Kjær est du, Fødeland, sødt er dit Navn;til dig staaer altid dine Børns Forlængsel;med lønlig Magt du drager til din Favn;hvert andet Land mod dig er som et Fængsel.Kun der er Vaaren i sin fulde Pragt;kun der i al sin Ynde Somren smiler;og skjøn er selve Vintrens blege Dragt,naar den paa vore Barndomsegne hviler.Ja, skjønt er Fjeldet med sin Top af Iis;skjøn er den Egn, som Ungdomsbækken væder;den gule Ørken er et Paradiis,naar den har skuet Barnets første Glæder.

Min Fødestavn er Lyngens brune Land;min Barndomssol har smilt paa mørken Hede;156min spæde Fod har traadt den gule Sand;blandt sorte Høie boer min Ungdomsglæde.Skjøn er for mig den yndeløse Vang;min brune Hede er en Edens Have; —der hvile ogsaa mine Been en Gangblandt mine Fædres lyngbegro'de Grave!

(S. S. Blicher.)

Kjær est du, fødeland, søtt er ditt Navn;til deg står alltid dine Børns Forlængsel;med lønnlig makt du drar til din favn;hvert annet land mot deg er som et fengsel.Kun der er våren i sin fulle prakt;kun der i all sin Ynde sommeren smiler;og skjønn er selve vinterens bleke drakt,når den på våre Barndomsegne hviler.Ja, skjønt er fjellet med sin topp av is;skjønn er den Egn, som ungdomsbekken væder;den gule ørken er et paradis,når den har skuet Barnets første gleder.

Min Fødestavn er Lyngens brune land;min Barndomssol har smilt på mørken Hede;156min spede fot har trådt den gule Sand;blant sorte Høye boer min ungdomsglede.Skjønn er for meg den yndeløse Vang;min brune Hede er en Edens hage; —der hvile også mine ben en gangblant mine fedres lyngbegro'de Grave!

(S. S. Blicher.)