187

— — Den næste Port var for Skribenter. Oven over den forestilledes en siddende Person, som syntes at skrive uafladelig og tillige at give noget Skrevent fra sig, hvorefter endeel Andre rækkede paa eengang, idet de lagde Penge paa Bordet. Omskriften var: “Saa skriver du dig riig.” Paa Siderne stode Popes og Voltaires Billedstøtter. Jeg kom denne Port temmelig nær, og jeg blev vaer, at et ungt Menneske med en lang Svøbe paa eengang drev nogle Hundrede tilbage, som syntes meget ældre end han. Jeg sprang i en 188Hast tilside, og spurgte En af dem, som havde faaet de fleste Hug, hvad dette var for et forvovent ungt Menneske? ”Ak”! gav han grædende til Gjensvar: ”han kalder sig den nye Smag. Han har taget sig al Herredømme til over denne Port. Taareperse- og Skatkiste-Skrivere, Scholiaster, Anagrammatister, stedse færdige Leilighedspoeter og Saadanne kan han ingenlunde fordrage. De maae tilbage hver en. Af de Andre maa altid de tilbage, som efter hans Tykke have en fordærvet Smag.” Denne Skribent betroede mig tillige, at han var Forfatter til et Heltedigt i daktyliske Vers, til nogle hundrede meget konstige Akrosticha og Chronostica, og til en stor Deel Logogrifer saa sindrige, som nogen i den franske Mercur. Han førte bittre Klager over Tiderne og deres Uskjønsomhed, og smigrede sig med Efterslægtens bedre Indsigt. Ellers mærkede jeg en stor Forskjel paa deres Klædedragt og Adfærd, som vilde igjennem denne Port. Nogle vare ganske bedækkede med Smuds og Støv, Andre derimod vare meget pyntelige iklædte. Nogle gik paa saa høie Stylter, at man maatte faae Hovedsvimmel af at see paa dem; Andre gik paa Sokkerne. Nogle bedækkede deres skaldede Hoveder med saa store Parykker, at de syntes levende Parykblokke; Andre viste sig saa skaldede, som de vare. De Fruentimmer, som gik ind i denne Port, havde Mandsklæder paa.

Oven over den syvende Port forestilledes en Harlekin, siddende paa Lykkens Skuldre. Paa den ene Side saaes Bruti, og paa den anden Claudii Billede. Porten var meget rummelig og magelig. Nogle tusinde virkelige og forstilte Narre og Tosser stormede herind, og det var sjeldent, af nogen kom tilbage igjen. Ingen af dem saaes med Narrekappe. Endog Hofnarrene kjendte man alene ved deres Adfærd.

Over den ottende Port forestilledes en saa kaldet Petit 189Maitre, med en tom Pengepung i Haanden. Overskriften var: ”Det skal en riig Brud gjøre godt igjen.” Paa begge Sider stod en Hob Billeder af de betydeligste Mænd, som havde gjort deres Lykke ved Giftermaal; men de vare alle saa smaa, at jeg ikke kunde læse Navnene. De, som vilde igjennem denne Port, trængte sig frem med den største Tillid til deres Fortjenester, men de Fleste kom tilbage beladte med Kurve.

Den niende Port var alene for Fruentimmer. En Mængde paa det omhyggeligste pyntede Smukke stode her med stor Længsel efter at komme ind. Dette opvakte min Nysgjerrighed. Jeg trængte mig nærmere til Porten, for at besee den nøiere. De syntes Alle at blive fortrydelige derover. Somme holdt Hænderne for Øinene, og Andre stødte mig tilbage. Saa meget saae jeg dog, at Porten var opført af heelt Speilglas. Oven over den saae man Venus siddende ved et Natbord med alt Tilbehør, og noget tilsides Hymen, som syntes nøie at betragte hende. Overskriften var: ”Ved Natur og Kunst.” Paa den ene Side stod Monimes, og paa den anden Roxelanes Billedstøtte. Alle gik ind med en fornøiet Mine, men naar Nogle kom ud igjen, kunde man læse en kjendelig Bedrøvelse af deres Ansigter. Jeg havde allerede spurgt endeel af dem, hvorfor de maatte vende tilbage, og altid faaet et forvendt Svar, da min Nysgjerrighed endelig blev stillet tilfreds af den mindst Bedrøvede. ”Vi maae blive staaende tæt inden for Porten, sagde hun, indtil et af de Mandfolk, som er kommet ind i Lykkens Tempel, vil hente os af; og de, som ikke blive afhentede, ere nødte til at vende tilbage. Hun fortalte mig videre, at en stor Deel af de Forskudte prøvede paa at komme igjennem een af de to følgende Porte.

