216

Med firnerske rustede Sværd ved sin Lænd,og Guldurnen skjult ved sin trofaste Barm,Stærkodder mod Skjoldungens Borg vandrer hen;en Stav stytter Heltens ei kraftløse Arm,hans arrede Aasyn den nedtrykte Hætteukjendeligt gjør, og i Kampen med Thorhans Skikkelse, siden han reiste fra Nord,er noksom forandret, at Ingen kan gjette217i Hast, hvo han er; men sig selv ei ulig,fra først han for Halvor fremstillede sig,i Skjoldungens Sal han umærket indtræder.

End buldred’, som Halvor fortalte ham før,der Saxernes vilde og rusende Glæder;han sætter sig nær ved uvogtede Dør.Som før, da ithaciske Helt kom tilbagefra lange Omtumling ukjendt til sin Borg,og saae dets Vanære med hevnsvangre Sorg,og tænkte med Kummer de henfløine Dage,saa Helten Stærkodder, ukjendt i en Vraa,i Skjoldungens Bolig bedrøvet ansaaeden støiende Tummel af Danrigets Fiender;og smertelig Frodes Erindring oprinderi Mandens dybtsaarede Barm, men han tvangForbittrelsens Brusen... End Nogle han kjendteaf Dannemænds Sønner, som forhen enganghos Frode han saae; nu som Trælle de tjenteden herskende Fiende; paa dem saaes al Frydforjaget, ukjendt, mens de Fremmedes Glæderhøitbuldrende rused’ med skingrende Lydaf Bægre og Latter og Sange. ”O Sæder!udstønned’ Stærkodder, o Fryd.”! —Med en Røst,som døved’ al Buldren, istemte nu hanen Sang. Alt i Hast er opmærksomt og tyst.Gjentag mig, o Muse, hans Sang, om du kan:

”Hvor længe henslumrer, naar vaagner til Striddin Ungdom, o Land, dine Naboers Haan?I skammelig Fred den bortsover sin Tid,mens Fienden paalægger dig skjændige Baand.218Frem, Dannemænd, strider, som Dannemænd bør.Skjøn blomstrer Dens Hæder, som stridende døer.

For værgeløst Barn, for ustridbare Mø,for svækkede Olding, for elskede Land,at kjæmpe mod Fiender, at kjæmpe og døe,er hæderfuldt, ædelt og skjønt for en Mand.Frem, Dannemænd, strider, som Dannemænd bør,skjøn blomstrer Dens Hæder, som stridende døer.

Op, Yngling! Dig vinker den hædrende Død...Op! mød den, at ei den uvæbnet dig naaer!Grib Skjoldet, grib Spydet, tænk Døden er sød,naar Fædrelands Fiender du faldende slaaer!Frem, Dannemænd, strider, som Dannemænd bør!Skjøn blomstrer Dens Hæder, som stridende døer.

Kjæmp mandig! At døe er dog engang din Lod,om nu du af Asernes Æt spirer frem.Tidt Den, som usaaret i Kjæmpeleeg stod,umærket bortdøde i rolige Hjem.Frem, Dannemænd, strider, som Dannemænd bør!Skjøn blomstrer Dens Hæder, som stridende døer.

Foragt blandt de Kjække er Niddingens Deeli haanlige Liv; han døer bort uden Savn,mens liden og stor ønsker kjække Mand Held,ham dyrker som Halvgud, og priser hans Navn.Frem, Dannemænd, strider, som Dannemænd bør,skjøn blomstrer Dens Hæder, som stridende døer.

Naar fiendtlige Spyd Den sit Banesaar gav,der ene ved Mod ligned’ tusinde Mænd,og fast stod som Egen, bedugges hans Gravmed Heltenes Graad, og hans Priis er igjen.219Frem, Dannemænd, strider, som Dannemænd bør!Skjøn blomstrer Dens Hæder, som stridende døer.“

