152

Have! du, som vidt dig brederrundt omkring den gamle Gaard,153venligen du mig hjemlederi de skjønne Barneaar.Dette Vildnis, disse Gangebleve tidlig mig for trange. —

Da jeg var en lille Dreng,mens end maatte for mit Øiedine Gjærder tykkes høie,laa jeg i den grønne Eng,saae til Himlen, grunded paa,hvordan Gud dog kunde gaaeoppe paa de tynde Skyer.Det var mig en Lyst at see,hvor de Skyer kunde drive,og saa underlig sig tee,ret som om de var ilive.Naar jeg stundom ene laa,Meget jeg afbildet saaepaa den Himmel rød og blaa,som end dunkelt jeg kan mindes.

Siden, da jeg voxte lidt,laa jeg ogsaa her saa tidt,men jeg laa med Bog ihænde;Krøniken mig var saa kjær,lystig var i den min Færdhen til Tids og Verdens Ende.

Kjære Have, nu igjenseer du mig som Ungersvend;fra din stolte Bøgegangvil jeg stirre hen paa Skoven,paa det grønne Bjerg med Lyst;vil jeg stirre ud paa Voven,154som beskyller Sjællands Kyst;vil jeg over blanke Søstirre paa den fjerne Ø.Her det Grønne, der det Blaaer jo sundt at stirre paa?Øen har saa mangt et Minde,som til den kan Øiet binde,som det stille, glade Sindtil en ivrig Bøn kan røre,og fra Jord til Himlen føre.

(N. F. S. Grundtvig.)

152

Have! du, som vidt deg brerrundt omkring den gamle gård,153vennlig du meg hjemlederi de skjønne barneår.Dette villnis, disse gangerble tidlig meg for trange. —

Da jeg var en lille dreng,mens enn måtte for mitt Øyedine gjerder tykkes høye,lå jeg i den grønne eng,så til Himlen, grunnet på,hvordan Gud dog kunne gåoppe på de tynne skyer.Det var meg en lyst å se,hvor de skyer kunne drive,og så underlig seg tee,rett som om de var i live.Når jeg stundom ene lå,Meget jeg avbildet såpå den himmel rød og blå,som enn dunkelt jeg kan minnes.

Siden, da jeg vokste litt,lå jeg også her så titt,men jeg lå med bok ihænde;Krøniken meg var så kjær,lystig var i den min ferdhen til Tids og Verdens ende.

Kjære Have, nå igjenser du meg som ungersvenn;fra din stolte bøkegangvil jeg stirre hen på skogen,på det grønne Bjerg med lyst;vil jeg stirre ut på Voven,154som beskyller Sjællands kyst;vil jeg over blanke Søstirre på den fjerne Ø.Her det Grønne, der det Blaaer jo sundt å stirre på?Øen har så mangt et Minde,som til den kan øyet binde,som det stille, glade sinntil en ivrig Bøn kan røre,og fra jord til Himlen føre.

(N. F. S. Grundtvig.)