213

Sanggudinde, fortæl om det Folk, som, styrket af Jovah,Nophs vanærende Lænker brød, og om Helten, som søgtefrelsende Vei for Brødres Hær gjennem brusende Have,Misraims Vældiges Grav!... Udfolder, I Dage fra Oldtid,længe tilrullede Bog for min Aand, at den lærer at tolkeJovahs Daad mod hans Folk, at male for undrende SamtidScener, som spredte saa himmelsk en Glands om Eder, og ileend med Middagslys tilkommende Sekler imøde!

End omstraaler den dalende Sol de ægyptiske Sletter;Skyggerne spille paa Rørhavs Bred; fra østlige Høierødmer fjernt ethamitiske Kyst, da Israels Skarer,tætte som Bølgernes Hær, hvem Nordvind pidsker mod Stranden,ned mod Edoms Hav udbredes fra vestlige Bakker.

Først gik Mose, den Helt, ærværdig ved Kundskab og Alder;Hærførers Fasthed og Mod, Lovgivers Viisdom og Blidhed,Himlens Sendingers Tegn, omstraale hans rolige Aasyn.Fast var Oldingens Gang, henvendt hans stirrende Øiemod Hachiroth, hvor den ledende Sky guldfarvet nedlod sig.

Ham, tungtvæbnet og kjæk, udsøgteste Israels Ungdomfølger. Den ilende Hær Støvhvirvler omgive; som Taagenhyller i Morgenslør løvhvælvede Skove. I tætteRader bryde de frem, og seent udfoldes. I Dalenlyner fra Syd til Nord guldluende Koggre og Buerog tveeggede Sværd og kobberhamrede Skjolde.

Derpaa en blandet Hob sortlokkede Kvinder og Spædeog tungtvandrende Gamle drog i de Væbnedes Fodspor.

Atter af Ungdoms-Kjæmper en Hær, utallig i Mængde,følger med mandige Skridt til Tryghed og Hjælp for de Svage.

214Her ledsager en kraftfuld Helt sin skjælvende Fader;end ei afvant Søn hist slumrer paa Moderens Skuldre;der gaae Elskende Haand i Haand, hist bærer en Ynglinghende, hvis Yndighed vandt og hvis Dyd har fængslet hans Hjerte.Manden — et rørende Syn! — omslynget af Hustruens Arme,vandrer langsom og varlig ned med elskede Byrde,bærer i trofast Arm sin Brud med Haab om en Arving.

Moses, mindet af dalende Sky gav Tegn til at hvile:“Standser, Israels Folk! — udbrød han — os vinker Jehova.Himlen ifører sig snart sit glimrende natlige Dække;derfor de Unges bevæbnede Hær udgjøre en Vognborg!Nogle mod Vest og mod Nord udspænde beskjermende Telte!Tusinde plante en Leir mod Søndens uboede Ørkner!Fienden det angrer maaskee, at et Rov undreves hans Tænder;over den slumrende Løve maaskee han styrter til Hevnen.Thi han kjender ei Israels Gud, ei Israels Helte.Tryg er Hvile paa Jovahs Bud. Hist lyser hans Banner!”

Helten har talt, og en snehvid Leir udbredes i Dalenhastigt som Havenes Skum ved huultfrembrydende Storme.Midt for Skyen et Telt opreises for Moses og Aaron.Did i Stilhed man bar det kostbare Gjemme, som skjulteJosephs hellige Støv efter Eeden, den Døende fordred.Hver nu søger sit Telt. Hvidbarmede Døttre besørgehuuslig Syssel, og Moderen trygt søvndysser sin Spæde.Faderen, mattet af møisomt Tog, indslumrer paa Hyndet,eller i Jævnliges Kreds fremfarne Dage han mindes.

Men — som en Øgle, for Dagen ræd, naar Natten inddysserhele Naturen, forlader sin Vraa for at saare de Trygge, —saa fremsniger sig Nag blandt Hærens de rolige Sysler;og af en nidfuld Oldingsflok, som Skjebnen har samletfjernt i Leiren, den ulmende Gnist oppustes til Lue.

215Uziel tog tilords: “Fortvivlede Forsæt og Reise!Øinene dummes af Aar, og Knæerne sittre, og aldrigaldrig dog det velsignede Land skal fryde mit Øie.Aldrig, Salem, min Fod dine hellige Enge betræder.Nei! Hver Morgen vækkes mit Haab; naar Aftenen stiger,daler det skuffede Haab; — nu aldrig oprinder det mere.Nei! — Han bedrager os kun. Unærsom og væmmelig Føde,skuffet Forventning og møisom Vei og Død er hans Gave.Vaaning i Graven — fortjener vel den at kjøbes saa dyre?Søgte vi Døden med Møie tilforn blandt Israels Hytter?Mættelse, Hvile var Oldingens Deel, ei Hunger og Uro.Her udtørres min Kraft af Tørstens Luer, og Øretlukkes for Hungerens Raab; kun raabes at ile, at ile.Dog for den svolmede Fod ei kjølige Vande, for Issenkvægsom Olie ei! Sligt ikkun et gjæstfrit Ægyptenskjænker den smægtende Træl.... Ægypten, Ægypten! — Jeg Daare!O! hvi bytted’ en Olding dit Baand for mosaiske Lænker!”

