210

En Saga fast utroligjeg nu kundgjøre maa:mod Utgards fjerne Boligmonne de Kjæmper gaae;hvert Skridt de monne tage,da var det ligerviis,som gled de to tilbagehen paa den glatte Is.

Da monne Veien dale;det gik i Dybet brat.Man hørte Haner gale,det blev til mørke Nat,da Thjalf og Røsga gyste,men frem gik Asathor;hans Harnisk for dem lyste,de traadte i hans Spor.

Alt mere dybt de stegened i det steengraa Fjeld;da saae de Skygger blege,og hørte Kildevæld.Gud Thor ei længe hvilte,han slog sig ei til Taal:211med raske Skridt han iltehen mod sin Idræts Maal.

Som nu han frem sig skyndteheel fro og trøstelig,da Mørket snart begyndtei Lys at tabe sig;man skued Fakler blaaneudi den dybe Grøft;Glimt af den blege Maanefaldt i en Klippekløft.

Da kom de til en Laageudi den Klipperad;der monne to Skygger vaage;de tæt for Døren sad.De vare dødlig blegeog under Øine blaae;de op fra Bænken stege,og paa det Følge saae.

Den Ene var en Kvinde,den Anden var en Mand;sligt Folk man ingensindesaae i et andet Land.De monne svarligt fryseudi det kolde Hjem.De toge til at gyse,da Thor tiltalte dem.

De havde Hjelme sorte,hver løfted Hamren sin;foruden Pandserskjortede stod i hvide Lin.212De Hamre graalig hvidevar gjort af Dødningbeen;de lod dem mat nedglide,da Asa-Thor fremtreen.

De sagde: “Ingenstundeslig Skare før hidkom.Hvad søger I derinde?Vend om, o Flok! vend om!”De monne svarligt sukkeudi den skumle Vraa.De sagde: “Vi mon indlukkekun dem, som døe paa Straa.”

“Hvad vil I Kjæmper stærke,som gløder i liflig Kraft,forinden Sprinkelværke,hvor ingen Fryd er havt?Hvor blakket bleg en Kvindeuddeler Sorg og Kvalmblandt dem, som boe derinde,hendøet paa Bænkehalm?”

Da sagde Thor hiin stærketil Røsg’ og sine Mænd:“Nu kan jeg fuldvel mærke,hvor vi er vandret hen.For Helheims sorte Grottervi nu tilvisse staae.Loke, din blege Dotter,vi snart at see vil faae.

(A. Oehlenschläger. Af “Thors Reise til Jothunheim.” Kbhvn. 1807.)

210

En saga fast utroligjeg nå kunngjøre må:mot Utgards fjerne boligmonne de kjemper gå;hvert skritt de monne ta,da var det ligerviis,som gled de to tilbakehen på den glatte is.

Da monne veien dale;det gikk i dypet brat.Man hørte haner gale,det ble til mørke natt,da Thjalf og Røsga gyste,men frem gikk Asathor;hans harnisk for dem lyste,de trådte i hans spor.

Alt mer dypt de stegened i det steingrå Fjell;da så de skygger bleke,og hørte kildevell.Gud Thor ei lenge hvilte,han slo seg ei til tål:211med raske skritt han iltehen mot sin Idræts mål.

Som nå han frem seg skyndtehel fro og trøstelig,da mørket snart begyntei lys å tape seg;man skuet fakler blåneuti den dype grøft;Glimt av den bleke månefalt i en Klippekløft.

Da kom de til en Laageuti den Klipperad;der monne to skygger vaage;de tett for døren satt.De var dødlig blekeog under øyne blåe;de opp fra benken stege,og på det følge så.

Den Ene var en kvinne,den Anden var en mann;slikt folk man ingensindeså i et annet land.De monne svarligt fryseuti det kalde hjem.De tok til å gyse,da Thor tiltalte dem.

De hadde hjelmer sorte,hver løftet hammeren sin;foruten panserskjortede stod i hvite Lin.212De Hamre grålig hvitevar gjort av Dødningbeen;de lot dem mat nedglide,da Asa-Thor fremtreen.

De sa: “Ingenstundeslig Skare før hidkom.Hva søker dere derinne?Vend om, o Flok! vend om!”De monne svarligt sukkeuti den skumle vrå.De sa: “Vi mon indlukkekun dem, som dø på strå.”

“Hva vil dere kjemper sterke,som gløder i liflig kraft,forinden Sprinkelværke,hvor ingen fryd er hatt?Hvor blakket bleg en kvinneutdeler sorg og kvalmblant dem, som bo derinne,hendøet på benkehalm?”

Da sa Thor hin sterketil Røsg’ og sine menn:“Nå kan jeg fuldvel merke,hvor vi er vandret hen.For Helheims sorte grottervi nå tilvisse stå.Loke, din bleke dotter,vi snart å se vil få.

(A. Oehlenschläger. Av “Thors reise til Jothunheim.” Kbhvn. 1807.)