207

Ligesom de to foregaaende, den lyriske og den didaktiske Poesi, vare af subjektiv Charakter, idet Digteren selv fremtræder, ere de to følgende Digtarter, nemlig den episke og den dramatiske, af reen objektiv Charakter, idet Digterens Opgave netop er at holde sig selv skjult medens han levendegjør for os en afsluttet Række af Begivenheder. Han skal her være Historiemaler, medens de foregaaende Digtarter ligne Landskabs-, Genre-, Blomster- og Idee-Maleriet. Navnet ”Epos” d. e. det levende udtalte Ord (Saga) betegner denne Digtarts Charakter, at den nemlig er fortællende Begivenheder, som have levet paa Folkets Mund og som dreie sig om en enkelt, over sin Tid og sine Omgivelser fremragende, Helt. Men dette maa skee paa en sand digterisk Maade; thi ellers bliver Eposet kun en rimet Historie, uanseet alt Glimmerstøv af klingende Fraser, hvormed dets nok saa regelrette Vers kunne være overstrøede, de besjungne Begivenheder ligne ganske de virkeligen forefaldne og prosaisk beskrevne, og den prosaiske Hukommelse træder istedetfor den skabende Indbildningskraft.

I det egentlige Epos (Heltedigtet) maa den i et Heelt afsluttede Følgerække af Begivenheder fremstilles som en mærkelig Akt af den høiere Verdensstyrelse, der fremkalder Historiens Epoker ved enkelte udmærkede Mennesker og gjennem disse deres Tidsalders Helte griber paa en vidunderlig Maade ind i Tingenes sædvanlige Gang. Men dette maa synes udført af den episke Helt ved fri Selvbestemmelse og de udmærkede Gaver, hvormed han er udrustet for at udføre Verdensstyrelsens Bud. Kun saaledes, og ikke ved at fremtræde som en Skjebnens Marionet, ved at fastsætte sig et stort Maal og ved at forfølge det, alle Hindringer tiltrods, bliver Helten episk og vinder Deeltagelse. Verdensstyrelsen giver sig kun tilkjende gjennem en Række af Hændelser, der 208ligge udenfor den menneskelige Beregning og Klogskab; og idet Helten kun fremgaaer forherliget af Ulykken og reddes ved lykkelige Tilfælde, der understøtte hans egen Kraft, synes Verdensstyrelsen at samvirke med ham og han at være kaaret af denne til det, han dog ved sine Bedrifter viser at være ved sin egen Aandsstorhed. Først naar han i sin sjelelige Frihed begaaer et moralsk Fald, eller naar han, som f. Ex. Hakon Jarl paa sin Magts Høide, lader denne komme i Strid med den høiere Verdensstyrelses Anordning, fremtræder denne som Nødvendighed eller Skjebne, der knuser Individet ved en tragisk Ende, fremkaldt enten som Følge af de Feil, hvori Helten veeg ud af sin Bane, eller bevirket ved en ny episk Helt, der repræsenterer en bedre Tingenes Orden og handler i en lykkeligere Overeensstemmelse med Verdensstyrelsens Anordning. Saaledes optraadte Olaf Tryggvesøn og Christendommen mod Hakon Jarl, Blotmanden, og Asalæren. I denne absolute Eenhed mellem den menneskelige Frihed og en overjordisk Villie ligger det Vidunderlige, som tilhører det egentlige Heltedigt; og her finder Digteren især sit Stof gjennemtrængt og ligesom allerede færdigt i Mythologierne og i de eventyrlige Dele af Historien, som Folkesagnet har bearbeidet i episk Aand før Granskningen og opfyldt med halvgudagtige Heroer. I Eposet af mythologisk Stof allegoriseres altid det Godes og Ondes Principers, Mørkets og Lysets, Kampe; men ogsaa i det er Alfaders Villie den herskende og styrende Skjebne, som de fremtrædende Helte ere underordnede. De episke Personligheder, som rage frem paa Grændserne af Folkeslagenes historiske og forhistoriske Tid, have givet det romantiske Heltedigt Tilværelse, og saadanne ere f. Ex. hos Nordboerne Hrolf Krake, Ragnar Lodbrok, Frithjof hiin Frækne og over hele det gotiske og romaniske Europa Carl den Store og hans Jævninger, hvorimellem især Roland og Olger Danske have sysselsat Indbildningskraften. Medens enhver Betragtning eller Bemærkning og enhver Yttring af personlig Deeltagelse er banlyst af den episke Digtning, saa Digteren, for at undgaae enhver saadan Indblanden, fremstiller Begivenhederne ikke som en Forgangenhed, men som nærværende og udviklende sig under Læserens Øine, ere Sidespring enten i Beskrivelser eller til Bi-Begivenheder eller Bi-Personer (Episoder) hyppige i Heltedigtet. Idet Intet forsømmes, som kan charakterisere Sæder og Personerne, og som i Begivenhedernes Udvikling frembyder sig til Fremstilling, erholder Heltedigtet den altomfattende Storhed og Heelhed (Universalitet) og den over Alt, det Mindste med det Største, skuende Klarhed og Rolighed, 209som ere dets eiendommelige Egenskaber, og som henpege paa det Forsyn, der altid staaer i dets Baggrund.