Den tiende Port, som iligemaade var for Fruentimmer 190alene, gik jeg forbi, uden at blive noget andet vaer, end Phrynes og Laises Billedstøtter, og over Porten en Guldregn, som faldt i Danaes Skjød. De, som kom her igjennem, bleve i Almindelighed stødte ud igjen, naar de havde været en kort Tid i Templet; og saa begave de sig enten lige til Lykkens Lazaret, eller og til den følgende Port.

Den ellevte Port var udziret med Rosenkrandse, Poenitentse-Sække, Riis, Pidske og Bønnebøger. Oven over den forestilledes en tredobbelt Krone, som var omgiven med Kardinalshatte, Biskopshuer og Stave. Tartüffes Billedstøtte stod midt for den. Han slog Øinene stedse ned imod Jorden, men med Hænderne syntes han at række efter de Værdighedstegn, som stod oven over Porten. Alle de af begge Kjøn, som gik herind, havde Maske paa. Jeg sluttede af alt dette, at denne Port var for de Skinhellige.

Den tolvte Port hængte sammen med den ellevte ved en hemmelig Gang. Oven over den stod disse Ord: “Aude aliquid brevibus Gyaris & carcere dignum, si vis esse aliquis!“ Den syntes at være overstænkt med Blod. Paa den ene Side stod Irenes og paa den anden Cromwells Billedstøtte. Det var et halsbrækkende Arbeide at komme igjennem denne Port, da den var fuld af Faldluger. Dette, tilligemed dens gruelige Udseende, gjorde, at meget Faa gik herind; ja Ingen, endog den Dristigste, vovede sig herigjennem uden Skjelven og Gysen. Jeg ilede fra dette fæle Syn.

Den trettende Port var tillukt. Oven over den forestilledes en Mand, som arbeidede i et Bergværk, med den Overskrift: “Ufortrøden Arbeide overvinder Alting.“ Origenes’ Billedstøtte stod paa den ene og Hugo Grotiuis’ paa den anden Side. Jeg sluttede heraf, at denne Port var for de Flittige, men jeg faldt i stor Forundring over, at den var lukt. Dog begreb jeg snart Aarsagen, da jeg saae en Seddel, 191som var heftet paa Porten, af følgende Indhold: “Eftersom Lykkens egne Børn, som ere fødte og opdragne i dette Tempel, paa nogen Tid have fundet sig besværede af det umaadelige Overløb, som skeer igjennem denne Port, saa har Gudinden fundet for godt, ikke at lade den staae aaben, uden fire Dage om Aaret.” Dagene vare ikke nævnede.

Den fjortende, femtende og sextende Port, hvoraf den ene førte Dyd, den anden Gudsfrygt, og den tredie Ærlighed til Overskrift, vare ligeledes lukte, med hosføiet Efterretning: at Nøglerne vare forkastede, og eftersom Laasene vare dirkefrie, kunde de ikke aabnes, uden at brydes op med Magt, hvilket syntes at overgaae menneskelige Kræfter. Imidlertid vilde man have dem, som agtede sig igjennem disse Porte, henviste til den almindelige.

Min Længsel efter at naae den almindelige Port tog herved mærkelig til, og jeg opholdt mig ikke længe med at besee de andre Porte, som jeg maatte forbi. Dog saae jeg, uagtet min Iilfærdighed, over en af dem en Klædebørste og en Skobørste satte krydsviis og omgiven med en Ærekrands. Over en anden Port blev jeg Vulcanus vaer, som saae igjennem Fingrene. Dens Zirater bestod fornemmelig i Overflødigheds-Horn. Over de to næste faldt mig Mercurs og Ganymeds Billeder i Øinene. Nogle andre Porte vare for Projectmagere, nye Paalægs og nye Moders Opfindere. Ja, hvem skulde tænke det? der var endog Porte for Luftspringere, Liniedandsere, Gjøglere og Taskenspillere.

Efter en møisom og langvarig Gang kom jeg endelig til den almindelige Port, der var vel ti Gange saa stor som nogen af dem, jeg hidindtil havde seet. Oven over den var skrevet med store gyldne Bogstaver: “Den almindelige Port til den timelige Lyksaligheds Tempel.” Lige over for den stod Cæsars Billedstøtte, og paa Fodstykket de Ord: “Per fas 192aut nefas.” En utallig Mængde af alle Stænder, dog især af Studerende, stormede hertil. Med eet Navn kaldte de sig skikkelige Folk. Der var, uagtet Portens Størrelse, saadan en Trængsel, at den ene traadte paa den anden, og at endeel kom tilbage med forslaaede Lemmer. — Dette begyndte at gjøre mit Haab noget vaklende, da jeg saae Arete at staae ved min Side. Hvor glad, hvor henrykt, men tillige hvor skamfuld blev jeg ikke? O Følelser, som ere Den ubekjendte, der aldrig saae Arete! Yndige, guddommelige Arete, raabte jeg, i det jeg med en brændende Heftighed kastede mig i hendes aabne Arme, tilgiv mig min Forseelse! vær som tilforn min hulde Veninde! og jeg skal aldrig mere tilsidesætte dine Erindringer.