Saa sang han. Hver Saxer bestyrtset og stumseer stivt paa Stærkodder; hver raslende Lydaf Trællenes Kjæder med Skræk overskyltede blegnende Bødler. Angst Salen opfyldte,som Hevnen forkyndt vented’ rædselfuld, grum,kun Dommerens Vink. Men med trodsende Frydi Træk, som Forstillelsens Kunster udtømteved lange Erfaring, Ulvilde gaaer fremmod Helten: ”Velkommen til Skjoldungens Hjem,du Danrigets Ven! - saa hun taler; - mindst drømtedit Vennefolk nu om den Fryd end engangStærkodder at skue. Hver Dannemand kjender,hver hædrer dit Venskab, oprigtigen brænderhvert Hjerte for dig. Kast Tungsindighed hen!Tag Hornet! forny ved den kvægende Mjød –det forrige Venskab med Ingild, din Ven,som sorrigfuld tidt har beklaget din Død,i Tanke, at Døden dig kun kunde slide,ærværdige Helt, fra hans vældige Side.Velan! drik hans Skaal!..“

Og fortørnet modtogStærkodder det mjødfyldte Horn, og han slogdet vred imod dundrende Væg. Intet Svarhan værdiged’ Kvindens foragtede Tale.

Paa Jagten Kong Ingild imidlertid var,at dysse de nagende Sorger i Dvalemed saxiske Ungdom. Nu kom han igjen;i Salen han triner; ham Ingen modtagermed vanlige Bulder, men snart han opdager220i Krogen sin Ungdoms Ledsager og Ven.Bestyrtset han længe paa Oldingen stirrer,hvis mørke, alvorlige Mine forvirrerham meer end hvert Blik. Taus den arfulde Haandhan griber, i Høisædet hos sig ham sætter;hans Tunge er bundet ved Skamfuldheds Baand.

Ulvilde imidlertid Taflet anrettermed meer end sædvanlige Pragt; og rundt omdet bugnende Bord nu de talrige Gjæstermed Taushed sig sætte; hvert Øie sig fæsterpaa Helten, som vented’ hver angstfuld sin Dom.

Paa Dronningens Bud nu en skingrende Lydaf Giger og Trommer og Sangeres Stemmeopfylder gjenlydende Sal, for ved Frydat muntre forstenede Flok til at glemmeden herskende Frygt, og vor Helt, som opvaktaf natlig Drøm sig forfærdende hæver.Opreist han forgjeves Opmærksomhed kræver;thi drog han det skirnerske Sværd, og ei svagthan slog det i Bordet; - adsplittet det brast;vidt fore dets saarende Stykker omkring.Den buldrende Sang og Musik var i Hastforjaget og dæmpet, med snublende Springflux Saxerne Døren forfærdede søgte,og Dronningen selv, skjøndt uvant til at frygte,faldt skjælvende om ved det rædsomme Skrald,og flygted’ med Skaren af Skjoldungens Sal.

Allene var Ingild med Helten igjen.Forti o min Sang, hvad den Vældige talte,de Træk, hvormed Helten de Sæder afmalte,som anstode Nordens de krigerske Mænd.

221Han drog ham til Heltenes Alder tilbage,erindred’ ham Frodes uhenskjelte Dage,afbilded’ ham Overdaads Skjændsel og Haan,og viste ham mandig de hildende Baand,hvormed Saxerinden ham fængsled’, de Kjæder,hun havde paalistet hver Danrigets Mand;bebreided’ ham Tabet af Velstand og Hæderog Styrke og Mod i det nedtrykte Land.

Nu fremtog han Urnen, før skjult ved hans Bryst,og tvang ham med Sværdet i Haanden, at smagedet mimerske Vand; da kom Hjertet tilbagei Skjoldungens Barm, og opklaret og lystvar Alt for det hidtil forblindede Øie.Ulvildes Fortryllelse tabte sin Magt,med Blusel erkjendte han nu uden Møieden rædsomme Fynd i hvad Helten har sagt.

Det skirnerske Sværd gav ham Oldingen nu,fornyende atter det raabende Minde,hans Faders, Kong Frodes; og vakte hans Hutil Hevn over hans og hans Fædrelands Fiende.

Skjøndt Rædsel forvilder de sariske Mænd,Ulvildes Opmuntring de Feige dog drivertil Kamp mod Stærkodder. Forsamled’ igjende styrte i Salen med Rasenheds Iverog støiende Skrig. Men med skirnerske SværdKong Ingild ved Døren dem møder, og standser;og skjøndt det er tungt, han uvant med dets Brug,med vældige Haand han ei skaanende hug.Ihast den anfaldende Flok var ei meer:det skirnerske Staal har adsplittet hvert Pandser,222og strømmeviis flød det forræderske Blod;nedfældt laa hver Saxer for Skjoldungens Fod.

