4. Kaalormen.
Indhyllet i en broget, munter Dragt,let legende i raske Bugter spillerden lille Kaalorm i sin Regnbuepragt,mens Morgenduggen over Bladet triller.Ei aner den sit eget skjønne Liv,men gynger glad paa smækkre Foraarssiv,og i den rene Dug sin Tørst den stiller.
O skjønne Lille! med vemodig Humit Øie dine muntre Kredse følger;du griber smilende det glade Nu,din egen Pragt sig for dit Øie dølger.Ak, Lille, grubl ei over hvor du er!grubl ei paa dine Farvers Himmelskjær!svæv barnlig over Livets dunkle Bølger!
Tys! stille ruller Ormen sig om Blad;han grunder paa sin egen store Gaade,nysgjerrig fritter han det dunkle Hvad,og maa den underfulde Rune raade.Han hyller tætte Slør omkring sit Bryst,og aner Dødens Kval og Livets Lyst,og vaagner, og slaaer ud de Vinger baade.
En Sommerfugl den Vingerne udslaaer;de dunkle Slør maae briste for dens Øie;beundret den for Verdens Blik fremstaaer,og hæver dristig Flugten mod det Høie.Nu føler den sit Liv, og stolt og friden skuer Alnaturens Harmoni,og Rosen maa sig til dens Kysse bøie.
O Fugl med Morgenrødens Farvespil,med alle Himlens Glæder i dit Hjerte!
198Jeg skuer dig med vemodblandet Smiil,jeg deler al din Lyst med stille Smerte.Af ubevidste Slør du dristig brødigjennem Livet selv til bratte Død,fordi du Livets store Gaade lærte.
Se, Middagsstjernen har sin Flamme slukt,dit Farvestøv for Vindens Aande svinder;ei meer du hæver dig til lette Flugt;med Dagens sidste Suk dit Liv henrinder.Taus folder du din Vinge som et Slør, —en Orm du fødtes og en Orm du døer,og i dit Støv forglemt du Hvilen finder.
(M. C. Hansen.)
4. Kålormen.
Innhyllet i en broket, munter drakt,lett legende i raske bukter spillerden lille kålorm i sin Regnbuepragt,mens morgenduggen over Bladet triller.Ei aner den sitt eget skjønne Liv,men gynger glad på smekre forårssiv,og i den rene Dug sin tørst den stiller.
O skjønne Lille! med vemodig humitt Øye dine muntre Kredse følger;du griper smilende det glade nå,din egen prakt seg for ditt Øye dølger.Ak, Lille, grubl ei over hvor du er!grubl ei på dine Farvers Himmelskjær!svev barnlig over Livets dunkle bølger!
Tys! stille ruller Ormen seg om blad;han grunner på sin egen store gåte,nysgjerrig fritter han det dunkle Hvad,og må den underfulle Rune råde.Han hyller tette slør omkring sitt bryst,og aner Dødens kval og Livets lyst,og våkner, og slaaer ut de vinger både.
En sommerfugl den vingene udslaaer;de dunkle slør må briste for dens Øye;beundret den for Verdens blikk fremstår,og hever dristig flukten mot det Høye.Nå føler den sitt liv, og stolt og friden skuer Alnaturens harmoni,og Rosen må seg til dens Kysse bøye.
O Fugl med Morgenrødens fargespill,med alle Himlens gleder i ditt hjerte!
198Jeg skuer deg med vemodblandet smil,jeg deler all din lyst med stille smerte.Av ubevisste slør du dristig brødigjennom livet selv til bratte død,fordi du Livets store gåte lærte.
Se, Middagsstjernen har sin flamme slukt,ditt fargestøv for Vindens ånde svinner;ei mer du hever deg til lette flukt;med Dagens siste sukk ditt liv henrinder.Taus folder du din Vinge som et slør, —en Orm du fødtes og en Orm du dør,og i ditt støv forglemt du hvilen finner.
(M. C. Hansen.)