En Digtarts Form bør altid være paabuden af dens indre Charakter. Rolig, følgemæssig Udvikling er det egentlige alvorlige Heltedigts Charakter, hvorfor ogsaa Hexametret synes meest egnet derfor. Ogsaa det komiske og det idylliske Epos betjener sig af denne Versform, medens det romantiske Epos, der ofte bestaaer i en Sammenkjædning af Romanzer og Ballader, vælger forskjellige. Regelen er her, som overalt, at den Form er den smukkeste og bedste, som er den naturligste for Meningen, og hvori denne, ligesom ifølge en Chrystallisationslov, plastisk udtrykker sig.

Den episke Poesi deler sig i to store Felter, nemlig i det egentlige Epos’s eller Heltedigts (mythisk, historisk, romantisk, komisk, idyllisk Epos) og i den poetiske Fortællings, der omslutter Romanens og Novellens mangfoldige Arter, samt Poesiens lille mystiske Eden og Palæstina: Mythen og Legenden.

2den Deel.

207

Likesom de to foregående, den lyriske og den didaktiske poesi, vare av subjektiv karakter, idet dikteren selv fremtrer, er de to følgende Digtarter, nemlig den episke og den dramatiske, av ren objektiv karakter, idet dikterens oppgave nettopp er å holde seg selv skjult mens han levendegjør for oss en avsluttet rekke av begivenheter. Han skal her være Historiemaler, mens de foregående Digtarter ligne landskaps-, genre-, Blomster- og idé-maleriet. Navnet ”epos” d. e. det levende uttalte ord (saga) betegner denne Digtarts karakter, at den nemlig er fortellende begivenheter, som har levet på Folkets munn og som dreie seg om en enkelt, over sin tid og sine omgivelser fremragende, helt. Men dette må skje på en sann dikterisk måte; thi ellers blir eposet kun en rimet historie, uanseet alt Glimmerstøv av klingende Fraser, hvormed dets nok så regelrette vers kunne være overstrødde, de besungne begivenheter ligne ganske de virkelig forefaldne og prosaisk beskrevne, og den prosaiske hukommelse trer i stedet for den skapende Indbildningskraft.

