156

Held os! Den Gamle med riimfrosne Lokker,Vinteren, flyer.157Vaaren, bekrandset med himmelblaae Klokker,Livet fornyer.Kampen var haard, men den Freden mon bringe;Seiren skal klinge,løftet paa Tonernes mægtige Vingehøit mod de purpurne Skyer.

Digteren, vakt af de første Violersyndige Blad,aabner sin Barm for de himmelske Straalerskvægende Bad,bryder sin Larve med Sommerfuglvrimlen,flagrer mod Himlenover Konvallernes hilsende Stimlen,vinget, forynget og glad.

Ind under Bøgenes grønnende Kroner,salig i Aand,vandrer han hen over Skov-Anemoner,Lyren i Haand.Bogfinkens Kviddren hans Læber indvier;og naar den tier,hilser han Vaaren med Vaarmelodier,løsnet af Vinterens Baand.

Vinterens Sorger og Glæder nu dølgerGlemselens Flor,Flora kun vinker ham nu, og han følgerglad hendes Spor.Vintren er flygtet og Striden hernedenbort fra det Eden,hvor hendes Smaa om et Alter for Fredensamles i duftende Chor.

158Derfor om Vaaren og Freden hans Sangegjenlyde nu.Fiendskab, hiint sorte, opfostret i langeNætter med Gru,fly med den flygtende Vinter mod Polen!Varmen af Solenudklækker Hjerternes Blomst med Violen,Fred i vor Sang og vor Hu.

Nymfer og Fauner ved Lyren han attersamler om den;hellige Taarer, begeistrede Lattervækker han end.Satyren bringer ham vingede Pile,gyldne, der smile..Se, hvor de flyve og naae, hvor de ile,Himlen og Jorden igjen!

Saares der Nogen, da huske han, Stridenblot er en Fest,smile ved Saaret og drage fra Siden!sadle sin Hest!Thi har vi Fred, kun i krigerske Leirebør vi den feire:stedse Turnering og festlige SeireFreden forherliged’ bedst.

Du, som har Aarstiden vakt af sin Dvale,høit paa Din Gang,Hersker af Solen og Drot af Castale,smiil til min Sang!Nær i mit Hjerte den Flamme, Du tænder!Lær mine Hænder159dobbelte Greb i din Streng, naar den senderPilens og Tonernes Klang!

(J. L. Heiberg).

156

Held oss! Den Gamle med rimfrosne lokker,Vinteren, flyer.157Våren, bekrandset med himmelblåe klokker,Livet fornyer.Kampen var hard, men den freden mon bringe;Seieren skal klinge,løftet på tonenes mektige Vingehøyt mot de purpurne skyer.

Dikteren, vakt av de første Violersyndige blad,åpner sin Barm for de himmelske Straalerskvegende Bad,bryter sin larve med Sommerfuglvrimlen,flagrer mot Himlenover Konvallernes hilsende Stimlen,vinget, forynget og glad.

Inn under bøkenes grønnende kroner,salig i Aand,vandrer han hen over skog-anemoner,Lyren i hånd.Bokfinkens Kviddren hans lepper innvier;og når den tier,hilser han våren med vårmelodier,løsnet av Vinterens bånd.

Vinterens sorger og gleder nå dølgerGlemselens Flor,Flora kun vinker ham nå, og han følgerglad hennes spor.Vinteren er flyktet og striden her nedebort fra det Eden,hvor hennes Smaa om et alter for fredensamles i duftende kor.

158Derfor om våren og freden hans sangergjenlyde nå.Fiendskap, hint sorte, oppfostret i langeNetter med gru,fly med den flyktende vinter mot Polen!Varmen av solenutklekker hjertenes blomst med Violen,Fred i vår sang og vår hu.

Nymfer og Fauner ved lyren han attersamler om den;hellige tårer, begeistrede lattervekker han enn.Satyren bringer ham vingede Pile,gyldne, der smile..Se, hvor de flyve og nåe, hvor de ile,Himlen og jorden igjen!

Såres der noen, da huske han, stridenblot er en fest,smile ved såret og dra fra siden!sadle sin hest!Thi har vi fred, kun i krigerske Leirebør vi den feire:stedse turnering og festlige seireFreden forherliged’ best.

Du, som har årstiden vakt av sin dvale,høyt på Din gang,Hersker av solen og drott av Castale,smil til min sang!Nær i mitt hjerte den flamme, Du tenner!Lær mine hender159dobbelte grep i din streng, når den senderPilens og tonenes klang!

(J. L. Heiberg).