Læreplanatlas
Anden DeelHistorisk Epos.

2. Israeliterne knurre imod Moses.

Af J. Hertz

213

Sanggudinde, fortæl om det Folk, som, styrket af Jovah,Nophs vanærende Lænker brød, og om Helten, som søgtefrelsende Vei for Brødres Hær gjennem brusende Have,Misraims Vældiges Grav!... Udfolder, I Dage fra Oldtid,længe tilrullede Bog for min Aand, at den lærer at tolkeJovahs Daad mod hans Folk, at male for undrende SamtidScener, som spredte saa himmelsk en Glands om Eder, og ileend med Middagslys tilkommende Sekler imøde!

End omstraaler den dalende Sol de ægyptiske Sletter;Skyggerne spille paa Rørhavs Bred; fra østlige Høierødmer fjernt ethamitiske Kyst, da Israels Skarer,tætte som Bølgernes Hær, hvem Nordvind pidsker mod Stranden,ned mod Edoms Hav udbredes fra vestlige Bakker.

Først gik Mose, den Helt, ærværdig ved Kundskab og Alder;Hærførers Fasthed og Mod, Lovgivers Viisdom og Blidhed,Himlens Sendingers Tegn, omstraale hans rolige Aasyn.Fast var Oldingens Gang, henvendt hans stirrende Øiemod Hachiroth, hvor den ledende Sky guldfarvet nedlod sig.

Ham, tungtvæbnet og kjæk, udsøgteste Israels Ungdomfølger. Den ilende Hær Støvhvirvler omgive; som Taagenhyller i Morgenslør løvhvælvede Skove. I tætteRader bryde de frem, og seent udfoldes. I Dalenlyner fra Syd til Nord guldluende Koggre og Buerog tveeggede Sværd og kobberhamrede Skjolde.

Derpaa en blandet Hob sortlokkede Kvinder og Spædeog tungtvandrende Gamle drog i de Væbnedes Fodspor.

Atter af Ungdoms-Kjæmper en Hær, utallig i Mængde,følger med mandige Skridt til Tryghed og Hjælp for de Svage.

214Her ledsager en kraftfuld Helt sin skjælvende Fader;end ei afvant Søn hist slumrer paa Moderens Skuldre;der gaae Elskende Haand i Haand, hist bærer en Ynglinghende, hvis Yndighed vandt og hvis Dyd har fængslet hans Hjerte.Manden — et rørende Syn! — omslynget af Hustruens Arme,vandrer langsom og varlig ned med elskede Byrde,bærer i trofast Arm sin Brud med Haab om en Arving.

Moses, mindet af dalende Sky gav Tegn til at hvile:“Standser, Israels Folk! — udbrød han — os vinker Jehova.Himlen ifører sig snart sit glimrende natlige Dække;derfor de Unges bevæbnede Hær udgjøre en Vognborg!Nogle mod Vest og mod Nord udspænde beskjermende Telte!Tusinde plante en Leir mod Søndens uboede Ørkner!Fienden det angrer maaskee, at et Rov undreves hans Tænder;over den slumrende Løve maaskee han styrter til Hevnen.Thi han kjender ei Israels Gud, ei Israels Helte.Tryg er Hvile paa Jovahs Bud. Hist lyser hans Banner!”

Helten har talt, og en snehvid Leir udbredes i Dalenhastigt som Havenes Skum ved huultfrembrydende Storme.Midt for Skyen et Telt opreises for Moses og Aaron.Did i Stilhed man bar det kostbare Gjemme, som skjulteJosephs hellige Støv efter Eeden, den Døende fordred.Hver nu søger sit Telt. Hvidbarmede Døttre besørgehuuslig Syssel, og Moderen trygt søvndysser sin Spæde.Faderen, mattet af møisomt Tog, indslumrer paa Hyndet,eller i Jævnliges Kreds fremfarne Dage han mindes.

