182

Tillader mig, o Rige, Mægtige!hvis Lod det blev at spøge og at lee,som fjase Livet bort i Glædens Skjød,og aldrig saae den usle Broders Nød ...tillader mig, at bryde Eders Fredfor nogle Øieblik! thi ak! jeg veed,at Audiencen ei kan blive lang,saasnart der handles skal om Næstens Trang.Den hører man saa nødig noget om,fordi man kjender selv ei Fattigdom,ei Frost, ei sulten Tarm, ei Seng af Straa;man har sit Edderduun at snorke paa,har tætte Værelser, har Brænde nokog af Opvartere en talrig Flok.

Om Morgenen staaer Thee og Chocolat,og Rugmeelssuppe (om man vil) parat.Om Middagen man plantes ved et Bord,til hvis Fuldstændighed den halve Jorder plyndret. Aftenen er varm og blid;man slagter paa sin Fransk den lede Tidmed Kort, Koncerter og Komedieret cetera, til man Soupeen seer.Den skylles ned med smaa og store Glasaf alle Slags, og derpaa vel tilpasman trilles hjem ved Midnatsklokkens Slagi en lakeret Æske. Næste Dagbegynder man da Capo, hvis man kan,det er: hvis Maven er i brugbar Stand.Thi stundom ovenpaa et Gjæstebudmaa Lægen hentes, for at feie udde sure Levninger af kostbar Mad,183der nylig smilte paa forgyldte Fad,men pine nu den høie Æder, saahan i en Maaned ei tør tænke paaat svælge andet, end hvad Doktorenbevilger ham. Saa glider Tiden henfor mangen Hædersmand, ja Excellents,imellem Gallafryd og Pønitents.

Alt dette uanseet, har Rigdom dogsin skjønne Side, som ei nogen Klogmiskjende kan. Naar Stymperen, som jeg,seer tusindhaande Nød paa Livets Veiforfølge, gribe, martre Mennesker,saa sukker han; thi ak! han kan ei meer.Den derimod, som Himlen Magten gav,(og Guld er Magten), han kan bøde affor meget Ondt, og vende Lediggangtil gavnlig Flittighed, og Sorg til Sang;i skjulte Vraa aftørre Ædles Graad,og staae Betrængte bi med virksom Daad;afværge Vold og lønligt Tyranni,og gjøre Sygdom karsk og Trældom fri.Seer han en Nøgen, han kan klæde ham,seer han en Hungrig, han kan mætte ham,beskytte den forladte Enkestandog tage sig den Faderløse an.Kort: Han kan brede Held og Glæde ud,og være i sin Kreds en liden Gud.

Hvad skuer jeg! En Midas tyk og fedfaaer hist et Anstød af Godgjørenhed,og klæder Alteret og Præstens Ryg —(Han paa sin Salighed vil være tryg),Hans Navn i et velsignet Minde staaer,184mens Naboen til Slutteriet gaaeraf Mangel paa et Forskud, som hans Fliderstatted’ gjerne om en føie Tid.Han bad — dog Midas, med sin Gud forligt,har Evnen meer end nok, men ei til Sligt.Imidlertid —dog, jeg opholder Dem,de skal paa Bal, alt kjører Vognen frem.Indsvøb dem vel, det fryser stærkt i Natog drik, naar de blir heed, ei alt for brad!

(E. Storm.)

182

Tillater meg, o rike, Mægtige!hvis Lod det ble å spøke og å lee,som fjase livet bort i gledens Skjød,og aldri så den usle Broders nød ...tillater meg, å bryte Eders fredfor noen øyeblikk! thi ak! jeg vet,at audiensen ei kan bli lang,så snart der handles skal om nestens trang.Den hører man så nødig noe om,fordi man kjenner selv ei fattigdom,ei Frost, ei sulten tarm, ei seng av strå;man har sitt Edderduun å snorke på,har tette værelser, har Brænde nokog av Opvartere en talrig Flok.

Om Morgenen står te og Chocolat,og rugmelssuppe (om man vil) parat.Om Middagen man plantes ved et bord,til hvis fullstendighet den halve jorder plyndret. Aftenen er varm og blid;man slagter på sin fransk den lede tidmed kort, konserter og komedieret cetera, til man Soupeen ser.Den skylles ned med små og store Glasav alle Slags, og derpå vel tilpassman trilles hjem ved Midnatsklokkens slagi en lakkert eske. Neste dagbegynner man da Capo, hvis man kan,det er: hvis maven er i brukbar stand.Thi stundom ovenpå et gjestebudmå legen hentes, for å feie utde sure levninger av kostbar mat,183der nylig smilte på forgylte fat,men pine nå den høye eter, såhan i en måned ei tør tenke påå svelge annet, enn hva doktorenbevilger ham. Så glider tiden henfor mangen hedersmann, ja Excellents,imellom Gallafryd og Pønitents.

Alt dette uanseet, har rikdom dogsin skjønne side, som ei noen Klogmiskjenne kan. Når stymperen, som jeg,ser tusindhaande nød på Livets veiforfølge, gripe, martre mennesker,så sukker han; thi ak! han kan ei mer.Den derimot, som Himlen makten ga,(og gull er makten), han kan bøte avfor meget Ondt, og vende lediggangtil gavnlig flittighet, og sorg til sang;i skjulte vrå aftørre Ædles gråt,og stå Betrængte bi med virksom dåd;avverge vold og lønligt tyranni,og gjøre sykdom karsk og trelldom fri.Ser han en Nøgen, han kan klede ham,ser han en Hungrig, han kan mette ham,beskytte den forlatte Enkestandog ta seg den Faderløse an.Kort: Han kan brede held og glede ut,og være i sin krets en liten Gud.

Hva skuer jeg! En Midas tykk og fetfår hist et anstøt av godgjørenhet,og klæder alteret og prestens rygg —(Han på sin salighet vil være trygg),Hans Navn i et velsignet Minde står,184mens naboen til Slutteriet gårav mangel på et forskudd, som hans fliderstattet’ gjerne om en føye tid.Han bad — dog Midas, med sin Gud forlikt,har evnen mer enn nok, men ei til slikt.Imidlertid —dog, jeg opholder Dem,de skal på Bal, alt kjører vognen frem.Indsvøb dem vel, det fryser sterkt i nattog drikk, når de blir heed, ei alt for brad!

(E. Storm.)