176

I Sinddigtet bliver den individuelle Opfatning fremstillet i digtersk Form som Tankesprog eller Sentenz (Gnome), d. e. kort og kraftigt udtrykte Læresætninger eller Tanker, der ere gjorte endnu mere indtrængende ved Digtformen. Gnomen forholder sig til Læredigtet, som Epigrammet (hos Grækere og Romere det fælles Navn for begge Arter) til den didaktiske og den episke Satire, og enhver Sentenz maa danne ligesom et lidet gediegent Heelt for sig selv. Gives flere af dem en let Anknytning til hinanden, har man en gnomisk Digtning. Sentenzen maa indeholde en moralsk eller Erfaringssandhed, og maa i et sammentrængt Sprog ikke blot gjøres klar og indtrængende, men ogsaa være fremsat saaledes, at den synes ny, om den end ikke i Tanken er det. Hertil tjener ofte at ledsage denne med et klargjørende Billede. Bibelen er riig paa Sentenzer, og af de øvrige Hoveddigtarter pryder Oden og Sørgespillet sig ofte dermed. Et herligt Sinddigt er det gamle Havamaal, Odins Kjerneviisdom, hvoraf de smukkeste Perler ere indflettede i det svenske Digt af Tegnér, Frithjofs Saga, som vor Literatur har tilegnet sig i to Oversættelser. I Peder Syv og Peder Laale har den forrige Fællesliteratur riigholdige Samlinger af Ordsprog, d. e. Leveregler i 177prosaisk Form, men ofte med et Slags Rhythmus og Riim, som de kunne falde sig (f. Ex. “Morgenstund har Guld i Mund”; “Rigdom forgaaer, Kunst bestaaer”; “Lidenskab og Ild - Tjener god, men Herre vild” o. fl.)

1.

Pral ei med Fædres Ære! Hver har blot sin.Kan du ei spænde Buen, er den ei din.

(Havamaal.)

2.

Dag skal du prise, naar Solen sig har dulgt;Øl, naar det er drukket; Raad, naar det er fulgt.Let vindes Lid og Venskab hos Ungersvenden;men Striden prøver Klingen, og Nøden Vennen.

(Havamaal.)

3.

Viben vil værge for hver den Sted,som udi Marken mon staae.Hun kan ikke værge den liden Tue,som hun skal bygge paa.

(P. Laale.)

4.

En Drossel kjendes paa sin Sang,og Fisken paa sin Hale;en Klokke paa sin Lyd og Klang,og Manden paa sin Tale.

(T. Reenberg.)

5.

Gaa din Samvittigheds Vei, hver Hindring imod,stedse for Øie dit Maal, det fjerneste, bedste!Men med varlige Trin fremskride din Fod,og i Virksomhed stræb kun efter det næste!

(J. Baggesen.)

2den Deel

1786.

Havde Kattene Vinger, var ingen Spurv meer i Luften.Havde Enhver hvad han vil, Hvo havde Noget da end?

(P. Foersom.)

7.

Hvis du din Fremtids Sorrig kunde videog undflye den, – at leve var da let;hvis, hvad du vidste, dog du skulde lide,hvad Nytte da at vide det?

(L. Sagen.)

176

I Sinddigtet blir den individuelle oppfatning fremstilt i dikterisk form som Tankesprog eller sentens (Gnome), d. e. kort og kraftig uttrykte læresetninger eller tanker, der er gjorte enda mer inntrengende ved diktformen. Gnomen forholder seg til lærediktet, som epigrammet (hos grekere og romere det felles Navn for begge arter) til den didaktiske og den episke satire, og enhver sentens må danne likesom et lite gediegent helt for seg selv. Gives flere av dem en lett anknytning til hinannen, har man en gnomisk diktning. Sentensen må inneholde en moralsk eller erfaringssannhet, og må i et sammentrengt språk ikke blot gjøres klar og inntrengende, men også være fremsatt således, at den synes ny, om den enn ikke i tanken er det. Hertil tjener ofte å ledsage denne med et klargjørende bilde. Bibelen er rik på sentenser, og av de øvrige Hoveddigtarter pryder Oden og Sørgespillet seg ofte dermed. Et herlig Sinddigt er det gamle Havamaal, Odins Kjerneviisdom, hvorav de smukkeste perler er innflettede i det svenske dikt av Tegnér, Frithjofs saga, som vår litteratur har tilegnet seg i to oversettelser. I Peder Syv og Peder Laale har den forrige felleslitteratur rikholdige Samlinger av ordspråk, d. e. Leveregler i 177prosaisk form, men ofte med et Slags Rhythmus og rim, som de kunne falle seg (f. Ex. “Morgenstund har gull i munn”; “Rikdom forgår, kunst består”; “Lidenskap og ild - tjener god, men Herre vill” o. fl.)

1.

Pral ei med fedres ære! Hver har blot sin.Kan du ei spenne buen, er den ei din.

(Havamaal.)

2.

Dag skal du prise, når solen seg har dulgt;Øl, når det er drukket; Råd, når det er fulgt.Lett vindes Lid og vennskap hos ungersvennen;men striden prøver klingen, og nøden vennen.

(Havamaal.)

3.

Vipen vil verge for hver den sted,som uti marken mon stå.Hun kan ikke verge den liten tue,som hun skal bygge på.

(P. Laale.)

4.

En Drossel kjennes på sin sang,og fisken på sin hale;en klokke på sin lyd og klang,og mannen på sin Tale.

(T. Reenberg.)

5.

Gå din Samvittigheds vei, hver hindring imot,stedse for Øye ditt mål, det fjerneste, beste!Men med varlige Trin fremskride din fot,og i virksomhet streb kun etter det neste!

(J. Baggesen.)

2den del

1786.

Hadde kattene vinger, var ingen spurv mer i luften.Hadde Enhver hva han vil, Hvo hadde Noget da enn?

(P. Foersom.)

7.

Hvis du din Fremtids Sorrig kunne viteog undflye den, – å leve var da lett;hvis, hva du visste, dog du skulle lide,hva nytte da å vite det?

(L. Sagen.)