163

Solen neddaled bag Eden i Østen,sænkte sit Guldnedover Lunden, hvor Nattergalrøstenaandede Længsel vemodig og huld;Blomsten sig vugged,retsom den lytted til Fuglenes Sang,164sødere dufted fra grønnende VangKalken i Aftenen, før den sig lukked.

Smaafuglen taug i de løvrige Gange;Solen sank ned;Aftenen kasted alt Skygger saa lange,indbød Naturen til Hvile og Fred;Skyerne daled,leired sig trætte paa Himmelens Rand;Bølgen gik taus mod den blomstrende Strand;Vinden ei længer med Bladene taled.

Stilhed nu hersked i Paradiishaven;Hvile og Roherskede trindtom, et Billed paa Graven,kun var den veget fra Menneskets Bo;daarligt de glemte,hvad deres Fader dem venligt forbød:kun den forførende Stemme de lød,Faderens Ord de i Hjertet ei gjemte!

Tause de stode i Haven tilbage,lytted med Frygtnu til den Stemme, der bød dem at dragebort fra det Sted, hvor de boede saa trygt;Blomsten og Bækken,Fuglen, som fløited ved Daggry og Kvel,skulde de sige det sidste Levvel,skilles fra dem og fra Rosen i Hækken.

Sødere, syntes dem, Blomster og Bladeduftede nu.Alt var saa skjønt, hvad de skulde forlade,følte de Begge vemodig i Hu.Sorgfuldt de klage,165første Gang Taarer i Øiet mon staae...Se! da stod Duggen paa Blomster og Straae,trøster dem venligt, imens de bortdrage.

Derfor, o Menneske! naar du nedbøietvandrer paa Jord,mindes da: Blomsten har Taarer i Øiet,og at der Lindring og Trøst i dem boer;men hvis du synder,og man med Kulde dig støder fra sig,mindes da: Blomsten og græder for dig,og dig Tilgivelse Duggen forkynder.

(H. P. Holst.)

163

Solen neddaled bak Eden i Østen,sænkte sitt gullnedover Lunden, hvor Nattergalrøstenåndet lengsel vemodig og huld;Blomsten seg vugget,retsom den lyttet til Fuglenes sang,164søtere duftet fra grønnende VangKalken i Aftenen, før den seg lukket.

Småfuglen tidde i de løvrige ganger;Solen sank ned;Aftenen kastet alt skygger så lange,innbød naturen til hvile og fred;Skyene dallet,leired seg trette på Himmelens Rand;Bølgen gikk taus mot den blomstrende Strand;Vinden ei lenger med bladene talte.

Stillhet nå hersket i Paradiishaven;Hvile og rohersket trindtom, et bilde på graven,kun var den veket fra Menneskets bo;dårlig de glemte,hva deres far dem vennlig forbød:kun den forførende stemme de lød,Faderens ord de i Hjertet ei gjemte!

Tause de stod i hagen tilbake,lyttet med fryktnå til den stemme, der bød dem å drabort fra det sted, hvor de bodde så trygt;Blomsten og bekken,Fuglen, som fløytet ved daggry og Kvel,skulle de si det siste Levvel,skilles fra dem og fra Rosen i hekken.

Søtere, syntes dem, blomster og Bladeduftet nå.Alt var så skjønt, hva de skulle forlate,følte de Begge vemodig i hu.Sorgfullt de klager,165første gang tårer i øyet mon stå...Se! da stod duggen på blomster og strå,trøster dem vennlig, imens de bortdrage.

Derfor, o menneske! når du nedbøydvandrer på jord,minnes da: Blomsten har tårer i øyet,og at der lindring og trøst i dem boer;men hvis du synder,og man med kulde deg støter fra seg,minnes da: Blomsten og gråter for deg,og deg tilgivelse duggen forkynner.

(H. P. Holst.)