsaa en af de christelige Dyder. Gjæstfrihed er den bosatte Mands kjærlige Forhold mod fremmede Reisende. Apostelen anbefaler saadant Forhold, ikke som en ny Pligt, der nu først skulde bevises at være Pligt, eller nu først begynde at udøves; men som en gammel erkjendt, længe og almindelig elsket Pligt - som en Pligt, der ikke skulde glemmes. Og dette var kun altfor ofte Tilfældet: man kjender Pligterne, men vi erindre dem ikke. Vore Sindslidelser svække Hukommelsen; nu kommer Vellyst og lukker mit Huus for min Næste; den vil have Alting mageligt, den vil ingen Bekvemmelighed afstaae, og derfor seer man en Lazarus i Døren og den rige Mand ved breden Bord, som lever hver Dag herligen og i Glæde. Nu kommer Vrede og Had og lukker Hjertet for min Broder; altsaa bliver og mit Huus lukt; eller om det aabnes til Herberge for den Flygtende, er det som naar Jael indbyder Jabin, for at myrde ham sovende. Nu kommer Gjerrighed, som gjør den rigeste Mand altid trængende til alt Sit: hans ledige Værelser ere aldrig ledige, naar der skal laanes Huus; der er altid trangt i hans Huus, fordi der er altid trangt i hans Hjerte; og derfor Apostelen: “Glemmer ikke at laane gjerne Huus!” Ja, Eet endnu maaskee: ethvert borgerligt 281Gode, vi nyde, vænnes vi til at glemme, og glemme saa deres Nød, som savne det; du gaaer tusinde Gange ind i dit Huus uden at tænke paa, at du nyder et Gode, som Tusinde savne. Jeg vil ikke tale om den, som flygter for sin Fiende; bød Jorden ham kun en sikker Hule, den vilde være ham kjærere end det skjønneste Værelse i det herligste Huus. Jeg vil ikke tale om den boslidte Vankende, der med sin Flok er som Fugle paa Kviste, eller som Duen, der ikke fandt et Sted paa Jorden, hvor hun kunde hvile efter langvarig Flugt over det vilde Hav; men jeg vil tale blot om den fremmede Reisende. I Byernes Indvaanere! som aldrig ere komne udenfor Eders Rede, I kjende ikke den Livets Sødhed og hvad det er, naar man efter en Dags mødefuld Reise, gjennemtrængt af Kulde eller Storm, eller badet fra Hovedisse til Fodsaale af den stedse faldende Pladskregn indtages i den varme Stue, under et draabefrit Tag, af en Mand, der gjerne laaner Huus. Det daglige Vellevnet skjuler for den Dødelige tusinde Livets bedstsmagende Nydelser, og derfor glemmer man ogsaa at laane gjerne Huus; derfor giver Paulus Erindring derom, og for at gjøre denne desmere gjældende, viser han, hvad Belønning man tilfældigviis kunde haabe: “Nogle have derved uvidende herbergeret Engle”. Man læser f. Ex. Abrahams Gjæstfrihed mod de Tre, som kom til ham i Mamre Lund, og er det vel den Tildragelse Apostelen mener, 1 Mose B. 18. Gaae nu just ikke Engle omkring i vore Dage, saa vil det endnu træffe den gjæstmilde Mand, at han ved at begegne fremmede Ubekjendte med forekommende Venlighed, nu og da støder an paa en større, en ædlere Mand end han selv tænkte, og denne “Sjels Vellyst” lader sig bedre føle end beskrive.

(J. N. Brun. “Hellige Taler”. Tredie Oplag. Chnia. 1842.)

“Glemmer ikke å låne gjerne hus; thi derved have Nogle uvitende herbergeret engler!” Dette er Pauli Formaning, Ebr. 13, 2. Og altså er den edle gjestfrihet også en av de christelige dyder. Gjestfrihet er den bosatte Mands kjærlige forhold mot fremmede reisende. Apostelen anbefaler sådant forhold, ikke som en ny plikt, der nå først skulle bevises å være plikt, eller nå først begynne å utøves; men som en gammel erkjent, lenge og alminnelig elsket plikt - som en plikt, der ikke skulle glemmes. Og dette var kun altfor ofte tilfellet: man kjenner pliktene, men vi erindre dem ikke. Våre sinnslidelser svekke hukommelsen; nå kommer vellyst og lukker mitt hus for min neste; den vil ha Alting makelig, den vil ingen bekvemmelighet avstå, og derfor ser man en Lazarus i døren og den rike mann ved breden bord, som lever hver dag herlig og i glede. Nå kommer vrede og hat og lukker Hjertet for min bror; altså blir og mitt hus lukt; eller om det åpnes til herberge for den Flygtende, er det som når Jael indbyder Jabin, for å myrde ham sovende. Nå kommer gjerrighet, som gjør den rikeste mann alltid trengende til alt Sit: hans ledige værelser er aldri ledige, når der skal lånes hus; der er alltid trangt i hans hus, fordi der er alltid trangt i hans hjerte; og derfor apostelen: “Glemmer ikke å låne gjerne hus!” Ja, Eet ennå maaskee: ethvert borgerlig 281gode, vi nyter, vennes vi til å glemme, og glemme så deres nød, som savne det; du går tusen ganger inn i ditt hus uten å tenke på, at du nyter et gode, som tusen savne. Jeg vil ikke tale om den, som flykter for sin fiende; bød jorden ham kun en sikker Hule, den ville være ham kjærere enn det skjønneste værelse i det herligste hus. Jeg vil ikke tale om den boslidte Vankende, der med sin Flok er som fugler på Kviste, eller som duen, der ikke fant et sted på jorden, hvor hun kunne hvile etter langvarig flukt over det ville hav; men jeg vil tale blot om den fremmede reisende. I Byernes innvånere! som aldri er kommet utenfor Eders rede, dere kjenner ikke den Livets søthet og hva det er, når man etter en Dags mødefuld reise, gjennomtrengt av kulde eller Storm, eller badet fra Hovedisse til fotsåle av den stedse fallende Pladskregn inntas i den varme stue, under et dråpefritt tak, av en mann, der gjerne låner hus. Det daglige vellevnet skjuler for den Dødelige tusen Livets bedstsmagende nytelser, og derfor glemmer man også å låne gjerne hus; derfor giver Paulus Erindring derom, og for å gjøre denne desmere gjeldende, viser han, hva belønning man tilfeldigvis kunne håpe: “Noen have derved uvitende herbergeret engler”. Man leser f. Ex. Abrahams Gjæstfrihed mot de tre, som kom til ham i Mamre Lund, og er det vel den Tildragelse apostelen mener, 1 Mose B. 18. Gå nå just ikke engler omkring i våre dager, så vil det ennå treffe den gjestmilde mann, at han ved at begegne fremmede Ubekjendte med forekommende vennlighet, nå og da støter an på en større, en edlere mann enn han selv tenkte, og denne “Sjels vellyst” lader seg bedre føle enn beskrive.

(J. N. Brun. “Hellige Taler”. Tredje opplag. Chnia. 1842.)