222

Kong Frode sidder i Gyldenkjol,han lod indbære den Tryllestol.Den gamle Hex, i Skoven var,til Julegildet paa Baar man bar.Der aldrig feiredes mindste Fest,hvor ei Alrune var Kongens Gjæst.

Troldkonen sidder med sølvgraat Haar,som hende lige til Jorden naaer.Kong Frode drikker med Jarler i Ring,han lod Guldhornet gaae omkring.Og siig os nu, du Kvinde saa graa,hvad Skjebne monne du Helten spaae?

Alrune drikker af sorten Horn;deri hun blander et Edderkorn.Da ryster hun stærkt paa hvert et Lem,af Panden svede Draaberne frem.Hun gisper og stønner saa bleg og hvid,da galer Hanen ved Midnatstid.

“Og hør, Herre Konge, jeg siger forsand:det Smaa det Store vel fælde kan.Jeg sad igaar paa min Egerod,da steg en rødhaaret Mand af Flod,med Stang i sin Haand, med et søgrønt Skjæg,og Kinden hvid, som en kalket Væg.

223Han tog mig ud paa Marken. Jeg saaeen styrtet Hest som et Aadsel laae.Ei Blod af Gangerens Indvold flød:den fandt for Fluernes Braad sin Død.Han sang: Tidt vælter Tuen et Læs,Tidt strander Skibet paa mindste Næs.

Den Tid, Du fældte Kong Halfdan, Drot!da dræbte Du ikke din Fiende godt.Hvo Ukrud luger, min Herre god,maa luge det op med Trævl og Rod;hvis ei da breder fra Gjærdets Randsig snart den saftige Løvtand.

Den voxer saa vildt med sin skarpe Saft,og blomstrer gyldent i første Kraft,og truer Dig med sine Duun saa rund.Thi jager dem bort din blæsende Mund,betyder det, Konning, at Du skalst døe.Det sværger Alrune, ved Hop og ved Hø.”

Kong Frode grunder saa mørk i Sind;da nærmer sig Signe med Rosenkind,og seer paa Kvinden saa bønlig blid,og stryger en Ring af sin Finger hvid.Den glider ned i Alrunes Skjød,og glimter med en Karfunkel saa rød.

Saasnart Alrune Karfunklen seer,hun anderledes tilsinds sig teer,og siger: ”Frode, min Konning, ak,hvad vil I agte paa Kjærlingsnak?I stole paa Eders Glavind trygt!og ængstes ei af en Nidingefrygt!”

224Da blusser Frode med skummelt Mod:”Her, dine Lemmer skal svede Blod.Paa Pinebænken jeg strækker dig;jeg seer det vel, du forraader kun mig.””Nei, raabte Hexen, Herre Konning, oforvar Dig! vogt Dig for Helg’ og for Hro!”

”Hvor ere de?” — ”Ædle Herre Konning, her,i Trælleflokken ved Skjenken der!De rede herhid paa det unge Føl,de kom at skjenke dit Graverøl.” —”Ha griber dem! griber dem! Kongen skreg.”Da blev liden Signe Kinden saa bleg.

Men ud af Døren, som høit til Hestde fløi, som Løvetands Duun for Blæst.De løbe til Skoven, hvor tykkest den var.To Spader paa Skuldrene med de bar’;dem reve de Trællene nys af Haand.Hver svang sin Spade som lette Vaand.

”Kom, raabte Helge, kom Hro, kom her!Kom, hjælp at grave ved dette Kjær!Her gjemte vor Fader sin Krone rød,fordi han frygted den lumske Død.Os har han sagt, hvor Kronerne laae,kun Du og Jeg kan dem atter faae.”

Da grove de Drenge med megen Flidalt i den stjernede Midnatstid.Ung Helge finder den største Ring;han gjør af Glæde saa høit et Spring.Ung Hroar finder den Krone klar,som Dronning Sigrid, hans Moder, bar.

225Kom nu, min Broder, og vær ei seen,og lad os bestige den Kongesteen!Til gamle Thing de Pilte hengaae,der sætte de Begge Kronerne paa.I Gjedeskinds Kofter, med guldgule Haar,med Kroner af Guld de Pilte staaer.

Konning Frode drager ad Skoven fremmed brændende Blus, — da skuer man dempaa Kongestenen; og, Arm i Arm,foragte de Morderens vilde Harm.De Fakler lue med røden Glands,og funkle paa Kongernes gyldne Krands.

Og Folket kjender bag Bøg og bag Tjørnde Kroner paa Skjoldungens ægte Børn.De kjende Faderens, Moderens Træk,og vende sig mod den Morder saa fræk.Da flygter Frode til skumle Slot;men Helge kaares med Hro til Drot.

Nu lad ham flygte med ængstlig Hu;tak Odin for Eders Redning nu!Den usle Rest af Livet ham levn!Men Helge raaber: Kun Hevn! kun Hevn!Og Skjalden sjunger i hvælvede Salom Hevnens Følger — og Hevnens Kval.

