171

I rolig Kjækheds Sprog tør Normand sige frit:min Kreds min egen er, og dette Sted er mit.Nedarvet Fødestavn, der paa min Afkom venter,sit gamle Herskab huld, afgiver glade Renter.Min Søn, min Sønnesøn og leve skal derpaa;mens Arilds Navn er til, den skal i Slægten gaa.

I Udspring hist sig teer et Haab til unge Træer,og Frugt, mens jeg er til, ei nogen af dem bær’.Skal derfor mindste Skud af voldsom Haand oprives?Nei, elskte Planter! I for Mine skal optrives.Og du, min vakkre Birk, fortæl min Sønnesøn,jeg sparte dig, at han og skulde see dig skjøn!

Men om jeg vidste det, hiin Odels-Eiendomengang, foruden Skjel, i Fremmeds Hænder kom:Jeg skulde Markers Held og Agres Fedme svække,jeg skulde Tidslers Hob af Jordens Skjød opklække; –dog bort, ubudne Tvivl! Jeg kan med fuld Tillidpaa tyve Fædres Tomt anvende dobbelt Flid.

Saa med fornyet Lyst han holder alt i Stand,nu tørrer Moser ud, nu gjærder om sit Land,hist giver Skove Luft, hvor de for tætte stode,her bryder Heden op, sin Eftermand til Gode.Ved slig ustandset Iid (og hvo den ynke tør?)Han af sin elskte Vraa sig selv et Peru gjør.

172Lad Stæders kræsne Pragt ophitte hvad den kan,ny Føde skikke hjem fra hver nyfunden Strand!Den kuns af Fjordes Bund, af skattesvangre Minerukjendte Manglers Flok til eget Nag udpiner.Ved en Juveel, hvor skjøn, dog mores kun en Sands;to deres Nøie faae af samme Blomsterkrands.

Ja, den spidsfindig Konst, hvor taber den sig sletmod legende Natur, skjøndt den sig pønser træt!Spodsk seer et evigt Fjeld paa Dverge-Monumenter,mens blandet Skræk og Lyst det hver en Sjel indprenter;skjøn af Uorden selv, en Skov ei bytter Kaarmed Lunden, der sin Skik af lærde Hænder faaer.

Ød, Fyrste! Landets Marv til nagsyg Yppighed,reis Pyramider op, af Støtterader kjed,udskjær Kanaler hist, her anlæg Hængehaver,til Marmorstøtte før hvad Herligt Rom opgraver;blandt Konstens Under saa, dybsindig, synløs vankog der — der, om du kan, Lyksalighed indsank!

Ifør dig Silkepomp, og frys i Kjølingen!hold kjedsom Nattevagt paa Seng af Elfenbeen!inddrik en tidlig Død af skinnende Kristaller,og Sult af Ækkelhed, hvor Modens Smag befaler!paatvungen Tidsfordriv udhold den vante Stund!og, Alt i Ligning sat, min Nordmands Kaar misund!

Ham Skjebnens Yndest lod, hos Fryd og venlig Ro,fra Syslers Tummel skilt, sin Fædretomt beboe;og huushøi Portal ei Solen ham fordunkler;ei paa hvert Fingerled Golkondas Demant funkler;dog føler han ei Savn. Nok, Frihed Vellyst strøerpaa hvad sit Eget han uskræmmet kalde tør.173Hans Tarv hans Rigdom er, ei det useete Guld;et Suk gik aldrig ud for dette dyre Muld.Hans Kost opveier let de feberfulde Retter,en sledsk Forgifters Konst for Kræsenhed fremsætter.Af Kilden lædsket, han meer glad ei takked Gud,om Frankrigs Viinstok holdt den strenge Nordvind ud.

Ro, vinket ad, ham er paa første Leie nær;han tør ei vente den af kjelne Fuglefjer.Af Frygt for næste Dag her Hjertet aldrig gyste.Igjennem Bjergets Kløft ei Titans Forbud lyste,før den aarvaagne Fugl, til Morgensange fød,(velkommen Vægterrøst!) ham op fra Hvilen bød.

Iført fornyet Kraft, han til sit Arbeid gaaer,fuld af den søde Drift at bedre gode Kaar.Ei Haandevendings Frist søvnagtig Ladhed undes;alt dyrket op at see - den Vellyst efterstundes.Saa brøstløs Alder skyer en Læges blotte Navn;saa kjedes Ungdom ei ved trygge Fødestavn.

Ja Sundhed, Rolighed og Hjertet uden Nagog Nøisomhed, der boer glad under drypfrit Tag,er Dette Rigdom nok, kan Det lyksaliggjøre;da skal mig intet Haab meer til de Strande føre,hvor slibrig Hofmand mig med gyldne Løfter sveeg,og lønlig Sindsuro forfulgte midt i Leg.

