Læreplanatlas
Anden Deel

V. Veltalenhed.

278

Mellem den digterske og den rene prosaiske Skrivemaade staaer den oratoriske (Veltalenhedens). Denne maa have Sprogets Reenhed og Rigtighed, Tydelighed og Bestemthed fælles med det almindelige prosaiske Foredrag; men hverken den beskrivende, fortællende eller didaktiske Prosa kræver en saadan Livlighed som Veltalenhedens Arter. Deri er det, at denne grændser saa nær ind paa Digtekunsten. Dens livfulde Sprog hører umiddelbar under æsthetiske Love. Begeistring, Enthusiasmus for en god eller ophøiet Sag, for Sandhed, Frihed, Pligt og Ret og Fædreland er Sjelen i den sande Veltalenhed. Den Rigdom af Tankens og Udtrykkets Skjønhed, som Begeistringen meddeler Talen, og Udførelsen deraf, giver Veltalenheden Plads mellem de skjønne Kunster. Denne bliver dog kun relativ med Hensyn til at Veltalenheden udgaaer af Forholde i den virkelige Verden, og har et ydre praktisk Formaal, det at virke paa Medmenneskers Villen og Handlen.

Veltalenhedens Theori kaldes Rhetorik (Veltalenhedslære). Den indeholder Grundsætningerne, hvorefter Veltalenhedsværker blive frembragte og maae bedømmes (indre Rhetorik), samt Reglerne for deres ydre Fremstilling og Udførelse (ydre Rhetorik, Deklamation, Gestikulation). Rhetorikens Grundsætninger kræve Anvendelse i Opfindelsen af Talens Gjenstand (Thema), i Anordningen og i Udførelsen. Talens Hensigt er at fremvirke Overbeviisning, ikke Overtalelse eller Henførelse gjennem falske Beviser (Sofisterier) og Sprogprunk. Dertil veed ogsaa den ægte Taler, som altid maa være Menneskekjender, at rette sig efter sine Tilhøreres Fatte-Evne, og at fremkalde af Uvisheden og Tvivlens Tilstand Viden og Tro igjennem Beviisførelse (Deduktion). Taleren maa opfinde og opstille saadanne bevægende Grunde, der ikke alene beskjæftige Tilhørernes Forstand, men ogsaa sætte Fantasien og Følelsen i Bevægelse; han maa give de bevisende Dele af sit Foredrag ved Forbindelsen af forskjelligartede Grunde og Sammenstilling af Modsætninger og Kontraster snart større Klarhed, snart større overbevisende Kraft og indtrængende Livlighed, samt undgaae alle saadanne Beviser, hvori man skulde kunne mærke noget Haltende og Kunstlet. 279Han fordølger ikke de Modgrunde, som maatte lade sig opstille; meget mere fremtrækker han dem, og belyser og bekjæmper dem i Talens Løb. Sin Dømmekraft viser han i Brugen af de Billeder, Lignelser, analoge Tilfælde, enkelte Sententser, Citater og Vittigheder, hvorved Fremstillingen belives, og hvorved naturligviis Hensyn tages til Talens Natur som verdslig (profan) eller aandelig. Mod Slutningen søger han i en sammentrængt Gjentagelse af de seirende Grunde at lette Tilhørerne Overblikket over det Hele og Sammenholdningen af dets enkelte Dele.

En Tale deles i 1) Indledningen eller Indgangen, hvori Themaets Udvikling forberedes og Interessen for Sagen vækkes. Den maa udarbeides med stor Omhyggelighed, men ikke forud optage (anticipere) Noget af den egentlige Tale. Den forholder sig til denne som de første Scener af et Skuespil til dette. 2) Fremstillingen af Themaet og dettes Inddeling. Denne maa ikke være for søgt eller mangesidig, men indskrænke sig til Paaviisninger af de Hovedsider, det lader sig anskue fra. 3) Udviklingen. Denne maa være udtømmende uden at blive vidtsvævende og udtværet. 4) Beviisførelsen. Det ene Beviis- maa ikke ophæve Virkningen af det andet; samtlige maae virke i Samklang, og altid maae de Beviser, der skulle bemægtige sig Overbeviisningen, forudgaae hvad der skal sætte Indbildningskraften og Følsomheden i Bevægelse. 5) Den pathetiske Deel. Denne er Veltalenhedens fortrinligste Felt. Taleren har bragt Tilhørernes Forstand paa sin Side; nu skal han med al sin egen Indbildningskraft og Følsomhed ogsaa bringe deres Hjerter til at hylde denne nye Overbeviisning: han skal meddele dem sin egen Begeistring og Enthusiasmus for Sagen. 6) Slutningen. Denne maa ikke forspilde den vakte Interesse ved at være lang og slæbende; med Kraft, i sammentrængt og tankerig Sammenstilling, i korte og glimrende Perioder maa den endnu en Gang samle det Vigtigste; endnu en Gang en kort indtrængende Appel til Tilhørernes Forstand og Hjerte og saa — ikke et Ord mere. Disse personlige Anbefalinger til Publikums Bevaagenhed, Undskyldninger o. s. v. skade kun.

Det oratoriske Foredrag deles i den aandelige og verdslige Veltalenhed. Reglerne for den første afhandles i Homiletiken, og til den hører alle Arter af kirkelige Taler. Den verdslige Veltalenhed er enten politisk eller retlig (Skrankens Veltalenhed) samt akademisk. Til denne sidste hører Lovtalen eller den panegyriske Veltalenhed, og til den politiske en heel Mængde Leilighedstaler.