2. Fornebo.
Hyggelige, kjære Bolig,du som venlig og fortrolig147vinker mig til landlig Ro!Krandset af de dunkle Skove,favnet af den sølvblaa Vove,sødt du smiler, Fornebo!
Se! mens jeg har maattet kure,fængslet i de kvalme Mure,du saa skjønt har smykket dig;viklet ud dit grønne Dække;rosenstrøe't den nøgne Hække ..O, hvor du henrykker mig!
Fjernt nu seer jeg Røg og Taageover Stadens Buur at koge —O Farvel, du lumre By!Freidigt nu mit Øie følgerSnekken, som paa raske Bølgerkneiser hist saa stolt i Sky.
Venner, dele huldt min Glæde!Elskte! I er her tilstede ..Hvad kan jeg da meer attraae?Stemt paany min Harpe klinger,mens jeg mig med Lærken svingerjublende mod Himlens Blaa.
(J. St. Munch.)
2. Fornebo.
Hyggelige, kjære bolig,du som vennlig og fortrolig147vinker meg til landlig ro!Krandset av de dunkle skoger,favnet av den sølvblå Vove,søtt du smiler, Fornebo!
Se! mens jeg har måttet kure,fengslet i de kvalme murer,du så skjønt har smykket deg;viklet ut ditt grønne dekke;rosenstrøe't den nakne Hække ..O, hvor du henrykker meg!
Fjernt nå ser jeg Røg og tåkeover Stadens bur å koke —O Farvel, du lumre by!Freidigt nå mitt Øye følgerSnekken, som på raske bølgerkneiser hist så stolt i sky.
Venner, dele huldt min glede!Elskte! Dere er her til stede ..Hva kan jeg da mer attrå?Stemt paany min harpe klinger,mens jeg meg med lerken svingerjublende mot Himlens Blaa.
(J. St. Munch.)