184

For Alvor snart, og snart igjen af Kjede,man spørger dog hinanden af og til,hvorfor da Intet rigtig trives vili vore aandelige Urtebede,

mens alskens Frø, der groer lidt længer nede,hvor Luften ei er meget mere mild,kan bære Frugter, give Farvespil,og drive i det Høie og det Brede? —

Man undres over, at vor Stats Forfatning,der dog skal give os fornyet Liv,ei vækker Sandsen for sublime Glæder.

Man har dog Følelse for Folkets Hæder,man savner stundom dog lidt Tidsfordriv,og Politik er hele vor Erstatning!

Hvad Jorden skatter som sin bedste Pryd:den Trylleverden af dens Smiil og Taarer,der vækker Jubler, eller saligt saareri rene Kvad, i Harmoniers Lyd —

185O, denne Strøm af Vemod og af Frydmaa rulle først igjennem Folkets Aarer,før Bragis Viisdom sine Præster kaarer,før der i Nord kan danne sig et Syd.

En Strøm, hvor Hjerternes de spredte Kilderforene sig og mod hinanden banker,og hvori Himlen sine Straaler tømmer —

Saa er et Folks Begeistring; den kun stillerde høie Billeder for Skjaldens Tanker,kun den kan bære ham, den djærve Svømmer.

Og derfor kan ei Frihedsraabet vækkedet sjunkne Liv og give Aanden Vinger,før det fra Folkets Hjerterødder klinger,og sprænger Barmens vinterlige Dække.

Lad Individet sine Arme strækkemod Drømmens Fee, der Strengelegen bringer —ak, Kulden stivner dog hans Barm og Fingerfør han er færdig med sin Tonerække.

Thi kun i Dagen mellem Blomsters Duft,hvor Engen lytter, hilser ham velkommen,er Skjaldens Hjem, der bygger han sin Hytte;

men hvor man ynder Piben kun og Trommen,hvor Egnen trykkes af bøotisk Luft,der maa en Sanger tie, eller flytte.

(J. Welhaven. Af ”Norges Dæmring.” Chnia. 1834.)

184

For alvor snart, og snart igjen av kjede,man spør dog hinannen av og til,hvorfor da intet riktig trives vili våre åndelige Urtebede,

mens alskens frø, der gror litt lenger nede,hvor luften ei er meget mer mild,kan bære frukter, gi fargespill,og drive i det Høye og det Brede? —

Man undres over, at vår Stats forfatning,der dog skal gi oss fornyet Liv,ei vekker sansen for sublime gleder.

Man har dog følelse for Folkets Hæder,man savner stundom dog litt tidsfordriv,og politikk er hele vår erstatning!

Hva jorden skatter som sin beste pryd:den Trylleverden av dens smil og tårer,der vekker jubler, eller saligt såreri rene Kvad, i Harmoniers lyd —

185O, denne strøm av vemod og av frydmå rulle først igjennom Folkets årer,før Bragis visdom sine prester kårer,før der i nord kan danne seg et Syd.

En strøm, hvor hjertenes de spredte kilderforene seg og mot hinannen banker,og hvori Himlen sine stråler tømmer —

Så er et Folks begeistring; den kun stillerde høye Billeder for Skjaldens Tanker,kun den kan bære ham, den djerve svømmer.

Og derfor kan ei frihetsropet vekkedet sunkne Liv og gi Aanden vinger,før det fra Folkets hjerterøtter klinger,og sprenger Barmens vinterlige dekke.

Lad individet sine Arme strekkemot Drømmens Fee, der Strengelegen bringer —ak, kulden stivner dog hans Barm og fingerfør han er ferdig med sin tonerekke.

Thi kun i dagen mellom Blomsters duft,hvor Engen lytter, hilser ham velkommen,er Skjaldens Hjem, der bygger han sin hytte;

men hvor man ynder pipen kun og trommen,hvor Egnen trykkes av bøotisk luft,der må en sanger tie, eller flytte.

(J. Welhaven. Av ”Norges Dæmring.” Chnia. 1834.)