Held os! — Elasser udbrød med Gubbens skjælvende Stemme —Held udlevede Gamle! De graae Haar helde til Graven.Men — vor Søn i sin Kraft? — hans Søn paa Moderens Arme?Os snart kalder den evige Søvn; men Disse maae leve,plages, og sukke til Døden, som vi; men sukke forgjeves.Alt omvandred’ vi Ethams Ørk, og bestege dens Høie;snerrende Schakal og natsort Grib og Øgler og Otterhvæsde os fiendtligt imod fra Buske og Kløfter og Huler;Stene og Tornenes Od opridsed’ de vaklende Fødder.Nok er dette; ja nok til at dræbe den døende Gamle.Men — den blomstrende Mø, den modnende Yngling til Møie,til fortærende Nag kun fødte! det fædrene HjertesLyst og Haab... skal Disse da døe, som Bækken i Ørken?seent hentæres af skuffende Haab og forbande vort Minde?Nei! — jeg er Fader. Endskjøndt ei brænder i Oldingens Aarer216Ynglings Ild, og opfylder min Arm med spillende Styrke;dog, før Edoms østlige Kyst for Morgenen rødmer,griber jeg styrkende Stav . . . Hver følge mig da, som har Viisdom!Naar udmattede Fod da eengang betræder Ægypten,aldrig forlader jeg meer min Hytte og Palmernes Skygge!Bedre at haabe, som Træl, end Haabet opoffre med Livet!”

Sukkende taug han, og skjulte sin Graad med de skjælvende Hænder.Flux Issaskars Olding opfoer, sortskjæggede Raphu;mørk, som Orkanens Sky, han ryster med trodsende Hoved.Mange ham frygted’. Hans Navn blandt Folket var Raphu denTrædske.

“Hvo gjør Olding til Daare? en Mand til grædende Kvinde?Ti dog hver, som beskjemmer sig selv med vanvittige Tale!Mene I vel, afstumpede Piil Forræderen saarer?Nei! — I hade ham? - vel! da laster ham ikke som Venner!”

Her afbrød han, og mørk paa svigtende Landse sig lænteTaushed, som Midnats Stille, sig flux udbreder i Teltet;thi dybsindigen grunder Enhver paa Oldingens Tale,dog ei voves et Ord; kun frygtsomt Øinene fritte.

(I. Herz. Af ”Det befriede Israel.” Et Heltedigt. Kbhvn. 1804.)

213

Sanggudinde, fortell om det folk, som, styrket av Jovah,Nophs vanærende lenker brød, og om helten, som søktefrelsende vei for Brødres hær gjennom brusende Have,Misraims Vældiges grav!... Utfolder, dere dager fra oldtid,lenge tilrullede bok for min Aand, at den lærer å tolkeJovahs dåd mot hans folk, å male for undrende samtidScener, som spredte så himmelsk en glans om Eder, og ileenn med Middagslys tilkommende sekler imøte!

Enn omstraaler den dalende sol de egyptiske sletter;Skyggene spille på Rørhavs bred; fra østlige Høyerødmer fjernt ethamitiske kyst, da Israels Skarer,tette som Bølgernes hær, hvem Nordvind pisker mot stranden,ned mot Edoms hav udbredes fra vestlige bakker.

Først gikk Mose, den helt, ærverdig ved kunnskap og alder;Hærførers fasthet og mot, Lovgivers visdom og blidhet,Himlens Sendingers tegn, omstraale hans rolige åsyn.Fast var Oldingens gang, henvendt hans stirrende Øyemot Hachiroth, hvor den ledende sky gullfarget nedlot seg.

Ham, tungtvæpnet og kjekk, udsøgteste Israels ungdomfølger. Den ilende hær støvvirvler omgive; som tåkenhyller i Morgenslør løvhvælvede skoger. I tetteRader bryte de frem, og sent utfoldes. I dalenlyner fra Syd til nord gulluende Koggre og buerog tveeggede sverd og kobberhamrede skjold.

Derpå en blandet hop sortlokkede kvinner og Spædeog tungtvandrende Gamle drog i de Væbnedes fotspor.

Atter av Ungdoms-kjemper en hær, utallig i mengde,følger med mandige skritt til trygghet og hjelp for de Svage.

214Her ledsager en kraftfull helt sin skjelvende far;enn ei afvant sønn hist slumrer på Moderens skuldre;der gå Elskende hånd i hånd, hist bærer en ynglinghenne, hvis yndighet vant og hvis dyd har fengslet hans hjerte.Mannen — et rørende syn! — omslynget av Hustruens Arme,vandrer langsom og varlig ned med elskede byrde,bærer i trofast arm sin brud med håp om en arving.

