161

Han sagde: ”Bliv!” — og mere snelt end Tankenaf Intets Mulm Alverdens Pragt fremstod;stærkt Havet bruste, Palmen støtted Ranken,

Anden Deel.

162der mylred Liv i Dal, paa Fjeld, i Flod;og Mennesket med salig Hjertebankenfor Himlens Blaa sit Øielaag oplod,med Jubel klang den vidtudstrakte Sfære,da Morgenstjernen sang Gudherrens Ære.

Da blev der tyst; — og lyttende med Bævenhvert enkelt Underværk mod Stjernen saae;i Slangens Snigen, Kongeørnens Svæven,i Bjergets Elv, i Engens stille Aa,ud over Havets Mark, i Spindelvæven,der zittred blank imellem Green og Straa,hos Mennesket, den unge Skabnings Krone,gjenlød en Efterklang af Himlens Tone.

Men Han, der ædel, stolt og opreist vanker,med Tillid Øiet frit mod Hvalvet slaaer;der Alt omfatte tør med sine Tanker,hvis faste Blik selv Tigren ei modstaaer;som af et ringe Støvgran Viisdom sanker,den Eneste, der Gud tilbede kun formaaer, —Han Himlens spredte Toner har forbundetog Harmoniens dybe Gaade fundet.

Et af de stærke Baand, der helligt bindertil Himlen Støvets Børn, er Tonens Magt;skjøndt ak! formasteligt man tidt den findermisbrugt til tom, til høist forfænglig Pragt;fortørnet, liig en taaget Dunst, den svinderfor sløve Sjel, hvis Sands den ei har vakt;dog — hvert betydningsfulde Punkt i Livethar til Musiken Herskerkronen givet.

Musikens Stemme byder huldt den Spæde:velkommen vær ved Daabens Kildevæld;163vor Andagt hæver den til Naadens Sædeog yder Trøst hver sønderknuset Sjel;naar Brud og Brudgom hen for Altret træde,høitideligt den spaaer dem Fryd og Held,den boer hos dig, selv i dit stille Kammer,og smykker Glæden, aander bort din Jammer.

Valdhornet zittrende sin Tone svingertil Jagt igjennem dunkelgrønne Skov,Trompeten kalder, og dens Kald bevingerSoldatens Mod og Hestens stærke Hov;ved Fløitens Lyd, som rask i Salen klinger,smukt ordnes Dandsen efter Gratiens Lov,og Cithren tolker Elskovs kjælne Smerterog aabner Vinduer og aabner Hjerter.

Og endelig — naar langsomt vi hendragetil Dødens Have og med matte Trinden trætte Vandrer venligen ledsagetil rolig Slummer under bløde Liin:da blander den sin Røst i al vor Klage,sin søde Trøst i Sorgens Malurtviin,og nøder ømt vort Blik mod Himlens Bue,hvor Haabet staaer i Stjerneskrift at skue.

(C. Winther.)

161

Han sa: ”Bli!” — og mer snelt enn tankenav Intets mulm Alverdens prakt fremstod;sterkt havet bruste, palmen støttet ranken,

Annen del.

162der mylred Liv i dal, på Fjell, i Flod;og mennesket med salig hjertebankenfor Himlens Blaa sitt Øielaag oplod,med jubel klang den vidtutstrakte sfære,da Morgenstjernen sang Gudherrens ære.

Da ble der tyst; — og lyttende med bevenhvert enkelt underverk mot stjernen så;i Slangens Snigen, Kongeørnens Svæven,i Bjergets elv, i Engens stille å,ut over Havets Mark, i spindelveven,der zittred blank imellom Green og strå,hos mennesket, den unge Skabnings krone,gjenlød en Efterklang av Himlens Tone.

Men Han, der edel, stolt og oppreist vanker,med tillit øyet fritt mot hvelvet slaaer;der Alt omfatte tør med sine tanker,hvis faste blikk selv Tigren ei motstår;som av et ringe støvgrann visdom sanker,den Eneste, der Gud tilbe kun formår, —Han Himlens spredte toner har forbundetog Harmoniens dype gåte funnet.

Et av de sterke bånd, der hellig bindertil Himlen Støvets barn, er Tonens makt;skjønt ak! formastelig man titt den finnermisbrukt til tom, til høist forfengelig prakt;fortørnet, lik en tåket dunst, den svinnerfor sløve sjel, hvis Sands den ei har vakt;dog — hvert betydningsfulle punkt i livethar til musikken Herskerkronen gitt.

Musikens stemme byr huldt den Spæde:velkommen vær ved Daabens kildevell;163vår andakt hever den til nådens seteog yter trøst hver sønderknuset sjel;når brud og brudgom hen for altret tre,høytidelig den spår dem fryd og held,den boer hos deg, selv i ditt stille kammer,og smykker gleden, ånder bort din jammer.

Valdhornet zittrende sin tone svingertil jakt igjennom dunkelgrønne skog,Trompeten kaller, og dens kald bevingerSoldatens mot og Hestens sterke Hov;ved fløytens lyd, som rask i salen klinger,smukt ordnes dansen etter Gratiens lov,og Cithren tolker Elskovs kjælne smerterog åpner vinduer og åpner hjerter.

Og endelig — når langsomt vi hendragetil Dødens hage og med matte Trinden trette Vandrer vennlig ledsagetil rolig Slummer under bløde lin:da blander den sin røst i all vår klage,sin søte trøst i Sorgens malurtvin,og nøder ømt vårt blikk mot Himlens bue,hvor håpet står i Stjerneskrift å skue.

(C. Winther.)