174

Min lille Søn! udi hvis Børnelegeei skammer jeg mig ved at tage Deel,for under Leeg de første Træk at prægeaf det, hvortil jeg danne bør din Sjel —om denne Haand de sidste Træk skal drageaf Billedet, jeg har hos dig begyndt,hvor langt den skal paa Veien dig ledsage,Han, som det veed, har mig ei det forkyndt.Lidt herom viis, kun tænkende som Fader,der forud seer til Afkoms Tarv og Trang,og lægger hen til dem, han efterlader,en Hjelp, som de velsigne kan engang,du Eneste, hvis spæde Arm mig favner,til dig nu hen jeg lægger dette Brev;læs dette da, naar du din Fader savner,læs hvad til dig din ømme Fader skrev!Endogsaa da jeg til dit Hjerte taler;tænk da, du seer mig for dit Øie staaeog hører, hvor jeg kjærlig dig befaler,175i Himlens Navn paa Dydens Vei at gaae!Ja, gid især mig da du kunde skue,da naar du ned dig styrte vil i Last,da see mig bleg høirøstet dig at true —o, gid jeg da dig kunde holde fast!Den første Fod paa Lastens Vei at sætte,for dette som for aabent Helved skjælv!Hiint A, B, C i Fablen, tænk paa dette!Tro Vellyst ei, langt mindre tro dig Selv!Smag Draaben først, naar Vellyst dig vil skjænke!Du tømmer snart dens hele Bæger ud.“Gud seer mig ei!” tillad dig saa at tænke, —du sige skal tilsidst: “jeg seer ei Gud.”At Gud er til, alt har jeg dig forklaret,dig ledende, naar jeg paa Marken gik,og sagt: at ved hans Haand du gaaer bevaret,forladt af den du faldt hvert Øieblik;jeg har dig viist i ham den større Fader,som Fader er endog for mig og Alt;jeg har dig sagt, at denne store Faderom hvad han vil til Mennesket har talt;jeg har dig viist den Bog, hvori han høres;hør, har jeg sagt, her seer du Herrens Bog,kys den, mit Barn! ved ingen Bog du gjøressaa lykkelig, saa glad, saa viis og klog. —Saa er mit Sprog til dig i denne Alder,en Tid maaskee vil komme, da, naar dukun Ammesnak en saadan Tale kalder,og siger: “jeg langt Andet læser nu” —— “Hvad da, min Søn?” — — “Corneiller og Raciner?” —

— Ti Gange dem din Fader læste før..Læs, hvad din Smag forædler og forfiner,og staa ei blot ved Viisdoms Tempels Dør!

176Gak ind, og hør, og gjem, hvad dig kan gavne!Men lærer du, som Mange tidt, ei meerend Lærernes og deres Bøgers Navne,tænk aldrig da, at derved stor du er!Men bliv end stor blandt store Verdsligvise,som Newton selv vær dyb og høi og fiin,og spot saa Gud, og kald hans Ord Sottise -o gid, min Søn, du aldrig da var min!Lad Gud og Dyd dit Hjerte være givet!Ak, lad mig ei forbande høit den Gnist,den første Gnist af mig, som tændte Liveti dit for mig endnu saa ømme Bryst!

(Cl. Frimann.)

174

Min lille sønn! uti hvis Børnelegeei skammer jeg meg ved å ta del,for under lek de første trekk å pregeav det, hvortil jeg danne bør din sjel —om denne hånd de siste trekk skal draav Billedet, jeg har hos deg begynt,hvor langt den skal på veien deg ledsage,Han, som det vet, har meg ei det forkyndt.Litt herom vis, kun tenkende som far,der forut ser til avkoms Tarv og trang,og legger hen til dem, han etterlater,en hjelp, som de velsigne kan engang,du Eneste, hvis spede arm meg favner,til deg nå hen jeg legger dette brev;les dette da, når du din far savner,les hva til deg din ømme far skrev!Endogsaa da jeg til ditt hjerte taler;tenk da, du ser meg for ditt Øye ståog hører, hvor jeg kjærlig deg befaler,175i Himlens Navn på Dydens vei å gå!Ja, gid især meg da du kunne skue,da når du ned deg styrte vil i last,da se meg bleg høyrøstet deg å true —o, gid jeg da deg kunne holde fast!Den første fot på Lastens vei å sette,for dette som for åpent helvete skjelv!Hint A, B, C i fabelen, tenk på dette!Tro vellyst ei, langt mindre tro deg selv!Smak dråpen først, når vellyst deg vil skjenke!Du tømmer snart dens hele beger ut.“Gud ser meg ei!” tillat deg så å tenke, —du si skal til sist: “jeg ser ei Gud.”At Gud er til, alt har jeg deg forklaret,deg ledende, når jeg på marken gikk,og sagt: at ved hans hånd du går bevaret,forlatt av den du falt hvert øyeblikk;jeg har deg vist i ham den større far,som far er endog for meg og Alt;jeg har deg sagt, at denne store farom hva han vil til mennesket har talt;jeg har deg vist den bok, hvori han høres;hør, har jeg sagt, her ser du Herrens bok,kyss den, mitt barn! ved ingen bok du gjøresså lykkelig, så glad, så vis og klok. —Så er mitt språk til deg i denne alder,en tid maaskee vil komme, da, når dukun ammesnakk en sådan Tale kaller,og sier: “jeg langt annet leser nå” —— “Hva da, min sønn?” — — “Corneiller og Raciner?” —

— Ti ganger dem din far leste før..Læs, hva din smak foredler og forfiner,og stå ei blot ved visdoms Tempels dør!

176Gak inn, og hør, og gjem, hva deg kan gavne!Men lærer du, som Mange titt, ei merenn Lærernes og deres bøkers navn,tenk aldri da, at derved stor du er!Men bli enn stor blant store Verdsligvise,som Newton selv vær dyp og høy og fin,og spot så Gud, og kald hans ord Sottise -o gid, min sønn, du aldri da var min!La Gud og dyd ditt hjerte være gitt!Ak, la meg ei forbanne høyt den gnist,den første gnist av meg, som tente liveti ditt for meg ennå så ømme bryst!

(Cl. Frimann.)