(C. Pram. Af “Stærkodder.” Kbhvn. 1785.)

216

Med firnerske rustede sverd ved sin lend,og gullurnen skjult ved sin trofaste Barm,Stærkodder mot Skjoldungens Borg vandrer hen;en stav stytter Heltens ei kraftløse arm,hans arrede åsyn den nedtrykte hetteukjennelig gjør, og i kampen med Thorhans skikkelse, siden han reiste fra nord,er noksom forandret, at Ingen kan gjette217i hast, hvo han er; men seg selv ei ulik,fra først han for Halvor fremstilte seg,i Skjoldungens Sal han umerket inntrer.

Enn buldret’, som Halvor fortalte ham før,der Saxernes ville og rusende gleder;han setter seg nær ved uvoktede dør.Som før, da ithaciske helt kom tilbakefra lange omtumling ukjent til sin Borg,og så dets vanære med hevnsvangre sorg,og tenkte med kummer de henfløine dager,så helten Stærkodder, ukjent i en vrå,i Skjoldungens bolig bedrøvet ansaaeden støyende Tummel av Danrigets fiender;og smertelig Frodes Erindring opprinneri Mandens dybtsaarede Barm, men han tvangForbitrelsens brusen... Enn Nogle han kjenteav Dannemænds sønner, som forhen enganghos Frode han så; nå som Trælle de tjenteden herskende fiende; på dem saaes all frydforjaget, ukjent, mens de Fremmedes glederhøytbuldrende ruset’ med skingrende lydav begre og latter og sanger. ”O Sæder!udstønned’ Stærkodder, o fryd.”! —Med en røst,som døved’ all buldring, istemte nå hanen sang. Alt i hast er oppmerksomt og tyst.Gjenta meg, o Muse, hans sang, om du kan:

”Hvor lenge henslumrer, når våkner til striddin ungdom, o land, dine Naboers hån?I skammelig fred den bortsover sin tid,mens fienden pålegger deg skjendige bånd.218Frem, dannemenn, strider, som dannemenn bør.Skjønn blomstrer Dens Hæder, som stridende dør.

For vergeløst barn, for ustridbare Mø,for svækkede olding, for elskede land,å kjempe mot fiender, å kjempe og dø,er hæderfuldt, edelt og skjønt for en mann.Frem, dannemenn, strider, som dannemenn bør,skjønn blomstrer Dens Hæder, som stridende dør.

Opp, yngling! Deg vinker den hedrende død...Opp! møt den, at ei den uvæpnet deg når!Grib Skjoldet, grib spydet, tenk døden er søt,når fedrelands fiender du fallende slaaer!Frem, dannemenn, strider, som dannemenn bør!Skjønn blomstrer Dens Hæder, som stridende dør.

Kjemp mandig! Å dø er dog engang din Lod,om nå du av asenes ætt spirer frem.Titt Den, som usåret i kjempelek stod,umerket bortdøde i rolige hjem.Frem, dannemenn, strider, som dannemenn bør!Skjønn blomstrer Dens Hæder, som stridende dør.

Forakt blant de Kjække er Niddingens deli hånlige Liv; han dør bort uten savn,mens liten og stor ønsker kjekke mann held,ham dyrker som halvgud, og priser hans Navn.Frem, dannemenn, strider, som dannemenn bør,skjønn blomstrer Dens Hæder, som stridende dør.

Når fiendtlige spyd Den sitt banesår ga,der ene ved mot lignet’ tusen menn,og fast stod som Egen, bedugges hans gravmed Heltenes gråt, og hans pris er igjen.219Frem, dannemenn, strider, som dannemenn bør!Skjønn blomstrer Dens Hæder, som stridende dør.“