Moses, minnet av dalende sky ga tegn til å hvile:“Stanser, Israels folk! — utbrøt han — oss vinker Jehova.Himlen ifører seg snart sitt glimrende natlige dekke;derfor de Unges bevæbnede hær utgjøre en vognborg!Noen mot vest og mot nord udspænde beskjermende Telte!Tusen plante en leir mot Søndens uboede ørkener!Fienden det angrer maaskee, at et Rov undreves hans tenner;over den slumrende løve maaskee han styrter til hevnen.Thi han kjenner ei Israels Gud, ei Israels Helte.Trygg er hvile på Jovahs bud. Hist lyser hans banner!”

Helten har talt, og en snøhvit leir udbredes i dalenhastigt som Havenes skum ved huultfrembrydende Storme.Midt for skyen et telt opreises for Moses og Aaron.Dit i stillhet man bar det kostbare gjemme, som skjulteJosephs hellige støv etter eden, den Døende fordret.Hver nå søker sitt telt. Hvidbarmede døtre besørgehuslig syssel, og moren trygt søvndysser sin Spæde.Faderen, mattet av møysomt Tog, indslumrer på Hyndet,eller i Jævnliges krets fremfarne dager han minnes.

Men — som en øgle, for dagen redd, når natten inndysserhele naturen, forlater sin vrå for å såre de Trygge, —så fremsniger seg nag blant Hærens de rolige sysler;og av en nidfull Oldingsflok, som skjebnen har samletfjernt i leiren, den ulmende gnist oppustes til lue.

215Uziel tok til orde: “Fortvivlede forsett og reise!Øynene dummes av år, og knærne sittre, og aldrialdri dog det velsignede land skal fryde mitt Øye.Aldri, Salem, min fot dine hellige enger betreder.Nei! Hver morgen vekkes mitt håp; når Aftenen stiger,daler det skuffede håp; — nå aldri opprinner det mer.Nei! — Han bedrager oss kun. Unærsom og vemmelig føde,skuffet forventning og møysom vei og død er hans gave.Våning i graven — fortjener vel den å kjøpes så dyre?Søkte vi døden med møye tilforn blant Israels hytter?Mettelse, hvile var Oldingens del, ei hunger og uro.Her udtørres min kraft av Tørstens luer, og øretlukkes for Hungerens rop; kun ropes å ile, å ile.Dog for den svolmede fot ei kjølige Vande, for issenkvægsom olje ei! Slikt ikkun et gjestfritt Ægyptenskjenker den smektende trell.... Ægypten, Ægypten! — Jeg dåre!O! hvi byttet’ en olding ditt bånd for mosaiske lenker!”

Held oss! — Elasser utbrøt med Gubbens skjelvende stemme —Held utlevde Gamle! De gråe hår helle til graven.Men — vår sønn i sin kraft? — hans sønn på Moderens Arme?Os snart kaller den evige søvn; men disse må leve,plages, og sukke til døden, som vi; men sukke forgjeves.Alt omvandred’ vi Ethams Ørk, og bestege dens Høye;snerrende Schakal og nattsort Grib og øgler og Otterhvæsde oss fiendtlig imot fra busker og kløfter og huler;Steiner og Tornenes Od opridsed’ de vaklende føtter.Nok er dette; ja nok til å drepe den døende Gamle.Men — den blomstrende Mø, den modnende yngling til møye,til fortærende nag kun fødte! det fedrene HjertesLyst og håp... skal disse da dø, som bekken i ørken?sent hentæres av skuffende håp og forbanne vårt Minde?Nei! — jeg er far. Endskjøndt ei brenner i Oldingens årer216Ynglings ild, og oppfyller min arm med spillende styrke;dog, før Edoms østlige kyst for morgenen rødmer,griper jeg styrkende stav . . . Hver følge meg da, som har visdom!Når utmattede fot da en gang betreder Ægypten,aldri forlater jeg mer min hytte og palmenes skygge!Bedre å håpe, som trell, enn håpet oppofre med livet!”

Sukkende tidde han, og skjulte sin gråt med de skjelvende hender.Fluks Issaskars olding opfoer, sortskjæggede Raphu;mørk, som Orkanens sky, han ryster med trodsende hode.Mange ham fryktet’. Hans Navn blant folket var Raphu denTrædske.

“Hvo gjør olding til dåre? en mann til gråtende kvinne?Ti dog hver, som beskjemmer seg selv med vanvittige Tale!Mener dere vel, avstumpede pil forræderen sårer?Nei! — Dere hater ham? - vel! da laster ham ikke som venner!”

Her avbrøt han, og mørk på sviktende lanse seg lenteTaushet, som Midnats stille, sig fluks utbrer i teltet;thi dybsindigen grunner Enhver på Oldingens Tale,dog ei voves et ord; kun fryktsomt øynene fritte.

(I. Herz. Av ”Det befridde Israel.” Et heltedikt. Kbhvn. 1804.)