203

En Pilegrim i Ørken drog;han sin Kameel ved Tømmen tog;se, da blev Dyret løbsk og sky,saa Manden for det maatte flye;det gav sig voldsomt til at snøfte,og Benene mod ham at løfte.

204I Angsten til en Brønd han løb,og hurtig op paa Randen krøb;men Dyret ham i Raseriforfulgte brad ad vilden Sti.Han tabte sin Besindighed,lod sig i Brønden falde ned.

Dog, som han slap den løse Steen,da hang han ved en Brombærgreen,hvis friske, grønne, tykke Hækkevar voxet gjennem Murens Sprække.

Der svæved’ nu den arme Mand.Sin Tilstand stærkt bejamred’ han;han løfted’ Øiet op og saaeKamelens Trudselshoved staae,som om det vilde vildt ham bide;men lod han Øinene nedglide,saae han paa Brøndens dybe Bunden Drage med opspilet Mund,som vilde den ham sluge brad,ifald han faldt fra svage Krat.

I denne græsselige Svævensaae han det tredie Syn med Bæven;thi der, hvor Hækkens Stamme stodi Sprækken med halvskjulte Rod,der sad, i Stenens løse Gruus,den sorte med den hvide Muus,og filede med skarpen Tandpaa Roden gjennem Barkens Rand.

De kradsed’, reve, stubbed’, graved’,og vexelviis paa Roden gnaved’;205fra Trevlen ofte Mulden gledog risled’ dybt i Brønden ned;og alt som Gruset faldet var,slog Dragen op sit Øienpar,at see, om Hækken med sin Byrdesnart faldt med den, han vilde myrde.

Den stakkels Mand, af Angst og Nødomspændt, i Svælg af visse Død,i denne frygtelige Vraaforgjeves efter Redning saae;men, som han ængstelig arbeided’,og rundt omkring med Øiet speided’,da vinkte ham en Green saa huld,af søde, skjønne Brombær fuld.

Nu fik han Lyst, med samt sin Klage,den nære, modne Frugt at smage;Kamelens Raseri han glemte,ei Dragesynet ham beklemte,ja, Nydelsen ham gjorde frifor Museparrets Drilleri;han Dyret brøle lod paa Muren,og skjælved ei for Dragens Luren;han Musene lod Roden gnave,henrykt af Hækkens rige Gave.De Brombær smagte ham saa sødt,at ei den Nød, ham havde mødt,meer havde noget at betyde,naar blot den Frugt han kunde nyde.

Du spørger: Hvo var denne Gjæk,som kunde glemme reent sin Skræk? —Saa viid, min Ven! den Mand est Du!206Hør Fabelens Udtydning nu.Se, Dragen hist paa Brøndens Bunder Døden med opspilet Mund;Kamelen hist, hvis Harm udbrød,er Livets Angst og Livets Nød;paa svage Green, som dig er givet,du svæver mellem Død og Livet;de To, som Hækkens Rødder gnave,som dig i Brønden vil begrave,at Døden snart kan faae dig fat, —de Muus, min Ven! er Dag og Nat.Den Sorte nager, halv forborgen,dit Træ fra Aften indtil Morgen;fra Morgen indtil Aftentidearbeider ligerviis den Hvide.Og midt i denne Kval og Brøstdog lokker Livets korte Lyst,at du Kamelen, Livets Nød,og at du ikke Dragen, Død,at Museparret, Dag og Nat,du ændser ei, — naar kun du fatkan faae de Bær, som Kvisten dække,der voxer ud af Gravens Sprække.

(A. Oehlenschläger.)

203

En pilegrim i ørken drog;han sin kamel ved tømmen tok;se, da ble dyret løpsk og sky,så mannen for det måtte flye;det ga seg voldsomt til å snøfte,og Benene mot ham å løfte.

204I angsten til en brønn han løp,og hurtig opp på randen krøp;men dyret ham i raseriforfulgte brad ad vilden sti.Han tapte sin besindighet,lot seg i brønnen falle ned.

Dog, som han slapp den løse Steen,da hang han ved en Brombærgreen,hvis friske, grønne, tykke Hækkevar vokset gjennom Murens Sprække.

Der svevet’ nå den arme mann.Sin tilstand sterkt bejamred’ han;han løftet’ øyet opp og såKamelens Trudselshoved stå,som om det ville vilt ham bite;men lot han øynene nedglide,så han på Brøndens dype bunnen Drage med opspilet munn,som ville den ham sluke brad,i fall han falt fra svage Krat.

I denne gresselige Svævenså han det tredje syn med beven;thi der, hvor Hækkens stamme stodi sprekken med halvskjulte rot,der satt, i steinens løse grus,den sorte med den hvite mus,og filede med skarpen tannpå roten gjennom Barkens Rand.

De kradsed’, reve, stubbet’, gravet’,og vekselvis på roten gnagde’;205fra trevlen ofte mulden gledog rislet’ dypt i brønnen ned;og alt som Gruset falt var,slo Dragen opp sitt øyepar,å se, om hekken med sin byrdesnart falt med den, han ville myrde.

Den stakkels mann, av angst og nødomspent, i svelg av visse død,i denne fryktelige vråforgjeves etter redning så;men, som han engstelig arbeidet’,og rundt omkring med øyet speidet’,da vinkte ham en Green så huld,av søte, skjønne Brombær full.

Nå fikk han lyst, med samt sin klage,den nære, modne frukt å smake;Kamelens raseri han glemte,ei Dragesynet ham beklemte,ja, nytelsen ham gjorde frifor Museparrets Drilleri;han dyret brøle lot på muren,og skjælved ei for Dragens luren;han musene lot roten gnave,henrykt av Hækkens rike gave.De Brombær smakte ham så søtt,at ei den nød, ham hadde møtt,mer hadde noe å bety,når blot den frukt han kunne nyte.

Du spør: Hvo var denne Gjæk,som kunne glemme rent sin skrekk? —Så vid, min venn! den mann est Du!206Hør Fabelens uttydning nå.Se, Dragen hist på Brøndens bunner døden med opspilet munn;Kamelen hist, hvis harm utbrøt,er Livets angst og Livets nød;på svage Green, som deg er gitt,du svever mellom død og livet;de to, som Hækkens røtter gnave,som deg i brønnen vil begrave,at døden snart kan få deg fat, —de mus, min venn! er Dag og natt.Den Sorte nager, halv forborgen,ditt tre fra aften inntil morgen;fra morgen inntil Aftentidearbeider ligerviis den Hvide.Og midt i denne kval og Brøstdog lokker Livets korte lyst,at du kamelen, Livets nød,og at du ikke Dragen, død,at Museparret, Dag og natt,du enser ei, — når kun du fatkan få de bær, som kvisten dekke,der vokser ut av Gravens Sprække.

(A. Oehlenschläger.)