154

I Edens Have der blev jeg fød,i Livsens Træ var min Rede,mine Fjær vare gyldne som Morgenrød,mit Navn var den evige Glæde.

Jeg leved der i lyksalig Fred,mine Sange gjenløde saa vide,min Mage kaldtes Uskyldighed,hans Duun vare liliehvide.

Og Børn vi havde i Tusindtal;ud i Verden vi sendte dem alle.de flagre endnu over Bjerg og Dal;Spøg, Munterhed, Smiil de sig kalde.

Men Mennesket dræbte min Mage hvid,og jeg maatte flye af min Rede,og rastløs jeg sværmer nu hid nu did,og kaldes den stakkede Glæde.

Og Guldet er faldet af mine Fjær,og let er min Vinge nu vorden;155men Mennesket haver jeg dog saa kjær,og vil ikke flygte fra Jorden.

Dog, blandet er nu min Harmonimed enkelte fremmede Toner;og aldrig jeg dvæler, men flyver forbifra Morgnens til Aftenens Zoner.

Tidt Ynglingen rækker sin Haand efter mig,men kan dog ei holde mig fangen;i Dag jeg synger saa blidelig,i Morgen er jeg bortgangen.

Tidt fanger han dog mine Unger smaa,dem kan jeg ei alle medtage;og dem kan Mennesket høre paa,indtil jeg kommer tilbage.

(B. Ingemann.)

154

I Edens hage der ble jeg født,i Livsens tre var min rede,mine fjær var gyldne som Morgenrød,mitt Navn var den evige glede.

Jeg levde der i lyksalig fred,mine sanger gjenlød så vide,min mage kaltes uskyldighet,hans dun vare liljehvite.

Og barn vi hadde i Tusindtal;ut i verden vi sendte dem alle.de flagre ennå over Bjerg og dal;Spøk, munterhet, smil de seg kalle.

Men mennesket drepte min mage hvit,og jeg måtte flye av min rede,og rastløs jeg svermer nå hit nå dit,og kalles den stakkede glede.

Og gullet er falt av mine fjær,og lett er min Vinge nå vorden;155men mennesket haver jeg dog så kjær,og vil ikke flykte fra jorden.

Dog, blandet er nå min harmonimed enkelte fremmede toner;og aldri jeg dveler, men flyver forbifra morgenens til Aftenens soner.

Titt ynglingen rekker sin hånd etter meg,men kan dog ei holde meg fangen;i dag jeg synger så blidelig,i morgen er jeg bortgangen.

Titt fanger han dog mine unger små,dem kan jeg ei alle medtage;og dem kan mennesket høre på,inntil jeg kommer tilbake.

(B. Ingemann.)