1. Morgen-Lovsang.
Forsvunden er den mørke Nat;nu lyser over Mark og Kratden røde Morgenlue.Den blege Stjernehær forsvandt,og Duggen staaer som Diamantmod blaalig Himmelbue.Skoven,Voven,152Mark og Enge.Harpestrenge,til Guds Ære,høit hans Lovsang Ham frembære!
Iaftes kvad i Skyggedalden vemodsfulde Nattergalom Graven og om Døden;men Maanen svandt med blege Horn; —nu synger Lærken i sit Kornsaa frisk i Morgenrøden.Mægtig,prægtig,lyder Røsten;Haabet, Trøstenden os bringerfro paa sine Fuglevinger.
Og slaaer engang min sidste Stund,skal dog, til sidste Time sund,min Sjel Guds Godhed love!Jeg stiger af mit mørke Skjul,som af sin Rede kjække Fugl,høit over alle Skove.Modig,frodig,uden Smerte,lad mit Hjerte,Jesu Christe!kraftig ind i Døden briste!
(A. Oehlenschläger.)
1. Morgen-lovsang.
Forsvunnen er den mørke natt;nå lyser over Mark og Kratden røde Morgenlue.Den bleke stjernehær forsvant,og duggen står som diamantmot blålig Himmelbue.Skogen,Voven,152Mark og enger.Harpestrenger,til Guds ære,høyt hans lovsang Ham frembære!
Iaftes kvad i Skyggedalden vemodsfulle nattergalom graven og om døden;men månen svant med bleke Horn; —nå synger lerken i sitt kornså frisk i morgenrøden.Mektig,prektig,lyder røsten;Håpet, trøstenden oss bringerfro på sine Fuglevinger.
Og slaaer engang min siste stund,skal dog, til siste time sund,min sjel Guds Godhed love!Jeg stiger av mitt mørke skjul,som av sin rede kjekke fugl,høyt over alle skoger.Modig,frodig,uten smerte,la mitt hjerte,Jesu Christe!kraftig inn i døden briste!
(A. Oehlenschläger.)