Vittigheden er en Evne til at kunne opdage det mod en fornuftig Hensigt Stridende hos Menneskene, og Satire er dens Spot dermed, gjengivet gjennem træffende Ligheder og Modsætninger, hvori Daarskaben seer sig i Speil. I Evnen til at finde disse Ligheder er Vittigheden vel beslægtet med Digterevnen og kan vanskeligen savnes imellem de Aandskræfter, den betjener sig af under sine Frembringelser; men Satiren er i sig selv dog endnu ingen Digtart. Den bliver det kun igjennem en af de Digtformer, den antager, og i denne Henseende staae alle den til Tjeneste. Den kan være lyrisk, episk, dramatisk og reen didaktisk, og da Belæren overalt er dens Formaal, er denne sidste Form dens naturligste. I Prosaen har den en ligesaa viid Mark: fra den udførlige Roman til Afhandlingen. Lige meget benytter den sig ogsaa af den poetiske og prosaiske Brevform og Dialog.

Den Satire, den skjønne Literatur skal vedkjende sig, maa ikke være moralsk hæslig. Den maa kun fremstille det Enkelte med Hensyn til en almindelig Sandhed, og fremfor alt maa den reen didaktiske Satire røbe en Sjel, der uden Skadefryd og lave Lidenskaber følger sit Kald. Stundom frembryder ogsaa dette Satirikerens eget bedre Jeg i en vemodig Smerte midt under hans skarpeste Snertinger, og disse Steder ere ikke de mindst gribende. Den oprørende Last har noget Tilbagestødende, hvorfor ogsaa den æsthetiske Satire skyer dens nøgne Fremstilling, og heller vælger Daarskaberne, om hvilke dens Lune boltrende kan bevæge sig. Selv i Dramaet og i Romanen behandles den egentlige Last som Skyggepartierne i et Maleri, og den guddommelige Retfærdighed, ikke det dømmende Menneske, fremtræder mod Slutningen fuldbyrdende. Satiren røber sit oprindelige gode Hjerte ved sin Tilbøielighed til det Latterlige og Komiske, og den slaaer 181sig heller paa denne Side, fordi den nøgne og strenge Dom over moralsk Usselhed bliver upoetisk og tilintetgjør Opgaven og Øiemedet for ham, som Digter, nemlig at forbedre og advare, uden at dette stikker blottet frem som Lancetten i den aabne Vunde. Selv naar Satirikeren fremtræder straffende, vil han ikke umiddelbart belære; men, naar han stiller Menneskelivet i Modsætning til det Ideale, enten gjøre dette ved igjennem Fremstillingen at vække en straffende Latter eller alvorlige Tanker. Der er en almindelig og en personlig Satire; men vil den sidste gjælde for Poesi, maa den enten hæve sig til et Charakterbillede, eller fremtræde i dramatisk Form, eller som Epigram. Den simple Følelse tilsiger, at kun en moralsk Lyde kan være Gjenstand ogsaa for den personlige Satire, og Literaturen samler ikke i sit Kogger de Epigram-Pile, som ere paaskrevne nogen bestemt Persons Navn, om de end ere stilede til en saadan. Epigrammet er et kort rimet, som oftest personlig satirisk, Sinddigt, hvori Vittigheden bør være lagt i dets sidste Tanke og Ord (dets Od eller Point).

En Afart af Satiren er Parodien, hvori et æsthetisk Produkt af en alvorligere og ophøiet Charakter latterliggjøres ved at indskyde lave Motiver og komiske Figurer under dets Helte og høitidelige Former. Dette maa da være saa almeenbekjendt, at det Træffende i Sammenstillingen falder Læseren strax ind og vækker hans Munterhed og Opmærksomhed for det Latterlige ved de saaledes paapegede Feil. Vor Literaturs to ypperste Satirikere, Holberg og Wessel, have præsteret Mesterværker i Parodien: den Første i det komiske Heltedigt “Peder Paars“, som har Æneiden og dens Efterligninger af pompøse Epopøer til Maal; og den Sidste i sit komiske Drama “Kjærlighed uden Strømper“, hvori Tidsalderens høitravende Tragødier latterliggjøres. I den poetiske Satire, som unegtelig staaer Prosaen nær, ligesom om den i sit Kald, for bedre at kunne see de menneskelige Daarskaber og for bedre at komme til med Svøben, maatte svæve Jorden nærmere, maa Versbygningen være særdeles flydende og korrekt. Den betjener sig derfor hyppig af rimede alexandrinske Vers, af rimede fiirføddede iambiske, blandet med Trochæer og Daktyler, ligesom ogsaa stundom af Sonetten.