(Joh. Bull.)

171

I rolig kjekkhets språk tør nordmann si fritt:min krets min egen er, og dette sted er mitt.Nedarvet Fødestavn, der på min avkom venter,sitt gamle herskap huld, avgir glade renter.Min sønn, min sønnesønn og leve skal derpå;mens Arilds Navn er til, den skal i slekten gå.

I utspring hist seg teer et håp til unge trær,og frukt, mens jeg er til, ei noen av dem bær’.Skal derfor minste skudd av voldsom hånd opprives?Nei, elskte planter! I for mine skal opptrives.Og du, min vakre Birk, fortell min sønnesønn,jeg sparte deg, at han og skulle se deg skjønn!

Men om jeg visste det, hin Odels-eiendomengang, foruten skjel, i Fremmeds hender kom:Jeg skulle Markers held og Agres fedme svekke,jeg skulle Tidslers hop av Jordens Skjød opklække; –dog bort, ubudne tvil! Jeg kan med full tillitpå tyve fedres tomt anvende dobbelt flid.

Så med fornyet lyst han holder alt i stand,nå tørrer Moser ut, nå gjerder om sitt land,hist giver skoger luft, hvor de for tette stod,her bryter Heden opp, sin Eftermand til gode.Ved slig ustandset Iid (og hvo den ynke tør?)Han av sin elskte vrå seg selv et Peru gjør.

172Lad Stæders kresne prakt ophitte hva den kan,ny føde skikke hjem fra hver nyfunden Strand!Den kuns av Fjordes bunn, av skattesvangre minerukjente Manglers Flok til eget nag utpiner.Ved en juvel, hvor skjønn, dog mores kun en Sands;to deres Nøie få av samme blomsterkrans.

Ja, den spissfindig kunst, hvor taper den seg sletmot legende natur, skjønt den seg pønser trett!Spotsk ser et evig Fjell på dverger-monumenter,mens blandet skrekk og lyst det hver en sjel innprenter;skjønn av uorden selv, en skog ei bytter kårmed Lunden, der sin skikk av lærde hender får.

Ød, fyrste! Landets marg til nagsyg yppighet,reis pyramider opp, av Støtterader kjed,utskjær kanaler hist, her anlegg Hængehaver,til Marmorstøtte før hva Herligt Rom oppgraver;blant kunstens under så, dypsindig, synløs vankog der — der, om du kan, Lyksalighed innsank!

Ifør deg Silkepomp, og frys i kjølingen!hold kjedsom nattevakt på seng av elfenben!inddrik en tidlig død av skinnende krystaller,og sult av ekkelhet, hvor Modens smak befaler!påtvungen tidsfordriv uthold den vante stund!og, Alt i ligning satt, min Nordmands kår misunn!

Ham Skjebnens Yndest lot, hos fryd og vennlig ro,fra Syslers Tummel skilt, sin fedretomt beboe;og huushøi portal ei solen ham fordunkler;ei på hvert fingerledd Golkondas Demant funkler;dog føler han ei savn. Nok, frihet vellyst strørpå hva sitt Eget han uskræmmet kalle tør.173Hans Tarv hans rikdom er, ei det useete gull;et sukk gikk aldri ut for dette dyre Muld.Hans Kost oppveier lett de feberfulle retter,en sledsk Forgifters kunst for kresenhet fremsetter.Av Kilden lædsket, han mer glad ei takket Gud,om Frankrigs vinstokk holdt den strenge Nordvind ut.

Ro, vinket ad, ham er på første leie nær;han tør ei vente den av kjelne Fuglefjer.Av Frygt for neste dag her Hjertet aldri gyste.Igjennom Bjergets kløft ei Titans forbud lyste,før den årvåkne fugl, til Morgensange født,(velkommen vekterrøst!) ham opp fra hvilen bød.

Iført fornyet kraft, han til sitt arbeid går,full av den søte drift at bedre gode kår.Ei Haandevendings frist søvnagtig lathet unnes;alt dyrket opp å se - den vellyst etterstundes.Så brøstløs alder skyer en leges blotte Navn;så kjedes ungdom ei ved trygge Fødestavn.

Ja sunnhet, Rolighed og Hjertet uten nagog nøysomhet, der boer glad under dryppfritt tak,er Dette rikdom nok, kan Det lyksaliggjøre;da skal meg intet håp mer til de Strande føre,hvor slibrig Hofmand meg med gyldne løfter sveeg,og lønnlig sinnsuro forfulgte midt i Leg.

(Joh. Bull.)