(A. Oehlenschläger. Af ”Helge.“ Kbhvn. 1814.)

Anden Deel.

222

Kong Frode sitter i Gyldenkjol,han lot innbære den Tryllestol.Den gamle heks, i skogen var,til julegildet på bår man bar.Der aldri feiredes minste fest,hvor ei Alrune var Kongens gjest.

Trollkonen sitter med sølvgrått hår,som henne like til jorden når.Kong Frode drikker med jarler i Ring,han lot Guldhornet gå omkring.Og si oss nå, du kvinne så grå,hva skjebne monne du helten spå?

Alrune drikker av sorten Horn;deri hun blander et Edderkorn.Da ryster hun sterkt på hvert et lem,av pannen svette dråpene frem.Hun gisper og stønner så bleg og hvit,da galer hanen ved midnattstid.

“Og hør, Herre konge, jeg sier forsand:det Smaa det Store vel felle kan.Jeg satt i går på min Egerod,da steg en rødhåret mann av Flod,med Stang i sin hånd, med et søgrønt skjegg,og kinnen hvit, som en kalket vegg.

223Han tok meg ut på marken. Jeg såen styrtet hest som et åtsel lå.Ei blod av Gangerens innvoll fløt:den fant for Fluernes Braad sin død.Han sang: Titt velter Tuen et lass,Titt strander skipet på minste Næs.

Den tid, Du felte Kong Halfdan, drott!da drepte Du ikke din fiende godt.Hvo ukrutt luker, min Herre god,må luke det opp med trevl og rot;hvis ei da brer fra gjerdets Randsig snart den saftige Løvtand.

Den vokser så vilt med sin skarpe saft,og blomstrer gyllent i første kraft,og truer deg med sine dun så rund.Thi jager dem bort din blæsende munn,betyr det, Konning, at Du skalst dø.Det sverger Alrune, ved Hop og ved Hø.”

Kong Frode grunner så mørk i sinn;da nærmer seg Signe med rosenkinn,og ser på kvinnen så bønlig blid,og stryker en Ring av sin finger hvit.Den glider ned i Alrunes Skjød,og glimter med en karfunkel så rød.

Så snart Alrune Karfunklen ser,hun annerledes tilsinds seg teer,og sier: ”Frode, min Konning, ak,hva vil dere akte på Kjærlingsnak?Dere stoler på Eders Glavind trygt!og engstes ei av en Nidingefrygt!”

224Da blusser Frode med skummelt mot:”Her, dine lemmer skal svette blod.På pinebenken jeg strekker deg;jeg ser det vel, du forråder kun meg.””Nei, ropte heksen, Herre Konning, oforvar deg! vogt deg for helg’ og for Hro!”

”Hvor er de?” — ”Edle Herre Konning, her,i trelleflokken ved skjenken der!De rede herhid på det unge føl,de kom å skjenke ditt Graverøl.” —”Ha griper dem! griper dem! Kongen skreg.”Da ble liten Signe Kinden så bleg.

Men ut av døren, som høyt til hestde fløy, som Løvetands dun for Blæst.De løper til skogen, hvor tykkest den var.To spader på skuldrene med de bar’;dem reve de trellene nys av hånd.Hver svang sin spade som lette vånd.

”Kom, ropte Helge, kom Hro, kom her!Kom, hjelp å grave ved dette Kjær!Her gjemte vår Fader sin krone rød,fordi han fryktet den lumske død.Os har han sagt, hvor kronene lå,kun Du og Jeg kan dem atter få.”

Da grove de drenger med mye flidalt i den stjernede midnattstid.Ung Helge finner den største Ring;han gjør av glede så høyt et Spring.Ung Hroar finner den krone klar,som dronning Sigrid, hans mor, bar.

225Kom nå, min bror, og vær ei seen,og la oss bestige den Kongesteen!Til gamle ting de Pilte hengaae,der sette de Begge kronene på.I Gjedeskinds kofter, med gullgule hår,med kroner av gull de Pilte står.

Konning Frode drar ad skogen fremmed brennende bluss, — da skuer man dempå kongesteinen; og, arm i arm,forakte de Morderens ville harm.De fakler lue med røden glans,og funkle på Kongernes gyldne krans.

Og folket kjenner bak bøk og bak Tjørnde kroner på Skjoldungens ekte barn.De kjenner Faderens, Moderens trekk,og vende seg mot den morder så frekk.Da flykter Frode til skumle slott;men Helge kåres med Hro til drott.

Nå la ham flykte med engstelig hu;takk Odin for Eders redning nå!Den usle rest av livet ham levn!Men Helge roper: Kun hevn! kun hevn!Og Skjalden synger i hvælvede Salom Hevnens følger — og Hevnens kval.

(A. Oehlenschläger. Av ”Helge.“ Kbhvn. 1814.)

Annen del.