Vittigheten er en evne til å kunne oppdage det mot en fornuftig hensikt Stridende hos menneskene, og satire er dens Spot dermed, gjengitt gjennom treffende likheter og motsetninger, hvori dårskapen ser seg i speil. I evnen til å finne disse likheter er vittigheten vel beslektet med dikterevnen og kan vanskelig savnes imellom de åndskrefter, den betjener seg av under sine Frembringelser; men satiren er i seg selv dog ennå ingen diktart. Den blir det kun igjennom en av de diktformer, den antar, og i denne Henseende stå alle den til tjeneste. Den kan være lyrisk, episk, dramatisk og ren didaktisk, og da Belæren overalt er dens formål, er denne siste form dens naturligste. I prosaen har den en likeså vid Mark: fra den utførlige roman til avhandlingen. Like meget benytter den seg også av den poetiske og prosaiske brevform og dialog.

Den satire, den skjønne litteratur skal vedkjenne seg, må ikke være moralsk heslig. Den må kun fremstille det Enkelte med hensyn til en alminnelig sannhet, og fremfor alt må den ren didaktiske satire røpe en sjel, der uten skadefryd og lave lidenskaper følger sitt kald. Stundom frembryder også dette Satirikerens eget bedre Jeg i en vemodig smerte midt under hans skarpeste snertinger, og disse steder er ikke de minst gripende. Den opprørende last har noe tilbakestøtende, hvorfor også den estetiske satire skyer dens nakne fremstilling, og heller velger dårskapene, om hvilke dens lune boltrende kan bevege seg. Selv i dramaet og i romanen behandles den egentlige last som skyggepartiene i et maleri, og den guddommelige rettferdighet, ikke det dømmende menneske, fremtrer mot Slutningen fullbyrdende. Satiren røper sitt opprinnelige gode hjerte ved sin tilbøyelighet til det Latterlige og Komiske, og den slaaer 181seg heller på denne side, fordi den nakne og strenge dom over moralsk usselhet blir upoetisk og tilintetgjør oppgaven og øyemedet for ham, som dikter, nemlig å forbedre og advare, uten at dette stikker blottet frem som lansetten i den åpne Vunde. Selv når satirikeren fremtrer straffende, vil han ikke umiddelbart belære; men, når han stiller menneskelivet i motsetning til det Ideale, enten gjøre dette ved igjennom fremstillingen å vekke en straffende latter eller alvorlige tanker. Der er en alminnelig og en personlig satire; men vil den siste gjelde for poesi, må den enten heve seg til et karakterbilde, eller fremtre i dramatisk form, eller som epigram. Den simple følelse tilsiger, at kun en moralsk Lyde kan være gjenstand også for den personlige satire, og litteraturen samler ikke i sitt kogger de epigram-Pile, som er påskrevne noen bestemt Persons Navn, om de enn er stilede til en sådan. Epigrammet er et kort rimet, som oftest personlig satirisk, Sinddigt, hvori vittigheten bør være lagt i dets siste tanke og ord (dets od eller Point).

En avart av satiren er parodien, hvori et estetisk produkt av en alvorligere og opphøyd karakter latterliggjøres ved å innskyte lave motiver og komiske figurer under dets Helte og høytidelige former. Dette må da være så almeenbekjendt, at det Træffende i sammenstillingen faller leseren straks inn og vekker hans munterhet og oppmerksomhet for det Latterlige ved de således paapegede feil. Vår litteraturs to ypperste satirikere, Holberg og Wessel, have præsteret mesterverker i parodien: den Første i det komiske heltedikt “Peder Paars“, som har Æneiden og dens etterligninger av pompøse Epopøer til mål; og den Sidste i sitt komiske drama “kjærlighet uten strømper“, hvori Tidsalderens høytravende tragedier latterliggjøres. I den poetiske satire, som unektelig står prosaen nær, likesom om den i sitt kald, for bedre å kunne se de menneskelige dårskaper og for bedre å komme til med svøpen, måtte svæve jorden nærmere, må versbygningen være særdeles flytende og korrekt. Den betjener seg derfor hyppig av rimede aleksandrinske vers, av rimede fiirføddede jambiske, blandet med trokeer og daktyler, likesom også stundom av sonetten.