150

Hvor saare lidet vil der til,for lykkelig at være:et muntert Sind, en Piges Smiil,en Ven, som gjør dig Ære,en Hytte, som dig skjule kan,sundt Brød, og Kildens klare Vand,saa megen Viisdom, at du vilog bruger denne Lære.

Guld har sin Glands og Magt sit Værd,og Rang vanærer Ingen;det er ret smukt at være lærd,men det er ikke Tingen.Nei: skjælve ei for Daarens Dom,og tage Dagen som den kom,er meer end Guld og Ære værd,og det dig røver Ingen.

O! naar jeg ved Elisas Barmtil Kloden kunde sige:„jeg har indsluttet i min Arm,o Jord! din bedste Pige;“og saa en Ven ved Siden sad,som saae sig i min Lykke glad: -jeg skulde, skjøndt forladt og arm,ei efter mere hige.

Til eenlig Dal jeg søgte hen,min Haand en Hytte bygged’,som mig, min Pige og min Venindslutted’ og betrygged’;til Frugtbarhed jeg Jorden tvang,og ved min Sved hans Godhed sang,151som throner høit i Himmelen,men mig min Kreds betrygged’.

Jeg Fader blev — de kjære Smaapaa ømme Knæ jeg satte,paa dem med samme Øine saae,som Gjerrige paa Skatte;jeg ledte efter Moders Træk,og kyssed barnlig Taare væk;jeg Jorden skjøn, Gud god jeg saae,som mig paa Jorden satte.

Jeg sagde til den kjelne Tøs:“Dyd er den største Ynde;”og til den raske vævre Knøs:“den største Skam at synde.”Jeg sagde til dem begge To:“blandt Livets Torne Roser groe;af Dydens Kilde Glæden øs,og Gud skal Eder ynde.”

(J. Zetlitz.)

150

Hvor såre lite vil der til,for lykkelig å være:et muntert sinn, en Piges smil,en venn, som gjør deg ære,en hytte, som deg skjule kan,sundt brød, og Kildens klare vann,så mye visdom, at du vilog bruker denne lære.

Gull har sin glans og makt sitt verd,og rang vanærer Ingen;det er rett smukt å være lærd,men det er ikke tingen.Nei: skjelve ei for Daarens dom,og ta dagen som den kom,er mer enn gull og ære verd,og det deg røver Ingen.

O! når jeg ved Elisas Barmtil kloden kunne si:„jeg har innesluttet i min arm,o jord! din beste pike;“og så en venn ved siden satt,som så seg i min lykke glad: -jeg skulle, skjønt forlatt og arm,ei etter mer hige.

Til eenlig dal jeg søkte hen,min hånd en hytte bygget’,som meg, min pike og min vennindslutted’ og betrygged’;til fruktbarhet jeg jorden tvang,og ved min sved hans godhet sang,151som troner høyt i himmelen,men meg min krets betrygged’.

Jeg far ble — de kjære Smaapå ømme kne jeg satte,på dem med samme øyne så,som Gjerrige på skatter;jeg ledte etter Moders trekk,og kysset barnlig tåre vekk;jeg jorden skjønn, Gud god jeg så,som meg på jorden satte.

Jeg sa til den kjelne tøs:“Dyd er den største Ynde;”og til den raske vevre Knøs:“den største skam å synde.”Jeg sa til dem begge to:“blant Livets torner roser groe;av Dydens Kilde gleden øs,og Gud skal Eder ynde.”

(J. Zetlitz.)