278

Mellem den digterske og den rene prosaiske Skrivemaade staaer den oratoriske (Veltalenhedens). Denne maa have Sprogets Reenhed og Rigtighed, Tydelighed og Bestemthed fælles med det almindelige prosaiske Foredrag; men hverken den beskrivende, fortællende eller didaktiske Prosa kræver en saadan Livlighed som Veltalenhedens Arter. Deri er det, at denne grændser saa nær ind paa Digtekunsten. Dens livfulde Sprog hører umiddelbar under æsthetiske Love. Begeistring, Enthusiasmus for en god eller ophøiet Sag, for Sandhed, Frihed, Pligt og Ret og Fædreland er Sjelen i den sande Veltalenhed. Den Rigdom af Tankens og Udtrykkets Skjønhed, som Begeistringen meddeler Talen, og Udførelsen deraf, giver Veltalenheden Plads mellem de skjønne Kunster. Denne bliver dog kun relativ med Hensyn til at Veltalenheden udgaaer af Forholde i den virkelige Verden, og har et ydre praktisk Formaal, det at virke paa Medmenneskers Villen og Handlen.

Veltalenhedens Theori kaldes Rhetorik (Veltalenhedslære). Den indeholder Grundsætningerne, hvorefter Veltalenhedsværker blive frembragte og maae bedømmes (indre Rhetorik), samt Reglerne for deres ydre Fremstilling og Udførelse (ydre Rhetorik, Deklamation, Gestikulation). Rhetorikens Grundsætninger kræve Anvendelse i Opfindelsen af Talens Gjenstand (Thema), i Anordningen og i Udførelsen. Talens Hensigt er at fremvirke Overbeviisning, ikke Overtalelse eller Henførelse gjennem falske Beviser (Sofisterier) og Sprogprunk. Dertil veed ogsaa den ægte Taler, som altid maa være Menneskekjender, at rette sig efter sine Tilhøreres Fatte-Evne, og at fremkalde af Uvisheden og Tvivlens Tilstand Viden og Tro igjennem Beviisførelse (Deduktion). Taleren maa opfinde og opstille saadanne bevægende Grunde, der ikke alene beskjæftige Tilhørernes Forstand, men ogsaa sætte Fantasien og Følelsen i Bevægelse; han maa give de bevisende Dele af sit Foredrag ved Forbindelsen af forskjelligartede Grunde og Sammenstilling af Modsætninger og Kontraster snart større Klarhed, snart større overbevisende Kraft og indtrængende Livlighed, samt undgaae alle saadanne Beviser, hvori man skulde kunne mærke noget Haltende og Kunstlet. 279Han fordølger ikke de Modgrunde, som maatte lade sig opstille; meget mere fremtrækker han dem, og belyser og bekjæmper dem i Talens Løb. Sin Dømmekraft viser han i Brugen af de Billeder, Lignelser, analoge Tilfælde, enkelte Sententser, Citater og Vittigheder, hvorved Fremstillingen belives, og hvorved naturligviis Hensyn tages til Talens Natur som verdslig (profan) eller aandelig. Mod Slutningen søger han i en sammentrængt Gjentagelse af de seirende Grunde at lette Tilhørerne Overblikket over det Hele og Sammenholdningen af dets enkelte Dele.

En Tale deles i 1) Indledningen eller Indgangen, hvori Themaets Udvikling forberedes og Interessen for Sagen vækkes. Den maa udarbeides med stor Omhyggelighed, men ikke forud optage (anticipere) Noget af den egentlige Tale. Den forholder sig til denne som de første Scener af et Skuespil til dette. 2) Fremstillingen af Themaet og dettes Inddeling. Denne maa ikke være for søgt eller mangesidig, men indskrænke sig til Paaviisninger af de Hovedsider, det lader sig anskue fra. 3) Udviklingen. Denne maa være udtømmende uden at blive vidtsvævende og udtværet. 4) Beviisførelsen. Det ene Beviis- maa ikke ophæve Virkningen af det andet; samtlige maae virke i Samklang, og altid maae de Beviser, der skulle bemægtige sig Overbeviisningen, forudgaae hvad der skal sætte Indbildningskraften og Følsomheden i Bevægelse. 5) Den pathetiske Deel. Denne er Veltalenhedens fortrinligste Felt. Taleren har bragt Tilhørernes Forstand paa sin Side; nu skal han med al sin egen Indbildningskraft og Følsomhed ogsaa bringe deres Hjerter til at hylde denne nye Overbeviisning: han skal meddele dem sin egen Begeistring og Enthusiasmus for Sagen. 6) Slutningen. Denne maa ikke forspilde den vakte Interesse ved at være lang og slæbende; med Kraft, i sammentrængt og tankerig Sammenstilling, i korte og glimrende Perioder maa den endnu en Gang samle det Vigtigste; endnu en Gang en kort indtrængende Appel til Tilhørernes Forstand og Hjerte og saa — ikke et Ord mere. Disse personlige Anbefalinger til Publikums Bevaagenhed, Undskyldninger o. s. v. skade kun.