I det egentlige epos (heltediktet) må den i et helt afsluttede Følgerække av begivenheter fremstilles som en merkelig akt av den høyere Verdensstyrelse, der fremkaller Historiens epoker ved enkelte udmærkede mennesker og gjennom disse deres Tidsalders Helte griper på en vidunderlig måte inn i Tingenes sedvanlige gang. Men dette må synes utført av den episke helt ved fri selvbestemmelse og de udmærkede gaver, hvormed han er utrustet for å utføre Verdensstyrelsens bud. Kun således, og ikke ved å fremtre som en Skjebnens marionett, ved å fastsette seg et stort mål og ved å forfølge det, alle hindringer tiltrods, blir helten episk og vinder deltagelse. Verdensstyrelsen giver seg kun tilkjenne gjennom en rekke av hendelser, der 208ligge utenfor den menneskelige beregning og klokskap; og idet helten kun fremgår forherliget av ulykken og reddes ved lykkelige tilfelle, der understøtte hans egen kraft, synes Verdensstyrelsen å samvirke med ham og han å være kåret av denne til det, han dog ved sine bedrifter viser å være ved sin egen åndsstorhet. Først når han i sin sjelelige frihet begår et moralsk fall, eller når han, som f. Ex. Hakon Jarl på sin makts høyde, lader denne komme i strid med den høyere Verdensstyrelses anordning, fremtrer denne som nødvendighet eller skjebne, der knuser individet ved en tragisk ende, fremkalt enten som følge av de feil, hvori helten vek ut av sin bane, eller bevirket ved en ny episk helt, der representerer en bedre Tingenes orden og handler i en lykkeligere overensstemmelse med Verdensstyrelsens anordning. Således opptrådte Olaf Tryggvesøn og kristendommen mot Hakon Jarl, Blotmanden, og Asalæren. I denne absolutte enhet mellom den menneskelige frihet og en overjordisk vilje ligger det Vidunderlige, som tilhører det egentlige heltedikt; og her finner dikteren især sitt stoff gjennomtrengt og likesom allerede ferdig i mytologiene og i de eventyrlige dele av historien, som Folkesagnet har bearbeidet i episk Aand før granskningen og oppfylt med halvgudagtige heroer. I eposet av mytologisk stoff allegoriseres alltid det Godes og Ondes prinsippers, Mørkets og Lysets, kamper; men også i det er Alfaders vilje den herskende og styrende skjebne, som de fremtredende Helte er underordnede. De episke personligheter, som rage frem på grensene av Folkeslagenes historiske og forhistoriske tid, have gitt det romantiske heltedikt tilværelse, og sådanne er f. Ex. hos nordboerne Hrolf Krake, Ragnar Lodbrok, Frithjof hin Frækne og over hele det gotiske og romaniske Europa Carl den Store og hans jevninger, hvorimellom især Roland og Olger Danske have sysselsatt innbilningskraften. Mens enhver betraktning eller bemerkning og enhver ytring av personlig deltagelse er banlyst av den episke diktning, så dikteren, for å unngå enhver sådan Indblanden, fremstiller begivenhetene ikke som en forgangenhet, men som nærværende og utviklende seg under leserens øyne, er Sidespring enten i beskrivelser eller til Bi-begivenheter eller Bi-personer (episoder) hyppige i heltediktet. Idet intet forsømmes, som kan karakterisere Sæder og personene, og som i begivenhetenes utvikling frembyr seg til fremstilling, erholder heltediktet den altomfattende storhet og helhet (universalitet) og den over Alt, det Mindste med det Største, skuende klarhet og Rolighed, 209som er dets eiendommelige egenskaper, og som henpege på det forsyn, der alltid står i dets bakgrunn.

En Digtarts form bør alltid være paabuden av dens indre karakter. Rolig, følgemæssig utvikling er det egentlige alvorlige Heltedigts karakter, hvorfor også heksametret synes mest egnet derfor. Også det komiske og det idylliske epos betjener seg av denne versform, mens det romantiske epos, der ofte består i en Sammenkjædning av romanser og ballader, velger forskjellige. Regelen er her, som overalt, at den form er den smukkeste og beste, som er den naturligste for meningen, og hvori denne, likesom ifølge en Chrystallisationslov, plastisk uttrykker seg.

Den episke poesi deler seg i to store felter, nemlig i det egentlige Epos’s eller Heltedigts (mytisk, historisk, romantisk, komisk, idyllisk epos) og i den poetiske fortellings, der omslutter Romanens og Novellens mangfoldige arter, samt Poesiens lille mystiske Eden og Palæstina: Myten og legenden.

2den del.