199

Salig, salig er den Skabning,baade Menneske og Dyr,som, det første Dagen gry'er —endnu medens Nattens hvide,bløde Taager sig fornøiemed langs Bækkene at glide,førend langsad Østens Høie200Solens Leir af Purpurskyersine Telterækker spænder —Gud den første Hilsen sender,første Hilsen, første Lydaf det Skabtes Tak og Fryd!

Uden Ord, dog er dens Klangfyldig Knop af Ord, et Hyllefor en herlig Tempelsang,og den gjemmeri sit Udraab Chor af Stemmer,som de Himmelste fortrylle.Som i KnoppenPalmetoppenmed de høie gyldne Fjerealleredeer tilstede,ligger i den første Lydaf den vaagne Skabnings FrydPsalmens Høihed, Hymnens Ære,Bønnens Magt, trefoldig stærk,mægtig til Underværk.

Bed da førend Spurven kviddrer,at dens Uskyld ei dig røverÆren, som din Skyld behøver!Bed da førend Aspen zittreri den første Morgenvind,endnu medens Duggen glittrerover Natfalænens Spind,medens Tidslens Fjederhattehvidne af dens Perleskatte,førend Engens Klokker blaaeendnu har begyndt at gaae,201slagne an til Ottesangaf et Vindpust, med en Klang,som ærbødig Englens skarpeØre over Sky fornemmer:hvor i deres Dyb de tungeSølverblomsterkolber rungeover alle disse Stemmer,susende fra Græssets Harpe.

Da benaades vil, kanhænde,med et Eventyr din Sjel,som i Himmelen vil ende;Aanden, hen i Syner reven,i Henrykkelser forvildes,mens dit Øie, i Sekunden,den er i sin Flugt forsvunden,ligner blegt en borteblevensjunken Kildesaabne tomme hule Grav.Mens det synes som du blunder,som om Syn og Sands er borte,gribe Englevinger underTankens ørkesløse Svævenlangsad Dalens Taagebund,og i Bønnen fra din Mund,i den første Lyd deraf,føres du af en Serafgjennem Paradisets Porte,og Du faaer, som aarlest beder,en Sekundaf de Frelstes Salighederfor den tabte af din Blund.202Thi naar Nattens Stjernekronersænkes ned i Hvælvets Sale,Aander dalened med dem, og tause lytte,Menneske, de ved din Hytte,om ei aarlest derifra,ei fra Fuglens Rede, tonerSkabningens Halleluja.Og den første Bøn ledsagede med jublende Musiktil Miskundsomhedens Øre;ja, naar ingen de fornemmefra de følesløse Munde,døde som de lukte Blik,lytte de med Mismodsklagetil den første Fuglestemmefra de taageslørte Lunde.Held da aarlest Sanger! Leidevinder han i Falkens Feide;Engle vareham mod Fuglefængersnare;Skyttens Piilsamler Dug kun i sin Iil,gjennemborende det Blad,under hvilket Fuglen sad;gyldne Kugle over Kirkenikke mere sikker glimrerend aarvaagne Sisiks lillegyldengrønne Bryst, der skimrerfrem fra øverst Top paa Birken,mens han hvirvler ud sin Trille,dristigt vendende sin Bringe,- som beskyttet -203af et Tryllepandsers Ringemod en Høg, som over Bytteti den høieFuru blunker med sit Øie.

Bed da aarle til din Skaber,at Du ei mod Fuglen taber,at ei, efter Engles Dom,den er mere god og from!Lad med dem din Tanke mødesførend Morgenskyen glødes,før aarvaagne Lærkes Slagvinder Himmelens Behag!

Førend Erlen gaaer i Badet(det i Alchemillebladet),førend Duggens Perler fuldeaf Konvallens Skaaler rulle,endnu medens Rosens hedeLæbe suger paa dens Iis,maa du bede,yde Skaberen din Priis!

(H. Wergeland. Af “Svalen.” Chnia. 1841.)

199

Salig, salig er den skapning,både menneske og dyr,som, det første dagen gry'er —ennå mens Nattens hvite,bløde tåker seg fornøyemed langs bekkene å glide,før langsad Østens Høie200Solens leir av Purpurskyersine telterekker spenner —Gud den første hilsen sender,første hilsen, første lydav det Skabtes takk og fryd!

Uten ord, dog er dens klangfyldig knop av ord, et hyllefor en herlig Tempelsang,og den gjemmeri sitt utrop kor av stemmer,som de Himmelste fortrylle.Som i knoppenPalmetoppenmed de høye gyldne Fjerealleredeer til stede,ligger i den første lydav den våkne Skabnings frydPsalmens høyhet, Hymnens ære,Bønnens makt, trefoldig sterk,mektig til underverk.

Be da før Spurven kviddrer,at dens uskyld ei deg røverÆren, som din skyld behøver!Be da før Aspen sitreri den første Morgenvind,ennå mens duggen glitrerover Natfalænens spinn,mens tistelens Fjederhattehvitne av dens Perleskatte,før Engens klokker blåeennå har begynt å gå,201slagne an til ottesangav et vindpust, med en klang,som ærbødig Englens skarpeØre over sky fornemmer:hvor i deres dyp de tungeSølverblomsterkolber rungeover alle disse stemmer,susende fra gressets harpe.

Da benådes vil, kanhænde,med et eventyr din sjel,som i himmelen vil ende;Aanden, hen i syner reven,i henrykkelser forvilles,mens ditt Øye, i sekunden,den er i sin flukt forsvunnen,ligner blekt en borteblevensjunken Kildesåpne tomme hule grav.Mens det synes som du blunder,som om syn og Sands er borte,gripe Englevinger underTankens ørkesløse Svævenlangsad Dalens Taagebund,og i bønnen fra din munn,i den første lyd derav,føres du av en serafgjennom Paradisets porter,og Du får, som aarlest beder,en sekundav de Frelstes saligheterfor den tapte av din blund.202Thi når Nattens Stjernekronersenkes ned i hvelvets Sale,Ånder dalened med dem, og tause lytte,Menneske, de ved din hytte,om ei aarlest derifra,ei fra Fuglens rede, tonerSkabningens Halleluja.Og den første Bøn ledsagede med jublende musikktil Miskundsomhedens øre;ja, når ingen de fornemmefra de følesløse Munde,døde som de lukte blikk,lytte de med Mismodsklagetil den første Fuglestemmefra de taageslørte Lunde.Held da aarlest sanger! Leidevinder han i Falkens feide;Engler vareham mot Fuglefængersnare;Skyttens Piilsamler Dug kun i sin il,gjennomborende det blad,under hvilket fuglen satt;gyldne kule over kirkenikke mer sikker glimrerenn årvåkne Sisiks lillegyldengrønne bryst, der skimrerfrem fra øverst topp på bjørken,mens han virvler ut sin trille,dristig vendende sin Bringe,- som beskyttet -203av et Tryllepandsers Ringemot en Høg, som over bytteti den høyeFuru blunker med sitt Øye.

Be da årle til din skaper,at Du ei mot fuglen taper,at ei, etter Engles dom,den er mer god og from!Lad med dem din tanke møtesfør Morgenskyen glødes,før årvåkne Lærkes slagvinder Himmelens behag!

Før Erlen går i badet(det i Alchemillebladet),før Duggens perler fulleav Konvallens skåler rulle,ennå mens Rosens heteLeppe suger på dens is,må du bede,yte skaperen din pris!

(H. Wergeland. Av “Svalen.” Chnia. 1841.)