Så sang han. Hver sakser bestyrtet og stumser stivt på Stærkodder; hver raslende lydav Trællenes kjeder med skrekk overskyltede bleknende bødler. Angst salen oppfylte,som hevnen forkyndt ventet’ redselfull, grum,kun Dommerens vink. Men med trodsende frydi trekk, som Forstillelsens kunster uttømteved lange erfaring, Ulvilde går fremmot helten: ”Velkommen til Skjoldungens hjem,du Danrigets venn! - så hun taler; - minst drømteditt Vennefolk nå om den fryd enn engangStærkodder å skue. Hver dannemann kjenner,hver hedrer ditt vennskap, oprigtigen brennerhvert hjerte for deg. Kast tungsindighet hen!Tag hornet! forny ved den kvegende mjød –det forrige vennskap med Ingild, din venn,som sorrigfuld titt har beklaget din død,i tanke, at døden deg kun kunne slide,ærverdige helt, fra hans veldige side.Velan! drikk hans skål!..“

Og fortørnet mottokStærkodder det mjødfylte Horn, og han slodet vred imot dundrende vegg. Intet svarhan verdiget’ Kvindens foragtede Tale.

På jakten Kong Ingild imidlertid var,å dysse de nagende sorger i dvalemed saksiske ungdom. Nå kom han igjen;i salen han triner; ham Ingen modtagermed vanlige bulder, men snart han oppdager220i kroken sin Ungdoms ledsager og venn.Bestyrtet han lenge på oldingen stirrer,hvis mørke, alvorlige mine forvirrerham mer enn hvert blikk. Taus den arfulde håndhan griper, i høysetet hos seg ham setter;hans tunge er bundet ved skamfullhets bånd.

Ulvilde imidlertid taflet anrettermed mer enn sedvanlige prakt; og rundt omdet bugnende bord nå de talrige gjestermed taushet seg sette; hvert Øye seg festerpå helten, som ventet’ hver angstfull sin dom.

På Dronningens bud nå en skingrende lydav Giger og trommer og Sangeres stemmeoppfyller gjenlydende Sal, for ved frydå muntre forstenede Flok til å glemmeden herskende frykt, og vår helt, som opvaktav nattlig drøm seg forferdende hever.Oppreist han forgjeves oppmerksomhet krever;thi drog han det skirnerske sverd, og ei svakthan slo det i bordet; - adsplittet det brast;vidt fore dets sårende stykker omkring.Den buldrende sang og musikk var i hastforjaget og dempet, med snublende Springfluks Saxerne døren forfærdede søkte,og dronningen selv, skjønt uvant til å frykte,falt skjelvende om ved det rædsomme skrall,og flyktet’ med skaren av Skjoldungens Sal.

Alene var Ingild med helten igjen.Forti o min sang, hva den Vældige talte,de trekk, hvormed helten de Sæder afmalte,som anstode Nordens de krigerske menn.

221Han drog ham til Heltenes alder tilbake,erindret’ ham Frodes uhenskjelte dager,afbilded’ ham Overdaads skjensel og hån,og viste ham mandig de hildende bånd,hvormed Saxerinden ham fengslet’, de kjeder,hun hadde paalistet hver Danrigets mann;bebreidet’ ham tapet av velstand og Hæderog styrke og mot i det nedtrykte land.

Nå fremtog han urnen, før skjult ved hans bryst,og tvang ham med sverdet i hånden, å smakedet mimerske vann; da kom Hjertet tilbakei Skjoldungens Barm, og oppklart og lystvar Alt for det hittil forblindede Øye.Ulvildes Fortryllelse tapte sin makt,med Blusel erkjente han nå uten møyeden rædsomme fynd i hva helten har sagt.

Det skirnerske sverd ga ham oldingen nå,fornyende atter det ropende Minde,hans Faders, Kong Frodes; og vakte hans hutil hevn over hans og hans fedrelands fiende.

Skjønt redsel forviller de sariske menn,Ulvildes Opmuntring de Feige dog drivertil kamp mot Stærkodder. Forsamled’ igjende styrte i salen med rasenhets Iverog støyende skrik. Men med skirnerske sverdKong Ingild ved døren dem møter, og stanser;og skjønt det er tungt, han uvant med dets Bruk,med veldige hånd han ei skånende hug.Ihast den anfallende Flok var ei mer:det skirnerske stål har adsplittet hvert panser,222og strømmevis fløt det forræderske blod;nedfelt lå hver sakser for Skjoldungens fot.

(C. Pram. Av “Stærkodder.” Kbhvn. 1785.)