147

Som Kilden sagte rinder henimellem unge Pile,og skjøn, som Foraars-Morgenen,jeg seer min Tid henile;hvad Kummer er, det veed jeg ei,148der groer ei Torn paa min Vei —og jeg er munter og jeg er glad.

Naar Lærken sine Triller slaaer,og Morgenrøden smiler,jeg fra mit Leie fro opstaaer,og til mit Arbeid’ iler;min Dag er kort, min Søvn er sød,og jeg er sund og hvid og rød.Og jeg er munter og jeg er glad.

Mit Arbeid’ mig fra Haanden gaaer;jeg snart til Kvæget søger,hvor Ko med spændte Yver staaer,og Kalven muntert spøger;da fraader i det rene Spandden Melk, som Rigdom give kan.Og jeg er munter og jeg er glad.

Snart ved det varme Arnestedden sunde Kost jeg laver;kom Folket hungrigt hjem og svedt,jeg Alt til Rede haver,jeg duger Bord, og bærer frem,og godt det jevnlig smager dem.Og jeg er munter og jeg er glad.

Snart i min Væverstol jeg sad,og Fod og Haand jeg rørte;ved Markeds Tid min Fader gladmit Værk til Byen førte;der blev det Penge, Penge Brød,og her det hindred’ Hungersnød.Og jeg er munter og jeg er glad.149Og spandt jeg selv hver Traad, jeg sled;om Piger andre Steder,som ei af noget Arbeid’ veed,kan slide Silkeklæder,det veed jeg ei, og ei forstaaer,jeg mine ved mit Arbeid’ faaer.Og jeg er munter og jeg er glad.

Min Moder ofte har mig sagt:de Piger ere pene,som ta’e sit Arbeid’ smukt i Agt;hvis Sæder ere rene.De Mand og Gaard og Huus skal faae,og dem det lykkeligt skal gaae.Og jeg er munter og jeg er glad.

Hvad Gaard og slige Ting angaaer,saa kommer det med Tiden,og, naar jeg først min Ole faaer,saa faaer jeg Resten siden.Kun Ole og en Haandbred Jord,og Foden under eget Bord,og jeg er munter og jeg er glad.

Ja ingen Mø har større Rettil fro og glad at være:jeg hungrer ei, er reen og net,og er i Agt og Ære;jeg Fader har og Fæstemand,og, hvad jeg gjøre bør, jeg kan;thi er jeg munter og fro og glad.

(J. Zetlitz.)

147

Som Kilden sakte rinner henimellom unge Pile,og skjønn, som forårs-morgenen,jeg ser min tid henile;hva kummer er, det vet jeg ei,148der gror ei torn på min vei —og jeg er munter og jeg er glad.

Når lerken sine triller slaaer,og morgenrøden smiler,jeg fra mitt leie fro oppstår,og til mitt arbeid’ iler;min Dag er kort, min søvn er søt,og jeg er sund og hvit og rød.Og jeg er munter og jeg er glad.

Mitt arbeid’ meg fra hånden går;jeg snart til kveget søker,hvor Ko med spente Yver står,og kalven muntert spøker;da fråder i det rene spannden melk, som rikdom gi kan.Og jeg er munter og jeg er glad.

Snart ved det varme arnestedden sunde kost jeg laver;kom folket hungrigt hjem og svedt,jeg Alt til rede haver,jeg duger bord, og bærer frem,og godt det jevnlig smaker dem.Og jeg er munter og jeg er glad.

Snart i min veverstol jeg satt,og fot og hånd jeg rørte;ved Markeds tid min far gladmitt verk til byen førte;der ble det penger, penger brød,og her det hindret’ hungersnød.Og jeg er munter og jeg er glad.149Og spant jeg selv hver tråd, jeg sled;om piker andre steder,som ei av noe arbeid’ vet,kan slide silkeklær,det vet jeg ei, og ei forstår,jeg mine ved mitt arbeid’ får.Og jeg er munter og jeg er glad.

Min mor ofte har meg sagt:de piker er pene,som ta’e sitt arbeid’ smukt i akt;hvis Sæder er rene.De mann og gård og hus skal få,og dem det lykkelig skal gå.Og jeg er munter og jeg er glad.

Hva gård og slike ting angår,så kommer det med tiden,og, når jeg først min Ole får,så får jeg resten siden.Kun Ole og en håndbred jord,og foten under eget bord,og jeg er munter og jeg er glad.

Ja ingen Mø har større retttil fro og glad å være:jeg hungrer ei, er ren og nett,og er i akt og ære;jeg far har og festemann,og, hva jeg gjøre bør, jeg kan;thi er jeg munter og fro og glad.

(J. Zetlitz.)