194

Langt sydpaa er et Land, kaldet Græcia, hvorimod alle Lande ere fast som Ørkener at ansee. Thi ingensteds rinder Bølgen saa blaa, vifter Vestenvinden saa venlig, synger Skovenes Sanger saa skjønt, blomstre Blommerne saa fagre og blide, ere Lundene saa lune og løvrige og Druerne saa deilige og søde - ja ingensteds ere Heltene saa herlige at skue og Møerne saa ranke og milde som der.

Heller ikke kan Nogen derover undres, aldenstund det er kundbart, at det er sammesteds, hvor det Bjerg Olympos reiser sit høie Hoved langt over Himmelens Skyer, og at paa samme boede Skysamleren, den tordnende Zeus, Gudernes Fader og Menneskenes Konge, og Here, den Skjønarmede, og Apollon med Sølvbuen og den firestrengede Lyra, og Muserne, ni udi Tal, syslende med Sang, Spil og Kunst, og Pallas Athene, den Huldtblikkende, og Afrodite, den Fagerbeltede, og de andre lyksalige og udødelige Guder.

195Men var der og udi samme Land en ionisk Bonde, fattig af Kaar, men riig i Aand, gammel og saare bøiet; lukkede vare hans Øine for Dagens prægtige Gud og vaklende hans Fod; men klart var Lyset inden i ham, og mildeligen gyngede sig Træernes løvrige Grene efter Takten af hans liflige Stemme og hans Lyres sødtrislende Melodi, saasnart han med Plektret i Haand berørte den gyldne Streng og aabnede den sølvtonende Læbe. Stille lyttede Fuglene til hans Sang, og de ranke Møer flokkede sig om den blinde Sanger. Men tunge Taarer bævede altid udi de evig mulmklædte Øine, og han var ingensinde glad i sit Hjerte. Thi han higede uafladelig mod de begravne Tider og mod den høie Borg, hvor Kroniden og den Langtskydende havde Hjem. Ham bares det for, som var det ham eller Ingen givet, engang at mane Tiden og drage Himmelen ned. Men ingen Ord havde det fattige Sprog, og ingen Bøielse de raae Stavelser, og intet Maal, værdigt derudi at besynge Guder og Heroer.

Da græd han i Midnatsstunden, den gamle sølvkrandste Gubbe, og bad til Apollon: “Giv mig, du Langttræffende, Du med Lyren, giv mig Maal og Takt, og bøi mit Sprog, at jeg maa værdigen kunne sjunge en evig Sang.” — Saa bad han; men Apollon hørte hans Bøn; (thi Barden var ham meget kjær), og han lod en dyb Søvn falde paa ham. — Da tyktes den Slumrende, at han hvilede i en Rosendal med Lyren i Haanden, og der kom ham trende Væsener imøde.

Først gik ham imod en høi, rank Mand, dybsindig som den raadsnare Laertide og skjøn som hans Søn; faste og maalte vare de sikkre Trin, hvormed han langsom og ædel treen frem over Blomsterengen. “Hvad er dit Navn, Guddommelige?” spurgte Barden. Men Manden svarede og sagde: 196“jeg kalder mig Spondaios.” — Da styrtede en deilig og haarfager Dreng sig ned over Bakken,

munter og smilende,aldrig hvilende,hoppende, springende,dandsende, svingende,løbende, gyngende,flyvende, syngende.

“Hvo est du?” spurgte Barden smilende. Men Drengen svarede med vingede Ord: “Daktylos kaldes jeg.” — Og Sangeren saae sig om — og se!

Venlig frem en Pige svæver,huld og bly og let og vever,Flammeblikke, Purpurkinder;Blodet rask i Aaren rinder,Barmen banker, Øiet luerunder herlig hvalte Buer;Hebe liig, med hulde Minerbarnlig hun mod Barden triner.

Da blev han heel underlig i Sindet den gamle, ærværdige Homeros, og han spurgte med snare Ord: “hvo est du, Skjønkindede?” Men hun rødmede, slog Øiet ned, neiede sig og sagde: “jeg Trochaia heder.”

Da tykkedes det ham som om en Gud lagde hans Fingre paa Strengene, og han greb dem. Men se! neppe udflød den honningsøde Sang fra Læben og Lyren, før de trende Væsener begyndte livligen at røre sig. Manden Spondaios traadte med sikker Fod den skjønne Takt; om ham hoppede Drengen, den vilde Daktylos, og stundom gjorde den skjønanklede Trochaia lethensvævende Trin. Men Homeros vaagnede, fandt Harpen hos sin Side, og sang det første Hexameter.