(J. Ewald.)

187

— — Den neste port var for skribenter. Oven over den forestilledes en sittende person, som syntes å skrive uavlatelig og tillike å gi noe Skrevent fra seg, hvoretter en del andre rækkede på en gang, idet de la penger på bordet. Omskriften var: “Så skriver du deg rik.” På sidene stod Popes og Voltaires billedstøtter. Jeg kom denne port temmelig nær, og jeg ble vaer, at et ungt menneske med en lang svøpe på en gang drev noen hundre tilbake, som syntes meget eldre enn han. Jeg sprang i en 188hast tilside, og spurte En av dem, som hadde fått de fleste Hug, hva dette var for et forvovent ungt menneske? ”Ak”! ga han gråtende til gjensvar: ”han kaller seg den nye smak. Han har tatt seg all herredømme til over denne port. Taareperse- og skattkiste-skrivere, Scholiaster, Anagrammatister, stedse ferdige leilighetspoeter og Saadanne kan han ingenlunde fordrage. De må tilbake hver en. Av de andre må alltid de tilbake, som etter hans tykke have en fordervet smak.” Denne skribent betrodde meg tillike, at han var forfatter til et heltedikt i daktyliske vers, til noen hundre meget konstige akrostika og Chronostica, og til en stor del Logogrifer så sinnrike, som noen i den franske Mercur. Han førte bitre klager over tidene og deres uskjønnsomhet, og smigret seg med etterslektens bedre innsikt. Ellers merkede jeg en stor forskjell på deres Klædedragt og atferd, som ville igjennom denne port. Noen var ganske bedekkede med smuss og støv, andre derimot vare meget pyntelige ikledde. Noen gikk på så høye stylter, at man måtte få Hovedsvimmel av å se på dem; Andre gikk på sokkene. Noen bedekkede deres skallede hoder med så store parykker, at de syntes levende parykkblokker; Andre viste seg så skallede, som de var. De fruentimmer, som gikk inn i denne port, hadde mannsklær på.

Oven over den syvende port forestilledes en Harlekin, sittende på Lykkens skuldre. På den ene side saaes Bruti, og på den annen Claudii bilde. Porten var meget rummelig og makelig. Noen tusen virkelige og forstilte Narre og Tosser stormet herind, og det var sjeldent, av noen kom tilbake igjen. Ingen av dem saaes med Narrekappe. Endog hoffnarrene kjente man alene ved deres atferd.

Over den åttende port forestilledes en så kalt petit 189Maitre, med en tom pengepung i hånden. Overskriften var: ”Det skal en rik brud gjøre godt igjen.” På begge sider stod en hop Billeder av de betydeligste menn, som hadde gjort deres lykke ved giftermål; men de var alle så små, at jeg ikke kunne lese navnene. De, som ville igjennom denne port, trengte seg frem med den største tillit til deres fortjenester, men de Fleste kom tilbake beladte med Kurve.

Den niende port var alene for fruentimmer. En mengde på det omhyggeligste pyntede Smukke stod her med stor lengsel etter å komme inn. Dette opvakte min nysgjerrighet. Jeg trengte meg nærmere til porten, for at besee den nøyere. De syntes alle å bli fortrydelige derover. Somme holdt hendene for øynene, og andre støtte meg tilbake. Så meget så jeg dog, at porten var oppført av helt speilglass. Oven over den så man Venus sittende ved et nattbord med alt tilbehør, og noe tilsides hymen, som syntes nøye å betrakte henne. Overskriften var: ”Ved natur og kunst.” På den ene side stod Monimes, og på den annen Roxelanes Billedstøtte. Alle gikk inn med en fornøyet mine, men når Nogle kom ut igjen, kunne man lese en kjennelig bedrøvelse av deres ansikter. Jeg hadde allerede spurt en del av dem, hvorfor de måtte vende tilbake, og alltid fått et forvendt svar, da min nysgjerrighet endelig ble stillet tilfreds av den minst Bedrøvede. ”Vi må bli stående tett innen for porten, sa hun, inntil et av de mannfolk, som er kommet inn i Lykkens tempel, vil hente oss av; og de, som ikke bli avhentet, er nødte til å vende tilbake. Hun fortalte meg videre, at en stor del av de Forskudte prøvede på å komme igjennom een av de to følgende porter.

