169

I denne stille Ro, hvor Liv er daanet hen,hvor Sands og Overlæg for Fantasien rømmer,hvor Slaven i sit Baand om Kongeriget drømmer,og Jordens Guder blie’ til Mennesker igjen, -Hvad søger du, min Geist? Mon Eenlighedens Lander Sjelens Tidsfordriv? Mon Mørkets stille BoligFornuftens Fristad er? og spæde Tanker roligi Nattens rige Skjød til Sandhed voxe kan?

Jo, almagtsfulde Nat, bliv du min Hjælp igjen,som før har lært min Sjel, at Sværm kun avler Daarer!Du, Sandheds Moder, du er den, jeg nu udkaarertil Moder for min Sang og Vidne mod min Ven.

170Hvor gavmild er din Ro! Din Eenlighed hvor riigpaa kostbar Sandhed, Du, hvis sorte Vinger dækkerde Dages Spøgelser, som ofte Dyden skrækker,og fordrer Sandserne med Sjelen ud til Krig!

Kom Viisdoms Prædikant! antænd i min Forstandsaa stjerneklare Lys, som du deroppe tænder,hvor Verdner rundt omkring i Myriader brænder,og Viisdom, Orden, Pragt, i Alting øines kan!Jag Verdens Tummel bort! stil Syslernes Orkan!Lad ei spidsfindig Dunst, Vankundighedens Dampe,falsk Vid og Overtro naae til den Midnats-Lampe,som jeg for Filadon og Verden har tændt an!

— — —

Kom, tal i mit Sted nu dit Almagts-Sprog, o Nat!Lad de Vidunder, du paa Himlene udbrederi Millioner Tal, fortælle, hvad Han heder,som denne Stjernehær i Orden der har sat.

Fornuften staaer forbaust, blot ved den Glands jeg seeri Øiesynets Kreds - den Plet kun af det Hele,og dog saa stor i Alt og i de mindste Dele,at Sjelens Øie selv tør neppe see paa meer.

Hvad Reise var det ei herfra til hiin Planet!fra den igjen og op til hine blege Fakler!Hvad Syn, at see et Skimt opklaret til Mirakler,som blot en uskabt Aand har maalt og overseet!

Tag Lysets Vinger paa, og flyv med stadig Flugten Verdens Alder frem, fra Klode op til Klode!Tæl Sole, Verdner der, hvor før kun Prikker stode,og see den første Sol i Øiekredsen slukt!Tænk saa, din Flugt er endt; men viid, du har igjen171en lige endløs Vei, hvor Verdners Skare vrimler,som der, du kom fra før!... Almægtig Gud, jeg svimler!Paa denne Almagts Top al Tanke daaner hen.

(C. B. Tullin.)

169

I denne stille ro, hvor Liv er dånet hen,hvor Sands og overlegg for fantasien rømmer,hvor slaven i sitt bånd om kongeriket drømmer,og Jordens guder bli’ til mennesker igjen, -Hva søker du, min Geist? Mon Eenlighedens lander Sjelens tidsfordriv? Mon Mørkets stille boligFornuftens Fristad er? og spede tanker roligi Nattens rike Skjød til sannhet vokse kan?

Jo, allmaktsfulle natt, bli du min hjelp igjen,som før har lært min sjel, at sverm kun avler dårer!Du, Sandheds mor, du er den, jeg nå utkårertil mor for min sang og vitne mot min venn.

170Hvor gavmild er din ro! Din Eenlighed hvor rikpå kostbar sannhet, Du, hvis sorte vinger dekkerde Dages spøkelser, som ofte dyden skrækker,og fordrer sansene med sjelen ut til krig!

Kom visdoms predikant! antænd i min forstandså stjerneklare lys, som du deroppe tenner,hvor verdener rundt omkring i myriader brenner,og visdom, orden, prakt, i Alting øynes kan!Jag Verdens Tummel bort! stil Syslernes orkan!La ei spissfindig dunst, Vankundighedens Dampe,falsk Vid og overtro nåe til den Midnats-lampe,som jeg for Filadon og verden har tent an!

— — —

Kom, tal i mitt sted nå ditt allmakts-språk, o natt!La de vidunder, du på himlene utbreri millioner tall, fortelle, hva Han heter,som denne stjernehær i orden der har satt.

Fornuften står forbaust, blot ved den glans jeg seri øyesynets krets - den plett kun av det hele,og dog så stor i Alt og i de minste dele,at Sjelens Øye selv tør neppe se på mer.

Hva reise var det ei herfra til hin planet!fra den igjen og opp til hine bleke fakler!Hva syn, å se et skimt oppklart til mirakler,som blot en uskapt Aand har målt og oversett!

Tag Lysets vinger på, og fly med stadig flukten Verdens alder frem, fra klode opp til klode!Tæl Sole, verdener der, hvor før kun prikker stod,og se den første sol i øyekretsen slukt!Tenk så, din flukt er endt; men vid, du har igjen171en lige endløs vei, hvor Verdners Skare vrimler,som der, du kom fra før!... Allmektig Gud, jeg svimler!På denne allmakts topp all tanke dåner hen.

(C. B. Tullin.)