(M. C. Hansen.)

194

Langt sydpå er et land, kalt Græcia, hvorimot alle land er fast som ørkener å anse. Thi ingensteds rinner bølgen så blå, vifter Vestenvinden så vennlig, synger skogenes sanger så skjønt, blomstre Blommerne så fagre og blide, er Lundene så lune og løvrige og druene så deilige og søte - ja ingensteds er heltene så herlige å skue og møene så ranke og milde som der.

Heller ikke kan noen derover undres, aldenstund det er kundbart, at det er sammesteds, hvor det Bjerg Olympos reiser sitt høye hode langt over Himmelens skyer, og at på samme bodde Skysamleren, den tordnende Zeus, Gudernes far og Menneskenes konge, og Here, den skjønnarmede, og Apollon med Sølvbuen og den firestrengede Lyra, og musene, ni uti tall, syslende med sang, spill og kunst, og Pallas Athene, den Huldtblikkende, og Afrodite, den Fagerbeltede, og de andre lykksalige og udødelige guder.

195Men var der og uti samme land en ionisk bonde, fattig av kår, men rik i Aand, gammel og såre bøyet; lukkede vare hans øyne for Dagens prektige Gud og vaklende hans fot; men klart var lyset innen i ham, og mildeligen gynget seg Træernes løvrige grener etter takten av hans liflige stemme og hans Lyres sødtrislende melodi, så snart han med plektret i hånd berørte den gyldne streng og åpnet den sølvtonende leppe. Stille lyttet fuglene til hans sang, og de ranke møyer flokket seg om den blinde sanger. Men tunge tårer bevet alltid uti de evig mulmklædte øyne, og han var ingensinde glad i sitt hjerte. Thi han higet uavlatelig mot de begravne tider og mot den høye Borg, hvor Kroniden og den Langtskydende hadde hjem. Ham bares det for, som var det ham eller Ingen gitt, engang å mane tiden og dra himmelen ned. Men ingen ord hadde det fattige språk, og ingen Bøielse de råe stavelser, og intet mål, verdig derudi å besynge guder og heroer.

Da gråt han i midnattsstunden, den gamle sølvkrandste gubbe, og bad til Apollon: “Gi meg, du Langttræffende, Du med lyren, gi meg mål og takt, og bøy mitt språk, at jeg må værdigen kunne sjunge en evig sang.” — Så bad han; men Apollon hørte hans Bøn; (thi Barden var ham meget kjær), og han lot en dyp søvn falle på ham. — Da tyktes den Slumrende, at han hvilte i en Rosendal med lyren i hånden, og der kom ham trende vesener imøte.

Først gikk ham imot en høy, rank mann, dypsindig som den rådsnare Laertide og skjønn som hans sønn; faste og målte var de sikre Trin, hvormed han langsom og edel treen frem over blomsterengen. “Hva er ditt Navn, Guddommelige?” spurte Barden. Men mannen svarte og sa: 196“jeg kaller meg Spondaios.” — Da styrtet en deilig og hårfager dreng seg ned over bakken,

munter og smilende,aldri hvilende,hoppende, springende,dansende, svingende,løpende, gyngende,flygende, syngende.

“Hvo est du?” spurte Barden smilende. Men drengen svarte med vingede ord: “Daktylos kalles jeg.” — Og sangeren så seg om — og se!

Vennlig frem en pike svever,huld og bly og lett og vever,Flammeblikke, Purpurkinder;Blodet rask i åren rinner,Barmen banker, øyet luerunder herlig hvalte buer;Hebe lik, med hulde minerbarnlig hun mot Barden triner.

Da ble han hel underlig i sinnet den gamle, ærverdige Homeros, og han spurte med snare ord: “hvo est du, Skjønkindede?” Men hun rødmet, slo øyet ned, neiet seg og sa: “jeg Trochaia heter.”

Da tykkedes det ham som om en Gud la hans fingre på strengene, og han grep dem. Men se! neppe udflød den honningsøte sang fra leppen og lyren, før de trende vesener begynte livligen å røre seg. Mannen Spondaios trådte med sikker fot den skjønne takt; om ham hoppet drengen, den ville daktylos, og stundom gjorde den skjønanklede Trochaia lethensvævende Trin. Men Homeros våknet, fant harpen hos sin side, og sang det første heksameter.

(M. C. Hansen.)