Men — som en Øgle, for Dagen ræd, naar Natten inddysserhele Naturen, forlader sin Vraa for at saare de Trygge, —saa fremsniger sig Nag blandt Hærens de rolige Sysler;og af en nidfuld Oldingsflok, som Skjebnen har samletfjernt i Leiren, den ulmende Gnist oppustes til Lue.

215Uziel tog tilords: “Fortvivlede Forsæt og Reise!Øinene dummes af Aar, og Knæerne sittre, og aldrigaldrig dog det velsignede Land skal fryde mit Øie.Aldrig, Salem, min Fod dine hellige Enge betræder.Nei! Hver Morgen vækkes mit Haab; naar Aftenen stiger,daler det skuffede Haab; — nu aldrig oprinder det mere.Nei! — Han bedrager os kun. Unærsom og væmmelig Føde,skuffet Forventning og møisom Vei og Død er hans Gave.Vaaning i Graven — fortjener vel den at kjøbes saa dyre?Søgte vi Døden med Møie tilforn blandt Israels Hytter?Mættelse, Hvile var Oldingens Deel, ei Hunger og Uro.Her udtørres min Kraft af Tørstens Luer, og Øretlukkes for Hungerens Raab; kun raabes at ile, at ile.Dog for den svolmede Fod ei kjølige Vande, for Issenkvægsom Olie ei! Sligt ikkun et gjæstfrit Ægyptenskjænker den smægtende Træl.... Ægypten, Ægypten! — Jeg Daare!O! hvi bytted’ en Olding dit Baand for mosaiske Lænker!”

Held os! — Elasser udbrød med Gubbens skjælvende Stemme —Held udlevede Gamle! De graae Haar helde til Graven.Men — vor Søn i sin Kraft? — hans Søn paa Moderens Arme?Os snart kalder den evige Søvn; men Disse maae leve,plages, og sukke til Døden, som vi; men sukke forgjeves.Alt omvandred’ vi Ethams Ørk, og bestege dens Høie;snerrende Schakal og natsort Grib og Øgler og Otterhvæsde os fiendtligt imod fra Buske og Kløfter og Huler;Stene og Tornenes Od opridsed’ de vaklende Fødder.Nok er dette; ja nok til at dræbe den døende Gamle.Men — den blomstrende Mø, den modnende Yngling til Møie,til fortærende Nag kun fødte! det fædrene HjertesLyst og Haab... skal Disse da døe, som Bækken i Ørken?seent hentæres af skuffende Haab og forbande vort Minde?Nei! — jeg er Fader. Endskjøndt ei brænder i Oldingens Aarer216Ynglings Ild, og opfylder min Arm med spillende Styrke;dog, før Edoms østlige Kyst for Morgenen rødmer,griber jeg styrkende Stav . . . Hver følge mig da, som har Viisdom!Naar udmattede Fod da eengang betræder Ægypten,aldrig forlader jeg meer min Hytte og Palmernes Skygge!Bedre at haabe, som Træl, end Haabet opoffre med Livet!”

Sukkende taug han, og skjulte sin Graad med de skjælvende Hænder.Flux Issaskars Olding opfoer, sortskjæggede Raphu;mørk, som Orkanens Sky, han ryster med trodsende Hoved.Mange ham frygted’. Hans Navn blandt Folket var Raphu denTrædske.

“Hvo gjør Olding til Daare? en Mand til grædende Kvinde?Ti dog hver, som beskjemmer sig selv med vanvittige Tale!Mene I vel, afstumpede Piil Forræderen saarer?Nei! — I hade ham? - vel! da laster ham ikke som Venner!”

Her afbrød han, og mørk paa svigtende Landse sig lænteTaushed, som Midnats Stille, sig flux udbreder i Teltet;thi dybsindigen grunder Enhver paa Oldingens Tale,dog ei voves et Ord; kun frygtsomt Øinene fritte.

(I. Herz. Af ”Det befriede Israel.” Et Heltedigt. Kbhvn. 1804.)