Det oratoriske Foredrag deles i den aandelige og verdslige Veltalenhed. Reglerne for den første afhandles i Homiletiken, og til den hører alle Arter af kirkelige Taler. Den verdslige Veltalenhed er enten politisk eller retlig (Skrankens Veltalenhed) samt akademisk. Til denne sidste hører Lovtalen eller den panegyriske Veltalenhed, og til den politiske en heel Mængde Leilighedstaler.

278

Mellom den digterske og den rene prosaiske skrivemåte står den oratoriske (veltalenhetens). Denne må ha Sprogets renhet og riktighet, tydelighet og bestemthet felles med det alminnelige prosaiske foredrag; men hverken den beskrivende, fortellende eller didaktiske prosa krever en sådan livlighet som veltalenhetens arter. Deri er det, at denne grenser så nær inn på diktekunsten. Dens livfulle språk hører umiddelbar under estetiske Love. Begeistring, Enthusiasmus for en god eller opphøyd Sag, for sannhet, frihet, plikt og rett og fedreland er sjelen i den sanne veltalenhet. Den rikdom av Tankens og uttrykkets skjønnhet, som begeistringen meddeler talen, og utførelsen derav, giver veltalenheten plass mellom de skjønne kunster. Denne blir dog kun relativ med hensyn til at veltalenheten utgår av Forholde i den virkelige verden, og har et ytre praktisk formål, det å virke på Medmenneskers Villen og Handlen.

Veltalenhetens teori kalles retorikk (veltalenhetslære). Den inneholder grunnsetningene, hvoretter veltalenhetsverk bli frembrakte og må bedømmes (indre retorikk), samt reglene for deres ytre fremstilling og utførelse (ytre retorikk, Deklamation, Gestikulation). Rhetorikens grunnsetninger kreve anvendelse i oppfinnelsen av Talens gjenstand (tema), i anordningen og i utførelsen. Talens hensikt er at fremvirke overbevisning, ikke overtalelse eller henførelse gjennom falske Beviser (sofisterier) og språkprunk. Dertil vet også den ekte Taler, som alltid må være menneskekjenner, å rette seg etter sine tilhørers Fatte-evne, og å fremkalle av uvissheten og Tvivlens tilstand viden og tro igjennom Beviisførelse (Deduktion). Taleren må oppfinne og oppstille sådanne bevegende grunner, der ikke alene beskjeftige Tilhørernes forstand, men også sette fantasien og følelsen i bevegelse; han må gi de bevisende dele av sitt foredrag ved forbindelsen av forskjelligartede grunner og sammenstilling av motsetninger og kontraster snart større klarhet, snart større overbevisende kraft og inntrengende livlighet, samt unngå alle sådanne Beviser, hvori man skulle kunne merke noe Haltende og Kunstlet. 279Han fordølger ikke de Modgrunde, som måtte la seg oppstille; meget mer fremtrekker han dem, og belyser og bekjemper dem i Talens løp. Sin dømmekraft viser han i bruken av de Billeder, lignelser, analoge tilfelle, enkelte sentenser, sitater og vittigheter, hvorved fremstillingen belives, og hvorved naturligvis hensyn tas til Talens natur som verdslig (profan) eller åndelig. Mot Slutningen søker han i en sammentrengt gjentagelse av de seirende grunner å lette tilhørerne overblikket over det hele og sammenholdningen av dets enkelte dele.

En Tale deles i 1) innledningen eller inngangen, hvori temaets utvikling forberedes og interessen for Sagen vekkes. Den må utarbeides med stor omhyggelighet, men ikke forut oppta (anticipere) Noget av den egentlige Tale. Den forholder seg til denne som de første scener av et skuespill til dette. 2) fremstillingen av temaet og dettes inndeling. Denne må ikke være for søkt eller mangesidig, men innskrenke seg til påvisninger av de Hovedsider, det lader seg anskue fra. 3) utviklingen. Denne må være uttømmende uten å bli vidtsvevende og uttværet. 4) Beviisførelsen. Det ene Beviis- må ikke oppheve virkningen av det andre; samtlige må virke i samklang, og alltid må de Beviser, der skulle bemektige seg overbevisningen, forutgå hva der skal sette innbilningskraften og følsomheten i bevegelse. 5) Den patetiske del. Denne er veltalenhetens fortrinligste felt. Taleren har brakt Tilhørernes forstand på sin side; nå skal han med all sin egen Indbildningskraft og følsomhet også bringe deres hjerter til å hylle denne nye overbevisning: han skal meddele dem sin egen begeistring og Enthusiasmus for Sagen. 6) Slutningen. Denne må ikke forspille den vakte interesse ved å være lang og slepende; med kraft, i sammentrengt og tankerig sammenstilling, i korte og glimrende perioder må den ennå en gang samle det Vigtigste; ennå en gang en kort inntrengende appell til Tilhørernes forstand og hjerte og så — ikke et ord mer. Disse personlige anbefalinger til Publikums bevågenhet, unnskyldninger o. s. v. skade kun.

Det oratoriske foredrag deles i den åndelige og verdslige veltalenhet. Reglene for den første afhandles i homiletikken, og til den hører alle arter av kirkelige Taler. Den verdslige veltalenhet er enten politisk eller retlig (Skrankens veltalenhet) samt akademisk. Til denne siste hører lovtalen eller den panegyriske veltalenhet, og til den politiske en hel mengde leilighetstaler.