Den tiende port, som iligemaade var for fruentimmer 190alene, gikk jeg forbi, uten å bli noe annet vaer, enn Phrynes og Laises billedstøtter, og over porten en gullregn, som falt i Danaes Skjød. De, som kom her igjennom, ble i alminnelighet støtte ut igjen, når de hadde vært en kort tid i templet; og så begave de seg enten like til Lykkens lasarett, eller og til den følgende port.

Den ellevte port var udziret med rosenkranser, Poenitentse-sekker, Riis, Pidske og bønnebøker. Oven over den forestilledes en tredobbelt krone, som var omgitt med kardinalshatter, Biskopshuer og Stave. Tartüffes Billedstøtte stod midt for den. Han slo øynene stedse ned imot jorden, men med hendene syntes han å rekke etter de verdighetstegn, som stod oven over porten. Alle de av begge Kjøn, som gikk herind, hadde maske på. Jeg sluttet av alt dette, at denne port var for de Skinhellige.

Den tolvte port hengte sammen med den ellevte ved en hemmelig gang. Oven over den stod disse ord: “Aude aliquid brevibus Gyaris & carcere dignum, si vis esse aliquis!“ Den syntes å være overstænkt med blod. På den ene side stod Irenes og på den annen Cromwells Billedstøtte. Det var et halsbrekkende arbeide å komme igjennom denne port, da den var full av falluker. Dette, tillikemed dens gruelige utseende, gjorde, at meget Faa gikk herind; ja Ingen, endog den Dristigste, vovede seg herigjennem uten skjelven og Gysen. Jeg ilede fra dette fæle syn.

Den trettende port var tillukt. Oven over den forestilledes en mann, som arbeidet i et bergverk, med den overskrift: “Ufortrøden arbeide overvinner Alting.“ Origenes’ Billedstøtte stod på den ene og Hugo Grotiuis’ på den annen side. Jeg sluttet heraf, at denne port var for de Flittige, men jeg falt i stor forundring over, at den var lukt. Dog begrep jeg snart årsaken, da jeg så en seddel, 191som var heftet på porten, av følgende innhold: “Ettersom Lykkens egne barn, som er fødte og opdragne i dette tempel, på noen tid have funnet seg besværede av det umåtelige overløp, som skeer igjennom denne port, så har gudinnen funnet for godt, ikke å la den stå åpen, uten fire dager om året.” Dagene var ikke nævnede.

Den fjortende, femtende og sekstende port, hvorav den ene førte dyd, den annen gudsfrykt, og den tredje ærlighet til overskrift, vare likeledes lukte, med hosføiet etterretning: at nøklene var forkastede, og ettersom låsene var dirkefrie, kunne de ikke åpnes, uten å brytes opp med makt, hvilket syntes å overgå menneskelige krefter. Imidlertid ville man ha dem, som aktede seg igjennom disse porter, henviste til den alminnelige.

Min lengsel etter at nåe den alminnelige port tok herved merkelig til, og jeg oppholdt meg ikke lenge med at besee de andre porter, som jeg måtte forbi. Dog så jeg, uaktet min Iilfærdighed, over en av dem en Klædebørste og en skobørste satte kryssvis og omgitt med en ærekrans. Over en annen port ble jeg Vulcanus vaer, som så igjennom fingrene. Dens Zirater bestod fornemmelig i overflødighets-Horn. Over de to neste falt meg Mercurs og Ganymeds Billeder i øynene. Noen andre porter vare for Projectmagere, nye Paalægs og nye Moders oppfinnere. Ja, hvem skulle tenke det? der var endog porter for Luftspringere, linedansere, gjøglere og taskenspillere.

Etter en møysom og langvarig gang kom jeg endelig til den alminnelige port, der var vel ti ganger så stor som noen av dem, jeg hidindtil hadde sett. Oven over den var skrevet med store gyldne bokstaver: “Den alminnelige port til den timelige Lyksaligheds tempel.” Like over for den stod Cæsars Billedstøtte, og på fotstykket de ord: “Per fas 192aut nefas.” En utallig mengde av alle stender, dog især av Studerende, stormet hertil. Med ett Navn kalte de seg skikkelige folk. Der var, uaktet Portens størrelse, sådan en trengsel, at den ene trådte på den annen, og at en del kom tilbake med forslaaede lemmer. — Dette begynte å gjøre mitt håp noe vaklende, da jeg så Arete å stå ved min side. Hvor glad, hvor henrykt, men tillike hvor skamfull ble jeg ikke? O Følelser, som er Den ubekjendte, der aldri så Arete! Yndige, guddommelige Arete, ropte jeg, i det jeg med en brennende heftighet kastet meg i hennes åpne Arme, tilgi meg min forseelse! vær som tilforn min hulde venninne! og jeg skal aldri mer tilsidesette dine erindringer.

(J. Ewald.)